Indlæg

En Rønnahorra fortæller

En barndom meget forskellig fra nutidens
Af Erik Lund Hansen, kommunalpolitiker – og bosat på Nordbornholm

Forskellig, ment som de kæmpe forskelle, der er på at vokse op i nutiden i forhold til dengang i 50’erne og 60’erne, da jeg var en lykkelig og meget fri dreng i Rønne – eller horra som det hedder på modersmålet. Det er den tid og den barndom Søren har bedt mig skrive lidt om – gerne med en vinkel på det at vokse op med en far, Arne Hansen, der var politiker og borgmester i Rønne i tre perioder. Undskyld Søren, men den vinkel tror jeg vil fortabe sig lidt, p.g.a. af de utrolig mange barndomsminder, der dukker op, når man pludselig får en opgave som denne. Og så fordi jeg egentlig ikke mærkede det med politikken så meget, som andre måske kan tro, – eller i hvert fald tog jeg mig ikke af det. Jeg så ham som min far og det var lige præcis det han var. Vel var han meget væk, men når han var hjemme var han altid meget nærværende og til stede. Sådan var han bare, tænker jeg. Dertil var det jo ikke før i 1984 at han blev borgmester.

Men det fyldte på den måde, især da vi blev ældre, at vi ivrigt diskuterede politik og samfund, stort og småt. Da vi var mindre blev der tysset på os når Pressens Radioavis gik i gang. Man skulle følge med. Far var ofte meget påvirket af de ting han hørte i radioen – både ude i verden og her i landet. På den måde fik vi søskende, tror jeg, interessen for politik og forståelsen af hvilken betydning det har, ind med modermælken. Sidenhen kunne diskussionerne godt gå højt henover spisebordet, når vi var samlet. Vi børn fulgte dengang i de glade 60’ere og 70’ere, pænt med ude på den yderste venstrefløj, DKP, KAP, SAP og senere VS var lidt på skift tilholdsstedet for mig, uden dog at jeg nogensinde var organiseret. Jeg er klart den af os tre børn der først og mest konsekvent er ”faldet til patten” og blevet erklæret socialdemokrat. Måske var jeg det i virkeligheden hele tiden, men hvis man skulle gøre oprør mod sine forældre – og det lå i tiden dengang (som nu?), så var der jo kun den vej at gå. Borgerlig skulle jeg i hvert fald ikke være.

Barndommens gade
Nå, tilbage til barndommen. Jeg er det man kalder ”Enj rajtig Rønnahorra”. Født den 14. juni 1954 kl. 7 om morgenen, på Harbovej nr. 8, i det der senere blev ”den lille stue”, men som dengang var soveværelse for mine forældre. Min far var mødt på arbejde og var med toget i postvognen, på vej til Nexø. En nabokone, eller var det jordemoderen selv, nåede akkurat lige hen på Rønne Ø da toget standsede der, og fik fortalt ham at han havde fået sit tredje barn. Søn nummer to, den ældste, Jens fire år ældre og der imellem, Lis – der tre dage senere fyldte ét år – det må have været hårdt for vores mor.

Der var bestemt ikke for meget at rutte med, men vi var heller ikke fattige. Far havde fast arbejde i Post- & Telegrafvæsenet (det var dengang…) og mor var hjemmegående, hvilket så sandelig også var fast arbejde. Det var langt de fleste mødre i gaden.

Harbovej, eller Harbovej Rønne, fordi på den anden side af togskinnerne lå Harbovej Knudsker, fordi lige der gik sognegrænsen. Det lagde vi som børn af uransalige årsager utrolig meget vægt på!

Vi var 25-30 nogenlunde jævnaldrende børn på Harbovej, alene. Der var stort set altid nogen at lege med. Hvis vi ikke lige havde fået lavet en aftale om at lege, gik vi fra dør til dør og ringede på og spurgte om den og den kunne lege. Det kunne han/hun godt, inde eller ude, så? Som regel blev det ude og så kom der altid flere til. Udelegene var primært sport og i hovedreglen fodbold. Men sandelig også så meget andet.

Vi spillede fodbold på gaden, uden problemer. Når der sådan ca. hver halve time kom en bil, råbte den der først fik øje på den bare ”biiiiiiilll”, hvilket betød at vi tog bolden under armen og gik ind på fortovet til den var tøffet forbi. Jeg tror ikke der ville blive meget effektiv spilletid hvis der skulle fodbold på Harbovej i da

’En anden, lidt mere pudsig leg, var når fyraftens-sirenen lød på Rabækkeværket og de 200-300 arbejdere et kvarters tid senere i en lang kolonne, to og to eller tre og tre, kom cyklende på deres store sorte herrecykler – så gik vi unger på fortovskanten, strakte armen ud, rakte hånden frem og råbte ”slååå miiig” – en underlig leg, man måske kan kalde datidens High Five? Men vi elskede det. Mange af arbejderne var med på legen og drillede og slog enten meget hårdt, eller trak hånden til sig, lige som vi troede at de var med på legen. Ofte var der et efterslæb af et par stykker, muntre og let slingrende, – altid de samme…

Legepladsen og JERN 1129
Vi spillede dog også rigtig meget fodbold på pladsen lige over for vores hus. Dengang bare jord og lidt sparsomt græs, hvilket egentlig kunne bruges til utrolig meget leg. Det vildeste var nok når de store drenge, der stod i et værksted nede hos cementstøberen (Laurits Nielsen) i nr. 25 og arbejdede med deres motorcykler, afprøvede maskinerne på pladsen og kørte i ring, med os siddende i midten, som vildt betagede tilskuere. Ikke helt ufarligt må man sige!

Senere blev det hele ødelagt med en legeplads… JERN 1129 (Produkten) ejede grunden og fremstillede forskellige, temmelig egenartede legetøjsredskaber, de fleste fremstillet af gammelt jern. Tydeligst husker flest vel den store globus, lavet af jernrør og svejset sammen til et spændende klatrestativ, desuden et par gynger, en vippe, en om end meget lille rutsjebane og sidst, men ikke mindst ”en slange” sat sammen af 15-20 cementrør, man så kunne kravle igennem og som ikke mindst kunne tjene som ly når de voksne gerne ville tale et par alvorsord med os, fordi vi måske ikke lige havde opført os ordentligt. Alt var malet i 1129’s farver, gult og sort. Den lille rutsjebane kom senere til at fungere som den ene målstolpe, for fodbold skullevi spille og det lod sig heldigvis stadig gøre. Men selvfølgelig var vi også glade for legepladsen. For enden op mod Almindingsvej stod i øvrigt en kanon med hjul, som man kunne kravle op på. Jeg tror den i dag er placeret, enten ved Kastellet eller i Kanondalen.

Købmanden ”Viadukten”
Som det første hus på Harbovej lå der en købmandsforretning, Viadukten. Lidt af en blandet landhandel. De havde alt – lige fra koste og fejebakker til sukker, mel, cigaretter og slik. Sommetider når man dryssede rundt på fortovet nede i gaden kunne køkkenvinduet hos den rare fru Madsen blive åbnet hvorefter vi blev bedt om at handle for hende oppe hos købmanden. Vi blev udstyret med handlesedlen, som vi afleverede til købmanden eller hans kone med ordene: ”Det står på sedlen”. Vi gjorde det gerne – betalingen var nemlig altid en negerbolle (undskyld, men det hed det helt uden blusel hed dengang).

Indehaveren af Viadukten var en, i vores barneøjne, temmelig gnaven ældre herre, Ejner Jensen. ”Sura Ajner” – ikke spor pænt at kalde ham det, fordi efterhånden som vi voksede til fandt vi ud af at manden faktisk havde en hel del lune, som vi nok bare slet ikke forstod som børn. Men vi var heller ikke søde med ham, og drillede ham på alle mulige måder – snebolde mod butiksruden, småsten i automaten når vi havde trukket slik osv. Glæden ved det var, at han altid prøvede at fange os, men aldrig lykkedes med det. Det var blandt andet her at cementrøret på legepladsen var guld værd. Hvis han endelig forsøgte at kravle ind efter os, kunne vi bare smutte ud i den anden ende, og væk var vi! Senere blev vi glade for ham og lykkedes sommetider med at ”handle bagom”, når vi som unge ikke lige havde fået købt den kasse øl vi kunne skramle sammen til, når vi pludselig synes at vi holde ”en lille fest” weekenden… Blot lærte vi at tjekke radioprogrammet for de dengang så populære hørespil, for dem fulgte Ejner minutiøst med i – og så kunne vi kigge langt efter den ønskede handel!

Legene – ikke helt uden risiko…
Vi havde mange steder at lege – høhytter i grøften hen mod viadukten når grøftekanten blev slået, selve viadukten – ja vi klemte os op ad siderne når toget kørte forbi, og ja vi lagde de dengang store femører på skinnerne og fik dem bøjet når toget passerede, og ja vi kørte om kap på vores cykler ned ad Harbovej med den optegnede fuldt stop linje lige før togskinnerne som målstreg, vi vidste jo hvornår toget kom. Og ja, det var farligt.

Den værste historie er nok en gang vi legede cirkus. Paul Larsen var flyttet op på Industrivej og brugte marken mellem deres bygninger og baghaverne til Harbovej som opbevaring til alt muligt. En fin ”legeplads”. Udrangerede lastbiler, tomme olietønder mv. Fantasien fejlede ikke noget. Vi tog en ladside fra en lastbil, lagde den på tværs af en olietønde, så den dannede en vippe – ligesom i Cirkus – kravlede fire mand op på ladet af lastbilen, placerede en stakkels kammerat for enden af planken og sprang ned. Det lykkedes alt, alt for godt. Kammeraten fløj ”fire meter op i luften”. Han måtte hentes i ambulance og vendte brødebetynget tilbage med begge sine arme i gips, til nogle mindst lige så brødebetyngede ”legekammerater”… Undertegnede var dog ikke lige ude at lege den dag og var dermed fuldstændig uskyldig!

 

Legeområderne udvides
Senere bevægede vi os på vores cykler længere ud i byen. Hen på Malmøvejs legeplads, ud på Galløkken og vinterens fantastiske kælkebakker i Kanondalen og de overrislede skøjtebaner, først ved Østre Skoles fodboldbane og senere på asfalten ved legepladsen på Malmøvej. At lege to-tag-fat der på skøjterne, med en af klassens søde piger i hånden var ikke så tosset.

Vi cyklede op på stadion med fodbolden på bagagebæren. Vi måtte enten kravle over den aflåste låge ved siden af ”uvedkommende har ingen adgang” skiltet, eller smutte gennem et af hullerne i hegnet og spille helt oppe på de bageste baner i håb om ikke at blive opdaget Opsynsmanden med den hvide kasket. Han var ikke så morsom at komme i kløerne på. Tænk sig stadion var ikke åben for os børn, undtagen når der var kampe eller træning. I øvrigt blev alle os drenge RIK’ere – med Richard Lund som en populær puttetræner. Jeg husker tydeligt at præmien for en sejr var en Piratos og når det gik rigtig højt, en sodavand.

Om sommeren først og fremmest Den Gule. Badebroerne, tremetervippen, kighuller i træværket til pigernes omklædning. Og så de store lærlinge der kom efter fyraften og legede tagfat, med os små som betagede tilskuere oppe på bænkene. De var sublime vandhunde, svømmere, dykkere, udspringere, Lange Max der kunne bunde i det mellemste bassin og en af dem kunne dykke med en cigaret i munden og stadig ha’ ild i den når han kom op. Og Theobald, bademesteren, der et par gange om dagen svømmede under vandet fra den ene bro til den anden i det vel ca. 50 m lange dybe bassin. Med lugten fra oliebroen lige ved siden af.

Skoletiden
Til sidst lidt om skoletiden. Jeg startede på Vestre Skole og gik der de tre første år. Der var seks førsteklasser, alene på Vestre, da jeg startede. Vi var 32 i min klasse og det tror jeg såmænd var gennemsnittet. Vestre Skole lå i Ellekongsstræde, der hvor Meny har parkeringsplads i dag. En smuk gammel Bidstup-bygning (tror jeg nok), med ja, lokummer i gården, og med bagudgang til det smukke gamle røde bibliotek ud mod Store Torv og Torvegade.

