Kystbyen Hasle før og nu  

Af Arne Ipsen, journalist og forfatter, født og opvokset i Hasle

Min gamle ven og fagskolekammerat på Journalisthøjskolen Søren Wolff opfordrede mig til at skrive en artikel om udviklingen i min fødeby Hasle fra min barndom i årene omkring 1950 til i dag. Søren bor jo i Aakirkeby, og henvendelsen fremkaldte også varme minder fra byen inde i landet.  

Fra efteråret 1958 fik jeg under typografuddannelsen en periode hos bogtrykker Axel Larsen i Aakirkeby. Det er godt at komme ud og opleve nye steder. Og det havde måske en særlig betydning i efterkrigstiden efter Anden Verdenskrig. Min hverdag havde hidtil været koncentreret om Hasle og Rønne. Den 21 kilometer lange knallerttur gennem Nyker og Almindingen og ikke mindst Aakirkebys hverdag gav nye oplevelser. 

Som 17-årig arbejdede jeg med ”Rytterknægten”, talte med forretningsfolk, lavede annoncer og notitser med løse typer og kørte færdige aviser på budcykel til stationen. Et varieret arbejde, og en dejlig tid i en karakterpræget købstad. Larsens bogtrykkeri må have været et godt lærested. For en lærekammerat, Ole Marker, blev teknisk leder, layoutchef på ugebladet Hjemmet.

Under udarbejdelsen af den følgende historie om Hasle er det øvrige, dejlige Bornholm også i baghovedet. Sydbornholm med Aakirkeby skal så vidt muligt besøges, når turen går til fødeøen.

Hasle i 1950’erne 

Efterkrigsårene var en sammenbidt genopbygningstid. 1950’erne er blevet kaldt et iskoldt årti. Mange bornholmske byer var i nogen grad isolerede. Der var knaphed på råvarer og rationeringsmærker på dagligvarer, en ordning, der blev ophævet i 1952. Men den amerikanske Marshall-hjælp på 13 milliarder dollars til 16 europæiske lande i 1948 var en god håndsrækning. Og de  bomberamte bornholmske byer fik træhuse, gode familiehuse, som en gave fra Sverige. 

Der gik dog mere end 10 år efter befrielsen, før Danmark begyndte at komme økonomisk på fode. Ved indgangen til 1960’erne var den økonomiske stagnation vendt til ekspansion. Efter alle disse triste fællesminder skal det pointeres, at 1950’erne også havde præg af nærhed og vilje til at give hinanden opmuntringer og en hjælpende hånd. 

De danske provinsbyer har åbne, børnevenlige omgivelser. I Hasle havde vi ikke lang vej til tumlepladserne omkring silderøgerierne, i den lille, dengang tætbevoksede park lige før vandrehjemmet og i skoven ved sydstranden. Det gik livligt til, når vi legede røvere og soldater. Men vi mindede altid hinanden om, at vi skulle være hjemme kl. godt 16 og høre radioens børnetime, der altid blev indledt med: ”Goddag, allesammen!” Det var også opmuntrende med de ugentlige korprøver i mit barndomshjem. Så kom der forskellige, men altid glade mennesker. 

I gaderne kunne vi spille rundbold. Der kom ikke så mange biler dengang, og vi vidste jo nogenlunde på hvilken tid mælkevognen og på hvilken dag grøntvognen kom. I de bornholmske byer boede stort set alle familier, også enlige mennesker, i eget hus. Ikke altid store, men familierne indrettede sig godt. Det var tilladt at have hønse- og andegårde i byhaverne. Det var der mange, der benyttede sig af, og kartoffeljorden optog en stor del af haven. 

Når vi tænker tilbage i tiden, så er det som regel, og lykkeligvis, de lyse minder, der dominerer. Og de mange slags håndværk og byernes mange specialbutikker kunn
e sætte lidt kulør på hverdagen. I Hasle havde den centrale del af hovedåren Storegade 11 specialbutikker foruden en blikkenslager og et cykelværksted. I dag er der kun halvt så mange butikker – men et supermarked i hver ende. Længere tilbage i tiden var der en købmand i næsten hver gade. 

Købmandsgårdene

Byen havde engang tre købmandsgårde. De to af dem blev afløst af supermarkeder. I 1950’erne skød supermarkederne jo frem rundt omkring i landet og fortrængte købmandsgårdene. Den ældste af dem i Hasle, Grønbechs ved Storegade, er mindst 350 år gammel og har ændret skikkelse nogle gange, siden købmanden, og frihedshelten fra 1658, Jens Kofoeds dage. I 1908 blev købmandsgården til Grønbech & Co. A/S. De flotte bygninger er lykkeligvis bevaret efter de seneste års ændring til supermarked mod Storegade og udstillingscenter i gårdbygningerne. 

Lidt længere mod syd dækkede Tranbergs gård en ”byholm” omgivet af tre gader. Ejendommen var købmandsgård fra 1868 til 1968, hvorefter den sidste købmand, Holger Tranberg, blev kaffegrosserer. Det var den mindste af byens købmandsgårde, men lige så populær som de øvrige, ikke mindst på grund af den godmodige Holger Tranberg. Senere blev der indrettet solcenter i hovedbygningen og bygget ældreboliger på lagerbygningernes plads.

Brugsen lå mod nord, på hjørnet af Nygade og den brede Pilestræde. Fra 1913 til 1966 var ejendommen en god gammel brugs med gårdskarle. Her foretog min familie størstedelen af indkøbene i en butik med snurrende kaffemøller og vægtskåle. På gårdspladsens toppede brosten rumlede hestekøretøjerne, og mølleriets Ludvig Vejdiksen var en gemytlig mand, som taget ud af en dansk hyggefilm. Vi ser ikke mere fra Storegade den gamle brugs’ kamtakkede gavl fra 1860’erne. Men ejendommen blev ombygget til gode ungdomsboliger. 

Bylandbrugene 

Bylandbruget, avlsbrugergårdene, prægede Hasle i 1950’erne. Byen var engang domineret af avlsbrugene. En avlsbruger, Christian Hansen, der nedskrev byhistorie, fortalte mig, at byen i hans ”bællatid” omkring 1900 havde 17 ejendomme med hver mindst to heste. Dertil kom nedlagte avlsbrug, f.eks. Skovgaarden, der blev til Hotel Hasle. Og der var landbrug hos håndværkere. Når byrådet i sin tid skulle træffe beslutninger om planlægning i Hasle by, så blev avlsbrugerne hørt i sagerne. Disse bybønder var i høj grad med til at bygge og udvikle deres by med liv og sjæl. 

I 1950’erne havde byen otte avlsbrug i aktivitet. Vi så daglig i visse gader avlsbrugerne komme trækkende med en flok køer. Vi børn kunne altid få et feriejob hos en avlsbruger. Jeg har selv, mens jeg ventede på at komme i læreplads, deltaget i høstarbejde og læsset roer på en hestevogn. Når efterårsferien nærmede sig, gik vi til en avlsbruger og bad om at få en stor roe. Den udhulede vi og satte et stearinlys i bunden. Derefter mødtes vi i gaderne om aftenen med en roelygte i snor.

Et særlig historisk spændende avlsbrug var gården i Kirkegade lige syd for borgerskolen. Der boede i min barndom tre søskende Kofoed, der var gået på pension. Elisabeth ordnede husholdningen, Hans Christian levede ret tilbagetrukket, men læste meget, både bøger og landsaviser, som familie smed ind til ham. Så han havde en stor viden om både kunst og videnskab. Han er interessant at snakke med, sagde mennesker, der nu og da kiggede indenfor.

Den yngste, Carl, var meget udadvendt. Han deltog i alle større arrangementer i byen, gik til kirkekoncerter og cyklede ofte om søndagen til traktørstedet ”Skovly”, hvor han så på robådssejladserne på søen og nød den levende wienermusik fra tribunen. 

Begge de to brødre havde været korsangere. Der lød ofte musik fra gården i Kirkegade. For huset havde en batteriradio, men uden elektrisk belysning næsten til det sidste. Der måtte ikke ændres for meget på bygninger og indretning af den gård, som den kendte oldefar, Søren Høeg, havde udviklet fra hus til en stor gård omkring 1840. Høeg var Bornholms første kartoffelavler. Han fik Det kongelige danske Landhusholdningsselskabs sølvbæger for veldrevet landbrug. I Landbohøjskolens arkiv fandt jeg selskabets maskinskrevne begrundelse for hædersbevisningen. Teksten opridsede hele Søren Høegs livshistorie, så jeg havde stof til en historie om ejendommen. 

Gården måtte i 1968 vige pladsen for skolens udvidelse mod syd. Men mange historiske dokumenter blev reddet og sikret. Og vi var nogle stykker, der beklagede nedrivningen. Her kunne der indrettes et avlsbrugsmuseum. Flere gamle avlsbrugergårde er bevaret i Hasle. Og førnævnte Christian Hansens gård i Grønnegade blev omkring 1980 omdannet til feriecentret ”Vendelbogården”. Takket være en af Hasles farverige ildsjæle, nordjyden Søren Andersen, boghandler og turistchef, kendt som ”Søren Boghandler”.

Havnen og fiskerne

Det skal også pointeres, at min sidekammerat i skolen og legekammerat, Bjarne Boss, kunne formidle spændende indtryk udefra. Hans forældre, Anna og Svend Boss, var det første bestyrerpar på Hasle Vandrehjem fra 1948, hvor vandrehjemmet blev opført af tidligere tyskerbarakker ved Levka, og ca. 30 år frem. Faren tog, sammen med chauffør Ove Jensen, initiativet til, at vandrehjemmene ikke kun holdt åbent i sommertiden, men kunne tage imod skolebørn på lejrskole den øvrige del af året. De blev landskendte for initiativet. 

Bjarne havde som dreng den morsomme oplevelse at blive bydreng for en københavner, der var i Hasle Havn med sit meget store lystfartøj. Manden viste sig af være selveste skibsreder A.P. Møller, som fik en god snak med fiskerne ved Stenbordet. 

Når vi nu er nået til havnen, så skal det nævnes, at Hasle havde to markante folkegrupper: Arbejderne, der i en lang række cyklede til og fra Hasle Klinker & Chamottestensfabrik lidt uden for byen, og de stoute fiskere. Klinkerfabrikken lukkede i 1990’erne og antallet af fiskere blev stærkt reduceret i sidste del af 1900-tallet. Den gamle fiskertype er der ikke mere, en enkelt fisker, 93-årige Knud Finne bor dog i Hasle, men pladserne omkring Stenbordet er tomme. 

Den bornholmske natur og Jens Kofoed

Af Jens Kofoed, naturvejleder og laborant

Jens Kofoed under en tur til klippepartierne syd for NaturBornholm

Jeg kan altså ikke gøre for det! Jeg blev født nysgerrig og videbegærlig. Som 5-årig var jeg med min farfar og farmor i København og vi var bl.a. i Zoologisk Have. Gråspurve hoppede rundt helt tæt på! Og de små fine Bankivahøns løb frit rundt mellem buskene…

Bankivahønen (eller Junglehønen) er i øvrigt stammoderen til alle de høns, vi får æg fra og spiser som grillkyllinger….

Dem med fjer på…

Af én eller anden grund blev jeg fanget ind af dem med fjer. Jeg lånte min fars kikkert (8 x 40, hvor 8 er forstørrelsen og 40 er diameteren i millimeter på objektivet) og kunne nu komme helt tæt på de toppede skalleslugere og gravænder, der lå lige neden for ved kysten.

Da jeg kom i skole, opdagede jeg, at en anden i 1. klasse delte min interesse for fugle. Hans Peter og jeg begyndte at gå ud i naturen og kigge på fugle i vore fædres kikkerter…

I 2. klasse fik vi udleveret en skolebog i form af et atlas! Jeg kunne ikke vente med at læse i bogen og måtte sætte mig op ad kirkegårdsgærdet for at se, hvor i Verden der blev produceret mest guld, aluminium, kul o.s.v.  Min mor var bekymret, da jeg brugte langt over en time på skolevejen hjem.

Kofoed som hvalp!

Når de voksne spurgte om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, så svarede jeg ”opdagelsesrejsende”! Og kommentaren var altid: ”Jamen alting er jo opdaget”.

Gu´ er det ej!

Med i Ornitologisk Forening

Sammen med Hans Peter blev jeg mere og mere professionel i mit studium af fuglene i løbet af tresserne. Den 1. januar 1969 meldte jeg mig ind i Dansk Ornitologisk Forening – og jeg er i øvrigt stadig medlem…

I 1966 startede jeg på Østermarie Folke- og Realskole, hvor en elev fra Østerlars, Steffen, også viste sig at være fugleinteresseret. Så var vi tre! Og vores ene lærer var Frede Kjøller, som vidste en masse om fugle, landskaber, fotografi m.m..

En anden lærer på skolen, Peder Lytken, var en ringe underviser i skolen men en fabelagtig botaniker i sin fritid! Han inviterede os særligt naturinteresserede med ud på botaniseren over hele øen i weekenderne.

Inspirerende lærere

Efter realen kom jeg gymnasiet. Og endnu en gang dukkede en fugleinteresseret op i klassen: Gunnar fra Aakirkeby. Og et par inspirerende lærere: Poul Nørgaard i biologi og Jørgen Butzbach i geografi/geologi.

Fuglekikkere

Værdien af inspirerende og vidende lærere kan ikke undervurderes! Og så er det selvfølgelig rart at have nogle jævnaldrende at nørde sammen med…

Sammen med Steffen tog jeg til ringmærkningsprøve på Zoologisk Museum. Vi fejrede licensen med cigarer, købte en flok øl og tog ud til et par piger, vi havde mødt om sommeren på Bornholm. Den ene af dem blev senere min kone…

Gunnar blev også ringmærker. Og da vi efter studentereksamen begyndte at studere biologi på universitetet, ringmærkede vi to i fritiden fugle på Amager Fælled. Gunnar fuldførte sit biologistudium, jeg tog hjem allerede næste forår…

Cyklede til natbåden for at høre bornholmsk!

Om aftenen kunne Gunnar og jeg finde på at cykle ind til Bornholmerbådens afgang – blot for at høre matroserne snakke bornholmsk!

Jeg havde mødt en pige fra København, og som jeg sagde til hende: Jeg kan ikke undvære dig, jeg kan ikke undvære Bornholm, så du må flytte med til øen!

Ekskursion for at se på fugle på Hammeren med Jens som leder.

Forårstræk af fugle på Hammeren, huskøb, finde noget arbejde og alt det der!

Efter lidt civilforsvar og torsketrawleri begyndte jeg som hospitalslaborantelev. Endte som bioanalytiker (faget fik nyt navn!) efter 25 år i sundhedsvæsenets tjeneste. Spændende udvikling i faget, som jeg også engagerede mig i…

Spændende besøg i baltiske lande

Jeg kan altså ikke gøre for det! Jeg er født som et menneske, der engagerer sig! Med i en NOAH-gruppe i to omgange, formand for DOF-Bornholm, formand for Friluftsrådet, medlem af Naturfredningsforeningens Lokalkomité, med i Gudhjemtinget osv, osv…

Som ungdomsskolelærer var jeg med i flere spændende projekter: En koordineret miljømåling rundt om Østersøen, hvor jeg sammen med mine unge mennesker besøgte både Den Estiske og Lettiske Sovjetrepublik – en stor oplevelse i mit liv! Der var samarbejdet mellem IT-nørder fra tre ungdomsskoler i Danmark om at lave den første ”interaktive video” herhjemme. Disc´en var stor som en frokosttallerken, måtte redigeres i Norge og brændes i Frankrig – nu hedder sådan én en CD-ROM….

Formidling af min viden er en historie for sig: I 1970 spurgte lektor Nørgaard om jeg og Hans Peter ville lede Naturhistorisk Forenings traditionelle nattergaletur. At fortælle over 100 voksne deltagere om, hvilke fugle, der begyndte at synge i den meget tidlige morgen i Almindingen, var lidt grænseoverskridende!

Senere har jeg været ekskursionsleder for utallige ture med fugle som det primære emne. Men en uddannelse i 1994 til naturvejleder – samt bl.a. en gave fra min DOF-bestyrelse ved min 40 års fødselsdag i form af en bog om insekter (”der er andet i livet end fugle”) har åbnet for andre indfaldsvinkler til den spændende bornholmske natur!

Ledende naturvejleder på NaturBornholm

Og geologien begyndte at fylde rigtigt meget, da jeg i 1999 blev ansat som ledende naturvejleder ved det nye oplevelsescenter NaturBornholm. At udvikle formidlingen på stedet gennem 14½ år har medført megen engagering!

Den unge Kofoed

Jeg har mødt utroligt mange spændende mennesker gennem årene. Jeg har fået flere spændende invitationer: En ornitolog vil gerne vise mig tranerne på ynglepladserne i det nordlige Polen, en professor i geografi vil gerne vise mig landskabet i Transsylvanien, schweizisk formidlingspædagogik, de mange søer i Finland er blot nogle af de mange stående invitationer…

Og så var der russerne fra Sankt Petersborg, der ville have mig med på jagt! At jeg ikke var jæger eller havde våbentilladelse var intet problem! Vi kunne skyde vildsvin, ulve (så mange vi ville!) og godt nok skulle der betales lidt for at nedlægge en elg…

Opremsningen slutter her! Personlige highlights har været (blandt mange) da jeg så en Hærfugl lette fra jorden, sætte sig i et egetræ og rejse hovedfjerene! Da en Lærkefalk fangede en Landsvale i luften ved klippekysten (”frie falke flyver bedst”). Da en Træløberhan demonstrerede, hvor dygtig han var, ved syngende at klatre forbi hunnen, kaste sig baglæns og lande nedenfor hende og gentage det hele. Da jeg fandt en 140 millioner år gammel tand fra en rovdinosaur…

Et snapshot fra Bornholmeren

 

Af Anita Corpas

Når jeg tænker tilbage til mine yngre dage på Bornholm, så var det en herlig tid med en masse fest og solskin. Jeg var vel det, man dengang kaldte vild og utilpasset. I dag ville det nok have udløst en bogstavskombination.
Man kan så causere lidt over, at den ENTP karakterdom jeg år senere får i Myers-Briggs forud for et lederjob til gengæld anses for lidt af en kongeprofil.

Jeg er så heldig dengang, at jeg lærer to helt særlige mænd på Bornholm at kende. Og jeg er endda yderligere så begunstiget, at de to mænd kender hinanden.

Den ene er socialkonsulent John Krone Larsen, der tilbage i 1985 sætter sig i den brune besøgsstol i okselæder hos den anden mand, jeg kommer til at kende; chefredaktør Søren Wolff på Dagbladet Bornholmeren.

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

En passant kan jeg i øvrigt lige tilføje, at okselæderstolen er den oprindelige redaktørstol fra Bent Øbergs tid, og den står i dag hos mig.
(Stolen er meget ældre, og både chefredaktørerne N.C. Nielsen og H. Larsen Bjerre, Søren Bertelsen, Bent Øberg, Niels Lindén og jeg har siddet i den, mest i afslappede stunder. Måske har endda også været anvendt af den navnkundige stifter af Bornholms SocialDemokrat, senere borgmester i 25 år Niels Nielsen, der har fået opkaldt en vej i Rønne efter sig. Og hvis det er tilfældet har den også været benyttet af avisens første redaktører fra begyndelsen af 1900-årene C.N. Hauge og Hans Rasmussen, der begge senere endte i folketinget, Hauge bl.a. som minister i den første Stauning-regering i 1924 og Rasmussen som Folketingets formand. Da jeg blev redaktør i 1984 lod jeg det meget slidte, sorte okselæder udskifte med det brune, som Anita omtaler. SW tilføjelse)

Imidlertid er det sådan, at fra at mit liv sorgløst bevæger sig lystigt i gale retninger, får denne samtale mellem de to mænd pænt meget indflydelse på hele min fremtid.

Praktik på TV Bornholm
Der i midtfirserne har A-pressen fået sendetilladelse til at lave TV Bornholm, som er indrettet i micro-lokaler ovenover den gamle rotationspresse i Bornholmerens gård i Storegade. Oppe under taget huserede her en god blanding af halvstuderede røvere og idealistiske journalister venligst udlånt fra Dagbladet Bornholmeren.

John og Søren flikker et praktikforløb på TV Bornholm sammen til mig, og jeg får lov til at lave alt fra kaffe til at køre ud med det store umatic-TVudstyr og producere vejrbilleder eller fungere som fotograf under interviews med fx Bornholms største fiskebaron.

Stationen er drevet af pionerånd og stemningen er ”fake it till you make it”. Mange år senere erfarer jeg, at man ser lidt skævt til os, fordi vi møder sent, går i afslappet tøj og ligner nogle, der har det alt for sjovt.

Jeg får i øvrigt skærm-premiere, da Steen Norén, som oprindeligt er teatermand, vil have mig til at lave intro til en udsendelse med Elsa Schellkonoff, hvilket udtales mere i retning af stelkonof.

Men jeg bliver ramt af lampefeber, og trods 32 takes, kan jeg stadig ikke udtale hendes navn rigtigt, og jeg bliver kasseret som skærmtrold. Godt det samme, for jeg husker, at jeg havde en hel joggingdragt i pink på den dag.

En morgen får vi besøg af Danmarks Radio. De kommer ovrefra, som man siger. Det rigtige TV. I dagens anledning har vi flottet os og købt lidt rundstykker. Men vi måber nu alligevel lidt, da det vælter ind med 14 mand. Det var dengang, hvor der var overenskomstaftaler fra alt fra den, der bar kameraet, til den der kiggede i det…

Når jeg tænker tilbage, burde jeg også have måbet lidt mere, da den verdensberømte skuespiller Max von Südow en dag sidder i det lille forkontor på stationen oppe under taget og venter på at komme i studiet. Men han er bare en gammel mand. Det er alle over 40 dengang. Det er man stadig, forstår jeg på min søn, som snart bliver 20. Du er gammel, kan han sige til mig – helt uden at blinke.

Englevagt om elevplads
Et år senere får jeg en mulighed, som kun kan skyldes, at der står englevagt omkring min person i disse år. Den dag i dag er det med den største taknemmelighed, jeg tænker på, at jeg fik læreplads som pressefotografelev på Dagbladet Bornholmeren.

For jeg anede intet om at fotografere.

Anita som ung fotograf på Bornholmeren

Bornholmerens gamle pressefotograf Gert Jørgensen hjælper mig. Det er jo analoge tider, hvor man tager billeder på 36-rullers kassetter.

Gert fortæller mig, at han engang som ung fotograf så en mand kaste sig ind i en brændende lastbil, og som får lastbilen kørt ud til en sportsplads, hvor den brænder ud. Gert har taget de mest fantastiske billeder af hele sceneriet, fortæller han.
Men da Gert kommer hjem i mørkekammeret, opdager han, at der slet ikke er film i kameraet….

Jeg glemmer aldrig siden nogensinde selv at putte film i mit kamera.

Modtog Anker Jørgensen med gidsler
Blandt de mindeværdige fotoopgaver på Bornholmeren må nok fremhæves vores tilstedeværelse i Kastrup Lufthavn, da daværende statsminister Anker Jørgensen (S) i 1990 vender hjem fra Bagdad med 16 gidsler.

Journalist Jette Kold og jeg er udsendte, og som den eneste journalist i landet har hun ikke blot lokaliseret, at der er en bornholmsk familiefar blandt gidslerne, hun har også en aftale om interview.

Da flyet fra Bagdad efter timers forsinkelse omsider lander langt ud på natten, skal pressefotograferne eskorteres ud på forpladsen.

Security vil vide, hvor mange der vil med derud. Der bliver råbt, at der er 6 fra Polfoto, 3 fra Nordfoto, Berlingeren, Ekstra Bladet, BT…. Bornholmeren råber jeg lige så højt, jeg kan. Der bliver helt stille, og alle vender sig vantro om.

Dengang er der ikke mange kvindelige pressefotografer i faget. Og jeg er tilmed ikke ret høj. Til gengæld var mine mandlige kolleger meget hjælpsomme og galante. De gav mig både gode råd og hjalp mig frem i rækkerne. Jeg er ikke sikker på, at det var gået sådan til i dag.

Senere er færgen sejlet og det sidste fly fløjet. Min mor arbejder i briefing i Rønne Lufthavn og skaffer os i stedet hjem på to klapsæder i postflyveren, så vi kan få historien med i dagens udgave af Bornholmeren.

Vi udviser endda kollegial storhed og tager en rulle film med hjem til øen til vores kon-kolleger på Bornholms Tidende.

Avisudklip fra Bornholmeren. Anita er i gang med at fotografere til et modetillæg i den gamle rotationshal på avisen, efter at den nye trykmaskine i Højvangen i Rønne er blevet taget i brug.

Fagbevægelsens rolle
Dét der får allerstørst betydning for mig i de år, udover min uddannelse naturligvis, er fagbevægelsen.

I disse år støbes min bevidsthed omkring solidaritet og kollegialitet. Og jeg oplever de allerbedste rollemodeller blandt mine kolleger på Dagbladet Bornholmeren.

Når der fx fordeles lønpuljer, så afstår de ældre og bedre lønnede kolleger fra at tage del i festen, men bruger i stedet puljen til at hæve os elever og lavestlønnede.

Hvad der kunne have givet alle 25 kroner mere i løn – giver i stedet os elever måske 2-300 kroner mere. Og det var jo en formue dengang.

Jeg bliver talsmand for fotograferne og medlem af medarbejderforeningen på avisen. Der er særligt rav i den i slutningen af Søren Wolffs regeringstid, hvor Bornholmeren i stadig højere grad bliver underlagt Aktuelt og stadig mere topstyret fra København.

En af Bornholmerens journalister modtager ganske uventet en fyreseddel. Det er bestemt overfra, får vi at vide. Medarbejderen har end ikke fået en advarsel.

Medarbejderne i oprør
Medarbejderforeningen er i oprør. Alle er enige om at stå sammen i den her situation. Sådan noget gammeldags noget gjorde man dengang.

Vi har Dansk Journalistforbund i ryggen, da vi kaster os ud i en samlet skrivelse til ledelsen på Aktuelt i København. Vi forlanger, at fyringen bliver omstødt til en advarsel. Til gengæld er der en vis, ja, hvad skal man kalde det… en vis tøven ved at være dén, der underskriver brevet.

Havde jeg været knapt så fandenivoldsk eller bare ældre eller måske bare bedre begavet, havde jeg nok ikke meldt mig.

Jeg glemmer aldrig det møde, hvor denne kvinde, der i øvrigt 20 år senere bliver Danmarks største mediemogul vender sig om mod mig og konfronterer mig med, at JEG har skrevet et brev til HENDE. Jeg er kun 21 år, mens hun allerede dengang er ret stor.

Jeg indrømmer ærligt, at jeg ikke husker mere af det møde. Men vores kollega bliver ikke fyret – kun advaret.

På den baggrund har jeg altid beundret fagbevægelsen og fornemmet, hvad det er, den kan udrette, når blot medlemmerne står sammen og solidarisk tør stå modgang igennem. Men i dag føles det nok mere som om, at minderne er stærkere end virkeligheden egentlig længere kan bære.

I hvert fald kan det godt virke rystende, at fhv. økonomidirektør i Københavns Kommune; Claus Juhl på årets Folkemøde giver udtryk for, at det er fagbevægelsen, der bremser udviklingen i den offentlige sektor med sin rolle som kamporganisation. Han hævder, hvis fagbevægelsen opførte sig på den samme måde i det private, ville virksomheder dø.

Jeg tror nu, at man undervurderer det private erhvervsliv, hvis man tror, at demonstrationstog og arbejdersangbog gør arbejdsgiverne pigesure.

For at sige det som det er, så er fotograffaget en mandeverden. Tonen er rå, opgaverne ind imellem barske, og vittighederne kunne helt sikkert have givet luft til #MeeToo-bølgen.

Skæve og sjove mennesker
Men Bornholmeren er en magnet for skæve sjove mennesker. Mange af os er venner i fritiden. Vi diskuterer fagpolitik, pressekvalitet og Bornholmerens overlevelse uafbrudt…som i konstant og hele tiden.

Da Søren Wolff i 1991 vælger at opsige sin stilling og gå som bladets chefredaktør, er det som om Bornholmeren mister sit solide anker. I tiden derefter fejres 90-års fødselaren med relanceringer, makeovers og sorte overskrifter så store som Jesu’ genkomst. Men Bornholmeren har slagside og tager vand ind i større fart, end medarbejderne kan ro. Og det til trods for, at vi er mange, der elsker vores arbejde og vores avis.

Når jeg sidenhen er stødt på kolleger, der har arbejdet på enten Bornholmeren, Ny Dag eller Aktuelt, så taler vi straks sammen, som kender vi hinanden i forvejen. Som om vi altid har kendt hinanden.

Faktum er, at det er et slægtskab at have arbejdet på en af A-pressens udgivelser. Vi er ikke bare kolleger. Vi er familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anita Corpas og Bjarne Hansen skal ud i sommerlandet i 1991. Bjarne (i dag Bjarne.nu) skriver og Anita fotograferer.

SKAM – det taler man ikke om – i Rønne

Af Fanny Knight, forfatter

Fanny Knight

Krigens første offer er sandheden. Næste offer er barnet, der ikke har noget valg. Der lever under vilkår som de givne omstændigheder byder på. Jeg befinder mig på Bornholm, i Hafniahus i Rønne, på Anden Verdenskrigs tid.

Bogen SKAM lukker op for alt det, som ingen taler om. Hverken i min familie eller i ganske almindelige familier. Nemlig de udfordringer som en vanskelig hverdag på Anden Verdenskrigs tid rummede, og hvilke personlige ofre det kostede mig og min familie at holde vores hverdag kørende på min fars skinner.

Vi er en ”fin” familie, min far er vendt hjem til Danmark som den verdensmand, han er. Efter ti år i England, Rusland, USA og som nyuddannet kiropraktor fra Iowa, er han på absolut forkant med sundhedens nyeste nye viden om naturlig helbredelse. Han vender hjem som en gift mand, der kan hvad han vil. Køber Klinikken i Hafniahus, som hans studiekammerat Børge Bloch har etableret. Bornholm er for lille for Børge Bloch, og som skabt til min fars behov for at gemme sig væk.

Fanny Knight som barn sammen med sin søster – døtre af den sengeliggende kiropraktor og hans engelske hustru. De bor i Hafniahus, hvor moderen passer mand, børn og mandens kiropraktiske gerning.

Går i seng en fredag og bliver der på ubestemt tid
Ligesom ingen der tør åbne døren til egen afmagt, og lappeløsninger er bedre end at stå ved sig selv, vokser min fars behov for at lægge låg på, holde facaden og skjule sig. Min mor holder ud og lader ”til døden jer skiller” fylde hende med arbejde i døgndrift. Et liv som gift med min far koster hende mere end nogen kunne drømme om af troskab, loyalitet og masser af kedsommelig udholdenhed, og den arv skal jeg løfte til mindste detalje for min far, der evner at styre og regere over min mor, min storesøster og mig, og ikke mindst over Klinikken i Hafniahus, fra det øjeblik han vælger at gå i seng og blive der på ubestemt tid på grund af omfattende kropslige lammelser. Og han beordrer min mor ned på Klinikken for at behandle hans patienter. Min mor er ikke uddannet kiropraktor! For noget skal vi jo leve af!! Og min storesøster og jeg er kun er til besvær, medmindre vi kan læres op til at passe vores far, og sætte hans velfærd over alt andet.

Fanny Knight og hendes søster

Ofret på barndommens alter
Ting tager tid, men det tog ikke lang tid for min effektive, fra han gik i seng en fredag eftermiddag, til han planlagde sin egen fremtid. Det er den opdragelse jeg får – først far – og dertil kommer den Katolske Kirkes indflydelse på vores familie, idet min mor har medbragt sin tro på Paven, skriftemålet og kirkens øvrige velsignelser fra hendes fødeland England, da hun giftede sig med min nyuddannede kiropraktor far.

Min mor ønskede sig børn, min far var guddommeligt kedelig, og i kærlighedens navn opdrog hun min storesøster og mig til loyalt at ofre os på barndommens alter til fordel for at blive som voksne børn, der passer far. Vi to piger gjorde mere end hvad godt er for at holde sammen på familien. Jeg var så dygtig til at være min fars lille prinsesse lige til det øjeblik jeg kom i skole, og jeg opdagede at der var en verden udenfor Verona.

Føler SKAM over det derhjemme
Vi har travlt hjemme hos os. Allermest min mor, derefter kommer storesøster, jeg og vores unge pige og selvfølgelig min far, der holder syr på hele familien i form af systematiske notater over hans helbred, lavementer og grøntsager, vores elforbrug, den daglige indkomst, som mor afleverer efter endt arbejdsdag. Mor har travlt, hun glemmer at melde mig i skole, og jeg starter otte år gammel på Vestre Skole, hvor storesøster den første dag. Alle har travlt, jeg skal skynde mig hjem for at hjælpe far og lytte efter hans klokkesignaler, der er afpasset efter, hvem han skal have fat på et nærmere kendt signal. Far er telegrafist, han kender morsealfabetet. Og hvis jeg er ude i gården med mine kammerater, stikker mor hovedet ud af køkkendøren og kalder med høj og tydelig røst, og så er det med at komme ind til far.

Jeg er anderledes. Jeg fortæller ingenting om min far, jeg skammer mig over ham, ingen af mine kammerater har set ham, men lugten af hans lavement er er ikke til at tage fejl af. Jeg har travlt og mine pligter som fars lille prinsesse keder mig. Men jeg skal vente med at lave aftaler med kammerater for først at skynde mig hjem til far, og så er der katolsk eneundervisning i skoletiden. Jeg må ikke blive vaccineret, for vaccination er den rene gift. Ikke spise sukker. Og så skal jeg have et fed hvidløg i munden, for ikke at blive syg.

Det taler vi ikke om

Pastor Bartel

Hvorfor far er syg, det taler vi ikke om, det tilhører privatlivet, og det med at gå i kirke om søndagen, det taler jeg heller ikke om. For jeg er flov over at tilhøre en flok gamle, sortklædte nonner og polske knirkende koner, der søndag efter søndag står på kirketrappen ud til Østergade og trykker pastor Bartel i hånden en enkelt polsk mand med træben. Vi hører til den katolske kirkes faste stab udenfor kirken, og alle spørger hvordan det går med min far. Derefter går jeg med en nonne under armen ned ad Østergade. Vi drejer til højre ad Lille Madsegade, passerer missionshuset Elim, hvor min skolekammerat Inge står og glæder sig til at komme ind og få et glansbillede. Den slags belønninger får man ikke i den katolske kirke, hvor jeg i stedet skal knæle, korse mig, igen og igen falde på knæ og bede de obligatoriske bønner, rejse mig op igen, og bøje hovedet for de synder, som alle begår.

Det har taget mig et langt liv at huske og forstå de store sammenhænge i mit liv, overdraget af mine forældre, af min mor som ville mig det bedste, af min far der kun tænkte på sig selv, og Pastor Bartel der fra sin plads i skriftestolen og eneundervisningen på hans lille kontor over kirken havde styr på alt og alle.

Jeg har igennem årene tygget mig igennem kreativitetens skatkamre. Som væver og stoftrykker, maskemager, dokumentarist og fået midler fra Kunstfonden, Filminstituttet, og diverse fonde til at rejse ud og opsøge familie i alle verdenshjørner, for at finde ud af, hvad der var galt i familien. Taget en uddannelse i shamanisme, været på Tvind og uddannet mig til jungiansk Kunst og Psykoterapeut. Og nu endelig skrev jeg bogen om barnet, der voksede op under ovennævnte omstændigheder. Og så skulle den pot være ude.—– Med sådan er det altså ikke. Mennesker er som de er, men jeg er dog blevet klogere til at kunne forstå og rumme både store og små sammenhænge i mennesker, og give historien videre.

Fanny Knight sætter stor pris på den bornholmske natur, som hun her er fotograferet i

Søger støtte til bogen
PS: Men at finde midler til den slags historie, er ikke let. Og jeg har fortsat et hul på 30.000 til 35.000 kroer for at kunne gå i trykken i den smukke udgave, som historie af den karakter behøver. Grimme historier har brug for skønhed for at kunne kaperes, forstås og fordøjes. Kan med få midler få produceret bogen SKAM, så den er mindre smuk end den kan blive med gode gedigne gamle sort-hvide fotos. Og jeg har valgt at skrive historien i en skønlitterært blomstrende sprog. Hvis tilstrækkelig mange skulle ønske at bogen udkommer i den smukke udgave illustreret med tidens originale fotos, så vil jeg opfordre jer der tror på projektet til at indsætte stort eller lille beløb på en lukket konto på bogen SKAM’s konto i Nordea:

Og I vil få én signeret bog på udgivelsedagen. Reg nr 2105 konto 5363615629. Og oplys navn og mail, og I skal høre nærmere.

Tog kammerater og lærere med til folkemøde

Ingrid og hendes farmor

Jeg har åbnet mulighed for en ekstraordinær gæsteskribent i dag. Og det er ingen mindre end mit barnebarn, Ingrid Aalling Wolff, 15 år, fra Vanløse, der er vild med folkemødet, men endnu vildere efter dette års, hvor det lykkedes hende at overvise sine lærere og skoleledelse om, at hele hendes årgang i skolen skulle med til Folkemødet. Her fortæller Ingrid selv om planlægningen, powerpoint-fremstilling og hvordan det forløb. 

Af Ingrid Aalling Wolff,   15-årig skoleelev fra Vanløse – og mit barnebarn

Jeg har været til folkemødet en hel del gange med mine forældre og min lillebror Villads. Men i år var noget særligt. Jeg havde nemlig 77 elever fra 8. årgang fra Katrinedals skolen i Vanløse og seks lærere med. Og det var en helt speciel og anderledes oplevelse.

Det hele startede for et år siden. Jeg var på folkemødet alene med mine forældre, fordi min lillebror Villads var hjemme i Vanløse. Da jeg var alene med mine forældre kedede jeg mig en hel del, fordi de hver især skulle til en masse arrangementer uden mig.

Så derfor tænkte jeg, at det ville have været så meget sjovere, hvis alle min klassekammarater og veninder var med. Både så vi havde det sjovt sammen, men også så de kunne mærke den fede stemming, som der jo er på folkemødet.

Jeg fortalte min far om, at jeg kedede mig og at jeg ville ønske at alle mine venner var med mig på Bornholm.

Brugte en nat på en powerpoint-præsentation

Da vi kom hjem fra folkemødet snakkede vi ikke rigtig mere om ideen. Et par uger efter jeg kom hjem fik jeg sommerferie.

Så et par uger inde i ferien snakkede vi om det derhjemme igen. Jeg fik aftvide af min far, at det nok ikke ville være særlig sandsynligt, at det kunne komme til at ske.

Men det var jeg ligeglad med. Derfor gav jeg mig til at lave en powerpoint-præsentation, som jeg kunne vise til min far og senere til min klasselærer Rikke. Jeg skrev ned flere muligheder om hvordan vi kunne komme til Bornholm, hvordan vi fik et sted at sove, hvor vi kunne få mad fra, og så lavede jeg et budget, så de kunne se, hvor billigt vi kunne gøre det.

Alt dette var for at have en så stensikker plan som muligt som ingen kunne sige imod eller sige nej til. Det arbejdede jeg så på hele natten.

Ikke for store forventninger

Dagen efter viste jeg det til min far, som hjalp mig med at lave et par ændringer i min plan og kom med flere ideer. Han sagde til mig, at det var en fantastisk ide og at jeg skulle vise den til min lærer, når ferien var omme. Men han mindede mig også om, at jeg ikke skulle have for stor forventninger, fordi at det var ikke sikkert at der var ressourcer og tid nok til det på skolen.

Men det var jeg også ligeglad med, fordi jeg var så opsat på, at det skulle ske. Dels sådan, at jeg ikke skulle vandre rundt alene og kede mig til folkemødet 2018, dels så jegg og mine klassekammerater kunne få en fantastisk lejrskoletur og få en masse fede oplevelser og nogle gode historier.

Da ferien så endelig var omme, var jeg så spændt på at komme i gang med at foreslå det for min lærer og forhåbentlig også komme i gang med at planlægge turen.

Skolelederen begejstret
Jeg fremlagte min powerpoint præsentation for min klasselærer Rikke, som med det samme var helt vild med ideen. Rikke og jeg havde efterfølgende et “møde” sammen, hvor vi snakkede lidt videre om det. Nu lå det lidt mere i Rikkes “magt” at føre det videre.

Rikke snakkede så med de andre lærere fra 8. årgang på deres teammøde. De elskede også ideen og kiggede på mine mange forslag og hjalp mig med at gøre planen endnu mere sikker, inden vi gik videre med den til ledelsen. Rikke fik et møde med vores skoleleder (som også hedder Rikke).

Rikke og jeg tog til møde med skoleleder Rikke, hvor jeg fremlagde min idé. Hun var vild med den og sagde at det var da klart noget vi skulle arbejde hen imod.

Nu var det op til lærerne

Nu var det meste af min del overstået. Så nu var det ellers bare lærerne, der skulle klare alt det praktiske, såsom transport og nattely. Jeg skulle i starten af 2018 vise og forklare, foran alle de andre elever på 8. årgang, hvad vi skulle, hvordan vi kom derhen og hvad de selv skulle gøre. Et par uger senere skulle det samme vises til forældrene, og alle forældrene syntes, at det var en mega god idé.

Ca. en måneds tid inden turen skulle eleverne selv gå i gang med eget program og madbudget. Vi måtte alle have 75 kr. med pr. døgn til mad, så vi skulle skrive ned, hvor mange penge vi måtte bruge pr. måltid sammen med vores teltgrupper. Så skulle vi lave et program over hvilke arrangementer vi skulle til ud fra, hvad vi hver især syntes var interessant.

… og så til Allinge

Endelig kom dagen, hvor vi skulle rejse og jeg var så spændt. Jeg var vågen kl. 4 om morgenen, hvor jeg gjorde det sidste klar til rejsen. Klokken lidt over fem tog min far og jeg ud af døren for at hente to af mine veninder, Maja og Kia, som vi skulle have med ind til hovedbanegården, hvor vi skulle tage bussen kl. 6 mod Ystad. I bussen var der en rigtig god stemming. Alle var spændte, men samtidig var vi alle helt vildt trætte, fordi vi havde været så tidligt oppe. På færgen hyggede vi os med kortspil og alle købte en masse slik. Fra Rønne Havn tog vi en bus, som kørte os hele vejen til ungdomscampen i Allinge, hvor vi skulle bo.

Da vi kom hen til campen, gik alle helt automatisk i gang med at sætte deres telte op og puste luft i deres madrasser, mens vi hørte musik i varmen. Igen var der en fantastisk stemning og jeg følte mig en lille smule stolt over, hvad jeg havde gjort for os.

Da vi havde slået teltene op, samlede vi os og blev råbt op og så blev vi ellers sendt af sted i Allinge for at lære området nogenlunde at kende, så vi var klar til “festivalen” torsdag.

Vækket af skrigende måger
Vi skulle lægge os til at sove i vores telte kl. 23 og der var meget koldt, så vi skulle rigtig putte os ind i vores soveposer. Den næste dag vågnede vi meget tidligt, fordi en flok måger fløj rundt og skreg og sloges. Så alle stod op og så havde vi en hyggelig morgen fordi vi skulle først til åbningen kl. 11:30. Om torsdagen var vi rundt og se de arrangementer og events, som der stod skrevet ind i vores skræddersyede programmer. Om aftenen grillede vi og spiste sammen ude foran vores telte.

Ingrids kammerater på vej til Allinge

Da vi så vågnede næste morgen øsede det ned, så meget så det dryppede ned igennem teltet. Den her morgen skulle vi pakke alle teltene sammen og hjem igen til København ved 12-tiden.

Det hidtil bedste folkemøde
Selvom man tror at lejrskoler er dyre kan man faktisk godt komme af sted for meget få penge. Fordi transporten betalte DSB, det var gratis at sove på ungdomscampen og maden skulle vi selv sørge for at have penge med til.

Jeg synes at det i år var det bedste folkemøde, jeg nogensinde har været til! Fordi alle hyggede sig og jeg oplevede noget helt andet end hvad jeg ville have gjort, hvis jeg havde vandret rundt alene.

6 år som lærer og skoleleder på Christiansø


Af Nick Dalum
, lærer og journalist – og snart pensionist

 

”Inden du rejser fra øerne, kunne du så ikke tænke dig at være min gæsteskribent og fortælle om livet som lærer på dette meget specielle sted, krydret med nogle billeder?”

Sådan skrev min gamle kollega fra min journalisttid på Bornholmeren, Søren Wolff, til mig via Messenger for nylig.

Og jo, svarede jeg, jeg vil gerne bidrage til Sørens blog, som jeg i øvrigt ofte læser og oplever som et meget fint initiativ.

Christiansø Skole holder til i denne bygning.

Men hvordan er så lærerlivet på et så specielt sted på Christiansø? Det korte svar i forhold til såvel arbejds- som privatliv er, at det er anderledes. På alle måder!

Christiansø Skole er en af landets mindste skoler – men den er ikke lukningstruet, for uden en skole intet levende ø-samfund.
I de seneste seks år har jeg været lærer på og leder af Christiansø Skole. Grunden til Sørens opfordring er formentlig, at jeg går på pension til efteråret og starter et nyt livskapitel sammen med min kone i vores nyerhvervede hus i Kulhuse på Sjælland.

Men hvori består så det anderledes? Ja først og fremmest har Christiansø Skole jo ikke nær så mange elever som andre folkeskoler. I det skoleår, der nu snart er slut, har vi haft 16 elever fra 0. til 7. klassetrin, hvilket er det største antal der har været i ”mine” seks år. Jeg plejer at sige, at vi er landets mindste skole, der ikke er truet af lukning, for uden en skole vil det ikke være muligt at opretholde det levende samfund, som er en af visionerne for Christiansø.

Intensiv undervisning af hver enkelt

Hvert år deltager vi i projektet Aktiv Året Rundt, hvor vi konkurrerer med andre skoler om at være den mest aktive. I 2014 vandt vi konkurrencen, og Sebastian Klein, som er projektets maskot, kom forbi og sagde til lykke.

.Og med kun 16 elever bliver undervisningen selvsagt anderledes end andre steder. Vi har ofte delt eleverne i ”de små” (0.-3. klassetrin) og ”de store” (4.-7. klassetrin). I det seneste skoleår har ”storegruppen” f.eks. omfattet ni elever. Og så kan man virkelig nå ind til hver enkelt af dem. Derfor får de en meget intens undervisning, som da også bevirker, at de – med mindre særlige forhold gør sig gældende – er betydeligt længere fremme rent fagligt end deres jævnaldrende andre steder.

Og det er ganske nyttigt, for efter et skoleliv på et så anderledes sted, kan det være noget af en overvældende oplevelse at skulle fortsætte i 8. klasse på en efterskole et andet sted i landet. Selv om vi tager på mange ture (flere end de fleste andre skoler), så er det alligevel noget af et kulturchok, der venter efter 7. klasse. Og når de således skal bruge rigtig meget energi på socialt at finde sig til rette et helt nyt sted langt fra mor og far, ja så er det praktisk, at de typisk er et halvt til et helt år foran deres nye kammerater rent fagligt.

Alle skal trives – også i fritiden

Bag For En Sag hedder et projekt, som Børns Vilkår står bag. Vi bager en hel dag og har café for alle øboere om eftermiddagen. Overskuddet går til Børnetelefonen – et sted, hvor børn med vanskeligheder kan ringe ind og tale anonymt med en kompetent voksen. Her viser Sigrid, Ora og Halfdan noget af bagværket.

Noget andet, der er anderledes her, er, at vi som skole ”blander” os meget mere i elevernes fritid, end andre skoler gør. Årsagen er simpel: Når der er så få børn, er de uhyre afhængige af, at de trives sammen både i skolen og i fritiden. Og når vi arbejder med deres sociale kompetencer, så kan og vil vi naturligvis ikke afgrænse det til kun at handle om skolen. Vi ved nemlig med sikkerhed, at hvis et barn her på øen ikke trives – og ikke kommer til det – ja, så rejser familien igen. Ingen forældre vil kunne holde til at bo et sted, hvor deres barn eller børn mistrives i længere tid.

Derfor arbejder vi hele tiden – og i tæt samarbejde med forældrene – med børnenes sociale kompetencer, og vi tager gerne episoder op i ”klassens tid”, som kan bruges som illustration på noget godt eller noget mindre godt. Og her skeler vi ikke til, om disse episoder har fundet sted i skole- eller fritid.

Meget tæt på forældrene
To andre forhold gør dette lærerjob ganske specielt. Det ene er, at vi er meget tæt på forældrene. Der findes adskillige eksempler på lærere, der aktivt vælger at bo et andet sted end der, hvor de arbejder, så de ikke ”risikerer” at løbe på et forældrepar over køledisken i Brugsen.

Her er vi ikke bare tæt på hinanden. Vi mødes flere gange om dagen, så hvis der er forældre, som er i tvivl om noget, der vedrører skolen, eller hvis de er uenige eller ligefrem utilfredse med noget, vi gør eller ikke gør, så skal det afklares straks, for det duer ikke, at noget ligger og murrer, når vi – lærere og forældre – mødes i andre sammenhænge hele tiden.

Vi har svømmeundervisning i idrætstimerne fra starten af juni og til efterårsferien. Vandet er imidlertid for koldt, til at man kan være i det ret længe. Derfor har vi – med stor støtte fra Trygfonden – købt våddragter til alle.

Skolen er en turistattraktion
Det andet særlige forhold er nysgerrigheden hos alle dem, der gæster os hver sommer. Ca. 45.000 bliver det til i løbet af sommeren, herunder en række lejrskoler. Og fælles for dem er, at de er meget interesserede i vores lille skole.

I skolens værdigrundlag har vi slået fast, at vi er meget bevidste om at være en attraktion i attraktionen, hvorfor vi gerne vil bidrage til, at øens gæster – herunder ikke mindst lejrskoler – får en god oplevelse. Det betyder, at vi får mange besøg på skolen, hvor vore elever kan stifte nye bekendtskaber og øve sig i at fortælle om deres dagligliv til jævnaldrende andre steder fra.

Det er vigtigt for Christiansø, at flest muligt af vore gæster rejser herfra med en oplevelse af, at her vil de gerne komme en anden gang. For hvis de ikke kommer, er der sådan set ingen grund til, at vi er her. Christiansø er først og fremmest en attraktion, hvilket giver os, der bor her, en særlig værtsforpligtelse. Det vil vi gerne lære vore elever – samtidig med, at vi gerne vil knytte kontakter til skoler andre steder i landet, som vi måske kan besøge på et andet tidspunkt.

Tak til Christiansø & Frederiksø
Til slut lidt om privatlivet et så lille sted som Christiansø, hvor det ikke tager mere end fem minutter at gå nogen steder hen. Her er vi, i sagens natur, meget tæt på hinanden. Det betyder blandt andet, at man som beboer her kommer tæt på mennesker og mennesketyper, som man under andre omstændigheder formentlig slet ikke ville møde.

På tur til Bornholms Efterskole. Det gør vi en gang om året, fordi mange af eleverne på Christiansø Skole skal fortsætte deres skolegang her, når de er færdige efter 7. klasse hos os.

Vi har jo alle sammen en tilbøjelighed til at vælge omgangskreds blandt dem, der ligner os – erhvervsmæssigt, aldersmæssigt eller holdningsmæssigt. Det er ikke muligt her. Her er omgangskredsen dem, der er her – punktum. Derfor er et liv her også en betydelig udfordring til ens egen rummelighed, hvilket jeg har oplevet som et absolut plus, fordi jeg har lært mennesker at kende, hvis livssyn og -erfaring er ganske anderledes end min egen, og som har sat tanker i sving, jeg ellers ikke ville have fået.

Så tak for det, kære venner på Christiansø og Frederiksø. Må fremtiden bringe jer lykke, fred og fordragelighed.
(Redaktionel tilføjelse: Christiansø Skole har en Facebook-profil, ser HER)

 

 

 

Far skulle prøveprædike i Allinge-Sandvig

Af Bjarne Hartung Kirkegaard, journalist, kommunalpolitiker, børnehavepædagog og en del andet

Marianne og Bjarne Hartung Kirkegaard med skotske Loch Ness i baggrunden. De så intet til uhyret!

Jeg er født den 27. marts 1954 i Gladsaxe, hvor jeg boede og voksede op – på Oktobervej 11 i Mørkhøj. Egentlig i udgangspunktet en sorgløs barndom – indtil min lillebror, Rune, fik kræft – en knude på halsen – og døde. En måned før han ville være fyldt 9 år. Han var halvandet år yngre end mig – så her blev min lille familie ramt af livets realiteter.

Min mor var hjemmegående husmor, og min far var kirketjener ved Domkirken i København. Han ringede med klokkerne og skrev digte i kirketårnet. Han udgav flere digtsamlinger – også nogle med salmer. En af de unge præster ved Domkirken spurgte min far: ”Du Johannes, skulle du ikke være præst?” Dét – og måske også overvejelserne omkring Runes død – gjorde, at far begyndte at læse til præst i sin fritid.

Han var på tale som præst i flere forskellige små sogne omkring Ringsted og Næstved i løbet af 1960’erne. Han prøveprædikede et par steder. Også Sejerø var inde i billedet – i en tid med mangel på præster. Det blev ingen af delene. Men så i juni 1971 skulle far prøveprædike i Allinge-Sandvig Sogn.

Jeg var 17 år og tog med min far og mor til Bornholm. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor jeg tog min realeksamen i Gladsaxe. Mit første møde med Bornholm blev via en togtur til Simrishamn, hvorfra vi så skulle sejle til Allinge med det gode skib ”Østersøen”. Da ”Østersøen” stævnede ind i havnen i Simrishamn havde matroserne nok at gøre med at tørre bræk af skibssiden. Mange havde kastet op ud over rælingen – vi kiggede på hinanden.

Søsygens kvaler og bornholmske ord og vendinger
Efter at have gennemgået søsygens kvaler nåede vi i land på molen i Allinge. Prøveprædikenen gik godt – samtalerne med menighedsrådet gik godt – og et foredrag om aftenen gik også godt. Vi var en eftermiddag oppe i Allinge Præstegaard, hvor mor og far skulle vælge tapet til hele huset. Jeg var dybt imponeret – for jeg talte 40 døre i præstegården.

Ved en afstemning i sognet skulle der tages stilling til, om man ønskede min far som præst. Der var 90, som gik hen for at stemme – og far fik 90 Ja-stemmer. Så vi flyttede til Allinge den 7. september 1971, hvor jeg fik eget stort værelse på loftet i præstegården.
Jeg kendte kun en person på Bornholm. Det var Ejvind Uldahl, som var blevet leder af den nyoprettede Allinge Børnehave – der var åbnet 1. maj 1971. Ejvind havde været vikar i marts 1971 på byggelegepladsen hjemme på Oktobervej i Mørkhøj. Hvor jeg efter skoletid havde været ansat som praktisk medhjælper.


 Barsk CF’er med bakkenbarter

Så jeg gik ned og spurte Ejvind, om han havde arbejde. Jo – han skulle skifte forpraktikanter den 1. november. Så han kunne godt bruge mig et halvt års tid. Og sådan blev det.

Jeg kom som sagt som 17-årig til 1970’ernes Bornholm, hvor bornholmske unge lærte mig en hel del bornholmske ord. Jeg fik hurtigt et netværk. Menighedshjemmet i Allinge var her, hvor KFUM og KFUK – og Indre Mission i byen – holdt sine møder. Så jeg begyndte at komme i UA – KFUM og KFUKs ungdomsafdeling, hvor der var en gruppe søde unge mennesker.

De synes, det var sjovt at lære mig bornholmsk. Så jeg skulle sige en hel del ord på bornholmsk. Nu skriver jeg dem her på dansk: ”Blå bukser”, ”Grønne kjoler”, ”Røde lamper”, ”Drenge”, ”Piger” og ”Børn” – og så må I selv inde i hovedet tænke på udtalen af ordene på bornholmsk. Og så det med at sove – ”pible de saver og kærrer de sniver”, fik jeg at vide. Min mor kunne ikke forstå, at de alle sammen skulle hjem og save, når et aftenmøde var slut.


Hurtigt i pressen

Jeg fandt ud af, at med to bornholmske dagblade var det ikke svært at komme i pressen. Den dag, da min far blev indsat som præst i Allinge – først i september 1971, da optog jeg uden for kirken med mit smalfilmskamera. Så jeg kom med i baggrunden – på et billede i dagbladet Bornholmeren – af min far i procession.

Det var også i Bornholmeren, at figuren ”Krølle Bølle” konstaterende bemærkede: ”Nu er der kommet en digterpræst i Allinge. Bare han nu ikke digter for meget…”

Men jeg var jo så blevet ansat i Allinge Børnehave, hvor jeg i seks måneder var forpraktikant. Den 1. marts 1972 var ansøgningsfrist for at søge ind på pædagoguddannelsen, som dengang ikke fandtes på Bornholm – så jeg søgte Slagelse Børnehaveseminarium som 1. ønske.

Da jeg 1. maj 1972 var færdig med at passe børn i Allinge Børnehave, så fik jeg arbejde på Kjærenæs Minkfarm i Olsker. Her var mit arbejde at bygge bure til sølvræve ude i værkstedet. Så jeg bukkede meget ståltråd den sommer.

Med masser af rotter
Et sted med masser af rotter. De kunne æde en sæk med fodersukker på en nat – så kun den tomme pose stod tilbage om morgenen. Bestyrerens søn stod ude i gården med et luftgevær i middagspausen og skød efter rotterne, når de løb oppe på rygningen af værkstedbygningen.

Jeg begyndte på seminariet i Slagelse i september 1972, men alle ferier blev holdt hjemme på Bornholm. Jeg valgte også at være i praktik på Bornholm. Dels i børnehaven på Fabriksvej i Klemensker og i dels i Midgårdens Børnehave. En børnehave, hvor der skete en ulykke med et barn ude på legepladsen, som faldt ned og kom til at hænge sig et langt halstørklæde. Det var mens jeg var i praktik.

I sommeren 1973 havde jeg i øvrigt arbejde som chauffør i Tejn Brugs. Det var dengang der både var service og vareudbringning til i større stil. Her kørte jeg rundt i Tejn og omegn i et folkevognsrugbrød.

Journalisten

Flyttede hjem til Allinge
Efter tiden i Slagelse og et halvt års højskoleophold på HUH i Haslev, så flyttede jeg i foråret 1976 igen hjem til mine forældre i Allinge Præstegård. Jeg skulle i kongens klæder på CF kasernen i Allinge.

Det meste af tiden, hvor jeg var indkaldt, boede jeg derfor hjemme. Jeg skulle bare stå klar på stregen ude i gården kl. 08.30. Jeg sov kun på kasernen en gang om ugen, når jeg havde udrykningsvagt.

Det var også i årene 1976-1978 jeg var leder i KFUM og KFUK klubben i Allinge. Vi havde 22 børn fra 4. klasse og fra 6. klasse i små to år. En sjov og hyggelig tid. Jeg var også leder på lejre på Bethesda i Poulsker, hvor der kom unge fra hele Bornholm.

Der skete så en hel masse i 1978-1979. Marianne og jeg blev enige om, at det skulle være os to. Vi blev gift i april 1979 – siden er der kommet tre dejlige børn, tre svigerbørn og tre børnebørn. Og der er nu ikke noget så dejligt som børnebørn!

Arbejde og politik
Jeg fik arbejde som socialpædagog, først i Svaneke og siden i Rønne. Så fulgte fire år som børnehaveleder i Aakirkeby – hvor jeg efterfulgte Valborg Blangshøj i børnehaven på Syrenvej. 10 år blev det til som pædagog – i første omgang.

Det var også dengang, i efteråret 1985, at jeg første gang blev valgt ind i lokalpolitik på Bornholm – dengang i amtsrådet. Og politik er jeg jo aldrig rigtig holdt op med – endnu… Kort efter skiftede jeg fra børnehaveleder til journalist ved Bornholms Tidende, blandt andet lokalredaktør i Allinge-Gudhjem 1991-1998. Indtil udgangen af maj 2018 har jeg ugentlig redigeret ”kirkesiden” i Bornholms Tidende weekend. Men nu har jeg så lidt bedre tid til andre ting.

Efter fastansættelsen gennem 23 år på avisen blev det til en hel del år, hvor jeg var fast ugevikar på skiftende lokalredaktioner. Så blev jeg lærervikar på Svartingedal Skole i januar og februar 2016, hvor jeg underviste asylbørn i dansk. Herefter to år som kommunikationsmedarbejder/salgsmedarbejder hos BornFiber i Hasle.

Siden marts i år har jeg så nydt at være ansat som pædagog på Peterskolen i Rønne. Så jeg er vendt tilbage til det arbejde, som jeg begyndte med – og jeg har det som en fisk i vandet. Det er super dejligt at arbejde som støtte for et par børn – en dreng og en pige – i 1. klasse. Og så en dag om ugen at være i 0. klasse.

Min far og jeg lagde fliser ved Menighedshjemme i Pilegade i Allinge, og det kom i Bornholms Tidende, hvorfra dette billede stammer.

Et kapitel mere slut
Og så er mit kapitel med også at være fast kirkesanger(afløser) i Allinge ved at være slut, da der lige er ansat en fast kirkesanger i Allinge, som jeg er ved at lære op. Så i år skal Marianne og jeg have ferie sammen i hele juli måned. Og det er fantastisk! Hun er lige gået på efterløn – efter 40 år som sygehjælper i Gudhjem.

Så der er sket rigtig meget siden jeg gik i land på Allinge Havn fra ”Østersøen” – som 17-årig efter en tur med søsygens kvaler. Og ind imellem ”alt det andet” har der heldigvis også været tid til ferieture. I august 2017 var Marianne og jeg i Skotland.

En Rønnahorra fortæller

En barndom meget forskellig fra nutidens
Af Erik Lund Hansen, kommunalpolitiker – og bosat på Nordbornholm

Forskellig, ment som de kæmpe forskelle, der er på at vokse op i nutiden i forhold til dengang i 50’erne og 60’erne, da jeg var en lykkelig og meget fri dreng i Rønne – eller horra som det hedder på modersmålet. Det er den tid og den barndom Søren har bedt mig skrive lidt om – gerne med en vinkel på det at vokse op med en far, Arne Hansen, der var politiker og borgmester i Rønne i tre perioder. Undskyld Søren, men den vinkel tror jeg vil fortabe sig lidt, p.g.a. af de utrolig mange barndomsminder, der dukker op, når man pludselig får en opgave som denne. Og så fordi jeg egentlig ikke mærkede det med politikken så meget, som andre måske kan tro, – eller i hvert fald tog jeg mig ikke af det. Jeg så ham som min far og det var lige præcis det han var. Vel var han meget væk, men når han var hjemme var han altid meget nærværende og til stede. Sådan var han bare, tænker jeg. Dertil var det jo ikke før i 1984 at han blev borgmester.

Men det fyldte på den måde, især da vi blev ældre, at vi ivrigt diskuterede politik og samfund, stort og småt. Da vi var mindre blev der tysset på os når Pressens Radioavis gik i gang. Man skulle følge med. Far var ofte meget påvirket af de ting han hørte i radioen – både ude i verden og her i landet. På den måde fik vi søskende, tror jeg, interessen for politik og forståelsen af hvilken betydning det har, ind med modermælken. Sidenhen kunne diskussionerne godt gå højt henover spisebordet, når vi var samlet. Vi børn fulgte dengang i de glade 60’ere og 70’ere, pænt med ude på den yderste venstrefløj, DKP, KAP, SAP og senere VS var lidt på skift tilholdsstedet for mig, uden dog at jeg nogensinde var organiseret. Jeg er klart den af os tre børn der først og mest konsekvent er ”faldet til patten” og blevet erklæret socialdemokrat. Måske var jeg det i virkeligheden hele tiden, men hvis man skulle gøre oprør mod sine forældre – og det lå i tiden dengang (som nu?), så var der jo kun den vej at gå. Borgerlig skulle jeg i hvert fald ikke være.

Barndommens gade
Nå, tilbage til barndommen. Jeg er det man kalder ”Enj rajtig Rønnahorra”. Født den 14. juni 1954 kl. 7 om morgenen, på Harbovej nr. 8, i det der senere blev ”den lille stue”, men som dengang var soveværelse for mine forældre. Min far var mødt på arbejde og var med toget i postvognen, på vej til Nexø. En nabokone, eller var det jordemoderen selv, nåede akkurat lige hen på Rønne Ø da toget standsede der, og fik fortalt ham at han havde fået sit tredje barn. Søn nummer to, den ældste, Jens fire år ældre og der imellem, Lis – der tre dage senere fyldte ét år – det må have været hårdt for vores mor.

Der var bestemt ikke for meget at rutte med, men vi var heller ikke fattige. Far havde fast arbejde i Post- & Telegrafvæsenet (det var dengang…) og mor var hjemmegående, hvilket så sandelig også var fast arbejde. Det var langt de fleste mødre i gaden.

Harbovej, eller Harbovej Rønne, fordi på den anden side af togskinnerne lå Harbovej Knudsker, fordi lige der gik sognegrænsen. Det lagde vi som børn af uransalige årsager utrolig meget vægt på!

Vi var 25-30 nogenlunde jævnaldrende børn på Harbovej, alene. Der var stort set altid nogen at lege med. Hvis vi ikke lige havde fået lavet en aftale om at lege, gik vi fra dør til dør og ringede på og spurgte om den og den kunne lege. Det kunne han/hun godt, inde eller ude, så? Som regel blev det ude og så kom der altid flere til. Udelegene var primært sport og i hovedreglen fodbold. Men sandelig også så meget andet.

Vi spillede fodbold på gaden, uden problemer. Når der sådan ca. hver halve time kom en bil, råbte den der først fik øje på den bare ”biiiiiiilll”, hvilket betød at vi tog bolden under armen og gik ind på fortovet til den var tøffet forbi. Jeg tror ikke der ville blive meget effektiv spilletid hvis der skulle fodbold på Harbovej i da

’En anden, lidt mere pudsig leg, var når fyraftens-sirenen lød på Rabækkeværket og de 200-300 arbejdere et kvarters tid senere i en lang kolonne, to og to eller tre og tre, kom cyklende på deres store sorte herrecykler – så gik vi unger på fortovskanten, strakte armen ud, rakte hånden frem og råbte ”slååå miiig” – en underlig leg, man måske kan kalde datidens High Five? Men vi elskede det. Mange af arbejderne var med på legen og drillede og slog enten meget hårdt, eller trak hånden til sig, lige som vi troede at de var med på legen. Ofte var der et efterslæb af et par stykker, muntre og let slingrende, – altid de samme…

Legepladsen og JERN 1129
Vi spillede dog også rigtig meget fodbold på pladsen lige over for vores hus. Dengang bare jord og lidt sparsomt græs, hvilket egentlig kunne bruges til utrolig meget leg. Det vildeste var nok når de store drenge, der stod i et værksted nede hos cementstøberen (Laurits Nielsen) i nr. 25 og arbejdede med deres motorcykler, afprøvede maskinerne på pladsen og kørte i ring, med os siddende i midten, som vildt betagede tilskuere. Ikke helt ufarligt må man sige!

Senere blev det hele ødelagt med en legeplads… JERN 1129 (Produkten) ejede grunden og fremstillede forskellige, temmelig egenartede legetøjsredskaber, de fleste fremstillet af gammelt jern. Tydeligst husker flest vel den store globus, lavet af jernrør og svejset sammen til et spændende klatrestativ, desuden et par gynger, en vippe, en om end meget lille rutsjebane og sidst, men ikke mindst ”en slange” sat sammen af 15-20 cementrør, man så kunne kravle igennem og som ikke mindst kunne tjene som ly når de voksne gerne ville tale et par alvorsord med os, fordi vi måske ikke lige havde opført os ordentligt. Alt var malet i 1129’s farver, gult og sort. Den lille rutsjebane kom senere til at fungere som den ene målstolpe, for fodbold skullevi spille og det lod sig heldigvis stadig gøre. Men selvfølgelig var vi også glade for legepladsen. For enden op mod Almindingsvej stod i øvrigt en kanon med hjul, som man kunne kravle op på. Jeg tror den i dag er placeret, enten ved Kastellet eller i Kanondalen.

Købmanden ”Viadukten”
Som det første hus på Harbovej lå der en købmandsforretning, Viadukten. Lidt af en blandet landhandel. De havde alt – lige fra koste og fejebakker til sukker, mel, cigaretter og slik. Sommetider når man dryssede rundt på fortovet nede i gaden kunne køkkenvinduet hos den rare fru Madsen blive åbnet hvorefter vi blev bedt om at handle for hende oppe hos købmanden. Vi blev udstyret med handlesedlen, som vi afleverede til købmanden eller hans kone med ordene: ”Det står på sedlen”. Vi gjorde det gerne – betalingen var nemlig altid en negerbolle (undskyld, men det hed det helt uden blusel hed dengang).

Indehaveren af Viadukten var en, i vores barneøjne, temmelig gnaven ældre herre, Ejner Jensen. ”Sura Ajner” – ikke spor pænt at kalde ham det, fordi efterhånden som vi voksede til fandt vi ud af at manden faktisk havde en hel del lune, som vi nok bare slet ikke forstod som børn. Men vi var heller ikke søde med ham, og drillede ham på alle mulige måder – snebolde mod butiksruden, småsten i automaten når vi havde trukket slik osv. Glæden ved det var, at han altid prøvede at fange os, men aldrig lykkedes med det. Det var blandt andet her at cementrøret på legepladsen var guld værd. Hvis han endelig forsøgte at kravle ind efter os, kunne vi bare smutte ud i den anden ende, og væk var vi! Senere blev vi glade for ham og lykkedes sommetider med at ”handle bagom”, når vi som unge ikke lige havde fået købt den kasse øl vi kunne skramle sammen til, når vi pludselig synes at vi holde ”en lille fest” weekenden… Blot lærte vi at tjekke radioprogrammet for de dengang så populære hørespil, for dem fulgte Ejner minutiøst med i – og så kunne vi kigge langt efter den ønskede handel!

Legene – ikke helt uden risiko…
Vi havde mange steder at lege – høhytter i grøften hen mod viadukten når grøftekanten blev slået, selve viadukten – ja vi klemte os op ad siderne når toget kørte forbi, og ja vi lagde de dengang store femører på skinnerne og fik dem bøjet når toget passerede, og ja vi kørte om kap på vores cykler ned ad Harbovej med den optegnede fuldt stop linje lige før togskinnerne som målstreg, vi vidste jo hvornår toget kom. Og ja, det var farligt.

Den værste historie er nok en gang vi legede cirkus. Paul Larsen var flyttet op på Industrivej og brugte marken mellem deres bygninger og baghaverne til Harbovej som opbevaring til alt muligt. En fin ”legeplads”. Udrangerede lastbiler, tomme olietønder mv. Fantasien fejlede ikke noget. Vi tog en ladside fra en lastbil, lagde den på tværs af en olietønde, så den dannede en vippe – ligesom i Cirkus – kravlede fire mand op på ladet af lastbilen, placerede en stakkels kammerat for enden af planken og sprang ned. Det lykkedes alt, alt for godt. Kammeraten fløj ”fire meter op i luften”. Han måtte hentes i ambulance og vendte brødebetynget tilbage med begge sine arme i gips, til nogle mindst lige så brødebetyngede ”legekammerater”… Undertegnede var dog ikke lige ude at lege den dag og var dermed fuldstændig uskyldig!

 

Legeområderne udvides
Senere bevægede vi os på vores cykler længere ud i byen. Hen på Malmøvejs legeplads, ud på Galløkken og vinterens fantastiske kælkebakker i Kanondalen og de overrislede skøjtebaner, først ved Østre Skoles fodboldbane og senere på asfalten ved legepladsen på Malmøvej. At lege to-tag-fat der på skøjterne, med en af klassens søde piger i hånden var ikke så tosset.

Vi cyklede op på stadion med fodbolden på bagagebæren. Vi måtte enten kravle over den aflåste låge ved siden af ”uvedkommende har ingen adgang” skiltet, eller smutte gennem et af hullerne i hegnet og spille helt oppe på de bageste baner i håb om ikke at blive opdaget Opsynsmanden med den hvide kasket. Han var ikke så morsom at komme i kløerne på. Tænk sig stadion var ikke åben for os børn, undtagen når der var kampe eller træning. I øvrigt blev alle os drenge RIK’ere – med Richard Lund som en populær puttetræner. Jeg husker tydeligt at præmien for en sejr var en Piratos og når det gik rigtig højt, en sodavand.

Om sommeren først og fremmest Den Gule. Badebroerne, tremetervippen, kighuller i træværket til pigernes omklædning. Og så de store lærlinge der kom efter fyraften og legede tagfat, med os små som betagede tilskuere oppe på bænkene. De var sublime vandhunde, svømmere, dykkere, udspringere, Lange Max der kunne bunde i det mellemste bassin og en af dem kunne dykke med en cigaret i munden og stadig ha’ ild i den når han kom op. Og Theobald, bademesteren, der et par gange om dagen svømmede under vandet fra den ene bro til den anden i det vel ca. 50 m lange dybe bassin. Med lugten fra oliebroen lige ved siden af.

Skoletiden
Til sidst lidt om skoletiden. Jeg startede på Vestre Skole og gik der de tre første år. Der var seks førsteklasser, alene på Vestre, da jeg startede. Vi var 32 i min klasse og det tror jeg såmænd var gennemsnittet. Vestre Skole lå i Ellekongsstræde, der hvor Meny har parkeringsplads i dag. En smuk gammel Bidstup-bygning (tror jeg nok), med ja, lokummer i gården, og med bagudgang til det smukke gamle røde bibliotek ud mod Store Torv og Torvegade.

I fjerde klasse kom jeg på Østre Skole, hvor jeg endte med at tage Realeksamen. Vi var første årgang der ikke blev delt allerede efter fjerde klasse i en boglig og i en almen linje (uden at det direkte blev nævnt, var det et eller andet sted, i hvert fald for os børn, ”de kloge og de dumme” (tænk engang!!). Dog blev den deling fastholdt efter det sjette skoleår hvor man enten kom i Realen eller i Almen. Først i 1978 fik det sidste hold Realeksamen. Jeg fik min i 1971 – uden den helt store indsats, fordi livet i de år bød på så frygtelig meget andet, nye kammerater, piger der voksede over hele kroppen, musik, ungdomsskole og fester. Men det gik da!

Især i de første år må min skoletid, set oppefra, betegnes som den sorte skole. Det var ikke ualmindeligt med en lussing, brug af pegepinden over fingrene, hiven i ørene og med en-meter linealen bagi – spanskrøret kender jeg dog ikke til. Jeg mener at det var i 1967 at revselsesretten blev forbudt i skolen – men der var ærlig talt stadig lærere der havde svært ved at vænne sig til det. Skammekrog, uden for døren og eftersidninger (svedere) var dagligdag, – dog selvfølgelig ikke for dydsmønsteret her. Jeg havde faktisk en klassekammerat, der opnåede seks svedere på en skoledag med fem timer. Den skrappeste lærer af dem alle uddelte den sjette, men var ved at opgive fordi hun ikke kunne finde en dato hvor han ikke skulle sidde efter i forvejen!

 

Sidst i tresserne/først i 70’erne gjorde så de langhårde 68’ere deres indtog. Det forandreede utrolig meget. Vi kom på fornavn og måtte sige DU til lærerne. Os der havde været underlagt de stramme de tøjler havde svært ved at administrere det og gik ofte fuldstændig over gevind. Synd for de stakkels frontkæmpere med det lange hår og islændersweatrene. Men efterhånden lærte vi det, fik respekt, og de blev næsten vores forbilleder. Angsten for lærerne, blev vekslet til respekt – hvis jeg skal svinge mig lidt op!

Alt i alt mindes jeg min skoletid med glæde, men sådan er det vel, når man kigger tilbage.

Børnelivet før og nu
Historierne er nærmest uendelige – fri leg, en lykkelig barndom! Det var det, altså. Men jeg skal spare jer for mere.

Hvis jeg skal blande lidt politik ind i det og måske perspektivere en smule og trække en linje op til nutiden, kunne jeg konkludere at børn i dag har mistet meget af den frihed, jeg her har beskrevet og som vi, eller i hvert fald jeg havde. I dag lever børnene stort hele set deres børneliv med hegn omkring sig. Det behøver ikke at betyde at de ikke har det godt og sjovt og vil sidde tilbage med ligeså mange gode minder som jeg – men sommetider kan den tanke godt komme til én at noget af friheden, pga. hele samfundsudviklingen, er taget fra dem.

Men guderne skal vide at friheden også havde sin pris. Der var ikke så mange dikkedarer. Vi lærte i børnegruppen hierarkierne at kende – om ikke andet blev de, i bogstaveligste forstand, banket ind i én, hvis man ikke lige kunne finde ud af det. Mobbepolitikker fandtes der ikke.

Jeg læste forleden en artikel om en nu voksen mand der var lykkelig og glad for at have været curlingbarn. Når han kom hjem stak han fødderne frem, så kom hans mor og tog skoene af ham – så hellere skæld ud for hul på bukserne og beskidte sko på det nyvaskede gulv. Men sådan er vi forskellige og hurra for det.

Tak for ordet, Søren. Undskyld hvis det kiksede lidt med politiker-barn-vinklen! Til gengæld tak for dit initiativ og min tur tilbage til barndommens gade J.

Med venlig hilsen Erik

 

Kommentarer(0)//soeren.wolff.dk/#post392

Kendis med eget strandslot på Bornholm

Mette Frobenius fotograferet på Hammershus en vindblæst forårsdag.

Af Mette Frobenius, standupper, radiovært og erhvervsjurist med timesharelejlighed i Sandvig

Jeg har længe været vild med Bornholm. Mine ferier på solskinsøen startede for over 10 år siden, da mine unger var små. Vi lånte en fiskerhytte af Torben, der selv boede i Pedersker, men havde båd i Øster Sømarken. Vi brugte dagene på stranden, ved isboderne, på Natur Bornholm og så retur på stranden. Nu er de begge vokset mig over hovedet, og går mere op i om der på vores ferier er velfungerende wifi og god mad.

I de mellemliggende år har jeg desuden været på mange jobs på Bornholm, bla. for Dansk Metal og HK, og været fast inventar på Folkemødet og så har jeg været turist. Jeg er der så tit, så jeg har investeret i et færgekort… Men jeg er også forblevet feriegæst, for de sidste år har jeg været ejer af en time-share lejlighed på Strandslottet i Sandvig. Et fantastisk, helt eventyragtigt gammelt badehotel med salon, billardrum og romerbad.

Klipper og hav som det ser ud fra Mettes timeshare-lejlighed på Strandslottet.

Det her er ikke Sydeuropa!
Jeg ved, at time-share konceptet fik nogle alvorlige ridser i lakken i 80´erne i Sydeuropa, hvor naive danske turister blev drukket i hegnet i billig sangria, og vågnede op næste morgen med tømmermænd – og en underskrevet timeshareaftale, som de ikke kunne komme ud af. Strandslottet er noget andet. Det er en velfungerende, økonomisk solid forening, der giver sådan nogen som mig mulighed for at knytte en varig kontakt til et sted, hvor jeg ikke ville købe en fast feriebolig.

Klipperne og havet
I min dele-lejlighed har jeg udsigt til de to ting, jeg altid har set som de største bornholmske fordele: klipperne og havet. Jeg er så misundelig. Klipper giver – uanset hvor man ser dem – en jordnærhed, en ro og stabilitet, der har smittende effekt. De minder os om, at i den store verdenshistorie, der er vores menneskelige tilstedeværelse her og nu bare et lille bitte mikroskopisk pust.


Holdbart i 3000 år
I april gik jeg solskinstur på Madsebakken, på den fine sti bag Allinge, der fører en rundt blandt helleristningerne. Tænk, at vi i 2018 kan gå ad de samme stier og kigge på de samme klipper, som vores forfædre gjorde det i bronzealderen. Det er så vildt. Fuck internettet, selfies, detox kure og sociale medier. De her forfædre producerede noget, der stadig bliver beundret over 3000 år senere.

Og så har jeg været på langt de fleste af de klassiske turistattraktioner. Vi går fast tur til Hammerhavnen. Vi er på Hammershus. Jeg stopper på Bornholms Kunstmuseum (og dets café), når jeg kommer forbi, og jeg finder altid nye detaljer på Oluf Høst Museet. Vi har haft ørne på armen til rovfugleshowet og siddet i skrivepulten på skoleafdelingen på Museet i Rønne. Jeg har set Keramikmuseet, været på vandretur med Søren Sillehoved og på mit spisebord på Islands Brygge står lysestager fra Pernille Bülow. Med andre ord jeg er også typisk turist, med alle de gode oplevelser, der følger med den titel.

Det burde være påske hele året
Bornholm har de sidste par år satset på smagsopleveler. Den bølge ruller jeg med på. Hjemmelavede flødeboller købes hos Bech Chokolade i Gudhjem, jeg har altid været vild med hele udvalget i røget fisk, jeg har lavet pesto af frisksamlede ramsløg, og jeg har i mange sammenhænge fremhævet to af mine absolutte farvoritøl – Opal Pilsner – og Påskebryggen fra Svaneke Bryghus. De fås simpelthen ikke bedre. Det burde være påske hele året.

Udsigten mod Sandvig-bugten fra Mette Frobeniusses ferielejlighed
Tager Bornholm med i radioen
Endelig har jeg siden januar 2017 haft et radioprogram ”Søren og Mette ” på P4, søndag mellem 14 og 16, hvor hver uge har et nyt emne. Der har jeg benyttet mig af mange gode bornholmske stemmer. Benny Starup fra Sandvig Camping var med om ”Skønhed” – ”Tænk at jeg står op hver morgen med denne her udsigt”. Hoteldirektør Trine Richter fra Green House Solution i Rønne fortalte om bæredygtigt byggeri. Køkkenchefen Lars Lundø fra Pluto, Kadeaus lillebror på Vesterbrogade i København, fortalte om bornholmske råvarers succes. Europaparlamentariker Jeppe Kofod har lært os at spotte skattesvindlerlande, og Friedhelm Gärtner fra Mostballaden udenfor Olsker slog i ”Ambitioner” fast, at de producerer Danmarks bedste æblemost.

Hvor blev Krølle Bølle af?
For nyligt forsøgte jeg selv i udsendelsen om ”Nostalgi” at få opklaret, hvor den store figur af Krølle Bølle, der plejede at stå på Rønne Torv, nu er henne – for den står der ikke mere. Og det er synd. Den er med på mange feriefotos. Det hjalp Friedhelms kone Isa Dam mig med – men vi fandt desværre ikke svaret. Hvis nogen ved, hvor Krølle Bølle har endt sine dage, må I meget gerne skrive.

Sidste år i juni var jeg så heldig at være forsidehistorien på bornholmerflyets magasin Inflight. Heldig, fordi der er ekstra meget flytrafik i forbindelse med Folkemødet og dermed læser flere bladet. Den placering har jeg ikke igen i år. Men vi ses i Allinge lige om lidt…


 

 

 

Forsiden af DAT’s Inflight-magasin med Mette Frobenius som “cover-girl”. Hvis du vil læse artiklen er her et

Der har jeg rod, derfra min verden går…

Af Aage Hansen – ingeniør og traventusiast

3. B i 1956-57 på Borgerskolen i Nexø

 

 

 

 

 

 

De geografiske og genetiske rødder betyder meget for mig. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og mine forfædre i mange generationer var bornholmske bønder. Min far var landmand, måske mere af tradition end af lyst, og han havde den på hans tid almindelige uddannelse fra landbrugsskole og højskole, men både ham og flere af hans søskende havde boglige interesser og evner. Den ældste i flokken blev da også læge, men der var nok ikke råd til, at de øvrige kunne få universitetsuddannelser.
Min mors familie havde hjertet mere med i landbruget, og de var alle meget hesteinteresserede. Bryllupsgaven til min far og mor fra min mors forældre på Hjortegård i Pedersker var en skimlet frederiksborghoppe ved navn Lise. Hun fik senere præmie som skuets bedste hoppe på dyrskuet i Almindingen. Derimod var mors familie ikke så bogligt interesserede, og det tog min far helt fejl af, da han forærede min mor en digtsamling med navnet Sti og Stjerne. Hun har selv fortalt mig det, og hun fik vist aldrig læst de digte.

Først Borgerskolen, så Mellemskolen

1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole 1959

Egentlig skulle jeg have gået i skole i Bodilsker, for mit fødehjem, Slamrehus, var i Bodilsker, men jeg fik lov til at bytte med en, som hørte til Nexø, og derfor gik jeg i 1. til 4. klasse på Borgerskolen i den bygning, som senere blev til Nexø Sømandshjem og som nu er domicil for Nexø Frikirke.

Efter 4. klasse sprang jeg 5. klasse over og begyndte i 1. mellem på Nexø Mellem- og Realskole. Det krævede, at jeg skulle bestå en optagelsesprøve, hvor pensummet i regning for 5. klasse indgik, herunder brøkregning. Det pensum gennemgik min regnelærer, Sofus Strandsted, for mig ved en enkelt enetime, hvorefter jeg gik op til optagelsesprøven. Så va dænj klârad.

Fra 1. mellem fik jeg således nye klassekammerater, men flere af lærerne var de samme på de to skoler, og jeg havde et godt forhold til alle lærerne. Det er synd at sige, at det samme var tilfældet for mange af mine kammerater. I en Facebookgruppe om Nexø historiske billeder dukkede der i 2014 mange skarpe kommentarer op om nogle af disse nu afdøde lærere, som jeg syntes var dygtige, men som andre åbenbart anså for at være uduelige og for en enkelts vedkommende ligefrem psykopat.

Lærerne på Mellem- og Realskolen i 1959

I 1960 åbnede den nye skole på Kong Gustavsvej, og dermed nåede jeg at gå på alle de tre skoler i Nexø: 1. – 4. klasse på Borgerskolen, 1. – 2. mellem på Realskolen og 3. – 4. mellem på skolen på Kong Gustavsvej, som nu heddder Paradisbakkeskolen.

Hestene og travsporten i min barndom

Markarbejdet på Slamrehus blev udført med heste indtil vi, da jeg var 8-9 år gammel, anskaffede en traktor, en Nuffield. Vi havde normalt en forkarl ansat og lejlighedsvis en daglejer. Vi børn hjalp naturligvis til med høstarbejde m.v. Arbejdshestene beholdt vi i nogle år, men efterhånden blev de afløst af travheste i stalden.Barndomshjemmet, Slamrahus i Bodilsker – lige udenfor Nexø

Isak – verdens bedste hest

Det var han ihvertfald i mine øjne, da jeg var 12 år gammel. Min bror, Paul, lejede ham i 1958 af direktør Viggo Larsen, Stald Majestic, og Isak blev dermed den første avlshingst opstaldet på Bornholm. Isak var med 41 sejre en af sin årgangs bedste heste, selvom han var uheldig i Derbyet. Han var en meget intelligent hest med udstråling næsten som en araber.

Aage og Isak

Travheste og travsport var noget nyt på Bornholm på det tidspunkt, og jeg havde aldrig været på en travbane før, da Paul og jeg blev inviteret af Viggo Larsen til nogle dages ophold hos ham i villaen på Lyngbyvej i forbindelse med en travdag på Charlottenlund Travbane. Det var for mig som at komme i Paradiset at opleve hestene og folkene på travbanen. Viggo Larsens heste var i træning hos Palle Sperling, som gjorde et stort indtryk på mig med sin friske facon og sin uundværlige cykel, som han befandt sig på det meste af tiden. Viggo Larsen havde Charmeur, Charmie og Charmaine samt hurtigtraveren Onward Eagle i træning hos Palle Sperling.
Sammen med Viggo Larsen besøgte Paul og jeg også forskellige stutterier i Nordsjælland, blandt andet Opdrætterforeningens formand, Ole Anker, på Stenrødgård i Lyngby, hvor den gamle championhingst Joe’s Pride var opstaldet, Kaj A. Larsen (træner Mogens Larsens far), på Gammelmosegård i Hørsholm, Ole Christensen, Stutteri Langstrup og hans søn, Leif Christensen, Stutteri Avlholm.

Radioen nævnte hende ikke

Bornholms Travbane åbnede i 1960, og Paul deltog i løbene det år med Uvira, som dog var købt med henblik på avl og derfor blev bedækket samme år med Isak. Det blev et hoppeføl, Gazelle Burgundia, som jeg var så heldig at få overdraget som gave og som derfor blev min første hest – et eventyr, der desværre endte tragisk. Det begyndte ellers godt. Hun var en stor flot sort hoppe, der som 2-åring fik DTC’s ærespræmie på dyrskuet i Almindingen og derefter blev sendt i træning hos Jens Ipsen i Charlottenlund, hvor hun startede som 3-åring med en tredjeplads i sit debutløb. Forventningerne var derfor store ved næste start, men da vi hørte resultaterne i radioen (ja, dengang blev travresultaterne nævnt i radioen!), var hun ikke blandt de tre første i løbet. Nå, men det hører vi nok nærmere om i aften, tænkte vi. Det gjorde vi bare ikke.

En sorgens dag

Næste morgen tog jeg som sædvanlig toget fra Nexø til Rønne, hvor jeg gik i 1. G på Rønne Statsskole. På vej fra stationen i Rønne langs havnen til skolen mødte jeg en vognmand fra Snogebæk, der netop var ankommet fra København med Bornholmerbåden. Han var selv travmand og kendte mig. Han standsede mig og sagde: “Nå, det var ikke så godt, det i går, hvad!” Jeg svarede: “Nej, det var det vel ikke. Hvordan gik det egentlig? Jeg har ikke hørt noget.” Han blev tydeligt ilde til mode og ville ikke rigtig sige mere. Da jeg pressede ham, fik jeg dog at vide, at min hest var faldet død om under løbet. Jeg fik et chok og gik videre nærmest i trance. Inden jeg nåede skolen vendte jeg dog om og gik ned til stationen igen og tog hjem med det første tog. Derhjemme havde familien i mellemtiden fået en opringning fra træneren om gårsdagens ulykke, og min mor sagde, at det vigtigste var, at han ikke var kommet til skade ved styrtet. Min far sagde, at jeg skulle tage tilbage til skolen, men det nægtede jeg og sagde, at det kunne altsammen være lige meget. Dagen efter var jeg dog i skolen igen.
Gazelle Burgundia var som nævnt det første føl efter Uvira. Hendes næste føl, også efter Isak, var Hallo Burgundia, som vi sendte i træning hos Carlo Frederiksen. Her blev han solgt til en ung skuespiller, Waage Sandø, som senere er blevet meget kendt for sine roller i film, teater og TV-serier. Hallo Burgundia fik en lang løbskarriere i Lunden for træner Per Hansen, og det var en af de heste, som Per Hansen fik kørt flest løb med overhovedet.

Det næste afkom efter Uvira var Jim Burgundia, som ikke var noget stort talent, men jeg lykkedes dog med selv at vinde Amatørpokalen på Bornholm med ham foran storfavoritten Claus med C.A. Cordua.

Valgte forkert

Efter at have købt Uvira købte Paul også en følhoppe af Isaks ejer, Viggo Larsen. Valget stod mellem Venus efter Isak og Tricolore efter Janitschar. Desværre valgte han Tricolore for at kunne bruge Isak som hingst til hende. Venus var langt den bedste følhoppe, og hun blev senere mor til Jupiter Hedegård og Pia Hedegård og dermed bedstemor til derbyvinderen Chianti Pitt.

Tricolores første afkom på Bornholm var Heros Burgundia efter Isak, og ham fik jeg overdraget som min hest efter tabet af Gazelle Burgundia. Heros Burgundia var en nyttig hest på Bornholm, men da jeg som studerende ikke havde økonomi til at holde travheste, blev han solgt til Bolbygård og vandt mange løb for den nye ejer med K.A. Falkenberg i sulkyen. Et enkelt år var han den mest vindende hest på Bornholm.

Rønne Statsskole

De tre år, 1963-66, jeg gik på Rønne Statsskole, cyklede jeg hver morgen til Nexø Station for at tage med toget kl. 6.30 til Rønne. Kun to andre i årgangen var fra Nexø, Ulf Løbner-Olesen og Peter Harild, og vi tre tilbragte derfor meget tid sammen. Jernbanen mellem Rønne og Nexø blev iøvrigt nedlagt i september 1968, og den flotte stationsbygning i Nexø blev desværre revet ned i 1973. Min sidekammerat og nærmeste ven i gymnasiet var Mogens Dam, der er kendt af alle bornholmere som en dygtig dirigent og pianist.
Mine yndlingsfag i gymnasiet var dansk og historie, men også fysik og kemi, idet jeg gik på den matematisk-fysiske linie, fordi jeg allerede dengang havde planlagt at blive ingeniør. Lærerne var meget forskellige. Matematik med lektor Exsteen var frygtet af de fleste elever, fordi undervisningen foregik som en nådesløs eksamination af én enkelt elev. Når lektor Exsteen kiggede i sin lille sorte notesbog for af udvælge den, der skulle op til tavlen, forsøgte vi alle at gøre os så usynlige som muligt. Helt omvendt var vores fransklærer, Jan Plichta en særdeles rar og afholdt mand, som vi også havde i gymnastik. Også Carl Henning Kibsgaard, vores historielærer, var meget afholdt. Han var tillige en habil jazzpianist. Fysik- og kemilærer var lektor Knud Møller, der som den eneste altid sagde De til eleverne. Jeg nåede også at opleve lektor Davidsen, dog kun som vikar, idet han var gået på pension og tilbragte det meste af tiden på Bornholms Museum, som han var formand for. Ved skoleårets begyndelse i 2. G fik vi ny rektor. Det var Bjørn Henriksen, der som det første indførte morgensang i festsalen samt at lærerne derefter før dagens første time skulle afkrydse eleverne i en protokol for at registrere eventuelt fravær. Lektor Davidsen nægtede konsekvent at bruge tid på det. Han sagde, at rektor jo bare kunne fyre ham, hvis han var utilfreds.

DTH/DIA

Efter studentereksamen søgte jeg ind på Danmarks tekniske Højskole og fik en uddannelse som bygningsingeniør. Jeg boede på Paul Bergsøe Kollegiet i Nærum og en kortere periode på Kampsax Kollegiet i Lyngby.

Nielsen & Rauchenberger

Barndomshjemmet

Da jeg blev færdig som ingeniør i 1973, var der oliekrise og ingen job at få. Derfor tog jeg arbejde som arbejdsmand i Bornholms Byggeforretning A/S i nogle måneder. Derefter var jeg lærervikar i fysik og kemi på Rønne Privatskole. Samtidig etablerede jeg et rådgivende ingeniørfirma (Totalconsult), som dog ikke nåede at komme rigtigt i gang, før jeg blev ansat i et af Danmarks største rådgivende ingeniørfirmaer, Nielsen & Rauschenberger A/S, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med en lang række spændende projekter både i Danmark og i udlandet. Et gennemgående sagsområde for mig var projektering af tankanlæg i Grønland, ofte med tilsynsrejser til de grønlandske byer og bygder. Der var også opgaver, som krævede udstationeringer i Norge (offshoreprojekter) og i mere eksotiske lande som Saudi Arabien, Gambia og Mali.

Den smukke udsigt fra Slamrebjerg mod Nexø og Østersøen

Jeg befandt mig så godt i firmaet, som nu hedder NIRAS og har i alt 2200 medarbejdere i mange lande, at det blev til mere end 30 års ansættelse.
Da jeg blev ansat, havde firmaet efter en fyringsrunde ikke ansat nogen ny medarbejder i mere end et år. At de valgte mig, skyldtes angiveligt at jeg havde vist noget initiativ. Få timer efter jobsamtalen, som jeg vidste var den sidste af de afholdte jobsamtaler, ringede jeg til chefen (Sven Bertelsen) og spurgte, om han kunne bruge mig. Han havde ikke besluttet sig endnu, men samtalen endte med, at han bad mig begynde i firmaet hurtigst muligt.
Min historie viser, at det er bedre at tage et job på lavt niveau end at vente på ønskejobbet. Jeg fik ihvertfald ønskejobbet, selvom jeg begyndte som arbejdsmand.

Firmaet havde til huse på Gl Lundtoftevej 7 i Lyngby, men flyttede et par år efter til Teknikerbyen i Virum og 10 år senere videre nordpå til Sortemosevej i Allerød. Det viste sig derfor at være et godt valg, da jeg købte et hus i Holte – et hus jeg havde i 30 år, indtil jeg flyttede hjem til fødeøen Bornholm, til Lauegård ved Nexø.