Smeden og sygeplejersken blev gårdejere

 

Af Stine Mikkelsen, Klintebygård, bestyrelsesmedlem i Bornholms Landbrug & Fødevarer

Da Søren spurgte mig, om jeg ville være gæsteskribent, lokkede han blandt andet med, at jeg repræsenterede en yngre generation end dem, der oftest skrev på hans blok. Det kunne jeg ikke stå for! Jeg er født den 21. juni 1969, så udover at have fødselsdag på årets længste dag, ses det også på årstallet, at jeg om godt et år runder de 50! Dejligt at nogen stadig regner en til det yngre segment, men mon ikke det skyldes, at jeg er nogenlunde jævnaldrende med Sørens og Ellys børn.

Jeg er vokset op på Rosengården som den ældste at fire børn, hvor mine forældre drev hotel og selskabslokaler. Før ombygningen til hotel var det Bøsthøj Mejeri og min farfar havde købmandsbutik i tilknytning til mejeriet.

Stine til højre og hendes tre yngre søskende i den store have på Rosengården

Sommerferie og evig sol
Min farmor og farfar blev boende i bestyrerboligen, og jeg var derovre næsten hver dag. Indimellem glemte jeg min plys-elefant som jeg havde fået i gave af en af hotellets faste gæster. Det var dengang, især tyske familier kom igen år efter år, bookede de samme værelser, og blev i tre uger. ringe til farfar, der lovede at lægge elefanten på fyret så den ikke frøs. Jeg har den stadig – elefanten, og når jeg indimellem støder på den, mindes jeg farfar og farmor.

Rosengården var et leben om sommeren, og vi børn havde mange forskellige legekammerater gennem sådan en sommer, og vi kunne tidligt mange gloser på tysk. Udover gæsterne var der også mange ansatte. De voksne var de samme fra år til år, men hvert år var der nye unge piger, så vi lærte mange forskellige mennesker at kende. Jeg glædede mig altid til de ansatte startede op for sæsonen, så var det nemlig lige straks sommerferie og evig sol.

Motorcykelbetjente og fru Kofoed
En lang årrække havde vi motorcykelbetjentene boende på hotellet. Især en kom igen og det var Kaj, der blev indkvarteret privat og var som en del af familien. Så meget at han fik en overhaling af min mor for at have forbrudt sig mod regel nummer et: ikke at trampe når man gik på loftet – spisesalen lå lige under og prismelysekronerne klirrede ved det mindste bump. Hendes reprimande sluttede dog med ”Åh er det dig Kaj”. Sådan havde det i hvert fald ikke lydt hvis det var et af os børn.

Vinteren var langt mere stille der ude på landet. Dog blev der holdt en del fester på Rosengården, og så var der liv i flere dage. I køkkenet styrede fru Kofoed med hjælp fra min mor. Fru Kofoed havde en engels tålmodighed. Hun havde altid overskud til at vi børn kunne få en skrællekniv eller en klump dej og være med. Vi har helt sikkert sinket hende i det uendelige. Men hun er en af mine helte, for det var hende der vakte min nysgerrighed og glæde ved at lave mad, og den dag i dag hører jeg hendes stemme når jeg skal lave sukkerbrunede kartofler – så de lykkes altid! Jeg fik i øvrigt lov til at tjene penge i opvasken fra jeg var tolv år, også selvom det var til et sølvbryllup en tirsdag aften, og jeg skulle i skole næste dag. Mit værelse lå nemlig lige over musikken i festsalen, så jeg fik alligevel ikke lukket et øje.

Tosset med heste
Vi besøgte tit mormor og morfar som havde et landbrug lige ved siden af, hvor jeg selv bor i dag. Jeg har altid været tosset med heste, og kastede lange blikke efter Mikkelsens heste når vi besøgte mormor og morfar. Dengang anede jeg ikke at der var en søn ved navn John på nabogården, det var først mange år efter jeg mødte ham på travbanen.

Jeg erindrer min barndom som fuld af relationer til både voksne og unge. Der var altid en voksen at få fat i og nogen at snakke med. Jeg arbejde med fra jeg var tolv år, både på Rosengården og på Travbanen hvor jeg stod i kiosken. Den første jeg stod i kiosken med var Thomas fra Dalegård, han er nu afdelingsleder på DLF i Aakirkeby, så vi træffer hinanden af og til. Hans søster Marianne var vores unge pige i huset igennem et par somre, og vi løber ind imellem på hinanden i byen. Det var ikke noget jeg tænkte over dengang, men i dag har det en værdi for mig stadig at kende personerne fra min barn og ungdom. Selv om det må beskrives som et perifert netværk så eksisterer det, og både personlige og professionelle netværk er vigtige, lige meget hvad man udretter.

Smed og sygeplejerske – og gårdejere
I 1987 flyttede vi fra Rosengården til Rønne, og jeg begyndte at komme på travbanen med folkene fra Byvangen hvor min ridehest var opstaldet, og i sommeren 1988 fik John og jeg øje på hinanden. Vi flyttede sammen året efter i et lille hus i Nexø, og jeg startede med at læse til sygeplejerske og John arbejdede som smed. Byboere det var vi bare ikke, så vi begyndte at lede efter et sted, hvor vi kunne have heste. En dag spurgte Johns far, om vi da ikke ville have gården. Og så var det besluttet.

Oprindeligt ville John fortsætte som smed, men fiskeriets nedtur gjorde ham arbejdsløs, og så greb han chancen for at gå landbrugsvejen. De første mange år stod i ombygning og udbygningens tegn. Jeg arbejde som sygeplejerske, og da vi skulle have barn nummer to hang vores liv ikke helt sammen mere. Vi besluttede at jeg kunne give en hånd med i stalden i en periode medens børnene var små, for som sygeplejerske ville jeg altid kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er tyve år siden i år!

Tre glade Mikkelsen-drenge i idyllen på Klintebygård i Ibsker

Man lærer at sige PYT
Når jeg ser tilbage, har de år især i starten været fyldt med vores tre drenges opvækst og efterhånden som de er blevet større i højere grad også med arbejdet på gården for mit vedkommende. I de senere år har jeg været aktiv i bestyrelsen i Bornholms Landbrug & Fødevarer. Det tager indimellem meget tid, men giver også meget igen.

Som hustru til en landmand kræves en god del selvstændighed og evne til at sige pyt når planlægningen ryger i vasken. I starten følte jeg mig og børnene fravalgt, når landmanden ikke holdt hvad han havde lovet – eller måske var blevet presset af mig til at love. Jeg mindes, at jeg flere gange har haft drengene klare til at køre afsted men ingen mand. Det handlede jo ikke om manglende vilje til at være sammen med kone og børn, men om at få det hele til at fungere, så ret hurtigt blev det sådan, at var landmanden klar, så kørte vi sammen afsted, og ellers måtte han støde til senere. Så var alle glade.

Vildtparade efter en tilsyneladende god jagt på Klintebygård. Drengene, der i dag også er jægere er med på billedet. Ydest til venstres ses John og i midten foran hans storebror, travtræneren Frank Mikkelsen. Mikkelsen-familien er jo i øvrigt kendt for den store interesse for travheste i flere generationer

Årets gang på landet
Livet på landet er også sæsonarbejde, i hvert fald når man dyrker jord. Forårsarbejdet starter lige så snart vejret tillader det, og er vel først rigtig afsluttet i juni. Midt i juli starter høsten af de tidligste afgrøder og fortsætter til slut august, medmindre man har hestebønner eller majs for så er høsten endnu længere. I august starter så etableringen af næste års afgrøder, og det står på hen til starten af oktober alt efter vejret selvfølgelig. I perioder med spidsbelastning i marken er man meget alene som mor, og i høsten kan der pludselig være fem ekstra mand til aftensmad, det kræver en del planlægning i løbet af dagen, og jeg forstår egentlig ikke, at man har kunnet leve uden mobiltelefonen før. Da drengene var små var det en udfordring at få lavet mad og samtidig skille tre trætte og pirrelige unger ad, så løsningen blev en autostol i traktoren, hvor yngste mand blev parkeret sammen med far. Den monotone lyd fra maskinen virkede i løbet af fem minutter, og gav mig en time til at lave mad i.

Det der er godt at holde sig for øje, når man nu engang er faldet for en landmand, er, at udfordringerne er rimelig ens i andre landmandsfamilier. Det finder man ud af når man snakker om det. Jeg kom selv i en erfa-gruppe for kvinder gift med landmænd for år tilbage. Vi kendte lidt til hinanden og dannede gruppen på eget initiativ. Hurtigt viste det sig, at vi alle havde frustrationer over de samme temaer i hverdagen, og bare det at få talt om dem med andre, der havde samme indgangsvinkel, gjorde noget godt og gav noget overskud. Jeg har efterfølgende været med til opstart af tre nye erfa-grupper for kvinder gift med landmænd, og de er alle aktive i dag. Jeg husker, at da jeg bragte det på banen i bestyrelsen, så var det lidt ja ja gør du bare det, men ikke rigtig noget mine mandlige kolleger så den store værdi i. Min tilgang til både landbruget og livet er meget helhedsorienteret, der skal være sammenhængskraft hele vejen rundt, så giver det mening – og det gode liv på landet starter i stuehuset, der er vores base, der skal vi føle os godt tilpas.

Stine Mikkelsen ses her yderst til højre til en familiesammenkomst. Alene på hendes side er de 20, når de er samlet, og de er ligeså mange på Johns side.



Værdien i ens rødder
Som min fødselsdato afslører så står jeg midt i livet, nogen ynder at kalde det overgangsalderen. Hormonelt starter den længe før så ingen panik der. Det jeg virkelig ser som overgangen er den ro der har slået sig ned i mig på det seneste. Jeg føler ikke nødvendigvis at jeg skal bevise noget, og siger meget mere fra i dag end tidligere, hvis jeg ikke mener, det er godt for mig. Siger rigtig meget pyt når jeg burde støvsuge, men ikke gider. Bager hellere brød og boller hele lørdagen i stedet for at vaske mine beskidte vinduer, for det giver mig mere mening. Finder kæmpe værdi i at kende mine rødder (så jeg ikke kommer til at grave dem op) og betragter mine nære netværk som en gave og de perifere som en berigelse.

Rigtig god sommer derude.

Drengeliv i 50’ernes Rønne

 

Af Torben Rønne-Larsen – også kendt som Dæk-Torben, selvstændig erhvervsdrivende,

Torben Rønne-Larsen her fotograferet sammen med hustruen gennem 45 år, Birgit

kommunalbestyrelsesmedlem

Jeg er født den 23 juli 1950, min far var tømrersvend, min mor var sygeplejeelev på Aakirkeby Sygehus, men da hun blev gravid, var det dengang stort set umuligt at fortsætte sin uddannelse. Senere blev hun sygehjælper og arbejdede på flere hospitaler på Bornholm. Måske p.g.a. hendes sind havde hun oftest nattevagter, hvilket passede ind i vores families dagligdag. Vi var tre børn, hvor jeg var den ældste. Min lillebror Flemming, der i en tidlig alder blev syg, måske af misbrug, han fik konstateret skizofreni, en sygdom som hverken læger eller myndigheder på dette tidspunkt havde meget kendskab til.

