Indlæg

Fra Åsljunga til Aakirkeby

 

Indledningsvis skal jeg sige, at da jeg hørte om Markus Hector tænkte jeg straks, at det måtte være svært at være svensk præst i en dansk kirke. Han tiltræder i morgen stillingen som præst i Bornholmerkirken i Vestermarie. Det er altid spændende med udenlandske mennesker, der kommer og beriger vores land, vores ø, med deres erfaringer og viden. Så jeg besluttede at jeg ville bede Markus Hector om at være min gæsteskribent her på bloggen. Jeg skrev til ham, at han gerne måtte skrive på svensk. Det kan de fleste bornholmere sagtens forstå. Så jeg blev lidt overrasket, da jeg modtog hans artikel på, om ikke formfuldendt, så dog meget fint dansk, med en naturlig tone af det svenske. En af forklaringerne er, at hans hustru er dansk (fra Vordingborg) og at han har gjort meget for at sætte sig ind i det danske sprog og også i dansk kultur og politik og levevis. Han har nogle spændende sammenligninger mellem danskere og svenskere. Så jeg er glad for at byde ham velkommen som min første gæsteskribent efter en kort varmeferie.

 

Af Markus Hector, ny præst i Bornholmerkirken i Vestermarie, bosat i Aakirkeby.

Den 16. juli ankom min kone Kamilla, jeg og vores tre måneders baby, Vilhelm, til Rønne, og blev

Kamilla. Vilhelm på ti uger og Markus Hector foran deres midlertidige bolig på Bornholm i Jernbanegade i Aakirkeby.

mødt af formanden for Bornholmerkirken, Niels Jønsson. Han gav os nøglerne til en kassevogn som vi måtte låne nogle dage for at, med hjælp af ham og Michael Engkær, kunne få vores ting på plads i det lille hus på Jernbanegade i Aakirkeby, som vi siden da lejer.

Det var sidste efterår som vi så opslaget for stillingen som præst i frimenigheden Bornholmerkirken i Vestermarie. Jeg arbejdede på det tidspunkt som teolog og medarbejder i missionsforeninger i Lund og Malmø, og som redaktør for et kirkeligt blad. Kamilla, som er uddannet indenfor marketing og design, havde en stilling som projektleder ved en større genbrugsvirksomhed og var på fritiden i gang med at designe et alter til et fængsel i Nordsjælland. Vi boede i Malmø, en dejlig by, hvor vi i de fem år vi har boet der næsten altid har følt os trygge, til trods af alt hvad man hører om skyderier og optog.

Dette til trods havde vi begyndt at tænke over vores fremtid. Skulle vi blive ved med at bo i Sverige eller flytte over til Kamillas hjemland, Danmark? Skulle vi bo i lejlighed som hidtil eller skulle vi prøve at finde et hus at bo i på et mindre sted, det som egentlig var vores drøm? Jeg havde begyndt at undersøge mulighederne at blive præst i Danmark og været i kontakt med kirkeministeriet og med en af biskopperne.

 

Her vil vi få besøg af svenske venner

Her ses Markus Hector nummer to fra venstre sammen med sine fem søskende.

Da vi først noterede opslaget fra Bornholmerkirken tænkte vi ikke så meget over det. Kamilla er fra Vordingborg og har boet i lang tid på Jylland, nogen tidligere kopling til Bornholm har ingen af os. Men så læste vi opslaget igen og begyndte alligevel at tænke over om præstestillingen i Bornholmerkirken kunne være noget for mig. Det lød sådan når vi læste den igennem. Vi fandt hurtigt ud af at der var flere fordele for os begge ved at gøre en nystart på Bornholm. Selv havde jeg i en længere tid ønsket at finde et job, hvor jeg kan fokusere på ét arbejde, snarere end at være splittet mellem forskellige stillinger. Også Kamilla så et miljø foran sig som tilbød muligheder for hende. For Vilhelms del så vi på Bornholm foran os et trygt sted at vokse op i. Udover alt dette stod det klart for os, at om der er noget sted i Danmark, hvor vi ville komme at få besøg af vores svenske venner, så er det på Bornholm. Vi kiggede nærmere på kirkens hjemmeside, lyttede til et par podcasts fra gudstjenester og jeg satte mig siden for at skrive et udkast til en ansøgning. Kamilla rettede det sproglige og kom med forslag til forbedringer. Den 22. december, lige før vi tog hjem til mine forældre for at fejre jul, fik vi den sendt afsted. Siden gik der godt to måneder før jeg kom til samtale. Når jeg en kold vinterdag spiste frokost sammen med kirkens daværende præst, Peter Techow, gjorde Kamilla det samme med øens tilflytterkonsulent, Rune Holm. Hvordan så han på mulighederne for hende at finde et arbejde her på øen efter at hun har afsluttet sin barsel i marts måned næste år?

 

Leje før eje

Rune Holm var optimist, og i håb om at han havde god grund for den optimisme, takkede jeg glædeligt ja da menighedsledelsen nogle dage efter vores besøg tilbød mig stillingen.

Så stillede vi os næste spørgsmål: Hvor skulle vi bo henne? Var det nu vi skulle få mulighed for at købe hus? Især Kamilla, som er den æstetiske af os to, drømmer om muligheden at købe og renovere et lidt ældre hus, gerne med plads til et lille kreativt værksted. Det endte dog med beslutningen om at leje før vi skulle eje. Nu får vi mulighed for at i vores første tid som bornholmere, både mærke efter hvordan vi trives i Aakirkeby, og at lære de andre byer på øen at kende.Aakirkeby er ikke byen helt ude ved kysten, men til gengæld har den meget af det vi efterspørger – indkøbsmuligheder, daginstitutioner og skole, idrætsforening, spisested og et hyggeligt torv, samt nærhed til dejlig natur. Desuden ligger den på cykelafstand til Vestermarie hvor jeg har mit arbejde. Så lur mig om vi ikke alligevel ender her til sidst. Men nu skal jeg ikke sige for meget, man ved jo ikke hvordan historien slutter.

 

At være svensk i Danmark

I den svenske nationalsang synger vi ordene: ”Jag vill leva, jag vill döi Norden.” Jeg kan godt lide

Markus Hector på prædikestolen i Betlehemkjyrkan

de ord, de siger os hvor meget det betyder med gode naboer. Sverige og Danmark er to af verdens bedste lande at leve og bo i. En af flere grunde til det er at også vores naboer har haft det rimeligt godt i lang tid og har et fungerende demokrati. Lige nu er Sverige mere udfordret på det punkt end Danmark, og diskussionen om hvordan vi holder vores store og mangfoldige land sammen er et af de helt centrale temaer i den valgdebat som er i fuld gang.

At som svensk lære Danmark og danskerne at kende er spændende og ind imellem et udfordrende projekt. Nogle ting har jeg reageret på da jeg i de sidste år fulgt debatten i danske medier. En ting er den direkte måde som mange dansker kommunikerer på.  Man sætter nærmest en ære i at kalde en spade for en spade, og kan ikke tåle omskrivninger som de fleste alligevel ikke formår at lære sig. En handikappet er en handikappet, ikke en ”person med særlige behov”. En anden ting er både tonen og indholdet i indvandringsdebatten. At indvandringspolitikken skal være stram og at minoritetskulturer skal tilpasse sig landets majoritetskultur er for de fleste i Danmark en selvfølge. Behovet af at tale om de mange indvandrere som er lykkedes i at integrere opfattes ikke så stort. Beviset på at det er lykkedes synes alligevel gennem at de bidrager på arbejdspladser, som politikker, TV-værter og så videre. Debatten fokuserer således ret ensidigt på det ved indvandringen som ikke fungerer, og på i hvad måde den truer Danmarks sammenhold som nation. At føle rædsel og mistillid mod det fremmede opfattes af mange debattører som en sundt menneskelig reaktion, snarere end som ”fobi” eller ”at gøre forskel på mennesker”.

 

Kulturdebatten højreorienteret, skattepolitikken venstreorienteret ift. Sverige

Et folk skal kunne se hinanden i øjnene og forstå hinanden nogenlunde for at tilliden skal være der. Alt dette bliver man som svensk nødt til at forholde sig til og kan ikke undgå at lægge mærke til og tænke over. En tredje ting jeg har noteret er at det i Danmark pågår en til tider meget liflig diskussion om hvad dannelse er og hvordan det bedst opnås. Dannelsesbegrebet har for de fleste en tydelig etisk dimension. Et godt fællesskab forudsætter dydighed og en øvet karakter. En fjerde ting som jeg har reageret lidt på, og stadigvæk undrer mig over, er at ikke en gang højreorienterede politikker synes have et ønske om kraftigt reduceret skatte og en drastisk mindsket tjenestesektor. Sammenlignet med Sverige er kulturdebatten i Danmark væsentligt mere højreorienteret, men skattepolitikken væsentligt mere venstreorienteret.

 

At lære dansk er et eventyr m- men også en stor udfordring

En af mine store drømmer er at kunne lære mig at tale godt dansk. Det tog et stykke tid, efter det at jeg have mødt Kamilla, før jeg begyndte at lære mig at udskille ordene og nogenlunde forstå hvad der blev sagt. Nemmest gik det at forstå Kåre Quist på TV-avisen, som har en usædvanlig evne til at artikulere uden at det lyder tilgjort, og Helle Thorning-Smith, som blandt politikkerne var den som den gang både hørtes mest i medierne og som sprogligt talte tydeligst. Derfra tog jeg ret hurtigt skridtet til at selv kunne blive forstået når jeg prøvede at tale dansk (selv om jeg nogle gange fik komplimenten at jeg talte ”tydelig svensk” og en anden gang blev taget for at være tysker). Det sidste skridt, at virkelig beherske et sprog, at bevæge sig mod at blive fejlfri, er imidlertid væsentligt større. Den måde på hvilken I dansker sætter sætningerne sammen, og de mange idiomer som I ikke kun har, men også så flittigt bruger, gør det til et eventyr og en fornøjelse, men også en stor udfordring, at prøve at lære det.

For nogle år siden begyndte jeg at skrive de ord ned fra danske aviser, bøger og TV-programmer som jeg ikke forstod betydningen af. Dog opdagede jeg snart at det ikke var nok. Jeg behøvede også notere alt det jeg godt forstod, men som blev sagt på en anden måde eller med en anden drejning end på mit eget sprog. Så jeg begyndte i stedet for at skrive hele sætninger ned. Hver dag på toget til og fra Malmø og mit arbejde i Lund skrev jeg siden sammen en kortere tekst udefra 25 af de ord eller sætninger som jeg noteret. Der har blevet til over 200 tekster de seneste tre år. Nu skal jeg få hjælp at gå dem igennem og få dem rettet, så jeg kan bruge dem til at øve dansk. For man behøver at øve hvis man skal lære et sprog, det er få der får det foræret gennem blot at bruge det.

 

Fra tvivl til tro

Jeg blev født i 1976 og voksede op i Åsljunga, en lille by i Nordskåne på cirka 700 indbyggere med skole, post, en købmand, fodboldforening samt kirke og missionshus og en dejlig natur med sø og skove i omegnen. I Sverige er byen kendt som inspirationskilde til forfatterens Max Lundgrens fortællinger om fodboldholdet Åshøjdens BK.

Vi var seks søskene i hjemmet hvor jeg voksede op. Selv var jeg nummer tre i rækkefølgen. Min far var chef for en mellemstor tøjvirksomhed som blandt andet var grossist for Boswell i Sverige. Min mor var fysioterapeut med egen klinik i kælderen derhjemme. At tage cykel hjem til nogle venner, spille fodbold, stå på ski eller tage ud at bade er dejlige minder fra min barndom.

Det åndelige miljø var pietistisk. Menneskerne i missionshuset var venlige og engagerede. Mange havde en stærk, personlig tro, som gjorde indtryk. Derimod savnedes til stor del en refleksion over hvordan troen og dets påstand relaterede til tidens spørgsmål og forestillinger. Når jeg kom op i teenageralderen kunde jeg mærke at jeg savnede svar på flere grundlæggende teologiske spørgsmål som: Var Bibelen pålidelig eller fuld af fejl og mangler? Var forestillingen om Kristus som både Gud og menneske mulig at forsvare rationelt? Var Guds eksistens sandsynlig? Kunne troen og videnskaben harmonisere? Kunde man bekende sig til en god Gud i denne forfærdelige verden? Var religionen en overvejende positiv kraft eller en størrelse som mest skabte elendighed? Kunde man fastholdte en traditionel etisk holdning i en tid når normerne flyttedes …? Heldigvis lykkedes det mig at finde frem til personer som kunde hjælpe mig med at få arbejdet spørgsmålene igennem. I dag vil jeg sige at jeg tror på gode grunde, men ikke uden tvivl eller uden en oplevelse af at horisonten hele tiden forflytter sig, at der er mere at opdage og andre måder at stille spørgsmålene på. Generelt tænker jeg at de teistiske religioner tager ved hvor videnskaben ender. De stiller yderligere et spørgsmål, et spørgsmål med fokus på ”hvorfor”, snarere end videnskabens ”hvordan”: ”Hvorfor eksisterer noget snarere end intet?”; ”Hvad er meningen med alt?”; ”Hvorfor mættes aldrig mennesket i sin længsel efter kærlighed og viden …?” Denne måde at nærme sig religionen på præsenterede jeg i 2013, ved siden af flere andre teologiske temaer, i bogen ”Guds vänliga hälsningar”.

Når det kommer til kristendommens kulturelle bidrag, kan jeg som kristen føle en vis stolthed. Det kristne Europa var afgørende for det vi i dag påskønner allermest i vores samfund: skoler, universitet, videnskab, sygehus og pleje, demokrati, troen på menneskets værdighed, fungerende rets institutioner. Samtidig må vi konstatere at også religionerne og os kristne er præget af det som i kristen teologi kaldes for synd. Fejl og mangler præger politikken, seksualiteten, fodbolden – og religionen. Intet af det kan afskaffes, men intet af det er heller entydigt godt. Alt der er smukt perverteres.

 

Mødet med Kamilla

Markus og junior på ti uger

Mine begrundelser over troen førte mig til at studere teologi i Uppsala, en universitetsby tæt på Stockholm. Efter fem års studier var jeg klar til at gå ud i en undervisende stilling, men jeg følte mig slet ikke klar til at gå ind i et større pastoralt og sjelesørgende arbejde. Der var alt for meget jeg trængte til at få hjælp til at bearbejde. I ni års tid arbejdede jeg som teolog, forkynder og medarbejder i Roseniuskyrkan i det centrale Stockholm. Jeg vil for altid huske fællesskabet i den forening, og ikke mindst alle timer sammen med de unge i kirken. Jeg vil også mindes min første kontakt med en terapeut, hvor angstprovokerende det var at gå til samtaler den gang, men hvor vigtigt det var at få taget det skridt for at kunne komme videre og modtage yderligere hjælp og vejledning i de kommende år.

I ventetiden

I marts 2010 informerede jeg bestyrelsen i Roseniuskyrkan at jeg var ved at gå ind i mit sidste år som ansat og at jeg ønskede at afslutte min stilling i starten af sommeren året derpå. Jeg længedes efter at flytte tilbage til Skåne, hvor jeg var vokset op. Det efterår kom en dansk kvinde til kirken. Hun var flyttet op for at søge arbejde i Stockholm. Kvinden var ekstrovert, hvilket bidrog til at hun hurtigt kom ind i fællesskabet og blev meget vellidt. I dag er hun min kone siden fem år tilbage. Vi mødte en gang en filmproducent som syntes at vores fortælling godt kunne blive en god film. Hun så foran sig hvordan Kamilla kom ind i kirken, lyttede til præsten/prædikanten og hvordan følelserne dem imellem voksede frem. Det tema må der gerne blive gjort en film på, men jeg tror alligevel ikke det skal være vores fortælling.

 

Nye spændende udfordringer

Den 12. august indsættes jeg som præst i Bornholmerkirken, en menighed som understreger kirkens identiteten som åndelig familie. I Bornholmerkirken arbejder man bevidst for at mennesker af forskellige aldre skal trives, også børn og unge. Bibelen bliver holdt højt og man trænger gerne ind i teksterne, søger at forstå dem og finde ud af hvad de har at sige os om Kristus, og på hvad måde de stædigvæk er aktuelle for os som lever i dag.

Som præst i Bornholmerkirken er det min opgave at bede, studere og give det videre som jeg har fået lært og opdaget. Jeg ska her i det første halvår besøge menighedens 160 medlemmer, lære dem at kende og lytte til deres tanker om menigheden og vores fælles vej videre. Jeg føler spændt forventning til at gå ind i rollen som præst og at i de kommende år vandre med mennesker her på Bornholm i glæde og sorg, i tro og tvivl, i modgang og håb.