Sådan er jeg næsten altid blevet
præsenteret, når jeg har spillet
har spillet i et orkester på Bornholm.
Det begyndte i The Baltic Jazzmen,
der ses på fotografiet herover,
og siden har trommerne
ført mig vidt omkring.

 

Af Hans Richard Rømer (HP)

Et nydannet orkester, som spillede traditionel jazz, var omkring årsskiftet 1957-58 begyndt at øve i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade i Rønne. Det kaldte sig The Baltic Jazzmen, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med på trommer. Om jeg havde..!? Efter et have øvet med dem en enkelt gang, var jeg blevet orkestrets trommeslager, og glad var jeg. Lige den slags musik, jeg gerne ville spille, og som jeg allerede havde lyttet en del til.

To af musikerne var Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. Vi havde kendt hinanden, siden vi begyndte i første klasse sammen på Vestre Skole i Rønne i sommeren 1949, og det var faktisk Palle, der begyndte at kalde mig HP. Både Per og Palle spillede i FDF på henholdsvis basun og tuba. Palle havde desuden lært at spille klarinet hos Sigurd Larsen, som ved siden af sit daglige job som anlægsgartner også var en meget benyttet spillelærer på klarinet og saxofon. Sigurd Larsen var desuden fast mand i Speeds Orkester, som hans bror Hans Peder ”Speed” Larsen var leder af. Det var et af datidens mest populære og benyttede danseorkestre. Speed selv spillede trompet og kontrabas og var ellers snedker af profession.

 

Masser af undervisningsmuligheder

Musikskoler, som de kendes i dag, fandtes ikke. Men der var private spillelærere i Rønne, hvor man kunne lære at spille klaver, violin, tromme og klarinet/saxofon. Det var også meget almindeligt dengang at lære at spille i for eksempel FDF, Baptistkirkens Orkester og Frelsens Hær. Jeg mener også, at der var mulighed for at modtage musikundervisning på Statsskolen, hvor ikke mindst adjunkt Kibsgaard, som selv spillede jazz på piano, var medvirkende til, at både Ole Schiøtt og Peter Hjorth blev sporet ind i jazzen på henholdsvis klarinet og trompet.

Hvilken musikalsk baggrund orkestrets banjospiller Svend Markers havde, ved jeg ikke, og jeg lærte ham aldrig rigtigt at kende, og efter et halvt års tid blev han erstattet i orkestret af Erik Lindeskov på piano. Det ændrede noget på orkestrets såkaldte ”sound”, men åbnede også for en række nye muligheder både i jazzorkestret og andre senere orkestre, hvor vi spillede sammen.

Hyggelige øveaftener

Baltic Jazzmen spillede flere gange til arrangementer på Statsskolen og var også engageret til fester på Rønne Aftenhandelsskole – som det hed dengang. Engagementerne stod ikke ligefrem i kø, men jeg oplevede også, at vi bare nød at spille sammen på vore øveaftener, som var flyttet fra kælderen under Dansk-Svensk Stål til blandt andet Peter Hjorths forældres hyggelige hus på Haslevej. Her hørte te og hjemmebagt kage og brød altid med til en hyggelig aften. Nye numre blev indøvet – mest på gehør og efter nogle nedskrevne becifringer (harmonier). Jeg mener ikke, at vi havde bestemte traditionelle jazzorkestre som forbilleder, men lod os inspirere af flere og spillede så melodierne, som vi nu magtede dem med vores niveau og kunnen.

Jeg selv havde meget stor glæde af at være genbo i Pæretræsdalen til Carl Ilsøe. Han havde fået indrettet et dejligt værelse i det store kælderrum, som i vores tilsvarende hus var indrettet som alt-muligt-værksted. Ud over en fælles interesse for at bygge modelfly – skalamodeller – lyttede vi til traditionel jazz. Blandt favoritterne dengang var naturligvis vores danske Papa Bues Viking Jazzband, som var på vej mod international berømmelse. Men også Chris Barber, Dutch Swing College Band og Louis Armstrongs skiftende All Stars var på grammofonen. Desuden havde vi begge en forkærlighed for Pee Wee Hunts Dixieland Band, som spillede meget ”velpoleret”.

Jazzklub på Dana

Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman.

Vores store ønske i Baltic Jazzmen var at komme til at spille i jazzklubben, som var etableret på Hotel Dana i Østergade i foråret 1958. Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman. Han var ikke noget almindeligt berømt jazznavn, men havde dog spillet med flere kendte orkestre i USA, inden han bosatte sig i Paris, hvorfra han turnerede som solist med forskellige europæiske orkestre. I Danmark blandt andet med Arnved Meyers orkester og Adrian Bentzons orkester.

En af de tidlige bestyrelser i Club Jazz House med Jørgen Gajhede (formand) og Kaj Rasmussen i bagerste række, samt Heinrich Schweits, Jørgen Weng og Henrik Soëll i forreste række

 

Der var flere af vore ”jazzfans”, som mente, at vi selvfølgelig skulle spille i jazzklubben. Bag Club Jazz House, som klubben hed, stod først og fremmest en gruppe af værnepligtige og fastansatte befalingsmænd fra Almegårds Kaserne og Flyverlejren i Segen, og det var hovedsageligt musikere de to steder fra, som i begyndelsen spillede i jazzklubben. Nogle af disse musikere var professionelle og selvfølgelig meget dygtigere og mere rutinerede end os. Ved at spille i klubben kunne de holde sig i gang, mens de aftjente deres værnepligt og kunne samtidig tjene lidt ekstra ved siden af de 18 kroner, en menig fik om ugen dengang. Men der var også andre måder, hvorpå man kunne supplere indtægterne lidt. Som spillelærer!

 

Trommelærer

Heinrich Schweits var i flere måneder både bestyrelsesmedlem, bassist og trommeslager i jazzklubben, og så var han en fremragende trommelærer for mig.

For mig personligt fik bekendtskabet med Heinrich Schweits stor betydning. Han var oprindeligt uddannet maler, men var tidligt begyndt at spille trommer og havde modtaget trommevisning på ret højt niveau. Desuden spillede han godt kontrabas. Han var i en periode professionel musiker med et orkester, der turnerede rundt i Skandinavien, indtil han skulle aftjene sin værnepligt på Almegårds Kaserne og blev involveret i Club Jazz House som både musiker og bestyrelsesmedlem.

Det blev min store chance for igen at modtage systematisk trommeundervisning ud over, hvad det grundlæggende, jeg havde lært. ”Trommebiblen” dengang var Buddy Rich’s trommeskole, som jeg bestilte hjem gennem Hagstrøm Musik i Rønne. Dertil en øveplade eller et spækbræt og et par solide trommestokke, som de hedder i fagsproget. Og så begyndte vi ellers fra en ende af med at øve de forskellige figurer og ”paradiddels”. Jeg nåede et pænt stykke med min gode spillelærer, og har også siden modtaget undervisning i andre sammenhænge. Jeg må dog erkende, at ”udlært” bliver man nok aldrig, selv om jeg stadig afsætter tid til tekniske trommeøvelser.

Debut som pauseorkester

Baltic Jazzmen fik lov at spille nærmest som pauseorkester første gang i efteråret 1958, og det blev til flere job. Her er et af de første, før banjoen blev erstattet af piano.

Vi fornemmende nok i Baltic Jazzmen, at der ikke var den store lyst til at ”lukke” amatører som os ind i deres forretning. Men Baltic Jazzmen fik dog i første omgang lov at spille, som hvad man nærmest kan betegne som pauseorkester, en lørdag aften. Vi fik et beskedent beløb – mener det var 35 kroner – til dækning af noget transport plus hver et par gratis sodavand. Jeg tror ikke, at vi spillede længere end en lille times tid første gang. Men vi fik en flot opbakning af det lokale publikum, og fik lov at komme igen flere gange. Vi var glade og taknemmelige, og det var slet ikke for pengenes skyld. Oplevelsen var egentlig rigelig betaling.

 

Berømthed på spil

En aften, vi spillede i jazzklubben, stod der i nogen tid en mand i CF-uniform med en lille sort ”kasse” under armen og kiggede på os. I en pause mellem et par numre kom han hen til scenen og spurgte, om han måtte spille et par numre med os. Det måtte vi selvfølgelig lige tale om. Det var helt tydeligt, at han ikke umiddelbart var genkendt, men så lød det diskret fra vores bassist Palle Munch: ”Det er Henrik Johansen for fa’n. Sig ja, han er skide god”. Palle havde flere plader med Henrik Johansen og hans egne orkestre og ligeledes, hvor han spiller med Adrian Bentzon. Palle var den eneste af os, der genkendte ham, selv om jeg også havde hørt ham fra disse plader. På alle pladecovere havde han fuldskæg, men det kunne han ikke beholde som CF’er.

Det var noget af en ære, at han ville spille med os, og mens han var CF’er i Allinge, var Palle og jeg nogle gange med ham på spillejob, som han havde arrangeret på Nordlandet blandt andet sammen med andre københavnske jazzmusikere på ferie på Bornholm. Jeg husker også, at vi altid fik besked på at tage nogle bajere med til ham. Palle og jeg var stadig mest til sodavand.

Adgangsbillet

Mange år senere – i 1975 – var referencen, til at jeg havde spillet med Henrik Johansen, adgangsbillet til det jysk-fynske jazzmiljø og et engagement på det dengang navnkundige spillested Sofus Ferdinand i Odense. ”Nå, hvis du har spillet med ham, kan du da godt spille jazz”, var kommentaren fra orkesterlederen, som efter et afbud lige stod og manglede en trommeslager. Da havde jeg i de seneste mange år fortrinsvis spillet dansemusik, og det var jo ikke den mest overbevisende reference overfor en inkarneret jazzbasunist. Jazzorkestret hed Darktown All Stars, og det blev til flere gode job i en periode. Endda også et hvor Henrik Johansen var med som solist.

 

God ”skole”

I foråret 1959 spillede Palle Munch og jeg sammen med Jørgen Weng (piano), Knud Børge Udbye ”Johnny” (klarinet) og Carl Skjelmose (cornet) i Dixielanders.

Sidst i 1950’erne i Club Jazz House lærte vi flere af de musikere godt at kende, som var værnepligtige på Bornholm, og nogle af os kom til at spille med dem i forskellige orkestre og konstellationer. Det var en god ”skole”. I vinteren og foråret 1959 havde vi et orkester, som kaldte sig Dixielanders, hvor Palle Munch og jeg var fast med på henholdsvis bas og trommer. De øvrige musikere var pianisten Jørn Weng, klarinettisten Knud Børge Udbye (kaldet Johnny) og kornettisten Carl Skjelmose. Allerede senere samme år skete igen en udskiftning på grund af hjemsendelse.

Store oplevelser 

Selv om Seaport Stompers var opløst på grund af de tre værnepligtiges hjemsendelse, lykkedes det at samle orkestre igen den 6. august 1960 i Club Jazz House: Per Juul Hansen, Per Fogh, Bjørn Hansen, Flemming Madsen, ”HP” og forrest Palle Munch.

Seaport Stompers blev samlet i juli 1969 og spiller her til at af jazzklubbens største arrangementer den 22. august 1969, som også var en jamsession med mere moderne jazz

Med nye musikere fik orkestret også andet navn. Nu hed det Seaport Stompers, og jeg husker, at vores musik var ret meget inspireret af Eddie Condons forskellige dixielandorkestre, som var og stadig er blandt mine egne favoritorkestre og som fylder godt i min plade- og cd-samling.

Her var besætningen Bjørn Hansen, kornet, Flemming Madsen, klarinet, Per Fogh, piano og så var vi tre ”gamle” Baltic-musikere: Per Juul Hansen, trombone, Palle Munch kontrabas og HP på trommer. En af de store musikalske oplevelser havde vi den 22. august 1959, da Seaport Stompers spillede til et af de største arrangementer, der blev holdt i Club Jazz House. Her var også til lejligheden til en mere moderne jamsession med både lokale musikere og musikere ”ovrefra”.

Gæstemusikere i jazzklubben

Jeg husker navne som Pete Flemming, tenorsax, Art Frankie, piano og vibrafon. Palle Sanvig, trommer og hollænderen John Chr. Beukell, trommer. Plus vi bornholmske musikere: Niels Mogensen, altsax, Jens Mogensen, ventilbasun, Per Juul Hansen, trombone og Bjørn Backhausen, kontrabas. Desuden var både Palle Munch og jeg selv med ind imellem på henholdsvis bas og trommer. Der var denne aften stillet to trommesæt op – både Beukell’s og mit.

Pianomand

En af de musikere, som også satte sit præg på jazzklubben i de år, og som senere vendte tilbage til Bornholm, var Niels Pallesen. Han var sammen med tidligere nævnte Pete Flemming og Art Frankie (kunstnernavne) værnepligtige ved Flyvedetachementet i Segen. Pete Flemming – alias Flemming Petersen – og Niels Pallesen fortsatte deres musikerkarriere sammen efter aftjent værnepligt – blandt andet i Sverige, som var et godt marked for musikere dengang, men også senere på den mondæne restaurant Valencia på Vesterbrogade i København. De kom på gæstevisit i jazzklubben med sangerinden Monica Wallner, som blev gift med Niels. Mange husker dem også fra deres år som musikalske værter på Gæstgivergården i Allinge, hvor Niels Pallesen gav Kim Larsen inspiration til sin ”Pianomand”.

Fremtidsplaner

Bornholms Tidende bragte på et tidspunkt en helsides artikel om Baltic Jazzmen skrevet af signaturen – lene. Her fortalte vi seks musikere i orkestret om vores tilgang til musikken og vore fremtidsplaner. Jeg var på det tidspunkt 17 år og var i lære som elektromekaniker hos Bornholms Elektromotor i Østergade i Rønne. Jeg siger her, at jeg ikke håber at falde for fristelsen og blive professionel musiker, da det kan ødelægge spilleglæden. Desuden er der så gode muligheder inden for mit fag. Jeg giver Storm P ret: ”Det er svært at spå – især om fremtiden….”

