Indlæg

Ritt Bjerregård på græs i Rutsker 

Tilbage i Rutsker for et par år siden – her ved døren til lejligheden, hun beboede i et halvt år i 1962.

Jeg skrev en mail til Ritt Bjerregaard og fik få dage efter svar om, at hun gerne ville være min gæsteskribent, hvis det kunne være i form af et lettere bearbejdet uddrag af hendes Erindringer, udgivet på Politikens forlag i 2015. Sagen er, at jeg kom i tanker om, at Ritt havde været et halvt år i Rutsker, “på græs”, som man kaldte det, da man tilbage I 60’erne søgte at løse problemet med lærermangel ved at lade seminarieelever komme ud i praktik på landets skoler.

Af Ritt Bjerregaard, tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester i København

Den lokale fotograf Svendsen tog dette portræt af Ritt Bjerregård i 1962.

Bornholmerbåden lagde til i Rønne tidligt om morgenen 1962. Jeg pakkede mine ting sammen, der var meget. I det næste halve år havde Statsseminariet på Emdrupborg sendt mig i praktik på Rutsker Skole. Jeg havde aldrig hørt om den bornholmske by, før jeg nu skulle arbejde der, men kortet hjalp mig til at finde den lidt nordpå, men midt inde på øen. Så jeg fandt min blå Lambretta på bildækket, læssede på med diverse snører og kørte af sted fuld af forventning.

 

Smuk tur til en by bestående af en hovedgade
Turen langs vandet var smuk. Det var i begyndelsen af august, så kornet stod gult på markerne, og der var endnu tyske sommergæster ved strandene. Scooteren kørte, som den skulle, og jeg nød sommervinden. I Hasle skulle jeg dreje ind i landet, for her var der i Rutsker by blevet bygget en ny centralskole. Det var nu meget flot at kalde den en by, for der var kun en hovedgade med en samling små triste huse langs vejen. Man var igennem byen, før man overhovedet havde opdaget, at den var der. Det var langt uden for lands lov og ret. Midt i det hele lå Brygsen, som de kaldte den. Det var den eneste butik i byen. Der mødtes man, når der skulle købes ind, hilses og snakkes. Det var her i Brygsen, at alle fødselsdagsgaver og mange julegaver blev købt. Jeg har endnu den lille plakette med en gammel kone, der sidder og læser i en gyngestol. Den fik jeg af børnene i julegave dengang.

Midt i byen skulle jeg dreje for at komme til den nye centralskole.

Genbesøg i 2014 sammen med Lea
I eftersommeren 2014 var jeg på Bornholm til en lille filmfestival i Gudhjem. Jeg benytter lejligheden til at lave lidt kampagne for den nyopstillede socialdemokratiske folketingskandidat Lea Wermelin. Som slutpunkt på dagen kørte vi rundt om Rutsker. Jeg havde lyst til at se skolen igen. Byen er stadig kun en lang gade uden noget bypræg. Brygsen er blevet gul og hedder ”The Ranch”. Lea, der er bornholmer, har aldrig været der og heller ikke hørt om den. Det ligner et billigt sommersted, og denne søndag i september er der helt lukket. Forskolen, som jeg underviste på i et halvt år, er et FDFcenter for Hasle og Rutsker. Heller ikke her er der noget liv. Tristheden er overvældende.

Ved kirken, der ligger højt og med en smuk udsigt, drejer vi af mod ”Feriecenter” og ser centralskolens gule mursten. Det er skolen, der er blevet et Feriecenter, og mit lille gule murstenshus er nu sammen med skolen indrettet med værelser. Også det er tomt, men der er møbler, og det virker, som om det endnu er i brug, selvom jeg havde hørt, at det var gået konkurs. På nettet læste jeg efterfølgende, at det den 1.juli 2014 var blevet overtaget af en familie, der kører det videre. Mon det kan klare sig?

Hasle er blevet flot
Bornholm er et studie i Udkantsdanmark, hvor debatten om forholdet mellem fastboere og sommerhustilflyttere folder sig ud. Det er områderne langs vandet, der er attraktionen, og det bliver tydeligt understreget, da vi slår et smut ned om Hasle, der var min nærmeste indkøbsby dengang i 1960’erne. Den er blevet flot med en lille lystbådehavn og fine træhuse i ring omkring den. Et havbad er placeret og dertil hører en smuk træbygning, der indeholder sauna og toiletter. Her er jeg ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at klare sig, men på denne søndag i september er det tomt og øde.

Ritt og hendes Lambretta er her fotograferet i 1961 i København

Boede i en lærerbolig sammen med anden praktikant
På Rutsker Centralskole var der en førstelærer, for den var ikke stor nok til at have en skoleinspektør. Førstelærer Jensen boede med sin kone og lille datter i det største af de tre typehuse, der var blevet bygget til skolen. Datteren havde jeg i skolen. Ved siden af boede lærer Thrane, og jeg skulle bo i et af de andre huse sammen med en anden lærer, der også var praktikant. Hun kom fra Silkeborg.

Det var nemt at finde, og jeg kunne vælge værelse først og fik det, der vel var tænkt som soveværelse, og min med-lærer, Marianne fik senere kammeret. Med en seng og et skolebord som skrivebord, kunne jeg installere mig. Der var heldigvis også et garderobeskab. Til os fælles var der et badeværelse, stue og køkken. Der var også en stor hjørnestue, men den brugte vi slet ikke. Vi havde jo ingen møbler. Det var underligt at vide, at her skulle jeg bo i et halvt år og sammen med et menneske, jeg slet ikke kendte. Var det noget, jeg kunne holde ud?

Chancen for at opleve noget nyt
Jeg glædede mig til at lære Bornholm at kende og regnede med, at jeg kunne have god glæde af scooteren, men et halvt år væk fra København var lang tid og så et helt fremmed menneske? Sjovt nok var jeg ikke særlig nervøs ved det, men fuld af forventning. Det var også mit første rigtige job som lærer, og dermed også med en løn. Jeg havde ikke nogen fast kæreste, så der var ikke noget, der bandt mig til København. Her var chancen for at opleve noget nyt.

1. og 2. klasse måtte nøjes med mig
Jeg havde brugt en meget stor del af sommerferien til at forberede mig, for jeg skulle helt alene have 1. og 2. klasse, og det havde jeg overhovedet ingen forudsætninger for. Jeg havde som udgangspunkt på seminariet, at jeg skulle undervise de store elever, og mit fag var historie, så indtil nu havde jeg ikke modtaget undervisning om, hvordan man lærer børn at læse, skrive og regne. Men det var der ikke noget at gøre ved. Min opgave var at undervise de to første skoleår, og så måtte jeg finde ud af det, så under hele forløbet læste jeg, hvad jeg kunne få fat i om undervisning og pædagogik i de første skoleår. Første og anden klasse blev ikke undervist på den fine nye centralskole, men på en lille, gammel skole lidt derfra, så det var sandelig meget praktisk, at jeg havde scooteren. Det hed Rutsker Forskole, og den tidligere lærer til 1. og 2. klasse havde boet på skolen, men der var lærermangel, så de havde ikke kunnet få en ny og måtte i stedet bruge mig, der bare var lærervikar.Det var svært at afgøre, hvem der var mest spændt, da jeg startede: børnene eller mig. En lærer fra København – og hun havde scooter! Det var alligevel noget. Når jeg ser mig selv på billedet med børnene, kan jeg se, at jeg må have været en meget fremmed fugl, en rigtig københavner. Håret var hennafarvet, jeg havde pandehår og nogen gange hestehale og ellers en stor knold oppe på hovedet. Øjnene var malede og øjenskyggen blå. Jeg var virkelig københavner-smart. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke fik meget brug for stiletterne.

Marianne – en helt anden type
Min medbeboer, Marianne, var helt anderledes, og vi kikkede skeptisk på hinanden, da hun en uges tid efter, at jeg var kommet til øen, dukkede op. Skoene var fodformede, hun var i cowboybukser og blå anorak. Håret var kommunefarvet og kasserolleklippet, og hun brugte ikke skyggen af makeup. Hun var en helt anden type end mig og mine veninder fra Vesterbro, men sådan kunne man altså også vælge at se ud som kvinde, tænkte jeg.

Jeg ved, at vi begge tænkte, dette kommer aldrig til at gå! Hendes far var overlærer, der forlød ikke noget om hendes mor. Hun installerede sig, og vi skulle dele alle måltiderne, uden at nogen af os havde interesseret os det ringeste for madlavning, før vi nu var tvungne til det.

Børnene og jeg var glade for hinanden
Dagene gik, jeg var glad for børnene, og de for mig, og begge parter lærte begge meget. I breve til mine forældre kan jeg læse, at jeg fra om morgenen havde 2. klasse og så

Dagen i Rutsker startede med, at Ritt arrangerede en rundkreds

efterfølgende første.

”Vi starter om morgenen med at sætte os i en rundkreds og så snakker vi, sidst havde én set en hare, så snakkede vi lidt om det, og næste dag læste jeg en historie om haren. Dagen efter repeterede vi så, hvad vi kunne huske om haren, og jeg læste en ny historie. Derefter satte vi bordene på plads (to ”flyttemænd”), og børnene tegnede harer og skrev helt frit 4-5 linjer om haren nedenunder. Det var virkelig herligt.”

”Vi er nu ved at presse blomster, de har selv haft mursten med og blomster, de er delt i fire grupper, og de går op i det med liv og sjæl. I øvrigt er det rart, at jeg er alene dernede, jeg lader dem så nemlig holde frikvarter, lige når det passer mig.”

”Vi har lige gennemgået nogle af de 10 bud og nu skal I høre nogle herlige svar. Vi havde det 6.bud, du må ikke begå ægteskabsbrud, og jeg spørger så, hvad man mener med det? En af pigerne svarer, at man må ikke stjæle fra ægteskabet! En anden mente, at når folk var gift, måtte man ikke stjæle fra dem!”

Jeg fortæller også i et brevene, at jeg har taget en slags intelligensprøve på børnene i første klasse, og at den viser en spredning på 4 ½ år op til 12 år.

Børnene spillede også komedie ”De tre bukkebruse”, hvor de var klædt ud og hvor vi havde lavet horn, de kunne have på. Hver onsdag var der en fællestime med 1. klasserne, så 2. klasse var vældig stolt over, at de skulle spille og huske replikkerne.

Ritt og hendes klasse på forskolen.

I glade vendinger fortæller jeg også om, at jeg bliver inviteret til fødselsdag hos eleverne, får lagkage og chokolade og taler med forældrene.

 

Ringe landbrugskundskaber
Mine landbrugskundskaber var ikke ret store, så en dag pegede jeg på et anskuelsesbillede med en landmand og fortalte, at han pløjede. Børnene skulle så fortælle, hvad de mere så på billedet, men Lennart rakte med det samme hånden op og spurgte: ”Jamen, frøken harver han ikke?” Jeg anede det ikke, så der var ikke andet at gøre end at regne med, at Lennart vidste, hvad han talte om. Det var før computernes tid, så der var ikke noget med lige at gå hen og slå efter og lære de mest elementære ting. Min københavnerviden, der heller ikke omfattede noget større kendskab til kornsorter endsige deres dyrkning, rakte ikke så langt her.

Morgensang og Fadervor
Allerede før jeg kom i gang på skolen, gik det op for mig, at førstelærer Jensen også var religiøs, og det hørte med til min forpligtelse både at synge morgensang med børnene og også bede bøn med dem ”Fadervor, du som er i himmelen…” Den havde jeg godt nok bedt sammen med min mormor for mange år siden, da jeg var en lille pige, men siden den tid havde jeg ikke bedt. Nu var det med at få den lært, så jeg øvede mig, mens jeg gik tur i det bornholmske landskab. Det var lettere med morgensangen, for jeg var glad for at synge og syntes, det var sjovt at lære børnene nye sange.

Forældrene ville have mig til at fortsætte
Både for første og anden klasse holdt jeg forældremøde hen mod slutningen af mit ophold. Børnene optrådte, alt deres materiale var lagt frem, og jeg fortalte selv, om det vi lavede og ideerne bag det. Førstelæreren var også med, og jeg noterede mig, at han roste den glæde jeg havde givet børnene ved deres skolegang. Forældrene var så søde, at de spurgte, om det ikke var muligt, at jeg kunne blive et halvt år mere.

Gik godt med Marianne og mig
Det gik godt med Marianne og mig, vi havde masser at tale om og syntes, det var spændende at finde ud af, hvor forskelligt vores liv havde været. Hun underviste på centralskolen og havde de større børn, men det voldte hende ikke de store vanskeligheder. Vi nød begge undervisningen og snakkede om den. Vi gik lange ture i det flotte bornholmske landskab, besøgte en medstuderende i Svaneke, tog på tur til Hammershus og var med skolen på Dueodde. Vi nød de nye omgivelser og havde glæde af scooteren.

Det hørte sig også til at få besøg af seminariets rektor, Tage Larsen, når man var på ”græs”, som det også hed. Det foregik sådan her:

”Pludselig i frikvarteret hørte jeg nogle råb – og ilede ud. Ja, der løb Tage og spillede fodbold med ungerne. ”Hov så er det her!” ”Kom an”, ”Skyd hvis du tør” osv. Senere gav han lakridser til ungerne, og spurgte om deres frøken var flink. Kun én svarede nej (den kvikkeste) og fik til belønning nok en lakridsstang.” Bagefter havde Marianne og jeg ham og Jensens til middag. Det var også karakteristisk for Statsseminariet på Emdrupborg, at rektor virkelig tog rundt og besøgte de studerende. Mariannes rektor kom ikke på besøg.

Sigtebrødsmadder
Det blev ikke til det store med madlavningen, men vi kunne købe ind i Brygsen i Rutsker eller køre til Hasle på scooteren. Et par gange om ugen kom der en brødbil, og de havde et rigtig godt friskt sigtebrød, og da vi fandt noget abrikosmarmelade i Brygsen, så blev der spist rigtig meget sigtebrød. Vi nød vores friske brød, og sådan 3 til 5 stykker kunne sagtens gøre det ud for et aftensmåltid. Vi blev tykke af det, men det tog lidt tid, før jeg opdagede det. Jeg havde en smart, stram rød kjole med, og da vi engang skulle til bal i Rønne, kunne jeg overhovedet ikke passe kjolen. Det grinede vi meget af, og jeg måtte tage noget lidt mindre opsigtsvækkende på og så var det ellers farvel til alle sigtebrødsmadderne, for jeg måtte af med nogle kilo.

Blev inviteret til spisning
Ind i mellem blev vi inviteret hen til førstelærer Jensen og hans kone til flæskesteg med sauce og kartofler og surt. Med læreren ved siden af delte vi tit måltiderne. Også pedellen inviterede os nogle gange sammen med andre fra sognet. Det var anderledes, end jeg kendte det, for efter middagen satte mændene sig ind i dagligstuen og røg, og kvinderne tog ud af bordet, vaskede op og lavede kaffe, som de serverede for mændene, selv holdt de sig til køkkenet og soveværelset og snakkede sammen. Marianne og jeg blev tit sammen med mændene, for det var jo dem, vi havde vores arbejdsrelation til, men jeg tror ikke, at konerne syntes, at det var helt passende.

I dag er der ikke mere noget, der hedder Rutsker Centralskole. Som i mange andre yderområder er der alt for få børn til en centralskole, folk flytter fra Bornholm og især et område som Rutsker, der helt mangler herlighedsværdier. En af de helt store udfordringer samfundet står overfor i dag er, hvordan vi undgår at tømme store dele af landet for mennesker eller sagt med andre ord, hvad der giver mening for de mennesker, der skal bo der. For mig blev det et mindeværdigt år og mine breve flyder over med glæde over skoledagene med børnene, samværet med Marianne og det flotte bornholmske landskab.

Efter at Marianne og jeg havde læst Kumbel skrev jeg til min forældre:

Hver gang himmelhvælvet sløres
af den mindste smule gråt
er der dem, der tror, de rammes
af den første dråbe vådt
Jeg er dén, som, hver gang årets
korte vinterdag fornys,
kan fornemme, at jeg træffes
af den første stråle lys”.

Ritt Bjerregård i dag. Foto: Søren Svendsen.

Efter det halve år på Bornholm skrev jeg en lang rapport om mit praktikophold og bestemte mig til at fortsætte med de mindre klasser og især skolestarten, som jeg nu havde sat mig så grundigt ind i. Det blev jeg ved med indtil politikken tog over og jeg fik mit arbejde på Christiansborg, i Bruxelles og på Københavns Rådhus.

 

 

Ritt og veninden blev kaldt Rip, Rap og Rup

Dagen efter kunne jeg afsløre, at jeg ad kringlede veje havde fundet frem til Ritts kollega, Marianne Nørmose. De havde mistet kontakten i slutningen af 60’erne. Herunder fortæller hun om tiden i Rutsker og samværet med Ritt Bjerregaard. 

 

 

Marianne Nørmose (t.h.) i seminarietid

Ritt svarede i en mail: ”Jeg har desværre ikke haft nogen kontakt med Marianne. Mærkeligt hvordan man kan gå op og ned ad hinanden i et halvt år og så helt tabe kontakten.”

Ad kringlede veje til Ry

 

Så blev den gamle journalist nysgerrig. Det måtte opklares, hvem Marianne er. Ad kringlede omveje fandt jeg frem til hende, Marianne Nørmose, i dag bosat i Ry ved Silkeborg, stadig meget aktiv indenfor bl.a. økologi, madlavning (økologisk kogekone), historiefortælling og byfornyelse. Men pensioneret som lærer.

Det viser sig også, at Marianne er kommet en del på Bornholm både som barn og ung og også siden 1962. Hun har i dag et par kusiner på Bornholm. Og Marianne betror mig, at hun holder meget af Bornholm.

Blev kaldt RIP, RAP & RUP

”I Ritts fortælling står der, at jeg var kasserolleklippet. Det er nu ikke rigtigt. Men jeg var meget kortklippet,” fortæller Marianne Nørmose.

”Ritt var jo meget pyntet, med opsat hår, sminke og smart tøj, mens jeg kom i cowboybukser, anorak, håndsyede sandaler og køjesæk. Vi var meget forskellige og jeg tænkte: Det bliver et langt halvt år.

Ritt var ferm til at sy og fik mig fikset op med et par små dragter.- det trængte jeg sikkert til.

Men vi supplerede hinanden godt og vi havde det rart sammen. Selv om vi af til blev inviteret ud at spise, hos lærere, pedel og andre, så lavede vi da af og til mad sammen, og jeg har faktisk lige siden været glad for at lave mad.

Så jo, vi var kendt for, at vi ofte fuldendte hinandens sætninger, så de gav os tilnavnet RIP, RAP & RUP. Hvor vi ville hen, var vi enige om – men vejen dertil så vi meget forskellligt på.”

Modsætningerne mødtes

”Jeg dansk- og klasselærer i 3. klasse og havde orienteringsfag i 7. klasse på Centralskolen, som aldrig tidligere havde haft en lærer i mere end et halvt år ad gangen. Ritt underviste de små henne på Forskolen. Rutsker var et affolkningsområde på Bornholm, og jeg kan bl.a. huske, at jeg underviste et søskendepar, der skiftedes til at komme i skole, fordi de kun havde et par støvler. Og der var en fattig landmand, der stadig høstede roer med håndkraft og kørte dem ind i trillebør.”

Marianne Nørmose mindes Rutsker-tiden med glæde, og det var jo helt fantastisk at være ”på græs” som lærerstuderende og tjene egne penge. Ellers måtte de jo klare sig med lån, der skulle tilbagebetales, og sommerferiejobs. Samværet med Ritt Bjerregaard var hyggeligt, selv om det meget tydeligt var modsætningerne Jylland og København, der her mødtes.

Ritt vidste hun ville være politiker
”Jeg tror ikke, at Ritt dengang som 21-årig var i tvivl om, at hun skulle ind i politik. Jeg derimod gik mere kollektivvejen, blev gift og fik barn i 1967, arbejdede på lilleskoler og boede i et kollektiv med 40 voksne og 40 børn.

Marianne Nørmose fotograferet med sine hun de hjemme i Ry

Efter Rutsker besøgte og boede jeg ret ofte hos Ritt og hendes mand, Søren Mørch, i deres lejlighed i Studiestræde i København. Men de veje, vi hver især valgte, var meget forskellige, og det vidste vi allerede dengang, at de ville blive. Hun valgte politik – jeg det man snarere ville betegne som en “68’er”-vej.

Vi mødtes en enkelt gang senere i Aarhus Festuge – helt tilfældigt. Men ellers har der ikke været kontakt.”

Kort sammenfattet om Marianne Nørmose kan man sige, at hun beskæftiger sig med eller har beskæftiget sig med følgende, siden hun forlod Rutsker: Lilleskolelærer, massagelærer, fåreavler, kollektivist og selvbygger og siden 1992 : Økologiske projekter i DK, Polen og Sicilien, kogekone, fortæller og arbejde med bæredygtig omstilling.

 

Mit barnebarn kunne have ført til Ritts veninde

Endnu en dag senere blev jeg kontaktet af mit barnebarn i Sønderborg, der kunne fortale, at hun da sagtens kunne have ført mig til Marianne Nørmose, for hende havde hun mødt via veninden Nanna, der er barnebarn af Marianne Nørmose!

Veninderne Nanna Nørmose til venstre og Laura Randbøll Have til højre

I jagten på Ritt Bjerregaards kollega fra Rutsker i 1962 havde jeg ikke behøvet at gå en masse snørklede veje. Jeg kunne bare har spurgt mit barnebarn, 20-årige Laura Randbøll Have, der bor sammen med sin far og mor og to søstre i Sønderborg.
Da Laura vågnede søndag morgen gik hun som sædvanlig en tur på Facebook, og her dukkede et foto af en dame, som hun kendte op. Det var Marianne Nørmose. “Hende kende jeg,” tænkte Laura og kom straks i tanker om sin gode veninde Nanna Nørmose siden Folkeskolen, Nanna, der er barnebarn af netop Marianne Nørmose.
“Det ender såmænd med, at vi bliver i familie med hinanden, var Mariannes kommentar, da jeg havde fortalt hende om vore børnebørns bekendtskab, og lidt efter kunne hun oplyse mig i en mail, om at de to unge piger lige netop da søndag eftermiddag var på vej i bil til Tyskland.