Indlæg

Af Bjarni Filholm, forfatter og bibliotekar

Jeg er blevet bedt om at skrive et blogindlæg om mine glade tressere, og det vil jeg meget gerne.

Bjarne Filholm i dag

Det vil naturligvis betyde, at denne beskrivelse er præget af min personlige erindring og mine personlige oplevelser i det glade årti, hvor især popmusikken fyldte meget i min verden, –  og dermed ikke en almen og objektiv skildring af tresserne.

De glade tressere eller ”tilfredsserne”, som nogen også humoristisk kalder dem. Et lykkeligt ti-år, der som et blidt men ustoppeligt bølgeslag skyllede hen over den frie vestlige verden og dermed også Bornholm.
En økonomisk fremgangsrig tid fra begyndelsen af 1960’erne, hvor man troede, at alt var muligt, – indtil drømmen sluttede i begyndelsen af 1970’erne.

De største var og blev The Beatles

Min musikalske læremester og våbenbroder Lasse Cederblad

Det var nu ikke det økonomiske aspekt, jeg havde i tankerne dengang, jeg var

Artiklens forfatter Bjarni Filholm fra det lykkelige årti

dreng og ung mand på Bornholm i tresserne. Det var popmusikken.
Det var, som om stjernerne stod i en magisk konstellation, der gjorde, at netop popmusikken var inde i en guldalder. I Liverpool og alle vegne – også på Bornholm – opstod der musikgrupper, som spillede melodiøs musik, somme tider selvkomponerede sange.
Måske ikke de første, –  men de største var og blev The Beatles.

Jeg hørte The Beatles første gang i 1963, hvor jeg var elleve år  gammel og blev ramt så hårdt og inderligt af deres musik, at fascinationen aldrig har sluppet sit tag i mig siden. Det var disse britiske lidt forkølede stemmer med Liverpool-accent, der sang om kærlighed, det var den på engang lækre og alligevel lidt rustne lyd på guitarerne, bassens stærke puls, og trommerne, der vedholdende drev musikken frem. Der var et uforklarligt lykkeflow i den blanding
Jeg var i forvejen glad for musik og sang gerne og højt med på Elvis Presleys og Cliff Richards sange, men så ”skete” The Beatles. Jeg hørte deres musik i radioen og så dem og deres fremtoning i fjernsynet. Ingenting havde gjort så stort indtryk på mig tidligere.
Intet.

Set lyset og hørt lyden – min første musikalske læremester

Heldigvis var der en dreng i min klasse på Åvangsskolen i Rønne, med hvem jeg kunne dele min musikalske vækkelse. En dreng, der også havde set lyset eller måske snarere hørt lyden.
Han hed Lasse Cederblad og boede ude på Birkevej i et af de svenske træhuse. Et meget musisk menneske, som lærte mig at lytte til musik. Ikke bare at spille grammofonplader på grammofonen og snakke samtidigt, men nej, han lærte mig virkelig kunsten at lytte.

At lytte efter Ringos trommespor, Paul McCartneys underliggende bas-figurer eller til, hvordan en George Harrison guitarsolo var skruet sammen.  Og ikke nok med det. Lasse syntes også, det var vigtigt at vide, hvad sangene handlede om.
Så han blev min første inspirerende musikalske læremester.

The Knights – forfatteren ses med hævet guitar. 1966

Lasse syntes, at vi burde lære at spille guitar, og vi fik begge et par akustiske skoleguitarer af vore forældre. Guitarerne blev købt inde i en lille musikforretning, der lå inde i St. Torvegade ikke så langt fra Nordre Jernstøberi, men på den anden side af vejen.
Der var ingen musikskoler dengang, – man kunne til nød gå til undervisning i klaver- eller violinspil i privat regi. Men der var ikke,  efter min viden, – et sted på øen, hvor man kunne tilmelde sig et kursus for at lære at spille guitar.

Brevkursus af Jørgen Ingmann

Lasse og jeg fik fat i et brevkursus af Jørgen Ingmann

på i første omgang 12 lektioner i kunsten at spille guitar. Det var egentlig imponerende let at gå til og tilmed lærerigt. Samtidigt lærte vi en hel del af Lasses storebror, som kunne spille guitar. Dertil kom, at vi færdedes blandt en flok andre unge Rønne-drenge, som også var bidt af den ”hellige” guitar, så vi lærte af hinanden.
Vi var indædt motiverede, kunne efterhånden ”aflytte” en pop-sang og gjorde med tiden så store fremskridt, at vi snart kunne danne en pigtrådsgruppe sammen med to andre drenge. Det første band, vi var med i, hed ”Them Pioneers”. Siden blev det ”The Knights” for mit vedkommende og senere igen ”Another New Group”(1967-1970) sammen med blandt andre Lasse.

Another New Group. 1968

De mest kendte og  – efter min personlige smag – også mest velspillende bands på Bornholm var i den periode ”The Vanguards”, ”The Shylocks”, ”The Shouts”, og ”Les Sharons”. Men der var mange andre gode orkestre på øen dengang. Ingen yderligere nævnt – ingen glemt.
Kendte populære danske pigtrådsorkestre gæstede også ofte til Bornholm. Peter Belli og Les Rivals, The Defenders, Hitmakers og Matadorerne.
Og The Hollies og The Kinks fra England gav også koncerter på klippeøen. Det var mageløst. Der var på et tidspunkt endda skriverier i den bornholmske dagspresse, der luftede muligheden for, at The Beatles kunne hyres til en koncert i Aakirkeby. Jo, jo true story. Det stod jo i avisen.

Mange spillesteder med levende musik i Rønne

Plakat for bandet Another New Group. Lasse Cederblad var kunstneren bag art-nouveau-kunstværket.

Det var alt sammen før diskotekernes tid.
Der var levende musik i ungdomsklubberne og på hotellerne flere aftener om ugen. På øens vel nok

Avisannonce hvor Another New Group står nederst blandt de listede grupper. Bemærk i øvrigt at arrangørerne havde sørget for gratis busser til arrangementet, mens der ikke ses nogen busser, der kører retur

mest berømte og berygtede spillested ”Hotel Bornholm” også kaldet ”Borgen” var der pigtrådsmusik torsdag aften, fredag aften, lørdag aften, søndag eftermiddag og søndag aften i nogle perioder.
Samme tidspunkter kunne der være pigtrådsmusik-arrangementer ude på Villa Nova og ”Industrien” også kaldet ”Strien” samt flere steder ude på øen. Nogle gange var der tilmed både pop- og jazzbal på to forskellige spillesteder i Rønne på samme aften.
Der var et levende og sprudlende musikliv på Bornholm dengang, og mange bands havde nok at lave.
I weekenderne var der liv i gaderne blandt ungdommen

Også byens forretninger afholdt ind imellem en slags koncerter om eftermiddagen. Særlig husker jeg en tøjforretning på Lille Torv, som havde hyret Povl Dissing til at optræde med sit hit: ”25 minutter endnu”. Jeg kunne godt lide Povl Dissing. Han var en af de få danskere, som kunne synge blues på dansk.

Bade eller i biffen

Når man ikke var i skole, øvede nye sange med sit band eller var ude for at høre The Vanguards

Sidst i tresserne kom hashen til øen. Her en situation fra Rønnes gader skildret af Margrethe Manley i en samtidig skitse.

spille til friluftskoncert på Galløkken, så kunne man gå på Antoinettestranden nord for Rønne og solbade og købe en is i kiosken om sommeren, cykle op på Nordlandet for at bade fra klippene eller se film i en af Rønnes to biografer Rønne Bio og Rådhusteatret. Der var almindelige aftenforestillinger men også eftermiddags- og midnatsfilm på programmet. Det var meget forskellige slags film, både hvad angår genre og kunstnerisk niveau. Det var en interessant og sjov proces at finde ud af, hvilke film man kunne lide og hvorfor. Jeg kunne bedst lide musikfilm med Beatles, Cliff Richard og Elvis Presley dengang.

Provokerende briller – og så i Klemensker

Det var en frigjort tid, hvor der blev stillet spørgsmål ved mange ting og traditioner, som ellers havde ligget helt fast i mange-mange år.
Drengene fik langt hår, gik i stribede bukser og chelseaboots med høje hæle.
Pigerne gik i meget lårkorte kjoler, med klædelige pandebånd og i smukke lædersandaler, der skulle snøres hele vejen op ad underbenene.
Jeg var selv tidligt ude med både langt hår og moderne beklædning. Mine forældre var ikke vilde med tressermoden.
Heller ikke alle unge kunne lide de nye strømninger. Lasse og jeg havde hver fået et par runde sygekassebriller med blå glas, som vi var noget stolte over.
På grund af disse briller blev Lasse og jeg engang nødt til at flygte fra Klemens Kro ad bagdøren, da nogen andre gæster i krostuen ville give os tæsk på grund af de ”provokerende” blå briller, vi havde på.
Og det var på en almindelig hverdags eftermiddag.

Masseslagsmål

På Borgen eller de andre spillesteder kunne man også risikere at få nogen på hovedet, hvis man ”provokerede” nogen med sit lange Beatles-hår.
Og det var heller ikke sjældent, at der var masseslagsmål inde i salen eller udenfor på gaden foran Borgen. Det var almindeligvis ikke på grund af blå runde briller, men havde oftere noget med for meget spiritus og kvinder at gøre.
Her i 2018 tænker jeg på, hvordan det må have været at være nabo til eksempelvis ”Borgen” dengang med høj pigtrådsmusik mange aftener om ugen og slagsmål ude i gaden.
Det skænkede jeg ikke en tanke, dengang jeg var yngre og bare nød musikken.

P-piller, billedporno og fri abort

Pigerne og drengene: Der var også oprør mod de normer, der tidligere havde været god latin, når det angik kærlighedslivet. Der kom ustandseligt erotisk vovede bøger og film i perioden, som inspirerede de unge til at forholde sig mere frit til kærligheden og bryde de tidligere mere snævre rammer for erotisk udfoldelse. P-pillen kom på markedet i 1966, billedpornografien frigivet i 1969 og den fri abort var i sigte  – ganske vist først i 1973.

