Indlæg

Drengeliv i 50’ernes Rønne

 

Af Torben Rønne-Larsen – også kendt som Dæk-Torben, selvstændig erhvervsdrivende,

Torben Rønne-Larsen her fotograferet sammen med hustruen gennem 45 år, Birgit

kommunalbestyrelsesmedlem

Jeg er født den 23 juli 1950, min far var tømrersvend, min mor var sygeplejeelev på Aakirkeby Sygehus, men da hun blev gravid, var det dengang stort set umuligt at fortsætte sin uddannelse. Senere blev hun sygehjælper og arbejdede på flere hospitaler på Bornholm. Måske p.g.a. hendes sind havde hun oftest nattevagter, hvilket passede ind i vores families dagligdag. Vi var tre børn, hvor jeg var den ældste. Min lillebror Flemming, der i en tidlig alder blev syg, måske af misbrug, han fik konstateret skizofreni, en sygdom som hverken læger eller myndigheder på dette tidspunkt havde meget kendskab til.

Min lillesøster Inger, forlod Bornholm da hun var 18 år. Hun besøgte mig på kasernen dengang jeg var indkaldt, der så hun en annonce i en avis ovrefra, hvor man søgte et par piger. Som den krudtugle hun er, så smuttede hun over sammen med en veninde, senere blev hun sygeplejeelev, som endte ud med en sygeplejerskeuddannelse, senere blev hun gift med en spanioler, og har boet og arbejdet som sygeplejerske i rigtig mange år i Spanien.

Forbygget sig
Dengang i halvtresserne var pengene små, far havde forbygget sig, sagde folk, arkitekten mente, at han var tosset, da han forlangte at huset skulle flyttes lidt til venstre på grunden. Som min far sagde, så kan der blive plads til en indkørsel, når han engang fik en bil.

Vores forhave lå ud til Borgmester Nielsens Vej, naturligvis pænt beplantet med buske og træer, og ikke at forglemme græsplænen.

Baghaven, der lå lige op ad Poul Nielsens Maskinfabrik, var dyrket med madurter og ikke mindst kartofler, der var også rabarber, ribs, hindbær og stikkelsbærbuske, dengang skulle der helst serveres to retter til middag, enten en foret eller efterret.

Hønsegård
Som så mange andre på den tid, havde vi naturligvis også en hønsegård, hanekyllingerne huggede vi hovederne af, ogs å var der dejlig kylling. De gamle æglæggere mistede også hovedet, når den tid kom, og så stod den på den lækreste hønsekødssuppe.

Som jeg tidligere skrev var pengene små, ind imellem måtte jeg besøge æggepakkeriet, der lå nabo til Falck for at sælge en bakke æg eller to, det gav lidt kontanter, ellers hvis mor stod og manglede lidt købmandsvarer, blev jeg sendt til købmand Asping, hvor jeg byttede æg for kolonialvarer.

Masser af butikker
Nu hvor jeg nævner et par butikker, vil jeg ikke undlade at nævne dem der lå indenfor få hundreders meters omkreds, på Svanekevej lå fru Nielsens kolonialhandel, hun havde anlagt et gænge i sin baghave så beboerne fra Malmøvejs-kvarteret kunne kommen nemt og hurtigt ind i hendes butik, naboen hed Pagels, der var grønthandler, skråt overfor lå kartoffeldamen, hvor vi langt op i tiden købte vores kartofler, i den anden ende af Svanekevej lå købmand Asping, nede ved Elim kirken havde vi slagter Mortensen, jeg glemmer aldrig duften af hans nybagte leverpostej, på det andet hjørne lå købmand Sonne-Larsen, nede ved Smallesund lå Købmand Aagesen og lige overfor mejeriudsalget Østerbro, der stod fru Engel bag disken, medens hendes mand var ude og køre med mælk til de mange faste kunder.

Vores nabo, Charles Rundfart, havde en iskiosk, hvor de solgte Eventyris, det var er naturligt samlingspunkt for kvarterets unger.

Når man endelig fik lokket en toøre fra mor og far, skulle de naturligvis omsættes straks, for to øre pinnociokugler, ikke for mange af de røde. Dengang kostede de en øre pr stk

 

Med toget til Smørenge
Vi besøgte ofte min farmor og farfar, der boede på Mølledal i Smørenge. Toget gik næsten til døren, først som voksen fandt jeg ud af, hvorfor vi kom så ofte på besøg, min farmor kunne ikke forlige sig med tanken om, at vi skulle lide nød, så vi returnerede med masser af dejlig mad.

Statslån til selvbyggerhus
Vi boede i nr 51 et hus min far selv havde bygget med familiens hjælp, dengang var der mulighed for at få statslån, som nærmest var rentefrit, dog kunne de ikke lave alt selv, husets indvendige bemaling blev ordnet med en veksel.

Dengang i halvtresserne var der service, når man skulle handle, grønthandleren og brødmanden kom lige til døren med sit udvalg, hver morgen kom mælkemanden og udskiftede de tomme mælkeflasker med nye fyldte flasker. Dengang var der naturligvis fedtprop i sødmælken, det første der skete når mælken kom ind i køkkenet, det var at finde flødetyven frem, piskefløde var dyr, så det var nødvendigt at få den fjernet fra mælken.

Kamp om at være flødepisker
Når der så blev lavet æblekage eller lagkage, blev vi unger sat til at piske flødeskum, ikke med en elektrisk maskine, men med en håndbetjent piskeris, der var lidt uro blandt os børn, belønningen var at flødepiskeren, fik lov til at slikke piskeriset rent.

Vi var trods alt bedre stillede end så mange andre, da vores hus var nybygget. Vi havde centralvarme, moderne bad- og toiletforhold, samt bygas. Vi fyrede med gasværkskoks, som blev leveret lige ned i vores fyrkælder af hestevognmanden Drejer.

Senere da det blev moderne med oliefyr, fik vi montør Westh på Kalmarvej til at montere topmoderne oliefyr, hvilket gav mere plads i kælderen.

Lejede vaskemaskine med tøjvrider
Dog måtte vaskekælderen afgive lidt plads til olietanken, vi havde som mange andre med nye huse en gasmurgryde hvor mor stod og knoklende med tøjvask og vaskebræt, senere blev det moderne at man kunne leje en Ferm vaskestol med tøjvrider, den var farlig, det skete at en arm kom ind i vrideren, derfor var de absolut forbudt for os børn at leje med maskine. Maskinen var trods alt en kæmpe lettelse for min mor.

 

25 børn at leje med
Vi boede midt imellem Svanekevej og Landemærket, det var et nybyggerområde, der var masser af børn at lege med, på dette relativt lille vejstykke var vi om 25 børn lige fra de helt små og til de ældste, der stor for at skulle konfirmeres.

Spitfire-jetjageren, der en kort tid stod på legepladsen på Malmøvej

De børn, der boede på Svanekevej lejede vi ikke med, det samme var tilfældet med dem der boede i barakkerne på Landemærket, på Malmøvej var der en legeplads som vi ofte benyttede, et areal var blevet asfalteret så om vinteren blev der oversprøjtet med vand (for at danne is til en skøjtebane. red) og hele områders unger havde en herlig legeplads, tidligere var det et areal ved Østre Skoles boldplads der blev overrislet.

Der var også dammen i Østre Anlæg, der om vinteren frøs til is, så legemulighederne var mange på den tid.

En kæmpe oplevelse var det, da der på Malmøvej januar 1955 blev parkeret en havareret Spitfire, det var enormt spændende for os børn at få den i julegave, men den holdt ikke i så lang tid, der blev banket huller i siden af flyveren, så man kunne komme til at få fat på kobberkablerne.Dengang forlød det, at hvis vi børn skar os på de skarpe kanter ville vi få betændelse i sårene, hvad den rigtige årsag var til, at den blev skrottet, ved jeg ikke.

 

MERE OM TOBEN RØNNE-LARSEN:

I Klippeøens Kvinder & Mænd 2005 kan man læse følgende om Torben Rønne-Lasrsen:

“Slidbanefabrikant og videoudlejer. F. 23.7. 1950, s.a. Ellen M, f. Pedersen og Karl Rønne-Larsen. Gift 1973 m. Birgit Hvidtfeld, f. 25.12. 1952, d.a. Ruth, f. Holm, og Remy Hansen.

Syv års Folkeskole, 10 mdrs. efterskole. Udlært klejnsmed.

Klejnsmed hos Ejnar Jensen & Søn indtil 1976. 1974 start af virksomhed i Søndergade 21. 1977-89 ejer af Gulf Benzinstation på Borgm. Nielsens Vej. Flytte dækafdelingen til Kastanievej i 1980. Startede 1987 slidbanefabrik på naboejendommen, senere tvunget til at lukke den på grund af “en tåbelig EU-bestemmelse”. Åbnede 1984 videoudlejningsforretning. Flyttede på grund af fjernvarmearbejdet i Rønne forretningerne til Borgmester Nielsens Vej i 1989.

Tidl. Med. Af Fremskridtspartiet, næstformand, amts- og byråds og folketingskandidat. Med til at starte Dansk Folkeparti på Bornholm, bestyrelsesmedl., by-, amtsråds- og folketingskandidat.”

Det skal tilføjes, at han i en årrække har været medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune.