Indlæg

Kystbyen Hasle før og nu  

Af Arne Ipsen, journalist og forfatter, født og opvokset i Hasle

Min gamle ven og fagskolekammerat på Journalisthøjskolen Søren Wolff opfordrede mig til at skrive en artikel om udviklingen i min fødeby Hasle fra min barndom i årene omkring 1950 til i dag. Søren bor jo i Aakirkeby, og henvendelsen fremkaldte også varme minder fra byen inde i landet.  

Fra efteråret 1958 fik jeg under typografuddannelsen en periode hos bogtrykker Axel Larsen i Aakirkeby. Det er godt at komme ud og opleve nye steder. Og det havde måske en særlig betydning i efterkrigstiden efter Anden Verdenskrig. Min hverdag havde hidtil været koncentreret om Hasle og Rønne. Den 21 kilometer lange knallerttur gennem Nyker og Almindingen og ikke mindst Aakirkebys hverdag gav nye oplevelser. 

Som 17-årig arbejdede jeg med ”Rytterknægten”, talte med forretningsfolk, lavede annoncer og notitser med løse typer og kørte færdige aviser på budcykel til stationen. Et varieret arbejde, og en dejlig tid i en karakterpræget købstad. Larsens bogtrykkeri må have været et godt lærested. For en lærekammerat, Ole Marker, blev teknisk leder, layoutchef på ugebladet Hjemmet.

Under udarbejdelsen af den følgende historie om Hasle er det øvrige, dejlige Bornholm også i baghovedet. Sydbornholm med Aakirkeby skal så vidt muligt besøges, når turen går til fødeøen.

Hasle i 1950’erne 

Efterkrigsårene var en sammenbidt genopbygningstid. 1950’erne er blevet kaldt et iskoldt årti. Mange bornholmske byer var i nogen grad isolerede. Der var knaphed på råvarer og rationeringsmærker på dagligvarer, en ordning, der blev ophævet i 1952. Men den amerikanske Marshall-hjælp på 13 milliarder dollars til 16 europæiske lande i 1948 var en god håndsrækning. Og de  bomberamte bornholmske byer fik træhuse, gode familiehuse, som en gave fra Sverige. 

Der gik dog mere end 10 år efter befrielsen, før Danmark begyndte at komme økonomisk på fode. Ved indgangen til 1960’erne var den økonomiske stagnation vendt til ekspansion. Efter alle disse triste fællesminder skal det pointeres, at 1950’erne også havde præg af nærhed og vilje til at give hinanden opmuntringer og en hjælpende hånd. 

De danske provinsbyer har åbne, børnevenlige omgivelser. I Hasle havde vi ikke lang vej til tumlepladserne omkring silderøgerierne, i den lille, dengang tætbevoksede park lige før vandrehjemmet og i skoven ved sydstranden. Det gik livligt til, når vi legede røvere og soldater. Men vi mindede altid hinanden om, at vi skulle være hjemme kl. godt 16 og høre radioens børnetime, der altid blev indledt med: ”Goddag, allesammen!” Det var også opmuntrende med de ugentlige korprøver i mit barndomshjem. Så kom der forskellige, men altid glade mennesker. 

I gaderne kunne vi spille rundbold. Der kom ikke så mange biler dengang, og vi vidste jo nogenlunde på hvilken tid mælkevognen og på hvilken dag grøntvognen kom. I de bornholmske byer boede stort set alle familier, også enlige mennesker, i eget hus. Ikke altid store, men familierne indrettede sig godt. Det var tilladt at have hønse- og andegårde i byhaverne. Det var der mange, der benyttede sig af, og kartoffeljorden optog en stor del af haven. 

Når vi tænker tilbage i tiden, så er det som regel, og lykkeligvis, de lyse minder, der dominerer. Og de mange slags håndværk og byernes mange specialbutikker kunn
e sætte lidt kulør på hverdagen. I Hasle havde den centrale del af hovedåren Storegade 11 specialbutikker foruden en blikkenslager og et cykelværksted. I dag er der kun halvt så mange butikker – men et supermarked i hver ende. Længere tilbage i tiden var der en købmand i næsten hver gade. 

Købmandsgårdene

Byen havde engang tre købmandsgårde. De to af dem blev afløst af supermarkeder. I 1950’erne skød supermarkederne jo frem rundt omkring i landet og fortrængte købmandsgårdene. Den ældste af dem i Hasle, Grønbechs ved Storegade, er mindst 350 år gammel og har ændret skikkelse nogle gange, siden købmanden, og frihedshelten fra 1658, Jens Kofoeds dage. I 1908 blev købmandsgården til Grønbech & Co. A/S. De flotte bygninger er lykkeligvis bevaret efter de seneste års ændring til supermarked mod Storegade og udstillingscenter i gårdbygningerne. 

Lidt længere mod syd dækkede Tranbergs gård en ”byholm” omgivet af tre gader. Ejendommen var købmandsgård fra 1868 til 1968, hvorefter den sidste købmand, Holger Tranberg, blev kaffegrosserer. Det var den mindste af byens købmandsgårde, men lige så populær som de øvrige, ikke mindst på grund af den godmodige Holger Tranberg. Senere blev der indrettet solcenter i hovedbygningen og bygget ældreboliger på lagerbygningernes plads.

Brugsen lå mod nord, på hjørnet af Nygade og den brede Pilestræde. Fra 1913 til 1966 var ejendommen en god gammel brugs med gårdskarle. Her foretog min familie størstedelen af indkøbene i en butik med snurrende kaffemøller og vægtskåle. På gårdspladsens toppede brosten rumlede hestekøretøjerne, og mølleriets Ludvig Vejdiksen var en gemytlig mand, som taget ud af en dansk hyggefilm. Vi ser ikke mere fra Storegade den gamle brugs’ kamtakkede gavl fra 1860’erne. Men ejendommen blev ombygget til gode ungdomsboliger. 

Bylandbrugene 

Bylandbruget, avlsbrugergårdene, prægede Hasle i 1950’erne. Byen var engang domineret af avlsbrugene. En avlsbruger, Christian Hansen, der nedskrev byhistorie, fortalte mig, at byen i hans ”bællatid” omkring 1900 havde 17 ejendomme med hver mindst to heste. Dertil kom nedlagte avlsbrug, f.eks. Skovgaarden, der blev til Hotel Hasle. Og der var landbrug hos håndværkere. Når byrådet i sin tid skulle træffe beslutninger om planlægning i Hasle by, så blev avlsbrugerne hørt i sagerne. Disse bybønder var i høj grad med til at bygge og udvikle deres by med liv og sjæl. 

I 1950’erne havde byen otte avlsbrug i aktivitet. Vi så daglig i visse gader avlsbrugerne komme trækkende med en flok køer. Vi børn kunne altid få et feriejob hos en avlsbruger. Jeg har selv, mens jeg ventede på at komme i læreplads, deltaget i høstarbejde og læsset roer på en hestevogn. Når efterårsferien nærmede sig, gik vi til en avlsbruger og bad om at få en stor roe. Den udhulede vi og satte et stearinlys i bunden. Derefter mødtes vi i gaderne om aftenen med en roelygte i snor.

Et særlig historisk spændende avlsbrug var gården i Kirkegade lige syd for borgerskolen. Der boede i min barndom tre søskende Kofoed, der var gået på pension. Elisabeth ordnede husholdningen, Hans Christian levede ret tilbagetrukket, men læste meget, både bøger og landsaviser, som familie smed ind til ham. Så han havde en stor viden om både kunst og videnskab. Han er interessant at snakke med, sagde mennesker, der nu og da kiggede indenfor.

Den yngste, Carl, var meget udadvendt. Han deltog i alle større arrangementer i byen, gik til kirkekoncerter og cyklede ofte om søndagen til traktørstedet ”Skovly”, hvor han så på robådssejladserne på søen og nød den levende wienermusik fra tribunen. 

Begge de to brødre havde været korsangere. Der lød ofte musik fra gården i Kirkegade. For huset havde en batteriradio, men uden elektrisk belysning næsten til det sidste. Der måtte ikke ændres for meget på bygninger og indretning af den gård, som den kendte oldefar, Søren Høeg, havde udviklet fra hus til en stor gård omkring 1840. Høeg var Bornholms første kartoffelavler. Han fik Det kongelige danske Landhusholdningsselskabs sølvbæger for veldrevet landbrug. I Landbohøjskolens arkiv fandt jeg selskabets maskinskrevne begrundelse for hædersbevisningen. Teksten opridsede hele Søren Høegs livshistorie, så jeg havde stof til en historie om ejendommen. 

Gården måtte i 1968 vige pladsen for skolens udvidelse mod syd. Men mange historiske dokumenter blev reddet og sikret. Og vi var nogle stykker, der beklagede nedrivningen. Her kunne der indrettes et avlsbrugsmuseum. Flere gamle avlsbrugergårde er bevaret i Hasle. Og førnævnte Christian Hansens gård i Grønnegade blev omkring 1980 omdannet til feriecentret ”Vendelbogården”. Takket være en af Hasles farverige ildsjæle, nordjyden Søren Andersen, boghandler og turistchef, kendt som ”Søren Boghandler”.

Havnen og fiskerne

Det skal også pointeres, at min sidekammerat i skolen og legekammerat, Bjarne Boss, kunne formidle spændende indtryk udefra. Hans forældre, Anna og Svend Boss, var det første bestyrerpar på Hasle Vandrehjem fra 1948, hvor vandrehjemmet blev opført af tidligere tyskerbarakker ved Levka, og ca. 30 år frem. Faren tog, sammen med chauffør Ove Jensen, initiativet til, at vandrehjemmene ikke kun holdt åbent i sommertiden, men kunne tage imod skolebørn på lejrskole den øvrige del af året. De blev landskendte for initiativet. 

Bjarne havde som dreng den morsomme oplevelse at blive bydreng for en københavner, der var i Hasle Havn med sit meget store lystfartøj. Manden viste sig af være selveste skibsreder A.P. Møller, som fik en god snak med fiskerne ved Stenbordet. 

Når vi nu er nået til havnen, så skal det nævnes, at Hasle havde to markante folkegrupper: Arbejderne, der i en lang række cyklede til og fra Hasle Klinker & Chamottestensfabrik lidt uden for byen, og de stoute fiskere. Klinkerfabrikken lukkede i 1990’erne og antallet af fiskere blev stærkt reduceret i sidste del af 1900-tallet. Den gamle fiskertype er der ikke mere, en enkelt fisker, 93-årige Knud Finne bor dog i Hasle, men pladserne omkring Stenbordet er tomme.