Indlæg

Søren og mig

Min god ven fra den tidligste ungdom, Johannes Lundstrø

Min første gæsteskribent repræsenterer mit ældste bekendskab, når vi lige ser bort fra min familie. Han var fra Sorø, jeg fra Roskilde, da vi mødtes første gang som 14-årige. Nogle får år senere skiltes vore veje, men på forunderlig vis har vi fornylig fundet hinanden igen.

Her giver jeg ordet til min gode ven, forfatteren Johannes Lundstrøm:

Vi mødtes i Roskilde i 1958 til et Foskanerstævne.

Hvad det gik ud på? –

Well – ja undskyld jeg bruger dette herlige engelske udtryk, men jeg synes det passer godt som indledning til en forklaring.

Foskanerbørn til stævne i Roskilde i 1958. Det er Sven Clausen, der står bag Søren med hovedet i DUH skiltet.

Fra midten af halvtredserne havde Danmarks radios børnetimer fokus på klubber, som børn selv startede. DR’s programmedarbejdere kørte så rundt i landet med båndoptageren og lavede udsendelser om og med dem, og det virkede inspirerende, så klubber med sjove navne og aktiviteter poppede op som padde-hatte i skovbunden

Johannes til højre og Søren til venstre ved Foskanerstævnet i Roskilde, i øvrigt ikke så langt fra Sørens barndomshjem på Margrethehåbsvej, der dengang lå ude på landet, men i dag er et stort parcelhuskvarter i Roskildes vestlige udkant.

En af klubberne var, så vidt jeg husker, stiftet af Kjeld Rasmussen i Tarm. Hvordan det hele startede husker jeg ikke, men det var i hvert fald gennem ham jeg fik kontakt til Foskaner-bevægelsen, som var en landsdækkende sammen-slutning af klubber stiftet af producenten bag Foska havregryn og Snap Corn-flakes, Svendborg Boghvede- og Havremølle. Formålet var, at børneklubberne på forskellig vis skulle reklamere for deres produkter.

For mit eget vedkommende, så havde jeg stiftet en klub i Sorø, hvor vi ikke rigtig kunne blive enige om, hvad det specifikke formål skulle være. Det problem løste vi så ved at kalde den for ’Altmuligklubben’. Aktiviteterne spændte da også temmelig bredt. Vi lavede tombola, terrænløb med en anden klub i byen (De blev senere grundstammen i Sorøs dengang navnkundige guldfirer – så tro ikke det er et nyt navn dedikeret til den udgave, der hentede medaljer hjem fra OL ved de seneste lege). Senere, da vi var kommet med i Foskanerbevægelsen, pyntede vi vinduer hos de lokale købmænd (med Foska-pakker forstås) og arrangerede filmforestillinger med bl.a. Foskaner-filmene, hvis kendingsmelodi af Børge Roger-Henrichsen nærmest var en landeplage.

Jeg husker ikke hvad Sørens klub hed, men det korte af det lange er, at Foskaner bevægelsen arrangerede weekendmøder for klubber, som var tilsluttet bevægelsen, bl.a. på Roskilde Vandrerhjem, og det var her vi mødtes. Her traf vi i øvrigt også Sven Clausen, der senere blev producer hos DR for prisbelønnede serier som Ørnen, Rejseholdet m.fl. Senest har han også stået for programmerne om radio Mercur.

Det blev indledningen på et venskab, hvor vi bl.a. besøgte hinanden, indtil vore veje skiltes, da Søren blev journalist på Bornholm og jeg gik i handelslære i Korsør.

Et eller andet fælles drive har vi helt tydeligt haft, for vi er da begge sluppet gennem tilværelsen på en måde, så vi kommer til at efterlade os diverse aftryk efter vores færden. Og begge har vi på et tidspunkt også realiseret os selv. Søren som vinhandler efter endt karriere ud i det penneførende referantfolks kredse, og jeg som forhandler af brandklassede materialer til teatre, udstillinger, festlokaler m.v. Aktiviteter, som førte os langt ud i verden.

For mit vedkommende solgte jeg min virksomhed i 2010, og efter at have arbejdet for de nye ejere i endnu to år kunne jeg fra 2012 smykke mig med titlen ’’pensionist.”

Her viste der sig igen et fælles træk ved Søren og mig, for selv om vi nu begge kan tillade os at gøre det, så har vi begge valgt ikke at finde hver sin stille krog, hvor vi kan sidde med en fadbamse og se verden passere forbi os. Vi vil fortsat være med, for vi har stadig en masse at give af.

Det blev mit medlemskab af Dansk Forfatter Forening der bragte os sammen igen. Her mødte jeg nemlig forfatteren Arne Ipsen, der ikke kan sige to ord, før han har røbet, at han stammer fra Bornholm. Derfor var det nærliggende på et tidspunkt at spørge, om han kendte – og det gjorde han, så takket være Arne har vi nu genoptaget kontakten.

Hvad jeg laver i Dansk Forfatter Forening?

Well – der var den igen. Egentlig ville jeg også have været journalist, men kunne ikke finde en læreplads, så det blev handelsvejen. Men skrivelysten? – Jo, faktisk blev den udnyttet ganske fint, for i den branche er der behov for skribenter, som kan affatte bl.a. salgsbreve, nyhedsbreve, og artikler i fagblade.

Da tiden så blev til at skrive lige hvad jeg havde lyst til, begyndte jeg at arbejde ud ad to spor – det faglige og det skønlitterære.

Fagligt kom min første bog allerede i 1990. Det var ’Projektstyring af Udstillinger’ på Teknisk Forlag. Den blev en vigtig døråbner for mig i den virksomhed, som jeg havde etableret i 1989, og som hurtigt kom til at tage så meget af min tid, at vi skal frem til 2014 før jeg igen udkom med et værk.

Det vil sige, det er ikke helt rigtigt, for i 2007 begyndte jeg at skrive artikler til Gyldendals Den Store Danske på nettet. Det blev til 247, samt redigering i andre 2153 artikler.

Det har på en gang været sjovt og frustrerende at skrive disse artikler. Sjovt, fordi det lykkedes at få artiklerne antaget og opnå status som ekspert (en slags fagredaktør). Frustrerende, fordi de artikler man har lyst til at skrive kun kan antages, når de skrives i noget der minder om telegramsprog.

Det virker stærkt hæmmende på en med fortællelyst, og derfor kom jeg hurtigt til at ligge inde med en masse spændende materiale, som jeg havde lyst til at dele med andre.

Johannes har skrevet tre science-fiction-romaner og er på vej med en tredje

Det blev til to bøger.

Den ene – Fra markedsplads til messehal– fører læseren fra middelalderens symbiose mellem kirke, by og de handlende via den første Mustermesse i Mainz i 1842 samt den første verdensudstilling i London i 1851 frem til nutidens messecentre, hvor hvert af de store danske messecentres historie beskrives udførligt, medens de 50 største europæiske messecentre hver får ca. en sides omtale.

Når det er færdigt venter en helt tredje genre, hvor jeg glæder mig til at arbejde sammen med Søren, der netop har sagt ja til at være med til at realisere en idé jeg længe har leget med.

Tilføjelse fra 1. maj 2018:
Minder fra Rosengården og Dams på Bakken

Af Johannes Lundstrøm, forfatter og bloggens første gæsteskribent

En af døtrene på Rosengården stillede sig til rådighed som ridehest for Christian.

Da jeg fik æren at være din første gæsteskribent havde jeg kun det, at vi havde genfundet hinanden, for øje. Derfor intet om mit forhold til Bornholm og det historiske værk, som din blog er ved at blive.

Da vi holdt ferie på Bornholm i – uha, for alt for længe siden – i 1982, boede vi hos Anna-Lisa og Sven-Erik Jensen, der drev Rosengården på hjørnet af Søndre Landevej og Bodernevej. Det var et hyggeligt sted med en venlig og uformel atmosfære, hvor man næsten følte sig som gæst hos gode venner.

Til min glæde eksisterer stedet stadig, i modsætning til Dams på Bakken, hvor vi nød at spise god dansk hverdagskost til en meget rimelig pris. Der var noget ganske særligt ved at sidde i kostalden og tygge ‘drøv’.

En af de lidt pudsige oplevelser, vi havde var, at vores naboer på Rosengården, var en tysk organist fra Dortmund og hans hustru. Det var et par søde mennesker, som forvirrede vores den gang tre år gamle søn ganske gevaldigt. For det var første gang han traf udlændinge, og dermed første gang han oplevede, at der fandtes andre sprog end dansk.

Johannes’ hustru, Gerda og sønnen Christian i en læsepause i haven til Rosengården

Organisten var på Bornholm, fordi han gav koncerter i et par kirker derovre.

Så havde vores søn det lettere med Jensens piger, hvoraf den yngste var flittig til at stille sig til rådighed som ridehest for ham i den store have.

Vi havde i det hele taget en skøn uge derovre, men det, som er meningen med dette indlæg, er at føje en detalje til historieskrivningen – at man en gang kunne spise i stalden hos Dams på Bakken.