Jeg kan huske, at jeg syntes godt om Provo-bevægelsen som opstod i Amsterdam i Holland i midten af 1960’erne. En anarkistisk skør, men upolitisk bevægelse, som introducerede begrebet happenings for mig. Siden kom hippierne i 1967, som dyrkede fri sex og var inspireret af indianske og indiske kulturer. Og med hippiebevægelsen fulgte en ny form for beatmusik. Lasse og jeg kunne også godt lide hippierne til at begynde med. Vi drenge gik såmænd også med indianer-pandebånd og fik malet tårer, hjerter og stjerner på panden og kinderne med vandfarver.
I begyndelsen var det langtfra alle de unge i Rønne, som var optaget af disse nye ting og strømninger. Men nogle af øens unge mennesker var inspireret af alt det, der skete og måtte tåle at blive råbt af på gaden og kaldt ikke særlig pæne ting. Sådan var det overalt i den vestlige frie verden.

Mine forældre abonnerede på Søndags Politiken, hvor forfatteren Leif Panduro skrev sjove og ironiske kronikker. Her gjorde han grin med småborgerlighedens Danmark.
Unge mennesker spillede guitar på Strøget i København og unge kunstnere malede med kridtfarver på fliserne inde på Strøget i København. Jeg syntes, at det var så spændende, med alt det der skete i verden udenfor vores lille ø.

Store stygge Storkespringvand og Snegelspringvandet i Rønne

Vi havde også hørt om det store stygge Storkespringvand, hvor de unge langhårede rebeller samledes i København, – i Rønne havde vi vores eget Sneglespringvand inde midt på Store Torv. Her mødtes så de autodidakte musikere, skønånder og andre, der følte sig i sync med tidens strømninger. Det var almindeligvis hyggeligt, undtagen når ballademagere kom forbi og følte sig så provokeret af de unge ved springvandet, at de følte sig nødsaget til at uddele øretæver.
Jeg tror også, at nogle af os forsøgte at tegne billeder på fortovene inde i byen ligesom vore københavnske inspirationskilder.

The Vanguards, Dette foto og det, der pryder øverste del af siden er venligst udlånt af Jens Aagesen og hans hjemmeside 

Lasse og jeg mødte også mange søde piger. En af dem blev jeg kæreste med. Hun var sød, køn og meget belæst. Hun introducerede mig for den engelske digter William Blake og den russiske Dostojevskij. Og så kunne hun analysere Jim Morrisons tekster på en sådan måde, at jeg forstod dybden i hans lyrik.

Koncerter på Privatskolen

Hun gik på Privatskolen i Rønne. På netop den skole blev der afholdt nogle såkaldte Boom In arrangementer, hvor mit band Another New Group fik fornøjelsen at spille flere gange. Der kom i hundredvis af unge bornholmere til disse koncerter. Vi spillede højt og måske også godt, men hvem kan huske det efter alle disse år?  En aften blev vi lovet tæsk af de lokale (plastic) rockere. Det var ikke behageligt, men de fleste af os slap uden større skader.

”The Dream is Over”

Det var i slutningen af tresserne, så hashen havde holdt sit indtog også blandt den bornholmske ungdom, hvad man også tydeligt kunne lugte, når man kom ind på scenen i salen, hvor publikum, sad og ventede på at høre bandet spille.
Da uskyldigheden forsvandt, hippier blev til flippere, Beatles ikke gad at lege med mere og gik i opløsning, og der gik for meget fjolletobak, politik, og det der var værre i den, så gad jeg heller ikke mere. Det føltes sandt, når Lennon sang ”The Dream is over”.
Så var der heldigvis musikken tilbage, og den gad jeg stadig godt – og det har jeg gjort lige siden, selv om min musikalske formåen er blevet lidt rusten.
Tresserne var et heldigt år-ti at vokse op i på Bornholm. Jeg husker det som en lang blandet oplevelse på godt og ondt.
I retrospektiv forekommer det mig, at solen ofte skinnede ned over Rønnes gader, strandene strakte sig nærmest uendeligt nordpå, pigtrådsmusikken strømmede ud fra Borgen, Strien og Villa Nova næsten hver aften, og Beatles var de venlige stemmer, som fulgte mig hele vejen hjem nordpå ad Store Torvegade.
Jeg lever ikke for tresserne men lever med tresserne med alt det, jeg samlede op min erfarings-rygsæk dengang.
Og skulle nogen efter læsning af denne tekst have fået lyst til at læse mere om ungdommen på Bornholm dengang, så har jeg i al beskedenhed skrevet en lille roman om samme emne. Den hedder: ”Lykkepust fra Liverpool” og kan stadig købes/skaffes i boghandlerne eller lånes på biblioteket.

Og som vi jo alle ved: The beat goes on and on…