Indlæg

Sommeren 1946 var min moster fra København på besøg i Svaneke – her sammen med mine bedsteforældre og mig.

Af Hans Richard Rømer (HP)

Da Elly og Søren havde vinforretning i Aakirkeby, skulle jeg altid ind og købe en flaske Port of Aakirkeby, når jeg var på Bornholm. En ganske udmærket portvin som altid var en god og lidt særlig gave til festlige lejligheder, hvis vi da ikke selv nåede at drikke den forinden.

Besøget endte også ofte med, at vi talte ”gamle dage” – eller rettere om vore unge dage. Det kunne være tiden som journalister på hver sit af de to konkurrerende dagblade, men også om den tid, hvor der var gode velbesøgte jazzklubber i Rønne. Først på Hotel Dana og senere på Strien. Vi talte ofte om, at vi burde skrive noget om den tid og de oplevelser, vi havde dengang, og som ganske givet mange stadig deler med os. Så langt blev vi enige. Og jeg begyndte at kigge i gamle scrapbøger, fotos og ikke mindst at granske hukommelsen.

Jagten på egen identitet

Da vi mødtes igen i sommer – uden portvin – og snakken som sædvanlig gik, kom vi også ind på min barndom og opvækst. Og ikke mindst jagten på min egen identitet, da det ret sent var gået op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt vidste, hvem jeg reelt er. Nu kan jeg ærgre mig over, at jeg kom så sent i gang, så nogle muligheder var forpasset, fordi de to hovedpersoner – min far og min mor – ikke længere kunne fortælle mig noget. Men det har været en meget lærerig og interessant ”rejse”, som jeg er glad for, at jeg har taget, og så må jeg nøjes med det, jeg trods alt har kunnet grave frem af både hukommelse og andre ”gemmer”.

Sørens prompte reaktion var: Inden du nu skriver om jazzen, synes jeg, at du skal skrive den anden historie som min gæsteskribent. Så det er blevet til planer om ikke kun én men flere historier om mit liv og min identitet: Hvordan Hans Richard Rømer blev HP – og omvendt. Om uddannelser, job og livet som musiker. Og om at konstatere at man er enebarn med seks søskende..

Den sorgløse barndom

Det har været glædeligt at besøge mit fødehjem et par gange så mange år efter og se, hvor flot og nænsomt Gitte og Ole Kofoed har moderniseret det gamle hus.

Jeg er født den 15. oktober 1942 i Svaneke. Mere præcist på adressen Ole Thulesgade 1, som mine bedsteforældre Dagmar og Peter Martin Rømer boede i dengang, og hvor nogle af deres egne seks børn også blev født. Min egen mor var som den yngste født i 1914 og var således 28 år, da jeg blev født som hendes første barn. To af min mors brødre, Ove og Emil, var døde, inden jeg kom til verden. Ove døde af tuberkulose, mens han var skovarbejder i Sverige, og Emil druknede, da motorgaleasen ”Leda” af Rønne blev påsejlet af ruteskibet C.F.Tietgen ved Hven i Øresund den 15. maj 1937. En meget detaljeret artikel om denne katastrofe kan læses i Jul på Bornholm 2017, hvor jeg for første gang også ser et billede af min afdøde onkel.

Hjemmefødsler var ganske almindelige på den tid, og frøken Amanda Hermansen, som boede på Havnebakken, var meget benyttet som fødselshjælper. Hvor længe min mor blev i Svaneke efter jeg blev født, ved jeg ikke. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre i Svaneke, blev døbt i Svaneke Kirke den 17. december 1942 og fik navnet Hans Richard Rømer. Især mit mellemnavn, Richard, undrede jeg mig senere noget over, og brød mig faktisk ikke rigtigt om det. Derfor brugte jeg det meget sjældent op gennem årene, men er på mine gamle dage kommet til at synes godt om navnet.

Hvad jeg ikke vidste

Myndighederne har skrevet bagpå, at dette er et vellignende foto af min mor som 28-årig.

Min mor tog tilbage til Rønne, hvor hun boede og arbejdede med at passe hus og gøre rent. Mange år senere har jeg i gamle efterladte dokumenter set, at hun også har været igennem en faderskabssag, som er endt med, at min biologiske far efter et længere ”tovtrækkeri” mellem danske og tyske myndigheder har erkendt faderskabet og har betalt børnebidrag, indtil jeg blev 18 år. Ikke direkte, men via de tyske og danske myndigheder. Altså var det allerede dengang fastslået, at min biologiske far var Obergefreiter Richard Steinecke fra den tyske Krigsmarine, som fra december 1941 til hen på foråret 1942 havde været stationeret på Bornholm. Men der skulle gå over 40 år, før jeg selv fandt det svar og havde selvfølgelig i mange år spekuleret over, hvem der var min biologiske far. Det forblev familiens store hemmelighed – også min egen.

Selvfølgelig har min mor besøgt mig i Svaneke, men jeg har ingen særlig erindring om det. Jeg havde jo ”bedste” og ”bedstefar”, som begge var folkepensionister, og jeg har været godt forkælet. Min bedstefar havde blandt andet været landpostbud og fik en lille pension, og min bedstemor var stadig aktiv i køkkenet på Siemsens Gaard og med at ”gå ud og vaske” for folk. Vi var i høj grad selvforsynende med egen hønsegård og køkkenhave.

Fulgtes med byens trommeslager

Jeg mindes årene som gode og trygge. Der var legekammerater på Lille Plads og Grønningen, og jeg kunne gå ned til bedste på Siemsens eller måske ned til Johanne i Iskiosken på havnen. Der var heller ikke langt til Parken. Når der var brug for at få nyheder ud i byen, gik trommeslageren en tur, og ved særligt festlige lejligheder kunne jeg gå med et stykke vej med min lille bliktromme.

Krigen mærkede vi ikke noget til, før den sluttede. Jeg erindrer ikke at have set nogen tysk soldat i Svaneke. At jeg var resultatet af en tysk marinesoldats nærkontakt med min mor, var absolut ikke noget, nogen overhovedet talte højt om, selv om mange selvfølgelig vidste det. Det var først, da russerne advarede om, at de ville bombe, at jeg første gang erindrer at have en oplevelse af krig. Også i Svaneke fik vi besked om at forlade byen, og jeg mindes stadig, at vi gik i en lang kolonne op ad bakken til Kuregård og møllen. Herfra kunne vi på afstand se og høre, hvordan russiske fly bombede Nexø. Mange ældre borgere, blandt andet min bedstefar, blev kørt i hestevogn til Brændesgårdshaven.

Moster skammede sig over sin søster

Senere husker jeg at have set russiske kolonner med køretøjer forbi på havnen ved Grønningen, men ellers fortsatte den trygge barndomstid hos mine bedsteforældre. I fra sommeren 1945, da der var fred, kom min moster og onkel fra København på besøg hver sommer. De havde et fotografiapparat, og der blev taget familiebilleder i den flotte blomsterhave – desværre i sort/hvid.

Mange år senere fandt jeg ud af, at min moster og onkel havde fået et billede af mig tilsendt, men det kunne de sandelig ikke have stående fremme, hvis nogen af deres gæster skulle finde på at spørge, hvem det var. Det var faktisk også først som voksen, jeg fik lejlighed til at besøge dem i deres lejlighed i København, og jeg har stadig et meget fordømmende brev, som min moster har skrevet til mine bedsteforældre om hendes søsters skammelige opførsel. (billede 1 min moster på besøg)

Familieforøgelse

Den næste skelsættende oplevelse i Ole Thulesgade fandt sted den 20. januar 1947. Min mor var hjemme hos sine forældre for at føde igen. Denne gang blev det tvillinger – to piger, og deres far nåede også til Svaneke med rutebilen fra Rønne, inden vejene lukkede til på grund af snefygning.

Edith Rømer var nogle måneder forinden blevet gift med Svend Aage Petersen. Han var kommet til Bornholm som gæstearbejder efter krigen for blandt andet at være med til at stille de træhuse op, som den svenske stat havde foræret Bornholm, efter at store dele af Rønne og Nexø var blevet bombet i maj 1945. Svend Aage var født i 1906 i Nykøbing Falster, som den yngste i en søskendeflok på fire drenge og tre piger. Han havde ingen formel uddannelse, men var meget praktisk anlagt og ikke bange for at tage fat. Han havde arbejdet på nogle af de store gårde på Lolland og Falster, og jeg husker også, at han har talt meget om arbejdet, da Storstrømsbroen blev opført i 30’erne. Mange af de ”gæstearbejdere”, der kom til Bornholm, boede i de efterladte tyskerbarakker, og her arbejdede min mor også som køkken- og rengøringshjælp.

De var blevet gift i efteråret 1946, og min mor var en tur i Nykøbing Falster for at blive præsenteret for Svend Aages forældre, Maren og Rasmus Petersen, og der gik mange år, før hun igen forlod Bornholm. De blev rønneboer, og mine nyfødte søstre, Karen og Kirsten boede hos dem flere steder i Rønne under forhold, hvor der ikke var plads til mig. Min mor blev hjemmegående med lidt rengøringsarbejde, og Svend – som han slet og ret blev kaldt – havde skiftende arbejde som arbejdsmand i Rønne. Blandt andet med kloakering og havneudvidelse. Jeg kom på besøg en gang imellem, men boede stadig fast i Svaneke, indtil den tid nærmede sig, hvor jeg kunne begynde i skole.

Endelig samlet og i skole

Familien fik omsider et større sted at bo i Storegade i Rønne. Det var på hjørnet af Fiskerbakken, hvor Nørre Bakke begynder. Der havde tidligere været en skomagerbutik, og disken fra denne butik fungerede som min mors køkkenbord. Et ældre ægtepar, Larsen, boede også i ejendommen, og vi havde fælles lokum i gården. Der blev tømret nogle køjesenge sammen, som vi tre børn lå i. Jeg fik flere legekammerater i området, og vi kunne blandt andet lege nede ved vandet og stenene ved kysten. Her var også en grusbelagt sti langs vandet og togskinnerne. Vi skulle selvfølgelig lige passe på og holde øje med toget, som kørte langs kysten mellem Rønne H og Rønne N.

I sommeren 1949 skulle jeg begynde i skole. Jeg var endnu ikke fyldt syv år, og var en af de yngste i klassen. De første tre skoleår foregik på Vestre Skole, som lå i Ellekongstræde, hvor der i de seneste mange år har været parkeringsplads. Jeg har stadig et skolebillede fra den tid, og kan huske de fleste af navnene på mine første skolekammerater. Enkelte har jeg stadig lidt kontakt til, nogle er døde, og der er selvfølgelig flere, som jeg ikke har set siden dengang.

Sådan blev jeg HP

Den 1. april 1949 fik jeg efternavnet Petersen i stedet for Rømer som resten af familien.

Den 1. april 1949 var mit efternavn blevet ændret fra Rømer til Petersen, så jeg havde det samme efternavn som resten af familien. Det kunne lade sig gøre med henvisning til nogle børnelove fra 1937. Navnet Hans var ret almindeligt dengang, og vi var flere af dem i klassen og vores parallelklasse. Men alle havde faktisk også et mellemnavn. Og for at kunne kende forskel på dem, benyttede både lærere og vi selv også dem. Jeg husker Hans Jørgen, Hans Uffe, Hans Henrik, Hans Erik og Hans Christian.

Som 6-årig begyndte jeg som Hans Petersen – kaldet HP – i 1.a på Vestre Skole i Rønne og står som nummer to fra højre i anden række. Jeg husker stadig mange af navnene, men har kun kontakt til få af dem.

Jeg brød mig ikke dengang om mit mellemnavn Richard, og vidste ikke, hvorfor jeg havde det. Jeg husker kun at min mor sagde, at det var et ”pænt” navn. Der skulle gå mange år, før jeg opdagede den egentlige grund, og i mange år benyttede jeg det kun, når jeg absolut var nødt til. For at kunne skille mig ud fra alle de andre Hans’er, blev jeg slet og ret kaldt for HP. Det var faktisk min klassekammerat Palle Munch, som begyndte på det, fordi jeg også skrev det som signatur på mine tegninger.

Det var almindeligt kendt, at der var andre på skolen, som var børn af tyske soldater, der havde været stationeret på Bornholm under krigen. Flere af dem havde, lige som jeg selv, fornavne eller mellemnavne, som var og stadig er mere almindelige i Tyskland end i Danmark. Nogle gange blev det bemærket – endda af enkelte lærere – men jeg erindrer ikke, at vi børn indbyrdes tillagde det noget negativt. Der skal nok også have været nogen, som vidste, at jeg var et af dem, men det blev aldrig benyttet ”imod mig”. Og jeg vidste det jo heller ikke selv dengang.

Pæretræsdalen

I december 1949 skete der noget, som fik stor betydning for vores familie, og jeg mener, at vores huslæge, doktor Schou, vist havde indstillet os og presset på: Vi flyttede ind i et af de svenske træhuse, Pæretræsdalen 10. Huset havde været midlertidig bolig for en familie Mortensen, hvis hus var blevet beskadiget under bombardementet i 1945. Nu var det genopbygget, så de kunne flytte tilbage dertil. Alene at se vores kommende hjem var en oplevelse. Her var et moderne toilet med brusebad, stor kælder med fyr og et par disponible rum til cykler og værksted, viktualiekælder, vaskekælder med murgryde, centralvarme med koksfyr, stort spisekøkken med gaskomfur, stue og soveværelse. Og så var de to loftværelser og pulterrum i kippen og skunken. Desuden var der en stor have til.

Det var naturligvis også en noget højere husleje, og jeg erindrer ikke, at der var noget, som hed boligsikring dengang. Skatten var til gengæld heller ikke ret høj. Men det økonomiske blev klaret ved, at de to loftværelser blev lejet ud, og så nøjedes familien – to voksne og tre børn med underetagen og kælderen. Det var stadig noget større end det, vi kom fra.

Det var stadig kun far, der arbejdede og tjente til familiens underhold, og ugelønnen for en arbejdsmand var ikke imponerende. Han fik på et tidspunkt arbejde på Stenbanen som nærmest alt-mulig-mand. Det var dejligt tæt på, og det arbejde havde han, til han kunne få pension.

Han fik også hurtigt lidt flere opgaver med at passe have for naboer og andre, og vi var selvforsynende med de fleste grøntsager. Jeg synes ikke, at vi mærkede meget til, at der skulle spares. Husholdningspengene strakte langt, og der blev både syet og strikket meget. Enkelte gange tror jeg også, at min mor havde lidt rengøringsarbejde.

Der var mange jævnaldrende børn at lege med, og fantasien til at lege cowboys og indianere blev næret godt af de mange film, der gik i Rønne Bio lørdag og søndag eftermiddag. En billet kostede, så vidt jeg husker, 35 øre og steg til 50 øre. Husets store kælderrum blev hurtigt husets værksted, og her blev snedkereret og skruet, når der skulle fremstilles ”våben” til forsvar mod andre gaders bander, og senere blev der bygget modelfly og skruet cykler. Jeg var meget glad for værkstedet, og dengang var jeg sikker på, at jeg skulle være håndværker af en slags.

Skole og fritidsjob

Efter de tre første skoleår på Vestre Skole, begyndte fjerde skoleår efter sommerferien på Østre Skole. Jeg klarede mig rimeligt godt i skolen og havde naturligvis både yndlingsfag og hadefag, som i meget høj grad afhang af lærerne i de pågældende fag. Jeg må have ligget lidt over gennemsnittet i karakterer, da jeg var en af fire fra den årgang, der blev indstillet til at begynde i 1. mellem efter fjerde klasse, hvor mange først kom det efter femte klasse. Noget af det, jeg glædede mig mest til, var, at skulle lære engelsk – endda hos fru Rassing – som både var engelsklærer og klasselærer. Året efter var tysk også på skemaet. Dengang have jeg ingen viden om mine tyske aner, og det var ikke i skolen, jeg lærte ret meget tysk. Det var faktisk et ”hadefag” for mange af os med lærer Werner Andersen, som havde meget vanskeligt med at holde ro i klassen.

Lidt ekstra lommepenge, kunne jeg altid bruge, og som 12-årig havde jeg mit første job som søndagsavisbud for Rådhuskiosken. Jeg havde den længste rute, som foregik med tungt pakket cykel nordud af Rønne med Store Torvegade, træhuskvarteret, Gartnervangen, Haslevej, Allevej-kvarteret og til Almegårdslejren. Det var hårdt, og da der var mulighed for at få en eftermiddagsplads som bybud hos grosserer Drejø i Grønnegade, var det mere fristende. Desværre endte det brat, da jeg faldt i den isglatte skolegård i januar og slog mit knæ, så der både kom en stor blodsamling i knæet og rift i knæskallen. Det var et par måneder før min konfirmation på kongens fødselsdag, den 11. marts 1956. Løsningen blev, at jeg blev konfirmeret siddende under prædikestolen i Sct. Nicolai Kirke i provst Viggo Nielsens private læsestol med højre ben i gips.

Spejderliv og marchtromme

Sommeren 1957: Jeg havde lærte et par trommemarcher, fanemarchen og hvordan man slår en hvirvel, og så er jeg klar i Pæretræsdalen til at drage til Silkeborgsøerne på sommerlejr.

Allerede tidligt var jeg blevet ulveunge i Danske Baptisters Spejderkorps. Ikke fordi hverken jeg eller nogen i familien havde noget med menigheden at gøre, men fordi jeg her kendte andre ulveunger, og jeg have mange gode ture og oplevelser. På et tidspunkt, da jeg skulle være ”rigtig” spejder, skiftede jeg til KFUM, fordi jeg så kendte nogen der. Min spejderkammerat, Ole Hjorth, var korpsets trommeslager, men da han skulle være patruljefører, syntes han, at jeg skulle overtage marchtrommen. Han skulle nok lære mig det mest nødvendige, inden vi skulle på sommerlejr. Jeg huskede, hvor glad jeg var for min bliktromme i Svaneke og sagde ja, så i løbet af nogle uger fik jeg lært at lave en trommehvirvel, slå to trommemarcher og fanemarchen.

Det var i sommeren 1957, jeg var 14 år, og det blev begyndelsen på et langt liv som trommeslager og mange gode oplevelser, som forhåbentlig kan fortsætte mange år endnu. Jeg fik min debut på vores sommerlejr, som det år gik til Silkeborgsøerne, og det skærpede min lyst til at gøre mere ved trommerne.

Nogle af konfirmationspengene blev benyttet til køb af en grammofon, som det hed dengang. En af mine første plader – en 78’er med Louis Armstrongs All Stars, som spillede Basin Street Blues – blev spillet flittigt. Side to begyndte med en formidabel trommesolo. Tænk hvis man kunne slå sådan på trommer..? Jeg har stadig denne gamle lakplade.

Vi var fire skolekammerater i 4. mellem, som spillede lidt sammen: Ole Mogensen på saxofon, Jørgen Lundt på guitar, Preben Toftte på klaver og mig på tromme, og her kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig et rigtigt trommesæt. Sådan et stod til salg som brugt hos Hagstrøm Musik i Rønne. Det havde tilhørt Svend Aage Carlsen, kaldet ”Nubbi”, som jeg havde set og hørt flere gange med datidens mest benyttede danseorkester, Speeds Orkester. Nubbi havde købt et nyt grønt Trixon-trommesæt, som var noget af det smarteste, der var på markedet dengang.

Et rigtigt trommesæt

Mit første rigtige trommesæt havde tilhørt Nubbi fra Speeds Orkester. Her er jeg sammen med Blue Star i Ungdomsklubben i december 1957. Flere af musikerne spillede jeg senere med i andre orkestre.

Hans gamle trommesæt skulle koste 600 kroner, og kunne købes på afbetaling med 30 kroner om måneden og med 10 procent – altså 60 kroner – i udbetaling. Jeg havde igen fundet mig et job som bybud om eftermiddagen hos Chr. Nielsen & Søn i Søndergade – møbelforretning, sadelmager og møbelpolstrer, hvor jeg tjente 15 kroner om ugen. Werner Haagensen, som havde Hagstrøm Musik tilbød, at jeg kunne begynde at leje trommesættet i to måneder. De 60 kroner, det så kostede, kunne være udbetalingen, og så kunne jeg fortsætte med at betale 30 kroner i månedlige afdrag, til trommesættet var betalt. Det krævede lidt overtalelse hjemme i Pæretræsdalen, men da jeg så også kunne modtage 10 lektioners trommeundervisning hos Knud Lundt for en samlet pris på 40 kroner, var det en slags garanti for, at jeg virkelig ville lære det. Så fik jeg lov at købe trommerne.

Bornholmerdrengene

Knud Lundt var trommeslager i blandt andet Bornholmerdrengene, som var meget benyttet til bal rundt på Bornholm. Så ud over at lære basale trommefigurer, ruf, slip og hvirvel, lærte jeg flere trommemarcher efter Richard Lindebros trommeskole, som var datidens ”trommebibel”, Han lærte mig også nogle af datidens populære danserytmer, vals, engelsk vals, tango, foxtrot og rumba, og ellers lærte jeg meget ved bare at lytte. Efter otte lektioner sagde Knud Lundt, at jeg kunne gå ned til Hagstrøm og få 8 kroner tilbage for de to sidste lektioner, for nu havde han lært mig, hvad han kunne. Og så skulle jeg ellers bare lytte og øve teknik. Det gjorde jeg, og ingen i nabolaget i Pæretrædsdalen kunne overhøre, at jeg havde fået et trommesæt.

Vores lille orkester med skolekammeraterne fik lov at spille nogle numre til en klassefest, som blev holdt i Logen på Svanekevej, og vi var selvfølgelig rævestolte. Resten af aftenen var det pladespilleren, der underholdt med datidens populære schlagere, som der blev danset til.

KFUM’s ungdomsklub i Snellemark var et meget populært mødested for Rønnes ungdom, og KFUM-sekretær Georg Jensen vidste, at vi var flere, der spillede et instrument. Han opfordrede os til at lave et orkester. Vi kunne øve i lokalerne, mod at vi gav en koncert op til jul. Orkestret bestod af tre saxofoner, to trompeter, en basun, klaver, guitar og trommer. Selvfølgelig skulle det have et navn, og det blev ”Blue Star”. Der var ikke meget arrangement i melodierne, så de fleste spillede melodistemme, men det var meget populært.

”Professionel” som 15-årig

For mig blev det den direkte anledning til, at jeg fik mit første betalte spillejob. Et regulært betalt engagement. Bent Mogensen, som var musiker og maskinarbejder og senere maskinmester i 66-selskabet bankede en dag mellem jul og nytår på døren i Pæretræsdalen. Han ville spørge mine forældre, om jeg måtte komme med ham og en pianist, som hed Ebbe Frigaard, til Hotel Nexø (hvor Lidl ligger i dag) og spille til bal nytårsaften. Hans søster kendte mig fra ungdomsklubben og mente, at jeg godt kunne spille den musik, der skulle spilles. Jeg var fyldt 15 år et par måneder tidligere, så mine forældre havde sine betænkeligheder. Men med et par voksne musikere, som lovede at passe godt på mig, var det i orden. De passede dog ikke mere på mig, end at jeg både fik et par øl, og så husker jeg, at jeg smagte min allerførste bitter – en Von Oosten.

Bent Mogensen – populært kaldet Sprinter – spillede guitar og trækbasun, og så kunne han synge datidens populære schlagere. Ebbe Frigaard, som var hjemme hos sine forældre i Rønne på jule- og nytårsferie fra lægestudiet i Århus, var en dygtig pianist og spillede i en længere periode i Århus som fast pianist i Saratoga Jazzmen. Det blev en lang aften på Hotel Nexø, og de samme melodier blev spillet mange gange. Da vi kørte til Rønne i Lillebil – tror jeg det var – var vi meget trætte.

125 kr. for en aften – mere end det halve af fars ugeløn

Da jeg fik øjne nytårsdag spurgte mine forældre naturlig nok, hvordan det var gået. Og hvad jeg have fået for det. Jeg kunne hive 125 kroner op af min pengepung til deres store forbavselse. Så mange penge for at sidde og tjatte i nogle trommer, var kommentaren. Jeg forstod det godt, da min far så fortalte, at han ikke engang tjente det dobbelte på en hel arbejdsuge som arbejdsmand på Stenbanen.

Der fulgte endnu et kortere engagement til en hjemsendelsesfest en hverdagsaften nogle dage senere på Hotel Nexø. Bent kunne ikke være med, men det kunne Niels Mogensen på saxofon, samt Ebbe Frigaard og jeg. Jeg husker, at vi kørte med skinnebus til Nexø med vore instrumenter, blandt andet mit trommesæt. Jule- og nytårsferien var slut, og jeg havde været i skole om dagen og skulle det igen næste dag, så pauserne blev brugt til at løse matematikopgaver. Noget af serveringspersonalet skulle også til Rønne bagefter, og vi kørte sammen i en bus.

Baltic Jazzmen

The Baltic Jazzmen var formentlig det første bornholmske jazzorkester, som spillede traditionel jazz i den stil, der kendtes fra Chris Barber og Papa Bue. Efter nogle måneder blev Svend Markers (banjo) afløst af Erik Lindeskov (piano), som var med, indtil orkestret blev opløst, fordi flere orkestermedlemmer forlod Bornholm på grund af videreuddannelse og værnepligt.

Men så skete der også noget, som fik stor betydning for mit videre musikalske liv. Et nydannet jazzorkester var begyndt at øve, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med. Om jeg havde..? To af musikerne var gode bekendte, Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. De øvrige kendte jeg ikke rigtigt endnu. Men det var Svend Markers på banjo. Ole Schiøtt på klarinet og Peter Hjorth på trompet. Orkestret spillede traditionel jazz, øvede i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade og kaldte sig The Baltic Jazzmen.

Nu var jeg kommet med i noget, jeg havde ønsket mig, siden jeg havde købt min første 78-plade med Louis Armstrong og hørt Kenny Johns historiske trommesolo. Mon det lykkedes at lære den – eller noget der bare ligner…?

Min næste artikel vil handle om mine år som jazzmusiker på Bornholm i Baltic Jazzmen og Club Jazz House på Hotel Dana med flere orkestre.