Da jeg i sommeren 1957 var færdig med fjerde mellem, havde jeg mest lyst til at gå ud af skolen, og mit ønske var at blive uddannet elektromekaniker. Det måtte der være fremtidsmuligheder i. Bornholms Elektromotor, som var det eneste elektromotorværksted på Bornholm, havde dog allerede aftale med én, der skulle begynde som lærling før mig, men dog først i sommeren 1958. Så alt tegnede til, at jeg ikke kunne komme i lære før tidligst om tre år – i sommeren 1960. Så kunne jeg lige så godt fortsætte i skolen og tage realeksamen også. Så gik der da et år med det. Klogt vurderet af mine forældre!! Jeg havde stadig min eftermiddagsplads hos Chr. Nielsen & Søn og musikken, som jo efterhånden kom til at fylde mere, end jeg selv havde forventet – men måske nok håbet.

 

Bybud og ølslæber

Da realeksamenen kom i hus i sommeren 1958, og jeg stadig havde lange udsigter til min ønskede læreplads, måtte jeg have noget andet midlertidigt arbejde. Min eftermiddagsplads blev udskiftet med en heldagsplads som bybud hos købmand Lund på hjørnet af Store Torvegade og Kalkbrænderivej i Rønne. Jeg var glad for at være der, lønnen var ok, men det var nogle lange arbejdsdage og kun fri om søndagen. Så jeg var derfor også let at friste, da Mortensen, som kørte ølbil for bryggeriet Gad i Rønne spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper på hans og kollegaen, Engells ølbiler. Jeg så ud til at være stor og stærk nok til at slæbe ølkasser. Deres faste medhjælper måtte stoppe på grund af sygdom.

 

Både lønnen og arbejdstiden var bedre. Mødetidspunktet på bryggeriet var kl. 6.30, hvor ølbilen skulle læsses til dagens rute, og i reglen var vi færdige dagens rute først på eftermiddagen. Det var mest hvidtøl – heriblandt 5-liters ”stakitøl” og forskelligt sodavand, som var egenproduktion. Men Gad havde også Wibroe-depot, så der skulle også nogle kasser af dem med. To gange om ugen var der landtur med Engell, og de andre fire ugedage kørte jeg med Mortensen i Rønne. Der var ikke mange gader i Rønne, som ikke havde en lille købmand eller et ismejeri, og især på landturen leverede vi også til enkelte private, til restauranter og andre arbejdspladser. Mange steder skulle kasserne med øl og sodavand ned i en lavloftet kælder under butikken. Og det var trækasser med 50 flasker. Et knokkelarbejde, men jeg var glad for det.

Endelig i lære 

Selv om jeg skulle på teknisk skole i Nykøbing Falster, fik jeg stadig spillet lidt. Her med Peter Pedersen, der som elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Kattesundet i Rønne nu også skulle til Nykøbing.

I februar 1959 kom der et brev fra Kr. Johansen, Bornholms Elektromotor. Den lærling, der var begyndt efter sommerferien i sommeren 1958, stoppede efter et halvt års prøvetid. Jeg kunne begynde som elektromekanikerlærling den 1. marts 1959. Uddannelsesforløbet var netop blevet ændret, så det ikke længere kun var fire år, hvor man gik på teknisk skole om aftenen i Rønne. Nej, nu varede uddannelsen fire år og fire måneder. De fire måneder var fordelt på tre gange seks uger på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Om alt gik vel, kunne jeg have mit svendebrev som elektromekaniker den 30. juni 1963.

 

Min største bekymring var nok, hvordan det så skulle gå med vores musik på Bornholm, mens jeg var på teknisk skole. Og kunne jeg komme til at spille, mens jeg var på teknisk skole. Det kunne jeg allerede få afklaret samme forår, hvor jeg første gang var i Nykøbing fra den 6. april til den 15. maj, hvor jeg endda blandt andet spillede med Peter Pedersen, som var elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Rønne og ligeledes var i Nykøbing første gang.

 

Der var også dannet andre traditionelle jazzorkestre på Bornholm, som selvfølgelig fik mulighed for at spille i jazzklubben, da Baltic Jazzmen måtte stoppe, fordi først Peter Hjorth, Ole Schiøtt og senere også Palle Munch flyttede fra Bornholm for at læse videre. Vi, der stadig var på Bornholm, bevægede os mere over i swing og moderne jazz blandt andet tilskyndet af mulighederne for at spille med flere dygtige musikere, som stadig skulle tilbringe nogen tid på Bornholm som værnepligtige.

 

Men det er så en anden historie. Den kan komme senere.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *