Indlæg

I 2. klasse på Aaker Centralskole. Jeg står trygt yderst til højre i bageste række ved siden af vores klasselærer, frøken Dam. Hun førte os ind i sprogets og skrivningens verden og lagde grunden til det, som blev min gode opgave her i livet.

Af Erik Jensen, tidl. journalist på såvel Bornholmeren som Bornholms Tidende, født og opvokset i Aakirkeby

Flytter I tilbage til Bornholm?
Min kone og jeg møder ofte spørgsmålet. Men selv om vi holder meget af vores fødeø og kommer på

Jeg skrev dagens nyheder på en lille Olivetti skrivemaskine, da jeg begyndte som journalistelev. Her er jeg blevet godkendt til den store model.

Dagbladet Bornholmerens reporter i felten sammen med fotograf Bjarne Ilsted Bech.

besøg 10-12 gange om året, så er svaret nej. Vi flytter ikke tilbage. Og nu giver Søren Wolffs tilbud om et blogbidrag mig så mulighed for at bidrage lidt til at nuancere det indtryk, den bornholmske debat ofte efterlader: Det er skrækkeligt, ikke at bo på Bornholm. Og København og københavnere, ja så bliver det ikke meget værre.

Nå, men først lidt om min tid på Bornholm, og min vej væk fra dette herlige sted.
Jeg voksede op i en stor familie med seks søskende på en lille ejendom nær Almindingen, hvor alle måtte hjælpe til med at passe den lille bedrift med en hest, fire køer, et par grise, høns, og hvad der nu ellers hørte sig til. Det menes dog ikke, vi har taget skade af det.

Avisen pakket ind

Amtsborgmester Jens K. Brandt var en af de politikere, som jeg lærte rigtig godt at kende, og som jeg satte stor pris på.

Da jeg var 15 år kom jeg i lære hos bogtrykker Hakon Holm i Aakirkeby. Selv om det synes uendelig fjernt og gammeldags, så lærte jeg bl.a. at sætte tekster i hånden med blysats. Hvert enkelt bogstav lå i en sættekasse, og så var det ellers om at få stablet de løse typer op i vinkelhagen i en fart.

Da svendebrevet som typograf var i hus, gik turen til Dagbladet Bornholmeren som journalistelev, hvor Søren Wolff var en af dem, som viste mig veje i den journalistiske verden. Min muntre svigerfar fra Hasle var Venstremand, og da han gerne ville læse svigersønnens udgydelser, gik han op til kiosken i Storegade og bad om avisen: ”Jeg vil dog gerne have den pakket ind!”

Så svigerfar var vist godt tilfreds, da jeg efter nogle år på Bornholmeren skiftede til Bornholms Tidende. Det blev samtidig indledningen på tættere relationer til en række Venstrefolk, ikke mindst amtsborgmester Jens K. Brandt, som jeg satte stor pris på. Dengang var der stadig en rød og en blå avis, og kontakten til de politiske partier var tættere. – Selv om Venstres Peter Juel Jensen nok sniger sig lidt mere ind i Tidendes spalter end tidligere, nu hvor vi nærmer os valget.

Farvel til Bornholm

I midten af 1980´erne var det slut med det bornholmske. Jeg fik job på Berlingske Tidende. Min

Regitze og jeg på vej til grundlovsmøde i Kyllingemoderen sammen med vores drenge, Søren Femmer og Kasper. Regitze skulle holde grundlovstale.

kone, Regitze, flyttede ikke med den store glæde. Hun havde godt job, var engageret i politik, bl.a. som folketingskandidat for Venstre. Vi havde bygget et dejligt hus på skrænten oven for Hasle Havn, vi havde familie og venner på Bornholm osv. Men flytte gjorde vi altså. Først til Vedbæk nord for København og siden ind til byen.

En skoleklasse på besøg på Berlingske Tidende.

Det blev til otte gode år som nyheds-redaktør på Berlingske Tidende. Med en central placering på redaktionen lærte jeg mange spændende mennesker at kende.  Ældre koryfæer som Jens Kistrup, Tom Wikborg, og Lise Nørgaard, og journalistelever som Hanne Vibeke Holst, Elisabeth Egholm, Steffen Kretz,. Jon Steffensen, Henrik Qvortrup og mange flere. Bladhuset i Pilestræde var en god og spændende arbejdsplads. Alligevel sagde jeg ja, da

Som redaktør på Frederiksborg Amts Avis mødte jeg en del af de ledende politikere. Her er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen på besøg på avisen.

