Foto: Mads Kristoffersen

Jeg var en gang på en svampeekskursion her på Bornholm med den navnkundige svampeprofessor og senere folketingmedlem for SF, Morten Lange. Vi gik rundt og spottede forskellige svampe, og min erindring fortæller mig, at den lune professor fortalte om forskellen på to slags fluesvampe, der ellers så ens ud. Han sagde, at den mest giftige fik halsen til at snerpe sammen, hvis man tog en bid af den. Så han tog en bid af svampen og sagde: “Ja, det er altså den giftige. Men tag det roligt, jeg falder ikke død om, der skal syv pund til at slå en mand af mit format ihjel.”

Den historie kom jeg til at tænke på, da Mads Kristoffersen kom hjem med nogle svampebilleder fra Udkæret i Vestermarie, hvor han så en masse svampe, bl.a. en rød fluesvamp, som man påstår at vikingerne spiste, når de ønskede at gå besærk.

Nå, men jeg vil ikke anbefale nogen at spise hverken den ene eller anden fluesvamp. Nøjes med at glædes over den røde med de hvide prikker. Den er da smuk, og det er vel også derfor, at den – i hvert fald i min barndom – var fast udsmykning på juletræet, i mindre udgave end den Mads fandt ved Udkæret og af et eller andet kunstmateriale eller måske træ?

Mads mødte andre svampe ved Udkæret, og selv om det har været frost nogen steder på øen har den måske ikke ramt dette fugleområde endnu, så svampene klarer sig, og det gør de lige indtil de bliver ramt af svamp.

På et af han billeder er nogle svampe, der kunne minde om kantareller og ellers synes der at være et par Karl Johanner og nogle værdiløse svampe.

Jeg er desværre ikke svampeekspert, men plejer at kunne genkende både almindelig kantarel og tragtkantarel. Så dem tør jeg plukke og spise. Hvis jeg skal spise andre svampe, skal de være godkendt af en ekspert.

I efteråret, hvor man normalt kan høste masser af svampe på, Bornholm, var der ikke mange i år, på grund af tørken. Men nu efter at det har regnet en del, kunne det godt være, at man skulle gå på svampejagt. En af mine venner med forstand på svampe siger, at kantarellerne kommer frem tre uger og et par dage efter den første efterårsregn. Men den regel har svampene ikke læst, for det er ikke sjældent, at der er kantareller på andre tider af åre.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *