Indlæg

SKAM – det taler man ikke om – i Rønne

Af Fanny Knight, forfatter

Fanny Knight

Krigens første offer er sandheden. Næste offer er barnet, der ikke har noget valg. Der lever under vilkår som de givne omstændigheder byder på. Jeg befinder mig på Bornholm, i Hafniahus i Rønne, på Anden Verdenskrigs tid.

Bogen SKAM lukker op for alt det, som ingen taler om. Hverken i min familie eller i ganske almindelige familier. Nemlig de udfordringer som en vanskelig hverdag på Anden Verdenskrigs tid rummede, og hvilke personlige ofre det kostede mig og min familie at holde vores hverdag kørende på min fars skinner.

Vi er en ”fin” familie, min far er vendt hjem til Danmark som den verdensmand, han er. Efter ti år i England, Rusland, USA og som nyuddannet kiropraktor fra Iowa, er han på absolut forkant med sundhedens nyeste nye viden om naturlig helbredelse. Han vender hjem som en gift mand, der kan hvad han vil. Køber Klinikken i Hafniahus, som hans studiekammerat Børge Bloch har etableret. Bornholm er for lille for Børge Bloch, og som skabt til min fars behov for at gemme sig væk.

Fanny Knight som barn sammen med sin søster – døtre af den sengeliggende kiropraktor og hans engelske hustru. De bor i Hafniahus, hvor moderen passer mand, børn og mandens kiropraktiske gerning.

Går i seng en fredag og bliver der på ubestemt tid
Ligesom ingen der tør åbne døren til egen afmagt, og lappeløsninger er bedre end at stå ved sig selv, vokser min fars behov for at lægge låg på, holde facaden og skjule sig. Min mor holder ud og lader ”til døden jer skiller” fylde hende med arbejde i døgndrift. Et liv som gift med min far koster hende mere end nogen kunne drømme om af troskab, loyalitet og masser af kedsommelig udholdenhed, og den arv skal jeg løfte til mindste detalje for min far, der evner at styre og regere over min mor, min storesøster og mig, og ikke mindst over Klinikken i Hafniahus, fra det øjeblik han vælger at gå i seng og blive der på ubestemt tid på grund af omfattende kropslige lammelser. Og han beordrer min mor ned på Klinikken for at behandle hans patienter. Min mor er ikke uddannet kiropraktor! For noget skal vi jo leve af!! Og min storesøster og jeg er kun er til besvær, medmindre vi kan læres op til at passe vores far, og sætte hans velfærd over alt andet.

Fanny Knight og hendes søster

Ofret på barndommens alter
Ting tager tid, men det tog ikke lang tid for min effektive, fra han gik i seng en fredag eftermiddag, til han planlagde sin egen fremtid. Det er den opdragelse jeg får – først far – og dertil kommer den Katolske Kirkes indflydelse på vores familie, idet min mor har medbragt sin tro på Paven, skriftemålet og kirkens øvrige velsignelser fra hendes fødeland England, da hun giftede sig med min nyuddannede kiropraktor far.

Min mor ønskede sig børn, min far var guddommeligt kedelig, og i kærlighedens navn opdrog hun min storesøster og mig til loyalt at ofre os på barndommens alter til fordel for at blive som voksne børn, der passer far. Vi to piger gjorde mere end hvad godt er for at holde sammen på familien. Jeg var så dygtig til at være min fars lille prinsesse lige til det øjeblik jeg kom i skole, og jeg opdagede at der var en verden udenfor Verona.

Føler SKAM over det derhjemme
Vi har travlt hjemme hos os. Allermest min mor, derefter kommer storesøster, jeg og vores unge pige og selvfølgelig min far, der holder syr på hele familien i form af systematiske notater over hans helbred, lavementer og grøntsager, vores elforbrug, den daglige indkomst, som mor afleverer efter endt arbejdsdag. Mor har travlt, hun glemmer at melde mig i skole, og jeg starter otte år gammel på Vestre Skole, hvor storesøster den første dag. Alle har travlt, jeg skal skynde mig hjem for at hjælpe far og lytte efter hans klokkesignaler, der er afpasset efter, hvem han skal have fat på et nærmere kendt signal. Far er telegrafist, han kender morsealfabetet. Og hvis jeg er ude i gården med mine kammerater, stikker mor hovedet ud af køkkendøren og kalder med høj og tydelig røst, og så er det med at komme ind til far.

Jeg er anderledes. Jeg fortæller ingenting om min far, jeg skammer mig over ham, ingen af mine kammerater har set ham, men lugten af hans lavement er er ikke til at tage fejl af. Jeg har travlt og mine pligter som fars lille prinsesse keder mig. Men jeg skal vente med at lave aftaler med kammerater for først at skynde mig hjem til far, og så er der katolsk eneundervisning i skoletiden. Jeg må ikke blive vaccineret, for vaccination er den rene gift. Ikke spise sukker. Og så skal jeg have et fed hvidløg i munden, for ikke at blive syg.

Det taler vi ikke om

Pastor Bartel

Hvorfor far er syg, det taler vi ikke om, det tilhører privatlivet, og det med at gå i kirke om søndagen, det taler jeg heller ikke om. For jeg er flov over at tilhøre en flok gamle, sortklædte nonner og polske knirkende koner, der søndag efter søndag står på kirketrappen ud til Østergade og trykker pastor Bartel i hånden en enkelt polsk mand med træben. Vi hører til den katolske kirkes faste stab udenfor kirken, og alle spørger hvordan det går med min far. Derefter går jeg med en nonne under armen ned ad Østergade. Vi drejer til højre ad Lille Madsegade, passerer missionshuset Elim, hvor min skolekammerat Inge står og glæder sig til at komme ind og få et glansbillede. Den slags belønninger får man ikke i den katolske kirke, hvor jeg i stedet skal knæle, korse mig, igen og igen falde på knæ og bede de obligatoriske bønner, rejse mig op igen, og bøje hovedet for de synder, som alle begår.

Det har taget mig et langt liv at huske og forstå de store sammenhænge i mit liv, overdraget af mine forældre, af min mor som ville mig det bedste, af min far der kun tænkte på sig selv, og Pastor Bartel der fra sin plads i skriftestolen og eneundervisningen på hans lille kontor over kirken havde styr på alt og alle.

Jeg har igennem årene tygget mig igennem kreativitetens skatkamre. Som væver og stoftrykker, maskemager, dokumentarist og fået midler fra Kunstfonden, Filminstituttet, og diverse fonde til at rejse ud og opsøge familie i alle verdenshjørner, for at finde ud af, hvad der var galt i familien. Taget en uddannelse i shamanisme, været på Tvind og uddannet mig til jungiansk Kunst og Psykoterapeut. Og nu endelig skrev jeg bogen om barnet, der voksede op under ovennævnte omstændigheder. Og så skulle den pot være ude.—– Med sådan er det altså ikke. Mennesker er som de er, men jeg er dog blevet klogere til at kunne forstå og rumme både store og små sammenhænge i mennesker, og give historien videre.

Fanny Knight sætter stor pris på den bornholmske natur, som hun her er fotograferet i

Søger støtte til bogen
PS: Men at finde midler til den slags historie, er ikke let. Og jeg har fortsat et hul på 30.000 til 35.000 kroer for at kunne gå i trykken i den smukke udgave, som historie af den karakter behøver. Grimme historier har brug for skønhed for at kunne kaperes, forstås og fordøjes. Kan med få midler få produceret bogen SKAM, så den er mindre smuk end den kan blive med gode gedigne gamle sort-hvide fotos. Og jeg har valgt at skrive historien i en skønlitterært blomstrende sprog. Hvis tilstrækkelig mange skulle ønske at bogen udkommer i den smukke udgave illustreret med tidens originale fotos, så vil jeg opfordre jer der tror på projektet til at indsætte stort eller lille beløb på en lukket konto på bogen SKAM’s konto i Nordea:

Og I vil få én signeret bog på udgivelsedagen. Reg nr 2105 konto 5363615629. Og oplys navn og mail, og I skal høre nærmere.