Klaus Riskær i 1992 tilbød mig jobbet som chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis. Tre måneder efter min tiltrædelse gik Riskær økonomisk rabundus. Avisen lukkede. Da den genopstod, var det med Dagbladet i Ringsted som ny ejer – og jeg fik lov til at beholde jobbet som redaktør.

Tjente bønder i syv år

Jeg er født på landet og holdt af landbokulturen, så da landbruget søgte informationschef til Axelborg, sagde jeg i 1998 farvel til dagspressen. Det blev til syv hårde, men også spændende år i landbrugets højborg, Axelborg, bl.a. som taleskriver og rådgiver for Peter Gæmelke, der var Landbrugsrådets præsident.

I 2005 besluttede Regitze og jeg, at vi ville ud og se verden. Jeg sagde mit job op, og min kone fik orlov fra sit arbejde som uddannelsesleder i Hillerød kommune. I syv måneder rejste vi rundt på New Zealand og i Australien, og til sidst cyklede vi hele vejen fra Rom og hjem. Hjemme igen blev jeg leder af en ny fælles afdeling for information og marketing i Scleroseforeningen. Jeg havde gennem nogle år arbejdet som frivillig i foreningen.

Det drejer sig om Bornholm

Badensgade 20. Her nyder vi tilværelsen sammen med vores søn, svigerdatter og børnebørnene på 7 og halvandet år.

For snart tre år siden forlod jeg arbejdsmarkedet.  Jeg havde været på dette marked i 50 år, så nu var det på tide at lave lige det, jeg havde lyst til. Lysten gik i første omgang ud på at færdiggøre min bog ”Almindingen – bornholmernes skov.”  Siden er det også blevet til bogen ”De Frie Bønders Land” om de bornholmske bønders historie – og dermed bornholmernes historie – gennem 1000 år. En anden opgave, jeg med fornøjelse bruger tiden på, er at redigere de syv hjemstavnsforeningers blad, Klippeøen. Et job jeg overtog efter klummevært Søren R. Wolff i 2012.

Så, ja, det drejer sig meget om Bornholm og Bornholms historie. En af vore sønner er flyttet tilbage til Bornholm med sin familie, min mor og min bror bor i Rønne, og vi har mange venner på Bornholm. Så fødeøen er nærværende i dagligdagen. Og vi holder meget af øens fantastiske natur.

Det gode liv i byen

Forleden meddelte chefredaktør Søren Christensen, Bornholms Tidende, i en lederartikel: ”Der er for det første mange penge at spare ved at bytte tilværelsen i København ud med en adresse på Bornholm. Og vigtigere end penge: Livet på Bornholm er bare så meget mere attraktivt og sundt end storbyliv med stress og endeløse motorvejskøer.”

”Gården” ved Melstedgård dannede rammen, da min seneste bog ”De Frie Bønders Land” udkom. Og jeg fik signeret en hel del bøger.

Men vi flytter ikke tilbage. Det gør vi ikke, for Søren Christensens generaliserende bemærkninger er forkerte.

Jeg boede på Bornholm i 34 år. Nu har jeg også boet 34 år i København og omegn. Og jeg holder utrolig meget af begge steder. Vi bor i et tofamilieshus i en stille, lukket gade på Amager. Sammen med vores søn og svigerdatter og to børnebørn. Vi har 900 meter til Amager Strandpark med klitter og flere kilometer god sandstrand, vi har 100 meter til metrostationen og kan være på Kongens Nytorv på seks minutter. Vi cykler vores 20 kilometer i dejlig natur på Amager Fælled, som er fire minutter væk. Fem-seks gange om året går vi i byens forskellige teatre med vore gode venner, vi kommer jævnligt i en af landets flotteste kirker, Marmorkirken. Og befinder os uendelig sjældent i en af de beskrevne, endeløse motorvejskøer.

Kort sagt – jeg synes vi lever en god tilværelse i en by, som vi holder rigtig meget af. Så jeg tror redaktøren får langt mere stress end os, f.eks. når avisen ikke kan udkomme på grund af tekniske vanskeligheder.
Godt ord igen. Jeg synes, Bornholms Tidende er blevet rigtig god i sin opbakning til det bornholmske samfund. Men den tilbagevendende nedgøring af landets hovedstad og dens indbyggere burde man holde sig for god til.

”Tiden skriger på strik!” hed det forleden i en overskrift i Tidende. Jeg synes, tiden skriger mere på, at avisen og bornholmerne sætter mere pris på vores fælles hovedstad på samme måde, som vi herfra sætter pris på Bornholm.