Indlæg

Der har jeg rod, derfra min verden går…

Af Aage Hansen – ingeniør og traventusiast

3. B i 1956-57 på Borgerskolen i Nexø

 

 

 

 

 

 

De geografiske og genetiske rødder betyder meget for mig. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og mine forfædre i mange generationer var bornholmske bønder. Min far var landmand, måske mere af tradition end af lyst, og han havde den på hans tid almindelige uddannelse fra landbrugsskole og højskole, men både ham og flere af hans søskende havde boglige interesser og evner. Den ældste i flokken blev da også læge, men der var nok ikke råd til, at de øvrige kunne få universitetsuddannelser.
Min mors familie havde hjertet mere med i landbruget, og de var alle meget hesteinteresserede. Bryllupsgaven til min far og mor fra min mors forældre på Hjortegård i Pedersker var en skimlet frederiksborghoppe ved navn Lise. Hun fik senere præmie som skuets bedste hoppe på dyrskuet i Almindingen. Derimod var mors familie ikke så bogligt interesserede, og det tog min far helt fejl af, da han forærede min mor en digtsamling med navnet Sti og Stjerne. Hun har selv fortalt mig det, og hun fik vist aldrig læst de digte.

Først Borgerskolen, så Mellemskolen

1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole 1959

Egentlig skulle jeg have gået i skole i Bodilsker, for mit fødehjem, Slamrehus, var i Bodilsker, men jeg fik lov til at bytte med en, som hørte til Nexø, og derfor gik jeg i 1. til 4. klasse på Borgerskolen i den bygning, som senere blev til Nexø Sømandshjem og som nu er domicil for Nexø Frikirke.

Efter 4. klasse sprang jeg 5. klasse over og begyndte i 1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole. Det krævede, at jeg skulle bestå en optagelsesprøve, hvor pensummet i regning for 5. klasse indgik, herunder brøkregning. Det pensum gennemgik min regnelærer, Sofus Strandsted, for mig ved en enkelt enetime, hvorefter jeg gik op til optagelsesprøven. Så va dænj klârad.

Fra 1. mellem fik jeg således nye klassekammerater, men flere af lærerne var de samme på de to skoler, og jeg havde et godt forhold til alle lærerne. Det er synd at sige, at det samme var tilfældet for mange af mine kammerater. I en Facebookgruppe om Nexø historiske billeder dukkede der i 2014 mange skarpe kommentarer op om nogle af disse nu afdøde lærere, som jeg syntes var dygtige, men som andre åbenbart anså for at være uduelige og for en enkelts vedkommende ligefrem psykopat.

Lærerne på Mellem- og Realskolen i 1959

I 1960 åbnede den nye skole på Kong Gustavsvej, og dermed nåede jeg at gå på alle de tre skoler i Nexø: 1. – 4. klasse på Borgerskolen, 1. – 2. mellem på Realskolen og 3. – 4. mellem på skolen på Kong Gustavsvej, som nu heddder Paradisbakkeskolen.

Hestene og travsporten i min barndom

Markarbejdet på Slamrehus blev udført med heste indtil vi, da jeg var 8-9 år gammel, anskaffede en traktor, en Nuffield. Vi havde normalt en forkarl ansat og lejlighedsvis en daglejer. Vi børn hjalp naturligvis til med høstarbejde m.v. Arbejdshestene beholdt vi i nogle år, men efterhånden blev de afløst af travheste i stalden.Barndomshjemmet, Slamrahus i Bodilsker – lige udenfor Nexø

Isak – verdens bedste hest

Det var han ihvertfald i mine øjne, da jeg var 12 år gammel. Min bror, Paul, lejede ham i 1958 af direktør Viggo Larsen, Stald Majestic, og Isak blev dermed den første avlshingst opstaldet på Bornholm. Isak var med 41 sejre en af sin årgangs bedste heste, selvom han var uheldig i Derbyet. Han var en meget intelligent hest med udstråling næsten som en araber.

Aage og Isak

Travheste og travsport var noget nyt på Bornholm på det tidspunkt, og jeg havde aldrig været på en travbane før, da Paul og jeg blev inviteret af Viggo Larsen til nogle dages ophold hos ham i villaen på Lyngbyvej i forbindelse med en travdag på Charlottenlund Travbane. Det var for mig som at komme i Paradiset at opleve hestene og folkene på travbanen. Viggo Larsens heste var i træning hos Palle Sperling, som gjorde et stort indtryk på mig med sin friske facon og sin uundværlige cykel, som han befandt sig på det meste af tiden. Viggo Larsen havde Charmeur, Charmie og Charmaine samt hurtigtraveren Onward Eagle i træning hos Palle Sperling.
Sammen med Viggo Larsen besøgte Paul og jeg også forskellige stutterier i Nordsjælland, blandt andet Opdrætterforeningens formand, Ole Anker, på Stenrødgård i Lyngby, hvor den gamle championhingst Joe’s Pride var opstaldet, Kaj A. Larsen (træner Mogens Larsens far), på Gammelmosegård i Hørsholm, Ole Christensen, Stutteri Langstrup og hans søn, Leif Christensen, Stutteri Avlholm.

Radioen nævnte hende ikke

Bornholms Travbane åbnede i 1960, og Paul deltog i løbene det år med Uvira, som dog var købt med henblik på avl og derfor blev bedækket samme år med Isak. Det blev et hoppeføl, Gazelle Burgundia, som jeg var så heldig at få overdraget som gave og som derfor blev min første hest – et eventyr, der desværre endte tragisk. Det begyndte ellers godt. Hun var en stor flot sort hoppe, der som 2-åring fik DTC’s ærespræmie på dyrskuet i Almindingen og derefter blev sendt i træning hos Jens Ipsen i Charlottenlund, hvor hun startede som 3-åring med en tredjeplads i sit debutløb. Forventningerne var derfor store ved næste start, men da vi hørte resultaterne i radioen (ja, dengang blev travresultaterne nævnt i radioen!), var hun ikke blandt de tre første i løbet. Nå, men det hører vi nok nærmere om i aften, tænkte vi. Det gjorde vi bare ikke.

En sorgens dag

Næste morgen tog jeg som sædvanlig toget fra Nexø til Rønne, hvor jeg gik i 1. G på Rønne Statsskole. På vej fra stationen i Rønne langs havnen til skolen mødte jeg en vognmand fra Snogebæk, der netop var ankommet fra København med Bornholmerbåden. Han var selv travmand og kendte mig. Han standsede mig og sagde: “Nå, det var ikke så godt, det i går, hvad!” Jeg svarede: “Nej, det var det vel ikke. Hvordan gik det egentlig? Jeg har ikke hørt noget.” Han blev tydeligt ilde til mode og ville ikke rigtig sige mere. Da jeg pressede ham, fik jeg dog at vide, at min hest var faldet død om under løbet. Jeg fik et chok og gik videre nærmest i trance. Inden jeg nåede skolen vendte jeg dog om og gik ned til stationen igen og tog hjem med det første tog. Derhjemme havde familien i mellemtiden fået en opringning fra træneren om gårsdagens ulykke, og min mor sagde, at det vigtigste var, at han ikke var kommet til skade ved styrtet. Min far sagde, at jeg skulle tage tilbage til skolen, men det nægtede jeg og sagde, at det kunne altsammen være lige meget. Dagen efter var jeg dog i skolen igen.
Gazelle Burgundia var som nævnt det første føl efter Uvira. Hendes næste føl, også efter Isak, var Hallo Burgundia, som vi sendte i træning hos Carlo Frederiksen. Her blev han solgt til en ung skuespiller, Waage Sandø, som senere er blevet meget kendt for sine roller i film, teater og TV-serier. Hallo Burgundia fik en lang løbskarriere i Lunden for træner Per Hansen, og det var en af de heste, som Per Hansen fik kørt flest løb med overhovedet.

Det næste afkom efter Uvira var Jim Burgundia, som ikke var noget stort talent, men jeg lykkedes dog med selv at vinde Amatørpokalen på Bornholm med ham foran storfavoritten Claus med C.A. Cordua.

Valgte forkert

Efter at have købt Uvira købte Paul også en følhoppe af Isaks ejer, Viggo Larsen. Valget stod mellem Venus efter Isak og Tricolore efter Janitschar. Desværre valgte han Tricolore for at kunne bruge Isak som hingst til hende. Venus var langt den bedste følhoppe, og hun blev senere mor til Jupiter Hedegård og Pia Hedegård og dermed bedstemor til derbyvinderen Chianti Pitt.

Tricolores første afkom på Bornholm var Heros Burgundia efter Isak, og ham fik jeg overdraget som min hest efter tabet af Gazelle Burgundia. Heros Burgundia var en nyttig hest på Bornholm, men da jeg som studerende ikke havde økonomi til at holde travheste, blev han solgt til Bolbygård og vandt mange løb for den nye ejer med K.A. Falkenberg i sulkyen. Et enkelt år var han den mest vindende hest på Bornholm.

Rønne Statsskole

De tre år, 1963-66, jeg gik på Rønne Statsskole, cyklede jeg hver morgen til Nexø Station for at tage med toget kl. 6.30 til Rønne. Kun to andre i årgangen var fra Nexø, Ulf Løbner-Olesen og Peter Harild, og vi tre tilbragte derfor meget tid sammen. Jernbanen mellem Rønne og Nexø blev iøvrigt nedlagt i september 1968, og den flotte stationsbygning i Nexø blev desværre revet ned i 1973. Min sidekammerat og nærmeste ven i gymnasiet var Mogens Dam, der er kendt af alle bornholmere som en dygtig dirigent og pianist.
Mine yndlingsfag i gymnasiet var dansk og historie, men også fysik og kemi, idet jeg gik på den matematisk-fysiske linie, fordi jeg allerede dengang havde planlagt at blive ingeniør. Lærerne var meget forskellige. Matematik med lektor Exsteen var frygtet af de fleste elever, fordi undervisningen foregik som en nådesløs eksamination af én enkelt elev. Når lektor Exsteen kiggede i sin lille sorte notesbog for af udvælge den, der skulle op til tavlen, forsøgte vi alle at gøre os så usynlige som muligt. Helt omvendt var vores fransklærer, Jan Plichta en særdeles rar og afholdt mand, som vi også havde i gymnastik. Også Carl Henning Kibsgaard, vores historielærer, var meget afholdt. Han var tillige en habil jazzpianist. Fysik- og kemilærer var lektor Knud Møller, der som den eneste altid sagde De til eleverne. Jeg nåede også at opleve lektor Davidsen, dog kun som vikar, idet han var gået på pension og tilbragte det meste af tiden på Bornholms Museum, som han var formand for. Ved skoleårets begyndelse i 2. G fik vi ny rektor. Det var Bjørn Henriksen, der som det første indførte morgensang i festsalen samt at lærerne derefter før dagens første time skulle afkrydse eleverne i en protokol for at registrere eventuelt fravær. Lektor Davidsen nægtede konsekvent at bruge tid på det. Han sagde, at rektor jo bare kunne fyre ham, hvis han var utilfreds.

DTH/DIA

Efter studentereksamen søgte jeg ind på Danmarks tekniske Højskole og fik en uddannelse som bygningsingeniør. Jeg boede på Paul Bergsøe Kollegiet i Nærum og en kortere periode på Kampsax Kollegiet i Lyngby.

Nielsen & Rauchenberger

Barndomshjemmet

Da jeg blev færdig som ingeniør i 1973, var der oliekrise og ingen job at få. Derfor tog jeg arbejde som arbejdsmand i Bornholms Byggeforretning A/S i nogle måneder. Derefter var jeg lærervikar i fysik og kemi på Rønne Privatskole. Samtidig etablerede jeg et rådgivende ingeniørfirma (Totalconsult), som dog ikke nåede at komme rigtigt i gang, før jeg blev ansat i et af Danmarks største rådgivende ingeniørfirmaer, Nielsen & Rauschenberger A/S, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med en lang række spændende projekter både i Danmark og i udlandet. Et gennemgående sagsområde for mig var projektering af tankanlæg i Grønland, ofte med tilsynsrejser til de grønlandske byer og bygder. Der var også opgaver, som krævede udstationeringer i Norge (offshoreprojekter) og i mere eksotiske lande som Saudi Arabien, Gambia og Mali.

Den smukke udsigt fra Slamrebjerg mod Nexø og Østersøen

Jeg befandt mig så godt i firmaet, som nu hedder NIRAS og har i alt 2200 medarbejdere i mange lande, at det blev til mere end 30 års ansættelse.
Da jeg blev ansat, havde firmaet efter en fyringsrunde ikke ansat nogen ny medarbejder i mere end et år. At de valgte mig, skyldtes angiveligt at jeg havde vist noget initiativ. Få timer efter jobsamtalen, som jeg vidste var den sidste af de afholdte jobsamtaler, ringede jeg til chefen (Sven Bertelsen) og spurgte, om han kunne bruge mig. Han havde ikke besluttet sig endnu, men samtalen endte med, at han bad mig begynde i firmaet hurtigst muligt.
Min historie viser, at det er bedre at tage et job på lavt niveau end at vente på ønskejobbet. Jeg fik ihvertfald ønskejobbet, selvom jeg begyndte som arbejdsmand.

Firmaet havde til huse på Gl Lundtoftevej 7 i Lyngby, men flyttede et par år efter til Teknikerbyen i Virum og 10 år senere videre nordpå til Sortemosevej i Allerød. Det viste sig derfor at være et godt valg, da jeg købte et hus i Holte – et hus jeg havde i 30 år, indtil jeg flyttede hjem til fødeøen Bornholm, til Lauegård ved Nexø.