Indlæg

Forskel på os fra landet og de fine Rønne-børn

Dorthe og Knud Andersen i en pause mens det regnede, da de var i Kuala Lumpur, Malaysia

Af Knud Andersen, tidl. amsborgmester, Jydegård, Hasle

Jeg er født om sommeren i 1947. Min mor var sønderjyde og min far bornholmer.

Mine værdier stammer naturligvis fra hvad der blev diskuteret i mit hjem. Min mor var fra Broager i Sønderjylland og fra den periode, hvor området overgik fra at være tysk til at være dansk. Genforeningen har været med til at skabe en holdning til den dansk-tyske grænse hos min mor. Derfor har grænsespørgsmål været et emne, der blev diskuteret i mit hjem. Det handlede om de forskellige i værdier, man har på hver sin side af en grænse, men det fortæller også om de fælles værdier man har over grænsen. Det har givet mig det udsyn som jeg mener at være i besiddelse af. En anden holdning der har fulgt mig hele livet er spørgsmålet om den enkeltes frihed. Vel at mærke en frihed der begrænses af, at din nabo skal have den samme frihed. Hvis du ønsker frie rammer for dig selv, så skal du have respekt for at andre skal have den samme frihed.

Klassebilledet er fra Klemensker Skoles 6. klasse.

I skole hver dag i Hasle, i Klemensker blot hver anden

Vi boede i Klemensker Sogn, men mine første skoleår var i Hasle Skole. I Klemensker gik man i skole hver anden dag, men mine forældre må have syntes, at jeg havde behov for at blive undervist hver dag. Da Klemensker Centralskole senere blev bygget, som et resultat af sammenlægning af de fire skoler i Klemensker Sogn, flyttede jeg til Klemensker Skole. At børn skal skifte til en anden skole er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg var yderst tilfreds med at flytte, da tiden i Hasle Skole ikke var udpræget lykkelig. Vi var to i klassen, der ikke kom fra ”byen” og det blev bemærket. Der var en del slåskampe, hvor vi to stod i skolegården med ryggen mod kirkegårdsmuren. Det er det der i dag kaldes mobning. Dertil skal lægges at enkelte lærere heller ikke var helt uskyldige i den forskelsbehandling, der fandt sted. Derfor var det en god oplevelse at flytte til Klemensker Skole i 5. klasse. Her var vi mere lige.

Her er jeg som spejder, 11 år gammel.

Selvom vi boede på en gård var jeg som barn og ung ikke pålagt særlige arbejdsopgaver. Jeg skulle passe min skole og mine fritidsinteresser. Jeg har to søskende en broder der er 10 år ældre og en søster der er 8 år ældre. Aldersforskellen betød, at de var taget på efterskole da jeg voksede op. På den måde var jeg næsten et enebarn, hvilket jeg formentlig ikke har taget skade af. På den tid var der ikke så mange fritidsaktiviteter og iPads at beskæftige sig med.


Der var væsentligst muligheden for at gå til spejder eller at spille fodbold. Jeg valgte spejder da en nabodreng var med i ”Uglerne” en lokal spejdergruppe omkring Svalhøj. Vi var ”gule spejdere”, en patrulje i 2. Rønne Trop. Der var ugentlige aktiviteter og mindst én weekend hver måned en lejr, oftest i Lyngstauan ved Robbedale. Hver sommer var vi en uge på sommerlejr et andet sted i Danmark. Specielt husker jeg jubilæumslejren i Ebeltoft i 1959, hvor 100- året for spejderbevægelsen blev fejret. Bl. a. var der kongeligt besøg, hvilket jeg syntes var mere spændende end min broders bryllup, der på samme tid fandt sted i Fiskbæk i Vestjylland, så det gik jeg glip af.

Elevråd og skoleblad
Min skolegang på Klemensker Skole var en god og spændende tid. Dels på grund af gode kammerater og dels fordi teenage-årene er spændende. Vi lavede elevråd og skoleblad, men også lidt ballade i klassen. Vi var dog så forudseende at udvirke at 4 blev sendt udenfor døren, sådan at vi kunne spille kort. Om lørdagene var vi flittige gæster til forskellige musik- og dansearrangementer, som der var mange af. Vort fortrukne tilholdssted var naturligvis Klemens Kro og Bolsterbjerg. Én gang om måneden gik turen dog tilAakirkeby Aftenunderholdning. Vi havde en aftale med vognmand Willy Lund om at sørge for ud- og hjemtransport. Om sommeren var vi markant bedre stillet end de unge er i dag. Vi kunne udover de sædvanlige steder vælge Hotel Helligdommen, Strandhotellet eller Stammerhalle. Hvis man dertil føjer de forskellige steder i Rønne så var mulighederne rigtig mange. Sammen med Kenn-Erik Pedersen, en nabodreng, gik turen ofte på knallert til Klemens Kro. Når vi kom hjem havde Kenn-Eriks mor ofte en sildemad og en snaps til at falde ned på.

Sjov og ballade i realen
Tiden i realklasserne var sjov, men vi var måske ikke altid de bedste elever. Et par gange gik vi lige til stregen. Ved skoleårets slutning havde lærerne om aftenen en festlig sammenkomst i lærerværelset. Det syntes vi 9-10 stykker var interessant og indrettede os i et klasseværelse lidt længere nede ad gangen. Heldigvis var lærernes forsyninger så rigelige, at de ikke bemærkede, at der også var nok til os. Den eneste der fandt ud af sammenhængen var pedellen Henry Ipsen, som meget venligt holdt tand for tunge. Det var dog lige ved at gå galt, da vi som tak til pedellen sendte ham en hilsen gennem Giro 413 søndagen efter. Nogle lærere ville gerne vide hvorfor.

En anden gang hvor der var elevfest for de ældste elever i gymnastiksalen på skolen syntes vi at afslutningstidspunktet var for tidligt. Det har formentlig været omkring kl. 23. Vi ventede i nærheden til lyset i salen og skolen var slukket og vendte derefter tilbage og fortsatte festen med lys og musik. Bagefter må man undres over at ingen af de lærere, som havde bolig i umiddelbar nærhed af skolen intet bemærkede, men vi hørte ikke noget efterfølgende.

Forskelsbehandling af os og de finere rønnebørn
Det var mit ønske at få en uddannelse som maskiningeniør. Det kunne ske på to måder. Enten med en studentereksamen eller gennem en faglig uddannelse. Studentervejen blev hurtigt lukket. Den blev lukket efter to uger gymnasiet, hvor jeg ikke fandt at atmosfæren i klassen var særlig rar. Elever med lidt ”finere” Rønne-forældre fik en anderledes positiv behandling end os andre. Derfor meddelte jeg rektor, at jeg ikke havde lyst til at tilbringe 3 år i det system og vendte tilbage til skolen i Klemensker.

I lære på Bornholms Maskinfabrik, det sluttede brat
Så var der den anden mulighed for at blive maskiningeniør via en faglig uddannelse som maskinarbejder. Efter realeksamen startede jeg derfor i lære på Bornholms Maskinfabrik i Rønne. Jeg begyndte første arbejdsdag i en grøn kedeldragt, men blev hurtigt gjort opmærksom på, at der kun var én der gik med grøn kedeldragt og det var værkfører Børge Wroblewsky. Det viste sig at være en udmærket ordning for så kunne alle se hvor han var. Det vil sige, at når jeg kom gående troede man at det var værkføreren der kom, hvilket straks bevirkede at tempoet blev sat lidt i vejret. Jeg var i lære i 14 måneder. Det sluttede ikke fordi jeg var udlært så hurtigt, men fordi der opstod en lille uoverensstemmelse med Wroblewsky. Sammen med en anden lærling havde vi fået en akkordaftale om at lave træbunde til en serie bagagevogne. Det foregik på snedkerloftet og havde for så vidt ikke noget med faget at gøre, men det var en økonomisk fornuftig aftale for os to lærlinge. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne færdiggøre akkorden på trefjerdel tid, hvis vi arbejdede i et vist antal minutter og derefter sad på filebænken og snakkede i en pause på 2-3 min.

En dag hvor ”snakketiden” lige var begyndt dukkede værkføreren op. Den anden lærling sprang straks ned og gik i gang med arbejdet. Wroblewsky spurgte om jeg ikke også skulle arbejde, jo, det skulle jeg da, og ville forklare ham hvordan vi ville nå akkorden på trekvart tid. Det interesserede ham ikke særlig meget, for, som han sagde ”lærlinge skal arbejde når jeg kommer forbi”. Dermed sluttede min læretid, da jeg blev anbefalet at gå ned til direktør Bidstrup for at afslutte min læretid.

Meningsfyldt arbejde
Jeg fik meget ud af de 14 måneder på maskinfabrikken, nemlig stor respekt for alle de mennesker der hver dag passer deres arbejde. Man mødte på maskinfabrikken lidt før arbejdstids begyndelse kl. 6.30 og passede sit arbejde, uanset om man syntes det var sjov eller ej. Danmark er bygget af sådanne pligtopfyldende mennesker. Og som den gode socialdemokrat jeg senere mødte, borgmester i Hasle Kommune, Svend Rasmussen plejede at sige. ”Det kan godt være at man ikke synes at ens arbejde er meningsfyldt, men i den store sammenhæng er det”.Hvilket han har fuldstændig ret i.

I slutningen af 60-erne blev jeg valgt til ledelsen i Venstres Ungdom på Bornholm. Det var dengang, politiske ungdomsforeninger havde mange medlemmer og mange aktiviteter. Både af festlig og politisk karakter. En af lærdommene fra dengang er, hvis man har det godt med hinanden så skaber man tilsammen flere aktiviteter. Men det er vel en universel grundregel, at det man synes er sjovt det bliver man også god – eller bedre til. Hurtigt fandt jeg ud af, at vi havde brug for at få tilført midler, hvis vi skulle kunne gennemføre vore planer om eget lokale, kampagner osv.

På det tidspunkt havde enkelte idrætsforeninger ved arrangementer i bl.a. Brændegårdshaven tjent gode penge. Den idé kopierede vi. Derfor arrangerede VU Bornholm koncerter med store danske navne én gang årligt i juli måned. Overskuddet varierede, men det mindste overskud havde vi ved det dyreste arrangement, ca. 3.000 kr.

Koncert med The Kinks, entre 18 kr., overskud 3000
Til vore arrangementer havde vi en lang række kendte danske orkestre til at optræde og samlede mellem 900-1500 mennesker. Kun én gang vovede vi at entrere med et udenlandsk orkester, The Kinks. De havde aftenen forinden haft et arrangement i Tivoli, derfor kunne vi få orkesteret lidt billigere. Selvom det ville blive det dyreste orkester, der på den tid havde optrådt på Bornholm.

Deres honorar var større end det vi havde i kassen derfor kontaktede jeg Andelsbanken for at høre om de ville garantere beløbet. Problemet var blot, at jeg selv som formand ikke var myndig på det tidspunkt. Men på trods af det, meddelte direktør Stenby at banken ville være garant for arrangementet. For en sikkerheds skyld tegnede vi en regnvejrsforsikring, som dog ikke kom i anvendelse. At overskuddet ikke blev større end 3.000 kr. skyldtes formentlig at vi tog en relativ høj entrè, nemlig 18 kr.

Der blev “røget” , hvilket fremkaldte forslag om fri hash
Af danske orkestre vi havde til at optræde i denne periode kan jeg huske Keld & The Donkeys, de lokale Vanguards, Culpepers Orchard, Tin Pan Alley, Sebastian, Fate, Shu Bi Dua og Gasolin. Den koncert der gav størst opmærksomhed var i 1970 med Alrune Rod med omkring 1200 deltagere. Det var tydeligt at se – og lugte, at der blev røget hash. Folk sad på dansegulvet og hyggede sig. Havde deltagerne indtaget tilsvarende mængde rusmidler i spiritus eller øl ville vi som arrangører have haft et helt andet og større problem med at holde ro og orden. Men nu – stille og fredeligt sad tilskuerne og havde en god oplevelse. Efterfølgende sagde jeg til en journalist, ”at det var dejligt at se hvor meget deltagerne nød musikken i fred og ro og hvis de samme deltagere havde beruset sig i øl så havde der været problemer”. Almindelige borgerlige kredse blev noget forarget over den udtalelse og det fik da også Venstre folketingsmedlem Per Møller til at rejse spørgsmålet over for justitsminister Knud Thestrup, om hvad han agtede at foretage sig i anledning af den omsiggribende hashrygning. Ministeren ville ikke foretage sig noget. Tidligere udenrigsminister Per Hækkerup meddelte derimod, at han overvejede at foreslå Folketinget at handel med hash blev givet fri. Det skulle være så billigt som muligt for at forhindre sortbørshandel.

Efter Knud Andersen gik ud af politik blev der tid til andre aktiviteter, bl.a. rejser sammen med Dorthe. Her er de på safari i Namibia.

Arrangementet med Alrune Rod var i øvrigt lige ved ikke at blive gennemført. Under afregningen for deres optræden hvilket skete umiddelbart inden de skulle på scenen nægtede de at betale skat af deres honorar. ”Vi er s’gu ikke kommet til Bornholm for at betale 40 pct. i skat. Alle folk er nemlig ude på at dreje os en knap i denne branche. Se nu de hvidskjortede VU’er der løber rundt og holder øje med folk i aften. De er totalt bidt af systemet.” Men på scenen kom de, da det ellers ville have været kontraktbrud. Problemet var det enkle, at orkesterets medlemmer ikke kunne dokumentere at de havde frikort, hvorfor vi skulle trække kildeskat af deres honorar. Succesen var tilsyneladende gået dem til hovedet. De gjorde et meget usympatisk indtryk.