Mads og hans søn Villads under en vandring på Samsø.

Af Mads Randbøll Wolff

Mit fødselsår (1971) antyder), at jeg er midaldrende, altså midt i livet. En lidt underlig tid, for på den ene side føler jeg mig fortsat meget ung, på den anden siden voksen, gammel og ikke mindst gammelklog, hvilket mine børn gerne bekræfter. Men det er der vist ikke noget særligt i. Min egen far har vist den samme oplevelse af sig selv, han har i øvrigt også altid været gammelklog. Men jeg føler mig gammel, når jeg møder yngre mennesker og oplever, at de ikke kan forholde sig til min referenceramme, der er dannet over fem årtier, og ung, når ældre mennesker ikke forstår, at vi er på vej ind i en ny tid, som vil forandre vores samfund atter engang.

Forandring et grundvilkår

Mads var en glad lille dreng, der forlystede sig med sand og vand, når vi var på stranden, her vistnok ved Fredensborg, da han ikke var ret gammel. Billederne blev brugt som for- og bagside på tændstikæskerne til hans konfirmation. Det var dengang, man bød tobak rundt mellem retterne!

Jeg føler mig gammel, når jeg møder verden med den forståelse af fællesskab og
bevægelse, som jeg selv har oplevet og er rundet af gennem mine forældres engagement og virke.  Forståelsen af, at eksempelvis arbejderbevægelse bestod af parti, fagforening, pressen (Bornholmeren i min families tilfælde) og kooperationen, eller landbobevægelsen og andelsbevægelsen, som på hver deres vis var med til at forme og skabe grundlaget for det samfund, som vi fortsat udvikler på, er betydningsfulde, men ikke så moderne.

Da jeg var dreng og voksede op i Rønne, så Verden noget anderledes ud, end den gør i dag. