Da jeg i morges skulle ud at fodre ænder  ved Præstedammen og fugle i haven, kom jeg til at tænke på den første linje i en ellers glemt Jeppe Aakjær-vise: ”Der dukker af disen min færdrene jord”.

Skam få mig, jeg havde glemt det var Aakjær, og jeg kan ikke huske melodien, som Carl Nielsen er mester for, men så måtte jeg jo ty til Google, der kunne hjælpe mig.

Aakjær var samfundsrevser og socialdemokrat, og han skrev mange af sine første fortællinger til de socialdemokratiske aviser. Da jeg i 1960’erne var elev på Bornholmeren (tidl. Bornholms SocialDemokrat) var jeg den, der lavede ”gamle årgange”, og der stødte jeg ofte på Aakjærs fortællinger fra begyndelsen af forrige århundrede.

Der dukker af disen passer så godt til i dag. Visen er skrevet i 1904 og har en halv snes vers, hvoraf jeg her gengiver det første:

 

Der dukker af disen min fædrene jord
med åser og agre og eng.
Med ryggen mod syd og med tåen mod nord
den redte bag sander sin seng.
Dog ej for at sove retfærdiges søvn,
thi sjældent er landet i ro,
men stormene går,
og brændingen slår
på kysten med djærveste kno.

 

Selv om dette første vers handler om Aakjærs jyske hjemstavn, kan det sagtens bruges her på Bornholm sådan en dag som i dag, hvor tåge har indhyllet vor ø i de fineste dugperler, der tilsammen bliver til den tætte tåge, der er til stor gene for moderne tiders trafik.

Og så vil jeg lige runde af med den smukke vises sidste vers:

Velsignede land, hvor i stormvejret bor
et folk, som er øvet i savn,
jeg ejed vel aldrig et gran af din jord,
som hjemløs jeg kvitted min stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede krat
en høstnat så kroget en stav.
Når staven er brudt,
og livsgangen slut,
kanske du da skænker en grav.

Aakjærs sociale indignation kommer ikke så meget til udtryk i denne dejlige vise, men til gengæld i “Jens Vejmand”.

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *