Indlæg

Smeden og sygeplejersken blev gårdejere

 

Af Stine Mikkelsen, Klintebygård, bestyrelsesmedlem i Bornholms Landbrug & Fødevarer

Da Søren spurgte mig, om jeg ville være gæsteskribent, lokkede han blandt andet med, at jeg repræsenterede en yngre generation end dem, der oftest skrev på hans blok. Det kunne jeg ikke stå for! Jeg er født den 21. juni 1969, så udover at have fødselsdag på årets længste dag, ses det også på årstallet, at jeg om godt et år runder de 50! Dejligt at nogen stadig regner en til det yngre segment, men mon ikke det skyldes, at jeg er nogenlunde jævnaldrende med Sørens og Ellys børn.

Jeg er vokset op på Rosengården som den ældste at fire børn, hvor mine forældre drev hotel og selskabslokaler. Før ombygningen til hotel var det Bøsthøj Mejeri og min farfar havde købmandsbutik i tilknytning til mejeriet.

Stine til højre og hendes tre yngre søskende i den store have på Rosengården

Sommerferie og evig sol
Min farmor og farfar blev boende i bestyrerboligen, og jeg var derovre næsten hver dag. Indimellem glemte jeg min plys-elefant som jeg havde fået i gave af en af hotellets faste gæster. Det var dengang, især tyske familier kom igen år efter år, bookede de samme værelser, og blev i tre uger. ringe til farfar, der lovede at lægge elefanten på fyret så den ikke frøs. Jeg har den stadig – elefanten, og når jeg indimellem støder på den, mindes jeg farfar og farmor.

Rosengården var et leben om sommeren, og vi børn havde mange forskellige legekammerater gennem sådan en sommer, og vi kunne tidligt mange gloser på tysk. Udover gæsterne var der også mange ansatte. De voksne var de samme fra år til år, men hvert år var der nye unge piger, så vi lærte mange forskellige mennesker at kende. Jeg glædede mig altid til de ansatte startede op for sæsonen, så var det nemlig lige straks sommerferie og evig sol.

Motorcykelbetjente og fru Kofoed
En lang årrække havde vi motorcykelbetjentene boende på hotellet. Især en kom igen og det var Kaj, der blev indkvarteret privat og var som en del af familien. Så meget at han fik en overhaling af min mor for at have forbrudt sig mod regel nummer et: ikke at trampe når man gik på loftet – spisesalen lå lige under og prismelysekronerne klirrede ved det mindste bump. Hendes reprimande sluttede dog med ”Åh er det dig Kaj”. Sådan havde det i hvert fald ikke lydt hvis det var et af os børn.

Vinteren var langt mere stille der ude på landet. Dog blev der holdt en del fester på Rosengården, og så var der liv i flere dage. I køkkenet styrede fru Kofoed med hjælp fra min mor. Fru Kofoed havde en engels tålmodighed. Hun havde altid overskud til at vi børn kunne få en skrællekniv eller en klump dej og være med. Vi har helt sikkert sinket hende i det uendelige. Men hun er en af mine helte, for det var hende der vakte min nysgerrighed og glæde ved at lave mad, og den dag i dag hører jeg hendes stemme når jeg skal lave sukkerbrunede kartofler – så de lykkes altid! Jeg fik i øvrigt lov til at tjene penge i opvasken fra jeg var tolv år, også selvom det var til et sølvbryllup en tirsdag aften, og jeg skulle i skole næste dag. Mit værelse lå nemlig lige over musikken i festsalen, så jeg fik alligevel ikke lukket et øje.

Tosset med heste
Vi besøgte tit mormor og morfar som havde et landbrug lige ved siden af, hvor jeg selv bor i dag. Jeg har altid været tosset med heste, og kastede lange blikke efter Mikkelsens heste når vi besøgte mormor og morfar. Dengang anede jeg ikke at der var en søn ved navn John på nabogården, det var først mange år efter jeg mødte ham på travbanen.

Jeg erindrer min barndom som fuld af relationer til både voksne og unge. Der var altid en voksen at få fat i og nogen at snakke med. Jeg arbejde med fra jeg var tolv år, både på Rosengården og på Travbanen hvor jeg stod i kiosken. Den første jeg stod i kiosken med var Thomas fra Dalegård, han er nu afdelingsleder på DLF i Aakirkeby, så vi træffer hinanden af og til. Hans søster Marianne var vores unge pige i huset igennem et par somre, og vi løber ind imellem på hinanden i byen. Det var ikke noget jeg tænkte over dengang, men i dag har det en værdi for mig stadig at kende personerne fra min barn og ungdom. Selv om det må beskrives som et perifert netværk så eksisterer det, og både personlige og professionelle netværk er vigtige, lige meget hvad man udretter.

Smed og sygeplejerske – og gårdejere
I 1987 flyttede vi fra Rosengården til Rønne, og jeg begyndte at komme på travbanen med folkene fra Byvangen hvor min ridehest var opstaldet, og i sommeren 1988 fik John og jeg øje på hinanden. Vi flyttede sammen året efter i et lille hus i Nexø, og jeg startede med at læse til sygeplejerske og John arbejdede som smed. Byboere det var vi bare ikke, så vi begyndte at lede efter et sted, hvor vi kunne have heste. En dag spurgte Johns far, om vi da ikke ville have gården. Og så var det besluttet.

