Indlæg

Dengang skibe bandt Danmark sammen med Bornholm

Min gæsteskribent i dag er Bjarni Filholm, forfatter og bibliotekar. Han har skrevet flere bøger, bl.a. en del med bornholmske emner, Senest en bog om Rønne Havn. Jeg kendte hans far, Palle Filholm, der senest var stadsingeniør i Rønne, men mødte ham første gang på Rønne Havn i 1962 i forbindelse med, at han som ung havneingeniør skulle stå for etableringen af Vesthavnen, og havde siden som journalist ofte med ham at gøre. Senere oplevede jeg hans store faglige viden som medlem af først teknisk udvalg og siden plan- og miljøudvalget, da jeg i otte år var medlem af Rønne Byråd. Ud over faglig vide var en en meget lun vendelbo, der kunne bruges denne evne til at sætte ting på plads.

Bjarni Filholms levnedsbeskrivelse/CV:

Vi indleder med, at Bjarni præsenterer sig med et CV:
1952   Født i Vestmanna  på Færøerne.
1959   Flyttede med familien til Rønne på Bornholm
1964-1970  Var en ivrig og glad pigtrådsmusiker i det bornholmske musikmiljø, – var med medlem af pigtråds/beatgrupper med navne som ”Them Pioneers”, ”The Knights” og endelig ”Another New Group”.
1972   Student (nysproglig) ved Rønne Statsskole
1976   Bibliotekareksamen ved Danmarks Biblioteksskole i København.
1976   Ansat ved Frederikshavns Bibliotek
1977   Ansat ved Hjørring Bibliotek
2017   Blev 65 år og valgte at gå på folkepension efter 40 år som bibliotekar på Hjørring bibliotek.
2017 –    Skriver, bager, musicerer, snedkererer, arkiverer fotografier til færøske (og svenske) billedsamlinger, læser, og nyder friheden til ikke at skulle lave noget bestemt til helt fastlagte tider.
Samtidigt med mit arbejde som bibliotekar på Hjørring bibliotek, har jeg været lektør/litteraturanmelder ved Bibliotekscentralen i ti år (DBC) fra 1990-2000 og skrevet en del bøger om færøsk historie/søfartshistorie, bøger med bornholmske emner og dertil en række artikler til aviser og magasiner.

MINE FAMILIÆRE FORHOLD: Jeg er gift med den underskønne Mette-Lise og har tre glade børn: Karoline, Mikkel og Mathilde, som alle er voksne, fløjet fra reden og lever deres liv med kærester og børn ude i verdens vilde vrimmel.

Af Bjarni Åkesson Filholm, forfatter og bibliotekar emeritus

Jeg er blevet bedt om at være gæsteskribent på tidligere journalist Søren Wollfs blog.
Emnet, der ønskes causeret om, er Rønne Havn i forne tider i anledning af min nyudkomne bog ”Rønne havn – Øjebliksbilleder fra tresserne”.
Jeg er meget glad for på denne måde at få muligheden for at fortælle om mine indtryk af Rønne havn fra 1960’erne og min nye bog om Rønne Havn i ”gamle” dage.
Tak til Søren Wolff for invitationen.
Nu lader vi så trosserne gå og lægger straks fra land”.

Kom til Bornholm som 6-årig

Om Rønne Havn kan jeg fortælle, at den så anderledes ud end i dag, da jeg i sommeren 1959 – ombord på en af 66-bådene sammen min bror og mine forældre – ankom til øen for første gang.
Jeg var 6 år gammel.
Tidligere havde vi boet på Færøerne og i Aalborg, hvor min far, Palle Filholm som ingeniør havde haft med havnebyggeri at gøre.

En tid som ikke er mere

Et stemningsfuldt billede af kystvejen med udsigt til Frydenlund og Antoinette strandene. Dengang var det en grusvej yderst mod havet med jernbaneskinner til de smalsporede tog længere inde..

Og sådan skulle det også være i Rønne, hvor min far arbejdede som havneingeniør og siden stads- og havneingeniør. Han nærede stor interesse for havnevæsen og tog med glæde del i udvidelser og reparationer af Rønne Havn i perioden fra 1959-1989.
I den forbindelse fotograferede han en del i embeds medfør men også con amore i sin fritid.
De billeder, han tog af selve byen, Rønne centrerer sig især omkring havnen og beskriver en tid – skønt ikke så fjern – som ikke er mere.

Skibe bandt landet sammen

Det faktum var afsættet til min bog om havnen fra dengang, jeg var dreng. For her på min fars billeder, kunne jeg gense skibene, kajerne, bygningerne, gas-, kul- og oliedepoterne, bølgebryderne, pakhusene, beddingerne, redningsstationen og ikke mindst hele stemningen og miljøet nede ved havnen i tresserne, som var den ”normal-virkelighed”, jeg færdedes i.
Det, at min familie og jeg har boet ved havnebyer så som Tórshavn, Vestmanna, Aalborg og Rønne i min barn- og ungdom, har antagelig været medvirkende til min interesse for at skrive bøger om søfart og skibe, for det hele var jo lige udenfor mit vindue. Og når vi skulle rejse, foregik det almindeligvis med ruteskibe, for sådan var det jo dengang.
Skibene bandt Danmark sammen, lufttrafikken slog først for alvor igennem i slutningen af tresserne. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Kongen har jo ingen krone på

Et foto, der viser min far ved sit skrivebord på kontoret på Teknisk Forvaltning i Pistolstræde. Der er tale om yderst spartanske og enkle omgivelser. Der står 1971 bag på billedet

Men da jeg som knægt rendte rundt på havnen i Rønne alene eller sammen med min kammerater, vidste jeg ikke, at jeg engang skulle komme til at skrive en bog om den. Det var bare en spændende legeplads, hvor man altid kunne opleve noget spændende.
Kongeskibets ankomst, hvor jeg husker, at jeg blev skuffet over, at kongen ikke havde krone på, da han hilsende til højre og venstre gik ned ad landgangen. Jeg forstod, at virkeligheden ikke var som i eventyrene.
Passagerskibene kom med massevis af turister, hvoraf nogle var kønne, søde eventyrlystne piger fra både Danmark og Sverige. De lærte mig at blive forelsket og siden kunsten at længes. At stå nede på kajen og vinke farvel eller helt ude på bølgebryderen. Det var hård kost for et følsomt ungt drengehjerte.
Sejlskibene, coasterne og arbejdsprammene, tolderne i deres sorte biler. Jeg husker det.
Og lydene fra sandpumperne, passagerskibenes afgangsfløjten og tågehornets sørgmodige sang kan jeg stadig høre for mit indre øre.

Den gule badeanstalt

Havnen havde forskellige temperamenter i forskelligt vejrlig.
Om sommeren virkede den varm og venlig imødekommende med rolig sø i bassinerne og alle bygninger badet i lys. Havnebadeanstalten Den Gule var fuld af glade drenge og piger, som svømmede og dykkede og tog svømmeprøver. Mange sagde, at vandet omkring Den Gule ikke var helt rent, og det er nok rigtigt, for mange fortalte, at de havde set både det ene og det andet i det lunkne havnevand. Jeg husker, at min far havde en meget afslappet holdning til det spørgsmål: ”Den værste forurening er ikke, den man kan  se”, sagde han og var i den sag langt forud for sin tid, måske uden helt at vide det selv.
Vandet i havnen glimtede og blinkede som en kulørt glasflade, når solens stråler ramte overfladen.

Et foto, der viser min far i samtale med en anden person nede ved havnen. Man ser Hintzes Skibsproviatering oppe ad gaden. Billedet er ringe rent teknisk, men jeg har valgt det, fordi det viser min far på havnen i tresserne.

Sibirisk kulde

Om vinteren var havnen kold og forblæst med så massiv og gennemtrængende kulde, at man fornemmede, at den sad intenst i hvert eneste skibsskrog og ventende udenfor hver en bygning på at finde en vej ind gennem døre og vinduer. Selv havnens lyde af wirer og maskiner var fulde af frost og var helt anderledes end om sommeren.
Sommetider var der is på vandet inde i havnen, og farven på overfladen var ikke mere holdt i så glade farver.
Jeg husker engang en vinter, hvor min far havde taget mig med ned på Sydhavnen for at hjælpe til med at opmåle et område dernede. Jeg stod og holdt nogle rød- og hvidstribede stokke lodret efter min fars anvisninger, mens han 20 meter borte kikkede på dem gennem en slags opmålingsapparat, – og noterede tal ned på en blok. Jeg havde tykke skistøvler og varmt tøj på, men det var forbandet koldt. Mine fingre husker stadig den nærmest sibiriske kulde.
Den Gule lå øde hen og kun ekkoet af de glade børns stemmer fra i sommer kunne anes i det fjerne, hvis man lyttede nøje efter tilbage gennem tiden.

 

Med i pigtrådsorkester

Jeg var med i et pigtrådsorkester dengang, som planlagde, at ville være berømte ligesom britiske The Beatles og bornholmske The Vanguards var blevet det. Vi var så heldige, at vores musik-gruppe fik lov til at øve nede på Sydhavnen i Aakermanns Skibsprovianterings lagerbygning. Det var et hyggeligt sted, hvor vi kunne spille højt uden at genere ret mange – håber jeg. Om vinteren var der lidt koldt til at begynde med og om sommeren helt perfekt. Og når vi blev sultne eller kaffetørstige, gik vi fire glade amatørmusikere over på Sydhavnscafeteriet. Det var også et af de spisesteder, jeg kom sammen med min bror og mine forældre, når vi engang imellem valgte at tage ud at spise.
Pigtrådsbandet hed The Knights, og vi spillede mange gange både på Hotel Bornholm, Villa Nova og den daværende Ungdomsklub i Ellekongsstræde.
Jo, det var stort, men virkeligheden indhentede mig, og nogen karriere indenfor musikken blev det ikke til for mit vedkommende.

Et håndkoloreret sort/hvid fotografi af parti fra havnen med skibe i tresserne, som min far taget og efterfølgende givet lidt farve

Derimod begyndte jeg at skrive bøger samtidigt med, at jeg arbejdede i mit fag som bibliotekar. Det blev til bøger om legendariske nu hedengangne passagerskibe, nogle færøske og andre bornholmske, for eksempel bogen ”De hvide skibe”, som handler om 1866-selskabets kønneste passagerskibe.
Dernæst romanen ”Lykkepust fra Liverpool” om tresserne på Bornholm med pigtrådsmusikken, pigerne og drengene og den glade blå-øjethed, der herskede i det årti.
Senere bogen ”Tresserglimt fra Solskinsøen”, som indeholder erindringsbilleder af Rønnes biografer, svenske træhuse, spillesteder, skove og strande.

Bogen tilegnet min far

I 2018 udkom min nye bog om den gamle havn i Rønne.
At dømme efter interessen er der flere end blot mig, der finder den lokalitet og den tid interessant.
Det glæder mig og ville vist også have glædet min far, selv om han ikke var så meget for at blive publiceret og fremhævet.
Han var en beskeden og blufærdig natur, men i yderste konsekvens er det jo hans skyld, at ovennævnte bog med mange af hans stemningsfulde fotografier har set dagens lys.
Derfor er ovennævnte bog naturligvis tilegnet ham.