I fjerde klasse kom jeg på Østre Skole, hvor jeg endte med at tage Realeksamen. Vi var første årgang der ikke blev delt allerede efter fjerde klasse i en boglig og i en almen linje (uden at det direkte blev nævnt, var det et eller andet sted, i hvert fald for os børn, ”de kloge og de dumme” (tænk engang!!). Dog blev den deling fastholdt efter det sjette skoleår hvor man enten kom i Realen eller i Almen. Først i 1978 fik det sidste hold Realeksamen. Jeg fik min i 1971 – uden den helt store indsats, fordi livet i de år bød på så frygtelig meget andet, nye kammerater, piger der voksede over hele kroppen, musik, ungdomsskole og fester. Men det gik da!

Især i de første år må min skoletid, set oppefra, betegnes som den sorte skole. Det var ikke ualmindeligt med en lussing, brug af pegepinden over fingrene, hiven i ørene og med en-meter linealen bagi – spanskrøret kender jeg dog ikke til. Jeg mener at det var i 1967 at revselsesretten blev forbudt i skolen – men der var ærlig talt stadig lærere der havde svært ved at vænne sig til det. Skammekrog, uden for døren og eftersidninger (svedere) var dagligdag, – dog selvfølgelig ikke for dydsmønsteret her. Jeg havde faktisk en klassekammerat, der opnåede seks svedere på en skoledag med fem timer. Den skrappeste lærer af dem alle uddelte den sjette, men var ved at opgive fordi hun ikke kunne finde en dato hvor han ikke skulle sidde efter i forvejen!

 

Sidst i tresserne/først i 70’erne gjorde så de langhårde 68’ere deres indtog. Det forandreede utrolig meget. Vi kom på fornavn og måtte sige DU til lærerne. Os der havde været underlagt de stramme de tøjler havde svært ved at administrere det og gik ofte fuldstændig over gevind. Synd for de stakkels frontkæmpere med det lange hår og islændersweatrene. Men efterhånden lærte vi det, fik respekt, og de blev næsten vores forbilleder. Angsten for lærerne, blev vekslet til respekt – hvis jeg skal svinge mig lidt op!

Alt i alt mindes jeg min skoletid med glæde, men sådan er det vel, når man kigger tilbage.

Børnelivet før og nu
Historierne er nærmest uendelige – fri leg, en lykkelig barndom! Det var det, altså. Men jeg skal spare jer for mere.

Hvis jeg skal blande lidt politik ind i det og måske perspektivere en smule og trække en linje op til nutiden, kunne jeg konkludere at børn i dag har mistet meget af den frihed, jeg her har beskrevet og som vi, eller i hvert fald jeg havde. I dag lever børnene stort hele set deres børneliv med hegn omkring sig. Det behøver ikke at betyde at de ikke har det godt og sjovt og vil sidde tilbage med ligeså mange gode minder som jeg – men sommetider kan den tanke godt komme til én at noget af friheden, pga. hele samfundsudviklingen, er taget fra dem.

Men guderne skal vide at friheden også havde sin pris. Der var ikke så mange dikkedarer. Vi lærte i børnegruppen hierarkierne at kende – om ikke andet blev de, i bogstaveligste forstand, banket ind i én, hvis man ikke lige kunne finde ud af det. Mobbepolitikker fandtes der ikke.

Jeg læste forleden en artikel om en nu voksen mand der var lykkelig og glad for at have været curlingbarn. Når han kom hjem stak han fødderne frem, så kom hans mor og tog skoene af ham – så hellere skæld ud for hul på bukserne og beskidte sko på det nyvaskede gulv. Men sådan er vi forskellige og hurra for det.

Tak for ordet, Søren. Undskyld hvis det kiksede lidt med politiker-barn-vinklen! Til gengæld tak for dit initiativ og min tur tilbage til barndommens gade J.

Med venlig hilsen Erik

 

Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post392