Oprindeligt ville John fortsætte som smed, men fiskeriets nedtur gjorde ham arbejdsløs, og så greb han chancen for at gå landbrugsvejen. De første mange år stod i ombygning og udbygningens tegn. Jeg arbejde som sygeplejerske, og da vi skulle have barn nummer to hang vores liv ikke helt sammen mere. Vi besluttede at jeg kunne give en hånd med i stalden i en periode medens børnene var små, for som sygeplejerske ville jeg altid kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er tyve år siden i år!

Tre glade Mikkelsen-drenge i idyllen på Klintebygård i Ibsker

Man lærer at sige PYT
Når jeg ser tilbage, har de år især i starten været fyldt med vores tre drenges opvækst og efterhånden som de er blevet større i højere grad også med arbejdet på gården for mit vedkommende. I de senere år har jeg været aktiv i bestyrelsen i Bornholms Landbrug & Fødevarer. Det tager indimellem meget tid, men giver også meget igen.

Som hustru til en landmand kræves en god del selvstændighed og evne til at sige pyt når planlægningen ryger i vasken. I starten følte jeg mig og børnene fravalgt, når landmanden ikke holdt hvad han havde lovet – eller måske var blevet presset af mig til at love. Jeg mindes, at jeg flere gange har haft drengene klare til at køre afsted men ingen mand. Det handlede jo ikke om manglende vilje til at være sammen med kone og børn, men om at få det hele til at fungere, så ret hurtigt blev det sådan, at var landmanden klar, så kørte vi sammen afsted, og ellers måtte han støde til senere. Så var alle glade.

Vildtparade efter en tilsyneladende god jagt på Klintebygård. Drengene, der i dag også er jægere er med på billedet. Ydest til venstres ses John og i midten foran hans storebror, travtræneren Frank Mikkelsen. Mikkelsen-familien er jo i øvrigt kendt for den store interesse for travheste i flere generationer

Årets gang på landet
Livet på landet er også sæsonarbejde, i hvert fald når man dyrker jord. Forårsarbejdet starter lige så snart vejret tillader det, og er vel først rigtig afsluttet i juni. Midt i juli starter høsten af de tidligste afgrøder og fortsætter til slut august, medmindre man har hestebønner eller majs for så er høsten endnu længere. I august starter så etableringen af næste års afgrøder, og det står på hen til starten af oktober alt efter vejret selvfølgelig. I perioder med spidsbelastning i marken er man meget alene som mor, og i høsten kan der pludselig være fem ekstra mand til aftensmad, det kræver en del planlægning i løbet af dagen, og jeg forstår egentlig ikke, at man har kunnet leve uden mobiltelefonen før. Da drengene var små var det en udfordring at få lavet mad og samtidig skille tre trætte og pirrelige unger ad, så løsningen blev en autostol i traktoren, hvor yngste mand blev parkeret sammen med far. Den monotone lyd fra maskinen virkede i løbet af fem minutter, og gav mig en time til at lave mad i.

Det der er godt at holde sig for øje, når man nu engang er faldet for en landmand, er, at udfordringerne er rimelig ens i andre landmandsfamilier. Det finder man ud af når man snakker om det. Jeg kom selv i en erfa-gruppe for kvinder gift med landmænd for år tilbage. Vi kendte lidt til hinanden og dannede gruppen på eget initiativ. Hurtigt viste det sig, at vi alle havde frustrationer over de samme temaer i hverdagen, og bare det at få talt om dem med andre, der havde samme indgangsvinkel, gjorde noget godt og gav noget overskud. Jeg har efterfølgende været med til opstart af tre nye erfa-grupper for kvinder gift med landmænd, og de er alle aktive i dag. Jeg husker, at da jeg bragte det på banen i bestyrelsen, så var det lidt ja ja gør du bare det, men ikke rigtig noget mine mandlige kolleger så den store værdi i. Min tilgang til både landbruget og livet er meget helhedsorienteret, der skal være sammenhængskraft hele vejen rundt, så giver det mening – og det gode liv på landet starter i stuehuset, der er vores base, der skal vi føle os godt tilpas.

Stine Mikkelsen ses her yderst til højre til en familiesammenkomst. Alene på hendes side er de 20, når de er samlet, og de er ligeså mange på Johns side.



Værdien i ens rødder
Som min fødselsdato afslører så står jeg midt i livet, nogen ynder at kalde det overgangsalderen. Hormonelt starter den længe før så ingen panik der. Det jeg virkelig ser som overgangen er den ro der har slået sig ned i mig på det seneste. Jeg føler ikke nødvendigvis at jeg skal bevise noget, og siger meget mere fra i dag end tidligere, hvis jeg ikke mener, det er godt for mig. Siger rigtig meget pyt når jeg burde støvsuge, men ikke gider. Bager hellere brød og boller hele lørdagen i stedet for at vaske mine beskidte vinduer, for det giver mig mere mening. Finder kæmpe værdi i at kende mine rødder (så jeg ikke kommer til at grave dem op) og betragter mine nære netværk som en gave og de perifere som en berigelse.

Rigtig god sommer derude.