Pressefotograf

Indlæg

Et snapshot fra Bornholmeren

 

Af Anita Corpas

Når jeg tænker tilbage til mine yngre dage på Bornholm, så var det en herlig tid med en masse fest og solskin. Jeg var vel det, man dengang kaldte vild og utilpasset. I dag ville det nok have udløst en bogstavskombination.
Man kan så causere lidt over, at den ENTP karakterdom jeg år senere får i Myers-Briggs forud for et lederjob til gengæld anses for lidt af en kongeprofil.

Jeg er så heldig dengang, at jeg lærer to helt særlige mænd på Bornholm at kende. Og jeg er endda yderligere så begunstiget, at de to mænd kender hinanden.

Den ene er socialkonsulent John Krone Larsen, der tilbage i 1985 sætter sig i den brune besøgsstol i okselæder hos den anden mand, jeg kommer til at kende; chefredaktør Søren Wolff på Dagbladet Bornholmeren.

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

En passant kan jeg i øvrigt lige tilføje, at okselæderstolen er den oprindelige redaktørstol fra Bent Øbergs tid, og den står i dag hos mig.
(Stolen er meget ældre, og både chefredaktørerne N.C. Nielsen og H. Larsen Bjerre, Søren Bertelsen, Bent Øberg, Niels Lindén og jeg har siddet i den, mest i afslappede stunder. Måske har endda også været anvendt af den navnkundige stifter af Bornholms SocialDemokrat, senere borgmester i 25 år Niels Nielsen, der har fået opkaldt en vej i Rønne efter sig. Og hvis det er tilfældet har den også været benyttet af avisens første redaktører fra begyndelsen af 1900-årene C.N. Hauge og Hans Rasmussen, der begge senere endte i folketinget, Hauge bl.a. som minister i den første Stauning-regering i 1924 og Rasmussen som Folketingets formand. Da jeg blev redaktør i 1984 lod jeg det meget slidte, sorte okselæder udskifte med det brune, som Anita omtaler. SW tilføjelse)

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

Praktik på TV Bornholm
Der i midtfirserne har A-pressen fået sendetilladelse til at lave TV Bornholm, som er indrettet i micro-lokaler ovenover den gamle rotationspresse i Bornholmerens gård i Storegade. Oppe under taget huserede her en god blanding af halvstuderede røvere og idealistiske journalister venligst udlånt fra Dagbladet Bornholmeren.

John og Søren flikker et praktikforløb på TV Bornholm sammen til mig, og jeg får lov til at lave alt fra kaffe til at køre ud med det store umatic-TVudstyr og producere vejrbilleder eller fungere som fotograf under interviews med fx Bornholms største fiskebaron.

Stationen er drevet af pionerånd og stemningen er ”fake it till you make it”. Mange år senere erfarer jeg, at man ser lidt skævt til os, fordi vi møder sent, går i afslappet tøj og ligner nogle, der har det alt for sjovt.

Jeg får i øvrigt skærm-premiere, da Steen Norén, som oprindeligt er teatermand, vil have mig til at lave intro til en udsendelse med Elsa Schellkonoff, hvilket udtales mere i retning af stelkonof.

Men jeg bliver ramt af lampefeber, og trods 32 takes, kan jeg stadig ikke udtale hendes navn rigtigt, og jeg bliver kasseret som skærmtrold. Godt det samme, for jeg husker, at jeg havde en hel joggingdragt i pink på den dag.

En morgen får vi besøg af Danmarks Radio. De kommer ovrefra, som man siger. Det rigtige TV. I dagens anledning har vi flottet os og købt lidt rundstykker. Men vi måber nu alligevel lidt, da det vælter ind med 14 mand. Det var dengang, hvor der var overenskomstaftaler fra alt fra den, der bar kameraet, til den der kiggede i det…

Når jeg tænker tilbage, burde jeg også have måbet lidt mere, da den verdensberømte skuespiller Max von Südow en dag sidder i det lille forkontor på stationen oppe under taget og venter på at komme i studiet. Men han er bare en gammel mand. Det er alle over 40 dengang. Det er man stadig, forstår jeg på min søn, som snart bliver 20. Du er gammel, kan han sige til mig – helt uden at blinke.

Englevagt om elevplads
Et år senere får jeg en mulighed, som kun kan skyldes, at der står englevagt omkring min person i disse år. Den dag i dag er det med den største taknemmelighed, jeg tænker på, at jeg fik læreplads som pressefotografelev på Dagbladet Bornholmeren.

For jeg anede intet om at fotografere.

Anita som ung fotograf på Bornholmeren

Bornholmerens gamle pressefotograf Gert Jørgensen hjælper mig. Det er jo analoge tider, hvor man tager billeder på 36-rullers kassetter.

Gert fortæller mig, at han engang som ung fotograf så en mand kaste sig ind i en brændende lastbil, og som får lastbilen kørt ud til en sportsplads, hvor den brænder ud. Gert har taget de mest fantastiske billeder af hele sceneriet, fortæller han.
Men da Gert kommer hjem i mørkekammeret, opdager han, at der slet ikke er film i kameraet….

Jeg glemmer aldrig siden nogensinde selv at putte film i mit kamera.

Modtog Anker Jørgensen med gidsler
Blandt de mindeværdige fotoopgaver på Bornholmeren må nok fremhæves vores tilstedeværelse i Kastrup Lufthavn, da daværende statsminister Anker Jørgensen (S) i 1990 vender hjem fra Bagdad med 16 gidsler.

Journalist Jette Kold og jeg er udsendte, og som den eneste journalist i landet har hun ikke blot lokaliseret, at der er en bornholmsk familiefar blandt gidslerne, hun har også en aftale om interview.

Da flyet fra Bagdad efter timers forsinkelse omsider lander langt ud på natten, skal pressefotograferne eskorteres ud på forpladsen.

Security vil vide, hvor mange der vil med derud. Der bliver råbt, at der er 6 fra Polfoto, 3 fra Nordfoto, Berlingeren, Ekstra Bladet, BT…. Bornholmeren råber jeg lige så højt, jeg kan. Der bliver helt stille, og alle vender sig vantro om.

Dengang er der ikke mange kvindelige pressefotografer i faget. Og jeg er tilmed ikke ret høj. Til gengæld var mine mandlige kolleger meget hjælpsomme og galante. De gav mig både gode råd og hjalp mig frem i rækkerne. Jeg er ikke sikker på, at det var gået sådan til i dag.

Senere er færgen sejlet og det sidste fly fløjet. Min mor arbejder i briefing i Rønne Lufthavn og skaffer os i stedet hjem på to klapsæder i postflyveren, så vi kan få historien med i dagens udgave af Bornholmeren.

Vi udviser endda kollegial storhed og tager en rulle film med hjem til øen til vores kon-kolleger på Bornholms Tidende.

Avisudklip fra Bornholmeren. Anita er i gang med at fotografere til et modetillæg i den gamle rotationshal på avisen, efter at den nye trykmaskine i Højvangen i Rønne er blevet taget i brug.

Fagbevægelsens rolle
Dét der får allerstørst betydning for mig i de år, udover min uddannelse naturligvis, er fagbevægelsen.

I disse år støbes min bevidsthed omkring solidaritet og kollegialitet. Og jeg oplever de allerbedste rollemodeller blandt mine kolleger på Dagbladet Bornholmeren.

Når der fx fordeles lønpuljer, så afstår de ældre og bedre lønnede kolleger fra at tage del i festen, men bruger i stedet puljen til at hæve os elever og lavestlønnede.

Hvad der kunne have givet alle 25 kroner mere i løn – giver i stedet os elever måske 2-300 kroner mere. Og det var jo en formue dengang.

Jeg bliver talsmand for fotograferne og medlem af medarbejderforeningen på avisen. Der er særligt rav i den i slutningen af Søren Wolffs regeringstid, hvor Bornholmeren i stadig højere grad bliver underlagt Aktuelt og stadig mere topstyret fra København.

En af Bornholmerens journalister modtager ganske uventet en fyreseddel. Det er bestemt overfra, får vi at vide. Medarbejderen har end ikke fået en advarsel.

Medarbejderne i oprør
Medarbejderforeningen er i oprør. Alle er enige om at stå sammen i den her situation. Sådan noget gammeldags noget gjorde man dengang.

Vi har Dansk Journalistforbund i ryggen, da vi kaster os ud i en samlet skrivelse til ledelsen på Aktuelt i København. Vi forlanger, at fyringen bliver omstødt til en advarsel. Til gengæld er der en vis, ja, hvad skal man kalde det… en vis tøven ved at være dén, der underskriver brevet.

Havde jeg været knapt så fandenivoldsk eller bare ældre eller måske bare bedre begavet, havde jeg nok ikke meldt mig.

Jeg glemmer aldrig det møde, hvor denne kvinde, der i øvrigt 20 år senere bliver Danmarks største mediemogul vender sig om mod mig og konfronterer mig med, at JEG har skrevet et brev til HENDE. Jeg er kun 21 år, mens hun allerede dengang er ret stor.

Jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke husker mere af det møde. Men vores kollega bliver ikke fyret – kun advaret.

På den baggrund har jeg altid beundret fagbevægelsen og fornemmet, hvad det er, den kan udrette, når blot medlemmerne står sammen og solidarisk tør stå modgang igennem. Men i dag føles det nok mere som om, at minderne er stærkere end virkeligheden egentlig længere kan bære.

I hvert fald kan det godt virke rystende, at fhv. økonomidirektør i Københavns Kommune; Claus Juhl på årets Folkemøde giver udtryk for, at det er fagbevægelsen, der bremser udviklingen i den offentlige sektor med sin rolle som kamporganisation. Han hævder, hvis fagbevægelsen opførte sig på den samme måde i det private, ville virksomheder dø.

Jeg tror nu, at man undervurderer det private erhvervsliv, hvis man tror, at demonstrationstog og arbejdersangbog gør arbejdsgiverne pigesure.

For at sige det som det er, så er fotograffaget en mandeverden. Tonen er rå, opgaverne ind imellem barske, og vittighederne kunne helt sikkert have givet luft til #MeeToo-bølgen.

Skæve og sjove mennesker
Men Bornholmeren er en magnet for skæve sjove mennesker. Mange af os er venner i fritiden. Vi diskuterer fagpolitik, pressekvalitet og Bornholmerens overlevelse uafbrudt…som i konstant og hele tiden.

Da Søren Wolff i 1991 vælger at opsige sin stilling og gå som bladets chefredaktør, er det som om Bornholmeren mister sit solide anker. I tiden derefter fejres 90-års fødselaren med relanceringer, makeovers og sorte overskrifter så store som Jesu’ genkomst. Men Bornholmeren har slagside og tager vand ind i større fart, end medarbejderne kan ro. Og det til trods for, at vi er mange, der elsker vores arbejde og vores avis.

Når jeg sidenhen er stødt på kolleger, der har arbejdet på enten Bornholmeren, Ny Dag eller Aktuelt, så taler vi straks sammen, som kender vi hinanden i forvejen. Som om vi altid har kendt hinanden.

Faktum er, at det er et slægtskab at have arbejdet på en af A-pressens udgivelser. Vi er ikke bare kolleger. Vi er familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anita Corpas og Bjarne Hansen skal ud i sommerlandet i 1991. Bjarne (i dag Bjarne.nu) skriver og Anita fotograferer.