Min lillesøster Inger, forlod Bornholm da hun var 18 år. Hun besøgte mig på kasernen dengang jeg var indkaldt, der så hun en annonce i en avis ovrefra, hvor man søgte et par piger. Som den krudtugle hun er, så smuttede hun over sammen med en veninde, senere blev hun sygeplejeelev, som endte ud med en sygeplejerskeuddannelse, senere blev hun gift med en spanioler, og har boet og arbejdet som sygeplejerske i rigtig mange år i Spanien.

Forbygget sig
Dengang i halvtresserne var pengene små, far havde forbygget sig, sagde folk, arkitekten mente, at han var tosset, da han forlangte at huset skulle flyttes lidt til venstre på grunden. Som min far sagde, så kan der blive plads til en indkørsel, når han engang fik en bil.

Vores forhave lå ud til Borgmester Nielsens Vej, naturligvis pænt beplantet med buske og træer, og ikke at forglemme græsplænen.

Baghaven, der lå lige op ad Poul Nielsens Maskinfabrik, var dyrket med madurter og ikke mindst kartofler, der var også rabarber, ribs, hindbær og stikkelsbærbuske, dengang skulle der helst serveres to retter til middag, enten en foret eller efterret.

Hønsegård
Som så mange andre på den tid, havde vi naturligvis også en hønsegård, hanekyllingerne huggede vi hovederne af, ogs å var der dejlig kylling. De gamle æglæggere mistede også hovedet, når den tid kom, og så stod den på den lækreste hønsekødssuppe.

Som jeg tidligere skrev var pengene små, ind imellem måtte jeg besøge æggepakkeriet, der lå nabo til Falck for at sælge en bakke æg eller to, det gav lidt kontanter, ellers hvis mor stod og manglede lidt købmandsvarer, blev jeg sendt til købmand Asping, hvor jeg byttede æg for kolonialvarer.

Masser af butikker
Nu hvor jeg nævner et par butikker, vil jeg ikke undlade at nævne dem der lå indenfor få hundreders meters omkreds, på Svanekevej lå fru Nielsens kolonialhandel, hun havde anlagt et gænge i sin baghave så beboerne fra Malmøvejs-kvarteret kunne kommen nemt og hurtigt ind i hendes butik, naboen hed Pagels, der var grønthandler, skråt overfor lå kartoffeldamen, hvor vi langt op i tiden købte vores kartofler, i den anden ende af Svanekevej lå købmand Asping, nede ved Elim kirken havde vi slagter Mortensen, jeg glemmer aldrig duften af hans nybagte leverpostej, på det andet hjørne lå købmand Sonne-Larsen, nede ved Smallesund lå Købmand Aagesen og lige overfor mejeriudsalget Østerbro, der stod fru Engel bag disken, medens hendes mand var ude og køre med mælk til de mange faste kunder.

Vores nabo, Charles Rundfart, havde en iskiosk, hvor de solgte Eventyris, det var er naturligt samlingspunkt for kvarterets unger.

Når man endelig fik lokket en toøre fra mor og far, skulle de naturligvis omsættes straks, for to øre pinnociokugler, ikke for mange af de røde. Dengang kostede de en øre pr stk

 

Med toget til Smørenge
Vi besøgte ofte min farmor og farfar, der boede på Mølledal i Smørenge. Toget gik næsten til døren, først som voksen fandt jeg ud af, hvorfor vi kom så ofte på besøg, min farmor kunne ikke forlige sig med tanken om, at vi skulle lide nød, så vi returnerede med masser af dejlig mad.

Statslån til selvbyggerhus
Vi boede i nr 51 et hus min far selv havde bygget med familiens hjælp, dengang var der mulighed for at få statslån, som nærmest var rentefrit, dog kunne de ikke lave alt selv, husets indvendige bemaling blev ordnet med en veksel.

Dengang i halvtresserne var der service, når man skulle handle, grønthandleren og brødmanden kom lige til døren med sit udvalg, hver morgen kom mælkemanden og udskiftede de tomme mælkeflasker med nye fyldte flasker. Dengang var der naturligvis fedtprop i sødmælken, det første der skete når mælken kom ind i køkkenet, det var at finde flødetyven frem, piskefløde var dyr, så det var nødvendigt at få den fjernet fra mælken.

Kamp om at være flødepisker
Når der så blev lavet æblekage eller lagkage, blev vi unger sat til at piske flødeskum, ikke med en elektrisk maskine, men med en håndbetjent piskeris, der var lidt uro blandt os børn, belønningen var at flødepiskeren, fik lov til at slikke piskeriset rent.

Vi var trods alt bedre stillede end så mange andre, da vores hus var nybygget. Vi havde centralvarme, moderne bad- og toiletforhold, samt bygas. Vi fyrede med gasværkskoks, som blev leveret lige ned i vores fyrkælder af hestevognmanden Drejer.

Senere da det blev moderne med oliefyr, fik vi montør Westh på Kalmarvej til at montere topmoderne oliefyr, hvilket gav mere plads i kælderen.

Lejede vaskemaskine med tøjvrider
Dog måtte vaskekælderen afgive lidt plads til olietanken, vi havde som mange andre med nye huse en gasmurgryde hvor mor stod og knoklende med tøjvask og vaskebræt, senere blev det moderne at man kunne leje en Ferm vaskestol med tøjvrider, den var farlig, det skete at en arm kom ind i vrideren, derfor var de absolut forbudt for os børn at leje med maskine. Maskinen var trods alt en kæmpe lettelse for min mor.

 

25 børn at leje med
Vi boede midt imellem Svanekevej og Landemærket, det var et nybyggerområde, der var masser af børn at lege med, på dette relativt lille vejstykke var vi om 25 børn lige fra de helt små og til de ældste, der stor for at skulle konfirmeres.

Spitfire-jetjageren, der en kort tid stod på legepladsen på Malmøvej

De børn, der boede på Svanekevej lejede vi ikke med, det samme var tilfældet med dem der boede i barakkerne på Landemærket, på Malmøvej var der en legeplads som vi ofte benyttede, et areal var blevet asfalteret så om vinteren blev der oversprøjtet med vand (for at danne is til en skøjtebane. red) og hele områders unger havde en herlig legeplads, tidligere var det et areal ved Østre Skoles boldplads der blev overrislet.

Der var også dammen i Østre Anlæg, der om vinteren frøs til is, så legemulighederne var mange på den tid.

En kæmpe oplevelse var det, da der på Malmøvej januar 1955 blev parkeret en havareret Spitfire, det var enormt spændende for os børn at få den i julegave, men den holdt ikke i så lang tid, der blev banket huller i siden af flyveren, så man kunne komme til at få fat på kobberkablerne.Dengang forlød det, at hvis vi børn skar os på de skarpe kanter ville vi få betændelse i sårene, hvad den rigtige årsag var til, at den blev skrottet, ved jeg ikke.

 

MERE OM TOBEN RØNNE-LARSEN:

I Klippeøens Kvinder & Mænd 2005 kan man læse følgende om Torben Rønne-Lasrsen:

“Slidbanefabrikant og videoudlejer. F. 23.7. 1950, s.a. Ellen M, f. Pedersen og Karl Rønne-Larsen. Gift 1973 m. Birgit Hvidtfeld, f. 25.12. 1952, d.a. Ruth, f. Holm, og Remy Hansen.

Syv års Folkeskole, 10 mdrs. efterskole. Udlært klejnsmed.

Klejnsmed hos Ejnar Jensen & Søn indtil 1976. 1974 start af virksomhed i Søndergade 21. 1977-89 ejer af Gulf Benzinstation på Borgm. Nielsens Vej. Flytte dækafdelingen til Kastanievej i 1980. Startede 1987 slidbanefabrik på naboejendommen, senere tvunget til at lukke den på grund af “en tåbelig EU-bestemmelse”. Åbnede 1984 videoudlejningsforretning. Flyttede på grund af fjernvarmearbejdet i Rønne forretningerne til Borgmester Nielsens Vej i 1989.

Tidl. Med. Af Fremskridtspartiet, næstformand, amts- og byråds og folketingskandidat. Med til at starte Dansk Folkeparti på Bornholm, bestyrelsesmedl., by-, amtsråds- og folketingskandidat.”

Det skal tilføjes, at han i en årrække har været medlem af kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune.

Forskel på os fra landet og de fine Rønne-børn

Dorthe og Knud Andersen i en pause mens det regnede, da de var i Kuala Lumpur, Malaysia

Af Knud Andersen, tidl. amsborgmester, Jydegård, Hasle

Jeg er født om sommeren i 1947. Min mor var sønderjyde og min far bornholmer.

Mine værdier stammer naturligvis fra hvad der blev diskuteret i mit hjem. Min mor var fra Broager i Sønderjylland og fra den periode, hvor området overgik fra at være tysk til at være dansk. Genforeningen har været med til at skabe en holdning til den dansk-tyske grænse hos min mor. Derfor har grænsespørgsmål været et emne, der blev diskuteret i mit hjem. Det handlede om de forskellige i værdier, man har på hver sin side af en grænse, men det fortæller også om de fælles værdier man har over grænsen. Det har givet mig det udsyn som jeg mener at være i besiddelse af. En anden holdning der har fulgt mig hele livet er spørgsmålet om den enkeltes frihed. Vel at mærke en frihed der begrænses af, at din nabo skal have den samme frihed. Hvis du ønsker frie rammer for dig selv, så skal du have respekt for at andre skal have den samme frihed.

Klassebilledet er fra Klemensker Skoles 6. klasse.

I skole hver dag i Hasle, i Klemensker blot hver anden

Vi boede i Klemensker Sogn, men mine første skoleår var i Hasle Skole. I Klemensker gik man i skole hver anden dag, men mine forældre må have syntes, at jeg havde behov for at blive undervist hver dag. Da Klemensker Centralskole senere blev bygget, som et resultat af sammenlægning af de fire skoler i Klemensker Sogn, flyttede jeg til Klemensker Skole. At børn skal skifte til en anden skole er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg var yderst tilfreds med at flytte, da tiden i Hasle Skole ikke var udpræget lykkelig. Vi var to i klassen, der ikke kom fra ”byen” og det blev bemærket. Der var en del slåskampe, hvor vi to stod i skolegården med ryggen mod kirkegårdsmuren. Det er det der i dag kaldes mobning. Dertil skal lægges at enkelte lærere heller ikke var helt uskyldige i den forskelsbehandling, der fandt sted. Derfor var det en god oplevelse at flytte til Klemensker Skole i 5. klasse. Her var vi mere lige.

Her er jeg som spejder, 11 år gammel.

Selvom vi boede på en gård var jeg som barn og ung ikke pålagt særlige arbejdsopgaver. Jeg skulle passe min skole og mine fritidsinteresser. Jeg har to søskende en broder der er 10 år ældre og en søster der er 8 år ældre. Aldersforskellen betød, at de var taget på efterskole da jeg voksede op. På den måde var jeg næsten et enebarn, hvilket jeg formentlig ikke har taget skade af. På den tid var der ikke så mange fritidsaktiviteter og iPads at beskæftige sig med.


Der var væsentligst muligheden for at gå til spejder eller at spille fodbold. Jeg valgte spejder da en nabodreng var med i ”Uglerne” en lokal spejdergruppe omkring Svalhøj. Vi var ”gule spejdere”, en patrulje i 2. Rønne Trop. Der var ugentlige aktiviteter og mindst én weekend hver måned en lejr, oftest i Lyngstauan ved Robbedale. Hver sommer var vi en uge på sommerlejr et andet sted i Danmark. Specielt husker jeg jubilæumslejren i Ebeltoft i 1959, hvor 100- året for spejderbevægelsen blev fejret. Bl. a. var der kongeligt besøg, hvilket jeg syntes var mere spændende end min broders bryllup, der på samme tid fandt sted i Fiskbæk i Vestjylland, så det gik jeg glip af.

Elevråd og skoleblad
Min skolegang på Klemensker Skole var en god og spændende tid. Dels på grund af gode kammerater og dels fordi teenage-årene er spændende. Vi lavede elevråd og skoleblad, men også lidt ballade i klassen. Vi var dog så forudseende at udvirke at 4 blev sendt udenfor døren, sådan at vi kunne spille kort. Om lørdagene var vi flittige gæster til forskellige musik- og dansearrangementer, som der var mange af. Vort fortrukne tilholdssted var naturligvis Klemens Kro og Bolsterbjerg. Én gang om måneden gik turen dog tilAakirkeby Aftenunderholdning. Vi havde en aftale med vognmand Willy Lund om at sørge for ud- og hjemtransport. Om sommeren var vi markant bedre stillet end de unge er i dag. Vi kunne udover de sædvanlige steder vælge Hotel Helligdommen, Strandhotellet eller Stammerhalle. Hvis man dertil føjer de forskellige steder i Rønne så var mulighederne rigtig mange. Sammen med Kenn-Erik Pedersen, en nabodreng, gik turen ofte på knallert til Klemens Kro. Når vi kom hjem havde Kenn-Eriks mor ofte en sildemad og en snaps til at falde ned på.

Sjov og ballade i realen
Tiden i realklasserne var sjov, men vi var måske ikke altid de bedste elever. Et par gange gik vi lige til stregen. Ved skoleårets slutning havde lærerne om aftenen en festlig sammenkomst i lærerværelset. Det syntes vi 9-10 stykker var interessant og indrettede os i et klasseværelse lidt længere nede ad gangen. Heldigvis var lærernes forsyninger så rigelige, at de ikke bemærkede, at der også var nok til os. Den eneste der fandt ud af sammenhængen var pedellen Henry Ipsen, som meget venligt holdt tand for tunge. Det var dog lige ved at gå galt, da vi som tak til pedellen sendte ham en hilsen gennem Giro 413 søndagen efter. Nogle lærere ville gerne vide hvorfor.

En anden gang hvor der var elevfest for de ældste elever i gymnastiksalen på skolen syntes vi at afslutningstidspunktet var for tidligt. Det har formentlig været omkring kl. 23. Vi ventede i nærheden til lyset i salen og skolen var slukket og vendte derefter tilbage og fortsatte festen med lys og musik. Bagefter må man undres over at ingen af de lærere, som havde bolig i umiddelbar nærhed af skolen intet bemærkede, men vi hørte ikke noget efterfølgende.

Forskelsbehandling af os og de finere rønnebørn
Det var mit ønske at få en uddannelse som maskiningeniør. Det kunne ske på to måder. Enten med en studentereksamen eller gennem en faglig uddannelse. Studentervejen blev hurtigt lukket. Den blev lukket efter to uger gymnasiet, hvor jeg ikke fandt at atmosfæren i klassen var særlig rar. Elever med lidt ”finere” Rønne-forældre fik en anderledes positiv behandling end os andre. Derfor meddelte jeg rektor, at jeg ikke havde lyst til at tilbringe 3 år i det system og vendte tilbage til skolen i Klemensker.

I lære på Bornholms Maskinfabrik, det sluttede brat
Så var der den anden mulighed for at blive maskiningeniør via en faglig uddannelse som maskinarbejder. Efter realeksamen startede jeg derfor i lære på Bornholms Maskinfabrik i Rønne. Jeg begyndte første arbejdsdag i en grøn kedeldragt, men blev hurtigt gjort opmærksom på, at der kun var én der gik med grøn kedeldragt og det var værkfører Børge Wroblewsky. Det viste sig at være en udmærket ordning for så kunne alle se hvor han var. Det vil sige, at når jeg kom gående troede man at det var værkføreren der kom, hvilket straks bevirkede at tempoet blev sat lidt i vejret. Jeg var i lære i 14 måneder. Det sluttede ikke fordi jeg var udlært så hurtigt, men fordi der opstod en lille uoverensstemmelse med Wroblewsky. Sammen med en anden lærling havde vi fået en akkordaftale om at lave træbunde til en serie bagagevogne. Det foregik på snedkerloftet og havde for så vidt ikke noget med faget at gøre, men det var en økonomisk fornuftig aftale for os to lærlinge. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne færdiggøre akkorden på trefjerdel tid, hvis vi arbejdede i et vist antal minutter og derefter sad på filebænken og snakkede i en pause på 2-3 min.

En dag hvor ”snakketiden” lige var begyndt dukkede værkføreren op. Den anden lærling sprang straks ned og gik i gang med arbejdet. Wroblewsky spurgte om jeg ikke også skulle arbejde, jo, det skulle jeg da, og ville forklare ham hvordan vi ville nå akkorden på trekvart tid. Det interesserede ham ikke særlig meget, for, som han sagde ”lærlinge skal arbejde når jeg kommer forbi”. Dermed sluttede min læretid, da jeg blev anbefalet at gå ned til direktør Bidstrup for at afslutte min læretid.

Meningsfyldt arbejde
Jeg fik meget ud af de 14 måneder på maskinfabrikken, nemlig stor respekt for alle de mennesker der hver dag passer deres arbejde. Man mødte på maskinfabrikken lidt før arbejdstids begyndelse kl. 6.30 og passede sit arbejde, uanset om man syntes det var sjov eller ej. Danmark er bygget af sådanne pligtopfyldende mennesker. Og som den gode socialdemokrat jeg senere mødte, borgmester i Hasle Kommune, Svend Rasmussen plejede at sige. ”Det kan godt være at man ikke synes at ens arbejde er meningsfyldt, men i den store sammenhæng er det”.Hvilket han har fuldstændig ret i.

I slutningen af 60-erne blev jeg valgt til ledelsen i Venstres Ungdom på Bornholm. Det var dengang, politiske ungdomsforeninger havde mange medlemmer og mange aktiviteter. Både af festlig og politisk karakter. En af lærdommene fra dengang er, hvis man har det godt med hinanden så skaber man tilsammen flere aktiviteter. Men det er vel en universel grundregel, at det man synes er sjovt det bliver man også god – eller bedre til. Hurtigt fandt jeg ud af, at vi havde brug for at få tilført midler, hvis vi skulle kunne gennemføre vore planer om eget lokale, kampagner osv.

På det tidspunkt havde enkelte idrætsforeninger ved arrangementer i bl.a. Brændegårdshaven tjent gode penge. Den idé kopierede vi. Derfor arrangerede VU Bornholm koncerter med store danske navne én gang årligt i juli måned. Overskuddet varierede, men det mindste overskud havde vi ved det dyreste arrangement, ca. 3.000 kr.

Koncert med The Kinks, entre 18 kr., overskud 3000
Til vore arrangementer havde vi en lang række kendte danske orkestre til at optræde og samlede mellem 900-1500 mennesker. Kun én gang vovede vi at entrere med et udenlandsk orkester, The Kinks. De havde aftenen forinden haft et arrangement i Tivoli, derfor kunne vi få orkesteret lidt billigere. Selvom det ville blive det dyreste orkester, der på den tid havde optrådt på Bornholm.

Deres honorar var større end det vi havde i kassen derfor kontaktede jeg Andelsbanken for at høre om de ville garantere beløbet. Problemet var blot, at jeg selv som formand ikke var myndig på det tidspunkt. Men på trods af det, meddelte direktør Stenby at banken ville være garant for arrangementet. For en sikkerheds skyld tegnede vi en regnvejrsforsikring, som dog ikke kom i anvendelse. At overskuddet ikke blev større end 3.000 kr. skyldtes formentlig at vi tog en relativ høj entrè, nemlig 18 kr.

Der blev “røget” , hvilket fremkaldte forslag om fri hash
Af danske orkestre vi havde til at optræde i denne periode kan jeg huske Keld & The Donkeys, de lokale Vanguards, Culpepers Orchard, Tin Pan Alley, Sebastian, Fate, Shu Bi Dua og Gasolin. Den koncert der gav størst opmærksomhed var i 1970 med Alrune Rod med omkring 1200 deltagere. Det var tydeligt at se – og lugte, at der blev røget hash. Folk sad på dansegulvet og hyggede sig. Havde deltagerne indtaget tilsvarende mængde rusmidler i spiritus eller øl ville vi som arrangører have haft et helt andet og større problem med at holde ro og orden. Men nu – stille og fredeligt sad tilskuerne og havde en god oplevelse. Efterfølgende sagde jeg til en journalist, ”at det var dejligt at se hvor meget deltagerne nød musikken i fred og ro og hvis de samme deltagere havde beruset sig i øl så havde der været problemer”. Almindelige borgerlige kredse blev noget forarget over den udtalelse og det fik da også Venstre folketingsmedlem Per Møller til at rejse spørgsmålet over for justitsminister Knud Thestrup, om hvad han agtede at foretage sig i anledning af den omsiggribende hashrygning. Ministeren ville ikke foretage sig noget. Tidligere udenrigsminister Per Hækkerup meddelte derimod, at han overvejede at foreslå Folketinget at handel med hash blev givet fri. Det skulle være så billigt som muligt for at forhindre sortbørshandel.

Efter Knud Andersen gik ud af politik blev der tid til andre aktiviteter, bl.a. rejser sammen med Dorthe. Her er de på safari i Namibia.

Arrangementet med Alrune Rod var i øvrigt lige ved ikke at blive gennemført. Under afregningen for deres optræden hvilket skete umiddelbart inden de skulle på scenen nægtede de at betale skat af deres honorar. ”Vi er s’gu ikke kommet til Bornholm for at betale 40 pct. i skat. Alle folk er nemlig ude på at dreje os en knap i denne branche. Se nu de hvidskjortede VU’er der løber rundt og holder øje med folk i aften. De er totalt bidt af systemet.” Men på scenen kom de, da det ellers ville have været kontraktbrud. Problemet var det enkle, at orkesterets medlemmer ikke kunne dokumentere at de havde frikort, hvorfor vi skulle trække kildeskat af deres honorar. Succesen var tilsyneladende gået dem til hovedet. De gjorde et meget usympatisk indtryk.

 

Ritt Bjerregård på græs i Rutsker 

Tilbage i Rutsker for et par år siden – her ved døren til lejligheden, hun beboede i et halvt år i 1962.

Jeg skrev en mail til Ritt Bjerregaard og fik få dage efter svar om, at hun gerne ville være min gæsteskribent, hvis det kunne være i form af et lettere bearbejdet uddrag af hendes Erindringer, udgivet på Politikens forlag i 2015. Sagen er, at jeg kom i tanker om, at Ritt havde været et halvt år i Rutsker, “på græs”, som man kaldte det, da man tilbage I 60’erne søgte at løse problemet med lærermangel ved at lade seminarieelever komme ud i praktik på landets skoler.

Af Ritt Bjerregaard, tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester i København

Den lokale fotograf Svendsen tog dette portræt af Ritt Bjerregård i 1962.

Bornholmerbåden lagde til i Rønne tidligt om morgenen 1962. Jeg pakkede mine ting sammen, der var meget. I det næste halve år havde Statsseminariet på Emdrupborg sendt mig i praktik på Rutsker Skole. Jeg havde aldrig hørt om den bornholmske by, før jeg nu skulle arbejde der, men kortet hjalp mig til at finde den lidt nordpå, men midt inde på øen. Så jeg fandt min blå Lambretta på bildækket, læssede på med diverse snører og kørte af sted fuld af forventning.

 

Smuk tur til en by bestående af en hovedgade
Turen langs vandet var smuk. Det var i begyndelsen af august, så kornet stod gult på markerne, og der var endnu tyske sommergæster ved strandene. Scooteren kørte, som den skulle, og jeg nød sommervinden. I Hasle skulle jeg dreje ind i landet, for her var der i Rutsker by blevet bygget en ny centralskole. Det var nu meget flot at kalde den en by, for der var kun en hovedgade med en samling små triste huse langs vejen. Man var igennem byen, før man overhovedet havde opdaget, at den var der. Det var langt uden for lands lov og ret. Midt i det hele lå Brygsen, som de kaldte den. Det var den eneste butik i byen. Der mødtes man, når der skulle købes ind, hilses og snakkes. Det var her i Brygsen, at alle fødselsdagsgaver og mange julegaver blev købt. Jeg har endnu den lille plakette med en gammel kone, der sidder og læser i en gyngestol. Den fik jeg af børnene i julegave dengang.

Midt i byen skulle jeg dreje for at komme til den nye centralskole.

Genbesøg i 2014 sammen med Lea
I eftersommeren 2014 var jeg på Bornholm til en lille filmfestival i Gudhjem. Jeg benytter lejligheden til at lave lidt kampagne for den nyopstillede socialdemokratiske folketingskandidat Lea Wermelin. Som slutpunkt på dagen kørte vi rundt om Rutsker. Jeg havde lyst til at se skolen igen. Byen er stadig kun en lang gade uden noget bypræg. Brygsen er blevet gul og hedder ”The Ranch”. Lea, der er bornholmer, har aldrig været der og heller ikke hørt om den. Det ligner et billigt sommersted, og denne søndag i september er der helt lukket. Forskolen, som jeg underviste på i et halvt år, er et FDFcenter for Hasle og Rutsker. Heller ikke her er der noget liv. Tristheden er overvældende.

Ved kirken, der ligger højt og med en smuk udsigt, drejer vi af mod ”Feriecenter” og ser centralskolens gule mursten. Det er skolen, der er blevet et Feriecenter, og mit lille gule murstenshus er nu sammen med skolen indrettet med værelser. Også det er tomt, men der er møbler, og det virker, som om det endnu er i brug, selvom jeg havde hørt, at det var gået konkurs. På nettet læste jeg efterfølgende, at det den 1.juli 2014 var blevet overtaget af en familie, der kører det videre. Mon det kan klare sig?

Hasle er blevet flot
Bornholm er et studie i Udkantsdanmark, hvor debatten om forholdet mellem fastboere og sommerhustilflyttere folder sig ud. Det er områderne langs vandet, der er attraktionen, og det bliver tydeligt understreget, da vi slår et smut ned om Hasle, der var min nærmeste indkøbsby dengang i 1960’erne. Den er blevet flot med en lille lystbådehavn og fine træhuse i ring omkring den. Et havbad er placeret og dertil hører en smuk træbygning, der indeholder sauna og toiletter. Her er jeg ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at klare sig, men på denne søndag i september er det tomt og øde.

Ritt og hendes Lambretta er her fotograferet i 1961 i København

Boede i en lærerbolig sammen med anden praktikant
På Rutsker Centralskole var der en førstelærer, for den var ikke stor nok til at have en skoleinspektør. Førstelærer Jensen boede med sin kone og lille datter i det største af de tre typehuse, der var blevet bygget til skolen. Datteren havde jeg i skolen. Ved siden af boede lærer Thrane, og jeg skulle bo i et af de andre huse sammen med en anden lærer, der også var praktikant. Hun kom fra Silkeborg.

Det var nemt at finde, og jeg kunne vælge værelse først og fik det, der vel var tænkt som soveværelse, og min med-lærer, Marianne fik senere kammeret. Med en seng og et skolebord som skrivebord, kunne jeg installere mig. Der var heldigvis også et garderobeskab. Til os fælles var der et badeværelse, stue og køkken. Der var også en stor hjørnestue, men den brugte vi slet ikke. Vi havde jo ingen møbler. Det var underligt at vide, at her skulle jeg bo i et halvt år og sammen med et menneske, jeg slet ikke kendte. Var det noget, jeg kunne holde ud?

Chancen for at opleve noget nyt
Jeg glædede mig til at lære Bornholm at kende og regnede med, at jeg kunne have god glæde af scooteren, men et halvt år væk fra København var lang tid og så et helt fremmed menneske? Sjovt nok var jeg ikke særlig nervøs ved det, men fuld af forventning. Det var også mit første rigtige job som lærer, og dermed også med en løn. Jeg havde ikke nogen fast kæreste, så der var ikke noget, der bandt mig til København. Her var chancen for at opleve noget nyt.

1. og 2. klasse måtte nøjes med mig
Jeg havde brugt en meget stor del af sommerferien til at forberede mig, for jeg skulle helt alene have 1. og 2. klasse, og det havde jeg overhovedet ingen forudsætninger for. Jeg havde som udgangspunkt på seminariet, at jeg skulle undervise de store elever, og mit fag var historie, så indtil nu havde jeg ikke modtaget undervisning om, hvordan man lærer børn at læse, skrive og regne. Men det var der ikke noget at gøre ved. Min opgave var at undervise de to første skoleår, og så måtte jeg finde ud af det, så under hele forløbet læste jeg, hvad jeg kunne få fat i om undervisning og pædagogik i de første skoleår. Første og anden klasse blev ikke undervist på den fine nye centralskole, men på en lille, gammel skole lidt derfra, så det var sandelig meget praktisk, at jeg havde scooteren. Det hed Rutsker Forskole, og den tidligere lærer til 1. og 2. klasse havde boet på skolen, men der var lærermangel, så de havde ikke kunnet få en ny og måtte i stedet bruge mig, der bare var lærervikar.Det var svært at afgøre, hvem der var mest spændt, da jeg startede: børnene eller mig. En lærer fra København – og hun havde scooter! Det var alligevel noget. Når jeg ser mig selv på billedet med børnene, kan jeg se, at jeg må have været en meget fremmed fugl, en rigtig københavner. Håret var hennafarvet, jeg havde pandehår og nogen gange hestehale og ellers en stor knold oppe på hovedet. Øjnene var malede og øjenskyggen blå. Jeg var virkelig københavner-smart. Det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke fik meget brug for stiletterne.

Marianne – en helt anden type
Min medbeboer, Marianne, var helt anderledes, og vi kikkede skeptisk på hinanden, da hun en uges tid efter, at jeg var kommet til øen, dukkede op. Skoene var fodformede, hun var i cowboybukser og blå anorak. Håret var kommunefarvet og kasserolleklippet, og hun brugte ikke skyggen af makeup. Hun var en helt anden type end mig og mine veninder fra Vesterbro, men sådan kunne man altså også vælge at se ud som kvinde, tænkte jeg.

Jeg ved, at vi begge tænkte, dette kommer aldrig til at gå! Hendes far var overlærer, der forlød ikke noget om hendes mor. Hun installerede sig, og vi skulle dele alle måltiderne, uden at nogen af os havde interesseret os det ringeste for madlavning, før vi nu var tvungne til det.

Børnene og jeg var glade for hinanden
Dagene gik, jeg var glad for børnene, og de for mig, og begge parter lærte begge meget. I breve til mine forældre kan jeg læse, at jeg fra om morgenen havde 2. klasse og så

Dagen i Rutsker startede med, at Ritt arrangerede en rundkreds

efterfølgende første.

”Vi starter om morgenen med at sætte os i en rundkreds og så snakker vi, sidst havde én set en hare, så snakkede vi lidt om det, og næste dag læste jeg en historie om haren. Dagen efter repeterede vi så, hvad vi kunne huske om haren, og jeg læste en ny historie. Derefter satte vi bordene på plads (to ”flyttemænd”), og børnene tegnede harer og skrev helt frit 4-5 linjer om haren nedenunder. Det var virkelig herligt.”

”Vi er nu ved at presse blomster, de har selv haft mursten med og blomster, de er delt i fire grupper, og de går op i det med liv og sjæl. I øvrigt er det rart, at jeg er alene dernede, jeg lader dem så nemlig holde frikvarter, lige når det passer mig.”

”Vi har lige gennemgået nogle af de 10 bud og nu skal I høre nogle herlige svar. Vi havde det 6.bud, du må ikke begå ægteskabsbrud, og jeg spørger så, hvad man mener med det? En af pigerne svarer, at man må ikke stjæle fra ægteskabet! En anden mente, at når folk var gift, måtte man ikke stjæle fra dem!”

Jeg fortæller også i et brevene, at jeg har taget en slags intelligensprøve på børnene i første klasse, og at den viser en spredning på 4 ½ år op til 12 år.

Børnene spillede også komedie ”De tre bukkebruse”, hvor de var klædt ud og hvor vi havde lavet horn, de kunne have på. Hver onsdag var der en fællestime med 1. klasserne, så 2. klasse var vældig stolt over, at de skulle spille og huske replikkerne.

Ritt og hendes klasse på forskolen.

I glade vendinger fortæller jeg også om, at jeg bliver inviteret til fødselsdag hos eleverne, får lagkage og chokolade og taler med forældrene.

 

Ringe landbrugskundskaber
Mine landbrugskundskaber var ikke ret store, så en dag pegede jeg på et anskuelsesbillede med en landmand og fortalte, at han pløjede. Børnene skulle så fortælle, hvad de mere så på billedet, men Lennart rakte med det samme hånden op og spurgte: ”Jamen, frøken harver han ikke?” Jeg anede det ikke, så der var ikke andet at gøre end at regne med, at Lennart vidste, hvad han talte om. Det var før computernes tid, så der var ikke noget med lige at gå hen og slå efter og lære de mest elementære ting. Min københavnerviden, der heller ikke omfattede noget større kendskab til kornsorter endsige deres dyrkning, rakte ikke så langt her.

Morgensang og Fadervor
Allerede før jeg kom i gang på skolen, gik det op for mig, at førstelærer Jensen også var religiøs, og det hørte med til min forpligtelse både at synge morgensang med børnene og også bede bøn med dem ”Fadervor, du som er i himmelen…” Den havde jeg godt nok bedt sammen med min mormor for mange år siden, da jeg var en lille pige, men siden den tid havde jeg ikke bedt. Nu var det med at få den lært, så jeg øvede mig, mens jeg gik tur i det bornholmske landskab. Det var lettere med morgensangen, for jeg var glad for at synge og syntes, det var sjovt at lære børnene nye sange.

Forældrene ville have mig til at fortsætte
Både for første og anden klasse holdt jeg forældremøde hen mod slutningen af mit ophold. Børnene optrådte, alt deres materiale var lagt frem, og jeg fortalte selv, om det vi lavede og ideerne bag det. Førstelæreren var også med, og jeg noterede mig, at han roste den glæde jeg havde givet børnene ved deres skolegang. Forældrene var så søde, at de spurgte, om det ikke var muligt, at jeg kunne blive et halvt år mere.

Gik godt med Marianne og mig
Det gik godt med Marianne og mig, vi havde masser at tale om og syntes, det var spændende at finde ud af, hvor forskelligt vores liv havde været. Hun underviste på centralskolen og havde de større børn, men det voldte hende ikke de store vanskeligheder. Vi nød begge undervisningen og snakkede om den. Vi gik lange ture i det flotte bornholmske landskab, besøgte en medstuderende i Svaneke, tog på tur til Hammershus og var med skolen på Dueodde. Vi nød de nye omgivelser og havde glæde af scooteren.

Det hørte sig også til at få besøg af seminariets rektor, Tage Larsen, når man var på ”græs”, som det også hed. Det foregik sådan her:

”Pludselig i frikvarteret hørte jeg nogle råb – og ilede ud. Ja, der løb Tage og spillede fodbold med ungerne. ”Hov så er det her!” ”Kom an”, ”Skyd hvis du tør” osv. Senere gav han lakridser til ungerne, og spurgte om deres frøken var flink. Kun én svarede nej (den kvikkeste) og fik til belønning nok en lakridsstang.” Bagefter havde Marianne og jeg ham og Jensens til middag. Det var også karakteristisk for Statsseminariet på Emdrupborg, at rektor virkelig tog rundt og besøgte de studerende. Mariannes rektor kom ikke på besøg.

Sigtebrødsmadder
Det blev ikke til det store med madlavningen, men vi kunne købe ind i Brygsen i Rutsker eller køre til Hasle på scooteren. Et par gange om ugen kom der en brødbil, og de havde et rigtig godt friskt sigtebrød, og da vi fandt noget abrikosmarmelade i Brygsen, så blev der spist rigtig meget sigtebrød. Vi nød vores friske brød, og sådan 3 til 5 stykker kunne sagtens gøre det ud for et aftensmåltid. Vi blev tykke af det, men det tog lidt tid, før jeg opdagede det. Jeg havde en smart, stram rød kjole med, og da vi engang skulle til bal i Rønne, kunne jeg overhovedet ikke passe kjolen. Det grinede vi meget af, og jeg måtte tage noget lidt mindre opsigtsvækkende på og så var det ellers farvel til alle sigtebrødsmadderne, for jeg måtte af med nogle kilo.

Blev inviteret til spisning
Ind i mellem blev vi inviteret hen til førstelærer Jensen og hans kone til flæskesteg med sauce og kartofler og surt. Med læreren ved siden af delte vi tit måltiderne. Også pedellen inviterede os nogle gange sammen med andre fra sognet. Det var anderledes, end jeg kendte det, for efter middagen satte mændene sig ind i dagligstuen og røg, og kvinderne tog ud af bordet, vaskede op og lavede kaffe, som de serverede for mændene, selv holdt de sig til køkkenet og soveværelset og snakkede sammen. Marianne og jeg blev tit sammen med mændene, for det var jo dem, vi havde vores arbejdsrelation til, men jeg tror ikke, at konerne syntes, at det var helt passende.

I dag er der ikke mere noget, der hedder Rutsker Centralskole. Som i mange andre yderområder er der alt for få børn til en centralskole, folk flytter fra Bornholm og især et område som Rutsker, der helt mangler herlighedsværdier. En af de helt store udfordringer samfundet står overfor i dag er, hvordan vi undgår at tømme store dele af landet for mennesker eller sagt med andre ord, hvad der giver mening for de mennesker, der skal bo der. For mig blev det et mindeværdigt år og mine breve flyder over med glæde over skoledagene med børnene, samværet med Marianne og det flotte bornholmske landskab.

Efter at Marianne og jeg havde læst Kumbel skrev jeg til min forældre:

Hver gang himmelhvælvet sløres
af den mindste smule gråt
er der dem, der tror, de rammes
af den første dråbe vådt
Jeg er dén, som, hver gang årets
korte vinterdag fornys,
kan fornemme, at jeg træffes
af den første stråle lys”.

Ritt Bjerregård i dag. Foto: Søren Svendsen.

Efter det halve år på Bornholm skrev jeg en lang rapport om mit praktikophold og bestemte mig til at fortsætte med de mindre klasser og især skolestarten, som jeg nu havde sat mig så grundigt ind i. Det blev jeg ved med indtil politikken tog over og jeg fik mit arbejde på Christiansborg, i Bruxelles og på Københavns Rådhus.

 

 

Ritt og veninden blev kaldt Rip, Rap og Rup

Dagen efter kunne jeg afsløre, at jeg ad kringlede veje havde fundet frem til Ritts kollega, Marianne Nørmose. De havde mistet kontakten i slutningen af 60’erne. Herunder fortæller hun om tiden i Rutsker og samværet med Ritt Bjerregaard. 

 

 

Marianne Nørmose (t.h.) i seminarietid

Ritt svarede i en mail: ”Jeg har desværre ikke haft nogen kontakt med Marianne. Mærkeligt hvordan man kan gå op og ned ad hinanden i et halvt år og så helt tabe kontakten.”

Ad kringlede veje til Ry

 

Så blev den gamle journalist nysgerrig. Det måtte opklares, hvem Marianne er. Ad kringlede omveje fandt jeg frem til hende, Marianne Nørmose, i dag bosat i Ry ved Silkeborg, stadig meget aktiv indenfor bl.a. økologi, madlavning (økologisk kogekone), historiefortælling og byfornyelse. Men pensioneret som lærer.

Det viser sig også, at Marianne er kommet en del på Bornholm både som barn og ung og også siden 1962. Hun har i dag et par kusiner på Bornholm. Og Marianne betror mig, at hun holder meget af Bornholm.

Blev kaldt RIP, RAP & RUP

”I Ritts fortælling står der, at jeg var kasserolleklippet. Det er nu ikke rigtigt. Men jeg var meget kortklippet,” fortæller Marianne Nørmose.

”Ritt var jo meget pyntet, med opsat hår, sminke og smart tøj, mens jeg kom i cowboybukser, anorak, håndsyede sandaler og køjesæk. Vi var meget forskellige og jeg tænkte: Det bliver et langt halvt år.

Ritt var ferm til at sy og fik mig fikset op med et par små dragter.- det trængte jeg sikkert til.

Men vi supplerede hinanden godt og vi havde det rart sammen. Selv om vi af til blev inviteret ud at spise, hos lærere, pedel og andre, så lavede vi da af og til mad sammen, og jeg har faktisk lige siden været glad for at lave mad.

Så jo, vi var kendt for, at vi ofte fuldendte hinandens sætninger, så de gav os tilnavnet RIP, RAP & RUP. Hvor vi ville hen, var vi enige om – men vejen dertil så vi meget forskellligt på.”

Modsætningerne mødtes

”Jeg dansk- og klasselærer i 3. klasse og havde orienteringsfag i 7. klasse på Centralskolen, som aldrig tidligere havde haft en lærer i mere end et halvt år ad gangen. Ritt underviste de små henne på Forskolen. Rutsker var et affolkningsområde på Bornholm, og jeg kan bl.a. huske, at jeg underviste et søskendepar, der skiftedes til at komme i skole, fordi de kun havde et par støvler. Og der var en fattig landmand, der stadig høstede roer med håndkraft og kørte dem ind i trillebør.”

Marianne Nørmose mindes Rutsker-tiden med glæde, og det var jo helt fantastisk at være ”på græs” som lærerstuderende og tjene egne penge. Ellers måtte de jo klare sig med lån, der skulle tilbagebetales, og sommerferiejobs. Samværet med Ritt Bjerregaard var hyggeligt, selv om det meget tydeligt var modsætningerne Jylland og København, der her mødtes.

Ritt vidste hun ville være politiker
”Jeg tror ikke, at Ritt dengang som 21-årig var i tvivl om, at hun skulle ind i politik. Jeg derimod gik mere kollektivvejen, blev gift og fik barn i 1967, arbejdede på lilleskoler og boede i et kollektiv med 40 voksne og 40 børn.

Marianne Nørmose fotograferet med sine hun de hjemme i Ry

Efter Rutsker besøgte og boede jeg ret ofte hos Ritt og hendes mand, Søren Mørch, i deres lejlighed i Studiestræde i København. Men de veje, vi hver især valgte, var meget forskellige, og det vidste vi allerede dengang, at de ville blive. Hun valgte politik – jeg det man snarere ville betegne som en “68’er”-vej.

Vi mødtes en enkelt gang senere i Aarhus Festuge – helt tilfældigt. Men ellers har der ikke været kontakt.”

Kort sammenfattet om Marianne Nørmose kan man sige, at hun beskæftiger sig med eller har beskæftiget sig med følgende, siden hun forlod Rutsker: Lilleskolelærer, massagelærer, fåreavler, kollektivist og selvbygger og siden 1992 : Økologiske projekter i DK, Polen og Sicilien, kogekone, fortæller og arbejde med bæredygtig omstilling.

 

Mit barnebarn kunne have ført til Ritts veninde

Endnu en dag senere blev jeg kontaktet af mit barnebarn i Sønderborg, der kunne fortale, at hun da sagtens kunne have ført mig til Marianne Nørmose, for hende havde hun mødt via veninden Nanna, der er barnebarn af Marianne Nørmose!

Veninderne Nanna Nørmose til venstre og Laura Randbøll Have til højre

I jagten på Ritt Bjerregaards kollega fra Rutsker i 1962 havde jeg ikke behøvet at gå en masse snørklede veje. Jeg kunne bare har spurgt mit barnebarn, 20-årige Laura Randbøll Have, der bor sammen med sin far og mor og to søstre i Sønderborg.
Da Laura vågnede søndag morgen gik hun som sædvanlig en tur på Facebook, og her dukkede et foto af en dame, som hun kendte op. Det var Marianne Nørmose. “Hende kende jeg,” tænkte Laura og kom straks i tanker om sin gode veninde Nanna Nørmose siden Folkeskolen, Nanna, der er barnebarn af netop Marianne Nørmose.
“Det ender såmænd med, at vi bliver i familie med hinanden, var Mariannes kommentar, da jeg havde fortalt hende om vore børnebørns bekendtskab, og lidt efter kunne hun oplyse mig i en mail, om at de to unge piger lige netop da søndag eftermiddag var på vej i bil til Tyskland.

Nexø-horrinj, der blev politisk kommentator, Jarl Cordua

AF JARL CORDUA

Dette billede blev taget omkring 1997 mens jeg arbejdede for Niels Anker Kofoed. Jeg stillede op til Borgerrepræsentationen, men blev ikke valgt. Det kan sikkert forklares alene ud fra billedet, hvor jeg jo ligner en tidligt ældet bureaukrat

Søren Wolff opfordrede mig for lidt tid siden til at sende et indlæg, hvor jeg skrev lidt om mig selv og mit syn på tingene. Jeg var på Tenerife, så jeg udsatte det lidt for at kunne slikke lidt sol. Det havde han stor forståelse for.

Jeg husker første gang, at jeg mødte Søren. Da var han chefredaktør på ”Bornholmeren”, som de fleste sikkert ved, var en socialdemokratisk avis, som dog stadig udkom i midtfirserne, hvor jeg var en aktiv VU’er med Søren Pind, Mads Lundby Hansen (fra Cepos) mfl. Jeg kan ikke huske den nøjagtige anledning, men Søren havde skrevet en skarp og kritisk leder, hvor han pillede de unge venstrefolk ned på en måde, som vi ikke syntes var helt retfærdigt. Det kaldte jo på et passende svar, hvorefter jeg, som dengang var en indigneret 2g’er gik op på ”Bornholmeren” og direkte ind på chefredaktørens kontor. Der afbrød jeg med bestemt mine et uformelt møde , der åbenbart var i gang mellem ansvarshavende chefredaktør Wolff og Rønnes daværende borgmester Arne Hansen for at aflevere mit svar til den frække chefredaktør, der nu kunne læse, hvordan tingene rigtigt hang sammen. Mit svar blev naturligvis bragt i avisen om end jeg snart måtte erfare, at journalister altid får det sidste ord. For selvfølgelig havde chefredaktøren et kækt svar på min bandbulle i avisen samme dag med overskriften ”VU – Vred Ungdom”. Så løb jeg tør for energi mht. at drive polemikken videre med de håbløse socialdemokrater i Storegade. Der var andre sjæle, der formodentlig var lettere at overbevise.

Vandt en fin og dyr whisky
Og så ved jeg jo at Søren med sin daværende vinforretning havde et udsøgt varelager af whisky, da jeg for nogle år siden stod i den lykkelige situation at have vundet et væddemål, der netop gjaldt en flaske skotsk ildvand. Væddemålets nr. 2 var redaktør Bjarne Hansen fra bornholm.nu, der som en fin gentleman forstod at honorere sin æresgæld. Som leverandør fremsendte Søren en liste af mærker, jeg aldrig havde hørt om, og der var således mange fine flasker whisky at vælge imellem for længst lukkede skotske destillerier, så jeg tog chancen med en fin (og dyr) flaske, som desværre holdt alt for kort tid.

Gamle bornholmske slægter

En glad roer viser nye redningsveste frem ca 1983. Jeg brugte mange timer i Nexø Roklub, der var en slags ungdomsklub. Her passede jeg ind og gjorde mine første erfaringer med foreningslivet, hvor jeg sad i bestyrelsen i en årrække.

Det er i øvrigt nok mest Sørens sønner, som jeg er rendt på gennem årene. Især Mads, som da vi var knægte, var aktiv i Rønne Roklub, og som vi roere fra Nexø holdt nogle gevaldige fester sammen med.

Jeg er født i 1969 i Rønne, men voksede op de første år i Vestermarie, hvor en stor del af min slægt dengang boede. Jeg er via min mormor, Alfhild, ud af den bornholmske gren af Cordua-slægten, der slog sig ned i 1855 på Vestergård. Jeg tilhører dog også via min morfar den store bornholmske slægt Dahl og den noget mindre og yngre svensk-bornholmske slægt Sjøgren. Min oldemor Ellen Dahl var fra Nørregaard i Vestermarie, og min morfar var smed Andreas Dahl Sjøgren i samme by. Min far Knud er lidt af en sjælden fugl, idet at han er en københavnsk født bornholmsk fiskeskipper, så vi flyttede til Nexø i 1976, den sommer, da jeg blev syv år. Far, der fylder 74 i år, siger at han er på vej i land som pensionist efter at have sejlet som skipper på ”Ocean Prawns” i næsten 25 år og sømand siden sit 15. år. Lad os nu se. Min bornholmske mor Grethe, som både var damefrisør og pædagog, døde desværre tidligt for mere end tyve år siden. Jeg har to søskende bl.a. en søster, der bor i Rønne med sin familie. Selv bor jeg i Hellerup med min kone, der er jurist, og vi har en søn, der går i 2. klasse.

Fiskede med Ole Basse
Min opvækst var præget af at min far arbejdede altid med at fiske laks og siden især torsk. Først som skipper på Ole Basses både og siden med egen båd. Det skete ikke ofte at vi fx tog på ferie sammen. Så det var vores mor, der især tog slæbet med at opdrage på os unger. Det var også hende, der var lønmodtageren i familien og som tog job i fisken og andre ufaglærte jobs, som mange familier kunne leve af dengang i 70’erne og 80’erne. Og naturligvis stod i fagforening i Kvindelig Arbejderforbund! Vi havde en rimelig fri tilværelse og fik lov at passe os selv i langt højere grad end børn gør i dag, har jeg indtryk af. Og jeg brugte min fritid på både dans, fodbold, håndbold, spejder og til sidst især i den nu hedengangne Nexø Roklub, hvor jeg i teenageårene hang ud med andre store knægte, der udover at kunne lide at ro også interesserede sig for kortspil, at drikke øl, cigaretrygning, fest til den lyse morgen på det lokale diskotek og ikke mindst kontakt med det modsatte køn.

Tre meget forskellige skolemiljøer
Jeg nåede i øvrigt at gå på hele tre skoler. Børnehaveklasse på Rønne Privatskole, 1.-6. Klasse i Folkeskolen i Nexø og tre år på den kristne friskole, Davidskolen, i Aakirkeby. Det var tre meget forskellige miljøer, som alle har givet mig noget indsigt og været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Glad men lidt mærket student 1988. Jeg var ret begejstret for at gå i gymnasiet, hvor jeg også blev politisk aktiv og fandt flere venner. Vi fejrer 30 års jubilæum til sommer.

Meget tidligt fik mine forældre sporet mig og mine søskende ind på, at vi skulle have en god uddannelse. En tilværelse som fisker, som min fars, lå derfor slet ikke i kortene. Jeg har aldrig været særligt praktisk anlagt eller bare det mindste interesseret i fiskeri. Til gengæld var jeg glad for at læse og holde mig orienteret især om historie og politik. Derfor var jeg lykkelig at møde unge mennesker med de samme interesser og holdninger, da jeg kom i gymnasiet i Rønne, der dengang hed Bornholms Amtsgymnasium. Venstres Ungdom på Bornholm blev den ramme og det fællesskab, hvor jeg kunne dyrke de interesser, og jeg ser fx stadig enkelte fra dengang så om Søren Pind, men løber da også på nogle af de andre nu og da.

Sekretær for Niels Anker Kofoed
Jeg begyndte siden at læse økonomi – cand. polit. – på Københavns Universitet bl.a. med et par bornholmere blandt dem førnævnte Mads Lundby. Siden fik jeg job på Christiansborg som sekretær og assistent blandt andre for Niels Anker Kofoed og Harald Kjøller og overvejede selv en politisk karriere. Men det indså jeg hurtigt, at det var ikke noget for mig. Jeg synes ikke selv, at jeg har det store talent for det, selv om at jeg synes, det er vældig spændende at følge med i, og jeg brugte ca. 10 år af mit liv på at være meget aktiv partisoldat i Venstre i København. Min styrke er snarere at beskrive og analysere fremfor at bedrive politik, og det fik jeg rig lejlighed til at gøre noget mere ved på et tidspunkt, hvor min karriere som konsulent og rådgiver var gået helt på grund.

Omkring år 2005 kørte jeg temmelig galt i min erhvervskarriere. Over en periode lavede jeg noget helt andet hvor jeg fik tænkt nogle ting igennem. Det er formentlig den vigtigste periode i mit liv hvor jeg bla. traf min senere kone. Den sommer sejlede jeg en aftentur ved Lollands kyst.

”Ung balldemager i Venstre”
Jeg begyndte at skrive en rimelig fræk, men ret læst blog om Venstre under Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister. Det skete efter folketingsvalget i 2005, hvor jeg blev endog meget dårligt behandlet og på et forkert grundlag offentligt hængt ud som slem ballademager af Venstres ledelse. Så der var ingen grund til siden at overdrive min loyalitet til hverken dem eller deres projekt. Tværtimod gav jeg mig selv et frihedsbrev til ligesom at kappe fortøjningerne, og jeg gik i gang med at kritisere Venstre sønder og sammen. Det var der er et stort og bredt interesseret publikum til. Jeg fik oveni med nogle konsulentjobs sat en tilværelse på skinner og dertil kom anden skrivevirksomhed, der dengang mest bestod i at skrive portrætter blandt andet for Bornholms Tidende. Jeg skrev mest for håndører, men det betød meget at få lov at udkomme, så det er jeg den daværende chefredaktør Dan Qvitzau meget taknemmelig for.

Ofte på TV
Der gik dog ikke lang tid, så var jeg i kraft af mine på bloggen publicerede kradse kommentarer og afsløringer om det ind imellem turbulente interne liv i Venstre gæst, første gang gæst i ”Deadline” på DR2. Det var i 2006, og siden har jeg som kommentator været benyttet af stort set alle medier. I dag er det mest BT, hvori jeg udtaler mig, men optræder også indimellem i P1- programmet ”Søndagsfrokosten”. Jeg skriver en ugentlig analyserende klumme om dansk politik hver onsdag i Altinget.dk og torsdag hvert 14. dag i Berlingske en klumme, som jeg deler med min radiomakker Torben Steno: Han var i øvrigt for 30 år siden en ung journalistelev på Bornholms Tidende. Vi har siden november 2011 haft et ugentligt program på Radio24syv, hvor vi hver torsdag i to timer fra kl. 10.05 har gæster i studiet og får vendt så mange politiske emner, som vi nu kan nå. Vi mener selv, at vi er borgerlige, men fortolker nok borgerligheden anderledes end så mange andre gør på højrefløjen. Siden 2015 er jeg også hyppig gæst i programmet ”Besserwisserne”, der sendes hver fredag aften på TV2News, hvor vi er fire kommentatorer, der analyserer ugens gang i dansk politik.

Jeg har stemt Venstre stort set altid bortset fra et par udflugter til de konservative ved Europa-parlamentsvalget og Regionsvalg. Dansk erhvervsliv og interesser mister indflydelse, hvis ikke vi har et dansk medlem af den store konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet, så derfor stemmer jeg på dem.

V i populistisk retning
For tiden er jeg ikke så begejstret for Venstre, som jeg synes på flere planer driver i populistisk retning bl.a. når det gælder bevidstløs og uigennemtænkt udflytning af arbejdspladser fra hovedstaden. Ikke fordi jeg ikke ønsker provinsen og udkanten det godt, men jeg synes ikke, at landets ressourcer skal bruges forkert, dyrt og dårligt, som det sker ved udflytning. Især når vi ved at videnmedarbejderne i institutionerne generelt ikke flytter med, at det tager mange år, at opbygge nye kompetencer og at samfundet lider tab undervejs. Vi bruger en milliard kroner på noget som får tvivlsom effekt. Jeg forudser derfor, at mange af udflytningerne bliver rullet tilbage efter nogle år, når det står klart, at det ikke har været pengene værd, og at kompetenceniveauet er faldet, fordi der ikke eksisterer et tilstrækkeligt stort fagligt miljø. Jeg er dog klar over, at man i udkanten herunder sikkert også mange bornholmere er helt uenige med mig i den sag.

Bornholms fremseende politikere
Bornholm er faktisk et godt eksempel på, at fremseende politikere kan vende udviklingen, hvis man fører den rigtige politik, og tager noget initiativ som det for eksempel skete med Folkemødet og skaber nogle fornuftige rammer for det lokale erhvervsliv. Man kan ikke bare sidde og vente på, at staten skal redde én med en håndfuld akademikerarbejdspladser.

Statsministerskifte næste år?
Jeg tror vi får et folketingsvalg i begyndelsen af næste år, og det ligger til, at Mette Frederiksen og socialdemokraterne sætter sig på magten. Formentlig danner de regeringen alene uden de radikale denne gang. Det er derfor slet ikke sikkert, at det, når stemmerne er talt op, går sådan, som meningsmålingerne ellers lige for tiden ret entydigt spår vil ske. Vi har ved de seneste to valg set, at den siddende regering formår at mobilisere mange vælgere, når valgkampen for alvor går i gang.

Det spændende ved politik er også, at tingene kan tage en drejning, som ingen har forudset. Vi, kommentatorer gør ellers, hvad vi kan for at spå om fremtiden. Her er det bare vigtigt at holde sig for øje, at det vi tit udtaler sig om, er vores vurdering af sandsynligheden for, at en bestemt politisk begivenhed, beslutning eller handling vil ske. Vi kan dog sjældent garantere noget. Og ind imellem sker der uforudsete og endog sjældne ting. Man kan sammenligne det med rafling. Sandsynligheden for at slå seks seksere er lille, og jeg forudser, at det ikke vil ske i det næste slag. Ikke desto mindre, så sker det – også i politik – at nogen – i overført betydning – slår seks seksere. Det var det, der fx skete med valget af Donald Trump som præsident, selv om at han fik færre vælgere end Hillary Clinton og næsten alle målinger havde hende som vinder af præsidentvalget. Derfor kan man slet ikke udelukke, at blå blok uanset de dårlige meningsmålinger lige nu vinder valget alligevel, selv om at det lige nu mest ligner et projekt ”op ad bakke”.

Fisker-chikane med tøris i Aakirkeby

Af Eva Fatum
tidligere bornholmsk folketingsmedlem (S)

Bornholms Tidende havde lørdag d. 3. marts en artikel om chikane af politikere. Historien kom på baggrund af en mail, sendt fra Indenrigsministeren til alle kommunalpolitikere. Ifølge Bornholms Tidende har kun få bornholmske politikere følt sig truet, krænket eller chikaneret.

Jeg kom til at tænke på min tid som politiker, valgt på Bornholm, først som amtsråds,- og senere som folketingspolitiker frem til 1998. Jeg var medlem af Bornholms Amtsråd fra midten af 80’erne til 1990, hvor jeg, som 1. suppleant til Folketinget, overtog posten efter MF Svend Andersen, der døde, kun ca.65 år gammel. Et par måneder efter var der folketingsvalg, og der blev jeg, som den første kvinde i Bornholms historie, valgt til Folketinget.

Som MF’er har jeg har haft flere ubehagelige oplevelse og vil her fortælle om en enkelt.

Altid med bornholmske briller
Som født i Vægtens tegn, er jeg retfærdighedssøgende og ønsker at skabe ligevægt. Det var vel betegnende for mit arbejde i Folketinget. Jeg havde altid de bornholmske briller på, når jeg arbejdede. Derfor havde jeg også kontakt til mange mennesker på Bornholm, der arbejdede med lokale funktioner og opgaver, der rørte sig i samfundet på det pågældende tidspunkt. Jeg bad om deres kommentarer og bemærkninger til lovforslagene: Hvad ville det betyde for Bornholm? Det bragte jeg så videre i vores folketingsgruppe.

Ugen der gik
Jeg havde en aftale med dagbladet Bornholmeren om at fortælle læserne, hvad der var sket i ugens løb. Det var før vi havde computere på Christiansborg. Jeg skrev i hånden med blyant, så jeg kunne redigere i det. Når jeg var færdig med skriveriet efter dagens øvrige arbejde på Christiansborg, var klokken altid over midnat. Jeg sendte teksten via telefax til Bornholmeren, så læserne havde det næste dag. Desværre har jeg ikke disse breve mere, da de jo ikke ligger på nogen computer, og Bornholmeren desværre blev lukket i 1994.

Under fiskerikrisen, hvor EU indførte torskekvoter på grund af den lave bestand, var mange fiskere og Bornholm virkelig i knæ. Man kunne jo ikke trylle bestanden tilbage til de gyldne tider, men som politiker kunne jeg arbejde for, at Bornholm og bornholmerne fik hjælp til at omstille sig til en anden indtægt, end den vi fik fra fiskeriet. Jeg arbejdede for at få regeringen til at erstatte tabet med andre aktiviteter end torskefiskeri.

Penge til Bornholm på Finansloven
Under Schlüter-regeringen fik hvert ministerium besked på at komme med forslag til, hvad de kunne tilbyde at gøre for Bornholm, og hvor mange penge de kunne afsætte. Opgaven skulle koordineres af Fiskeriministeren. Resultatet var sparsomt. Under Nyrup-regeringen gik det meget bedre. Der blev oprettet et nyt ministerium, Samordningsministeriet, med Mimi Jacobsen som minister. Der blev afsat penge på finansloven til ministeriets indsats for en omstilling af det bornholmske samfund. Så skete der noget, alle kræfter blev sat ind.

Øresundsbroen
I baggrunden spøgte en vedtagelse af bygning af Øresundsbroen kombineret med en tunnel, der skulle sænkes ned på havbunden. På Bornholm var vores bekymring, at denne tunnel ville skade vandgennemstrømningen og dermed mindske saltindholdet i Østersøen, der i forvejen blev betegnet som brakvand. Saltindholdet har betydning for torskebestanden der jo i forvejen havde dårlige betingelser. I Socialdemokratiet var vi fem kvinder der i Folketingssalen ikke stemte for en Øresundsbro af forskellige miljømæssige årsager. Opmærksomheden blev hermed også henledt på de miljømæssige konsekvenser ved bygning af en bro. Danmarks Naturfrednings Forening kom også på banen. Denne miljømæssige drejning i Øresundsdebatten gjorde, at der blev etableret flere forebyggende indsatser, blandt andet til gavn for vandgennemstrømningen. På Bornholm ville vi gerne have en Øresundsbro, men det skulle kombineres med en boret og ikke en sænket tunnel.

Bornholms vagthund
Jeg så mit arbejde i Folketinget som Bornholms vagthund og bed mig fast, indtil jeg var sikker på, at jeg var blevet hørt. Nyrup- regeringens indsats betød, at der blev investeret meget på Bornholm på dette tidspunkt. Det glæder mig da også at kunne læse på bornholm.nu, at jeg er den politiker, der gennem tiden har skaffet flest penge til Bornholm. Til min 50 års fødselsdag sendte ”Regionalen” også et længere indslag hvor jeg blev rost for min indsats for Bornholm og blev sammenlignet med en pengemaskine.

Fem tons tøris i indkørslen til vores hus på Kratgårdsvej ved Aakirkeby

Artikel i Bornholmeren om episoden

5 tons tøris i indkørslen
Fiskerne derimod elskede mig langt fra, selv om jeg arbejdede for hele Bornholm, også for fiskeriets sag. En tidlig morgen læssede de omkring 5 tons tøris i vores indkørsel på Kratgårdsvejen i Åker. Oven i de forskellige bunker af tøris, blev der sat skilte med forskellige udsagn til og om mig. Rundt på øen blev der opsat plakater, hvor jeg i skikkelse af et svin, blev efterlyst under navnet Eva Fa-dum, for samfundsskadelig virksomhed på Bornholm. Selv var jeg i København men det var ikke sjovt for min familie. Fiskerne havde i forvejen adviseret TV2/Bornholm og Danmarks Radio. De eneste, der var uvidende var min familie, der lå og sov da de blev ringet op, og huset blev omringet. Dette var en chikane, der ikke kun gik ud over mig, men hele min familie.

Eva Fatum på gaden i valgkampen i Odense sammen med en af de unge socialdemokrater

Stadig aktiv, men i Odense
Siden 2001 har jeg boet med min familie i Odense. Jeg er stadig vild med politik og har ikke sluppet det et eneste sekund. Her arbejder jeg med lokal- og kulturpolitik både lokalt, som formand for Socialdemokratiets Kulturudvalg, og på landsplan som medlem af partiets Centrale Kulturudvalg. Vi har også dannet en Socialdemokratisk seniorgruppe, der mødes hver 14. dag.

Når valgtrommerne lyder er jeg stadig klar med den indsats, jeg kan tilbyde. Sidste år tilbød jeg at coache alle byrådskandidaterne, samt støtte op om de kandidater jeg mødte ved vores valgbutik på gågaden. Endvidere skrev jeg læserbreve. Efter kommunalvalget, ved konstitueringen blev jeg udpeget til næstformandsposten på Det Fynske Kunstakademi, hvor jeg nu står overfor en stor udfordring, da Akademiet skal flytte fra lokaler i Kunsthallen Brandts til Det Fynske Kunstmuseums tidligere bygning.

Glæde af S-politik
Her i Odense har Ove og jeg glæde af nogle af de ting, som Socialdemokratiet har kæmpet for gennem tiderne. Vi har en kolonihave og vi bor i alment boligbyggeri, begge steder har vi været eller er vi organisatorisk aktive. Vi bor i det gamle Glasværk i Odense, der er renoveret og ombygget. Den afdeling vi bor i, er et bofællesskab, hvor vi selv bestemmer hvem der skal flytte ind, bare de er mellem 45 og 65 år, når de søger om optagelse.

I Socialdemokratiet har vi den vision, at uddannelse er et vigtigt element i kampen mod arbejdsløshed og ensomhed. I Nyrup- regeringen afsatte vi mange penge til 3 vigtige indsatser: Uddannelse, Uddannelse og Uddannelse. Jeg husker sætningen endnu. Jeg havde stor gavn af det, da vi flyttede til Fyn. Jeg gennemførte både efter- og videreuddannelser som jeg supplerede med en certificering som coach. I dag deler jeg alle mine kompetencer, både de politiske og de faglige, med de der vil tage del i dem.


Den rigtige politiske beslutning
Den beslutning jeg tog i 80’erne, om at melde mig ind i Socialdemokratiet og blive en

Eva Fatum sammen med to af sine efterfølgere i Folketinget, Jeppe Kofoed og Jacob Lund. Og billederne i den store ramme, viser alle deres socialdemokratiske forgængere.

del af en bevægelse, har jeg fulgt gennem mit voksenliv. Uanset ,hvor man lander, findes der altid mennesker fra bevægelsen, man kan knytte bånd til. For mig har det vist sig at være det rigtige ståsted, selv om jeg er født ind i en borgerlig familie.

 

Da Søren mødte Elly – eller omvendt

Af Leila Lindén

Jeg har besluttet at forsøge at lave en ligelig fordeling af kønnene, når jeg inviterer gæsteskribenter. Den første var en mand, så den næste er en kvinde, en nær veninde, Leila Lindén, som næppe kræver nogen nærmere præsentation, så her får hun ordet:

Da Søren mødte Elly – eller omvendt
Jeg har fået den ære at være gæsteskribent på Sørens blog.

Tak for det.

Det øverste billede viser Søren, da Elly mødte ham, og nedenunder nogle få år senere, det lykkelige ægtepar med deres tre små børn, Mette, Mikkel og Mads.

Derfor vil jeg som mit første indlæg fortælle historien om dengang, det hele begyndte, da lly og Søren mødte hinanden.

Jeg kendte nemlig både Elly og Søren, før de kendte hinanden.

Vi skriver 1967.

Jeg var en ung, nyuddannet sygeplejerske fra Vejle, nu ansat i mit først rigtige job langt væk hjemmefra på Skadestuen på Bornholms Centralsygehus.

En af tredjeårseleverne på sygehuset hed Elly Boll, og hun og jeg lærte hinanden at kende gennem samarbejde og kolleger på sygehuset.

Min daværende mand, Kurt Stenstrop, var journalist på Bornholmeren sammen med Søren Wolff, som jeg således også lærte at kende.

På den måde kom vi ind i de samme kredse med festlige sammenkomster, hygge og sjov, og Elly og Søren traf hinanden.

Præcis hvor og hvordan første gang kan jeg ikke huske, men det kan Søren nok selv!

Måske var det den aften, hvor vi ville have Elly med til en fest, men hun havde en teateraftale og skulle i Rønne Theater med en veninde. Den aftale holdt hun, men Søren og jeg hentede hende i bil på Store Torv i Rønne, da teaterforestillingen var slut, for med til den sammenkomst skulle hun!

Da jeg på et tidspunkt kort efter spurgte Søren, hvad han syntes om Elly, svarede han: “Hun er meget sympatisk”.

Og så vidste jeg godt, at han var vild med hende, for det var meget store ord i hans mund. Han var slet og ret forelsket.

Elly og Søren har været sammen siden. Guldbryllupet fejrede vi sidste år i november.

I 1969 flyttede jeg til Hillerød, hvor jeg arbejdede på anæstesiafdelingen.

Jeg blev skilt – og i 1971 blev jeg gift med min Niels, som var redaktionssekretær på Aktuelt.

Lidt senere i livet – i 1978 – flyttede vi til Bornholm, og her blev Niels og Søren kolleger på Bornholmeren. Elly blev afdelingssygeplejerske på M3, mens jeg var forstanderinde for Bornholms Centralsygehus, så hun og jeg arbejdede også sammen.

Alle vores børn: Mette, Mikkel, Mads W, Steen, Trine, Rasmus og Mads L. har også altid haft megen glæde af hinanden.

Vi har alle årene haft et pragtfuldt venskab, og vi har sammen oplevet så meget dejligt, sjovt og godt sammen.

Som gæsteskribent her skal I nok ind imellem få mange gode historier fra vores fælles minder.

For der er et utal af skønne ting at berette om.

Men nu har I historien om “Da Elly mødte Søren” – og omvendt.

Kærlig hilsen Leila.

 

Ellys 70-års fødselsdagsgave i 2014 fra Niels og mig var en mange retters menu på Østerled med det hele for alle dem, der er kommet ud af, at Elly mødte Søren – og omvendt.

 

 

PS: Billedet på forsiden er lånt fra Niels Lindéns Facebook-profil og viser ægteparret Lindén ved en festlig sammenkomst.

Søren og mig

Min god ven fra den tidligste ungdom, Johannes Lundstrø

Min første gæsteskribent repræsenterer mit ældste bekendskab, når vi lige ser bort fra min familie. Han var fra Sorø, jeg fra Roskilde, da vi mødtes første gang som 14-årige. Nogle får år senere skiltes vore veje, men på forunderlig vis har vi fornylig fundet hinanden igen.

Her giver jeg ordet til min gode ven, forfatteren Johannes Lundstrøm:

Vi mødtes i Roskilde i 1958 til et Foskanerstævne.

Hvad det gik ud på? –

Well – ja undskyld jeg bruger dette herlige engelske udtryk, men jeg synes det passer godt som indledning til en forklaring.

Foskanerbørn til stævne i Roskilde i 1958. Det er Sven Clausen, der står bag Søren med hovedet i DUH skiltet.

Fra midten af halvtredserne havde Danmarks radios børnetimer fokus på klubber, som børn selv startede. DR’s programmedarbejdere kørte så rundt i landet med båndoptageren og lavede udsendelser om og med dem, og det virkede inspirerende, så klubber med sjove navne og aktiviteter poppede op som padde-hatte i skovbunden

Johannes til højre og Søren til venstre ved Foskanerstævnet i Roskilde, i øvrigt ikke så langt fra Sørens barndomshjem på Margrethehåbsvej, der dengang lå ude på landet, men i dag er et stort parcelhuskvarter i Roskildes vestlige udkant.

En af klubberne var, så vidt jeg husker, stiftet af Kjeld Rasmussen i Tarm. Hvordan det hele startede husker jeg ikke, men det var i hvert fald gennem ham jeg fik kontakt til Foskaner-bevægelsen, som var en landsdækkende sammen-slutning af klubber stiftet af producenten bag Foska havregryn og Snap Corn-flakes, Svendborg Boghvede- og Havremølle. Formålet var, at børneklubberne på forskellig vis skulle reklamere for deres produkter.

For mit eget vedkommende, så havde jeg stiftet en klub i Sorø, hvor vi ikke rigtig kunne blive enige om, hvad det specifikke formål skulle være. Det problem løste vi så ved at kalde den for ’Altmuligklubben’. Aktiviteterne spændte da også temmelig bredt. Vi lavede tombola, terrænløb med en anden klub i byen (De blev senere grundstammen i Sorøs dengang navnkundige guldfirer – så tro ikke det er et nyt navn dedikeret til den udgave, der hentede medaljer hjem fra OL ved de seneste lege). Senere, da vi var kommet med i Foskanerbevægelsen, pyntede vi vinduer hos de lokale købmænd (med Foska-pakker forstås) og arrangerede filmforestillinger med bl.a. Foskaner-filmene, hvis kendingsmelodi af Børge Roger-Henrichsen nærmest var en landeplage.

Jeg husker ikke hvad Sørens klub hed, men det korte af det lange er, at Foskaner bevægelsen arrangerede weekendmøder for klubber, som var tilsluttet bevægelsen, bl.a. på Roskilde Vandrerhjem, og det var her vi mødtes. Her traf vi i øvrigt også Sven Clausen, der senere blev producer hos DR for prisbelønnede serier som Ørnen, Rejseholdet m.fl. Senest har han også stået for programmerne om radio Mercur.

Det blev indledningen på et venskab, hvor vi bl.a. besøgte hinanden, indtil vore veje skiltes, da Søren blev journalist på Bornholm og jeg gik i handelslære i Korsør.

Et eller andet fælles drive har vi helt tydeligt haft, for vi er da begge sluppet gennem tilværelsen på en måde, så vi kommer til at efterlade os diverse aftryk efter vores færden. Og begge har vi på et tidspunkt også realiseret os selv. Søren som vinhandler efter endt karriere ud i det penneførende referantfolks kredse, og jeg som forhandler af brandklassede materialer til teatre, udstillinger, festlokaler m.v. Aktiviteter, som førte os langt ud i verden.

For mit vedkommende solgte jeg min virksomhed i 2010, og efter at have arbejdet for de nye ejere i endnu to år kunne jeg fra 2012 smykke mig med titlen ’’pensionist.”

Her viste der sig igen et fælles træk ved Søren og mig, for selv om vi nu begge kan tillade os at gøre det, så har vi begge valgt ikke at finde hver sin stille krog, hvor vi kan sidde med en fadbamse og se verden passere forbi os. Vi vil fortsat være med, for vi har stadig en masse at give af.

Det blev mit medlemskab af Dansk Forfatter Forening der bragte os sammen igen. Her mødte jeg nemlig forfatteren Arne Ipsen, der ikke kan sige to ord, før han har røbet, at han stammer fra Bornholm. Derfor var det nærliggende på et tidspunkt at spørge, om han kendte – og det gjorde han, så takket være Arne har vi nu genoptaget kontakten.

Hvad jeg laver i Dansk Forfatter Forening?

Well – der var den igen. Egentlig ville jeg også have været journalist, men kunne ikke finde en læreplads, så det blev handelsvejen. Men skrivelysten? – Jo, faktisk blev den udnyttet ganske fint, for i den branche er der behov for skribenter, som kan affatte bl.a. salgsbreve, nyhedsbreve, og artikler i fagblade.

Da tiden så blev til at skrive lige hvad jeg havde lyst til, begyndte jeg at arbejde ud ad to spor – det faglige og det skønlitterære.

Fagligt kom min første bog allerede i 1990. Det var ’Projektstyring af Udstillinger’ på Teknisk Forlag. Den blev en vigtig døråbner for mig i den virksomhed, som jeg havde etableret i 1989, og som hurtigt kom til at tage så meget af min tid, at vi skal frem til 2014 før jeg igen udkom med et værk.

Det vil sige, det er ikke helt rigtigt, for i 2007 begyndte jeg at skrive artikler til Gyldendals Den Store Danske på nettet. Det blev til 247, samt redigering i andre 2153 artikler.

Det har på en gang været sjovt og frustrerende at skrive disse artikler. Sjovt, fordi det lykkedes at få artiklerne antaget og opnå status som ekspert (en slags fagredaktør). Frustrerende, fordi de artikler man har lyst til at skrive kun kan antages, når de skrives i noget der minder om telegramsprog.

Det virker stærkt hæmmende på en med fortællelyst, og derfor kom jeg hurtigt til at ligge inde med en masse spændende materiale, som jeg havde lyst til at dele med andre.

Johannes har skrevet tre science-fiction-romaner og er på vej med en tredje

Det blev til to bøger.

Den ene – Fra markedsplads til messehal– fører læseren fra middelalderens symbiose mellem kirke, by og de handlende via den første Mustermesse i Mainz i 1842 samt den første verdensudstilling i London i 1851 frem til nutidens messecentre, hvor hvert af de store danske messecentres historie beskrives udførligt, medens de 50 største europæiske messecentre hver får ca. en sides omtale.

Når det er færdigt venter en helt tredje genre, hvor jeg glæder mig til at arbejde sammen med Søren, der netop har sagt ja til at være med til at realisere en idé jeg længe har leget med.

Tilføjelse fra 1. maj 2018:
Minder fra Rosengården og Dams på Bakken

Af Johannes Lundstrøm, forfatter og bloggens første gæsteskribent

En af døtrene på Rosengården stillede sig til rådighed som ridehest for Christian.

Da jeg fik æren at være din første gæsteskribent havde jeg kun det, at vi havde genfundet hinanden, for øje. Derfor intet om mit forhold til Bornholm og det historiske værk, som din blog er ved at blive.

Da vi holdt ferie på Bornholm i – uha, for alt for længe siden – i 1982, boede vi hos Anna-Lisa og Sven-Erik Jensen, der drev Rosengården på hjørnet af Søndre Landevej og Bodernevej. Det var et hyggeligt sted med en venlig og uformel atmosfære, hvor man næsten følte sig som gæst hos gode venner.

Til min glæde eksisterer stedet stadig, i modsætning til Dams på Bakken, hvor vi nød at spise god dansk hverdagskost til en meget rimelig pris. Der var noget ganske særligt ved at sidde i kostalden og tygge ‘drøv’.

En af de lidt pudsige oplevelser, vi havde var, at vores naboer på Rosengården, var en tysk organist fra Dortmund og hans hustru. Det var et par søde mennesker, som forvirrede vores den gang tre år gamle søn ganske gevaldigt. For det var første gang han traf udlændinge, og dermed første gang han oplevede, at der fandtes andre sprog end dansk.

Johannes’ hustru, Gerda og sønnen Christian i en læsepause i haven til Rosengården

Organisten var på Bornholm, fordi han gav koncerter i et par kirker derovre.

Så havde vores søn det lettere med Jensens piger, hvoraf den yngste var flittig til at stille sig til rådighed som ridehest for ham i den store have.

Vi havde i det hele taget en skøn uge derovre, men det, som er meningen med dette indlæg, er at føje en detalje til historieskrivningen – at man en gang kunne spise i stalden hos Dams på Bakken.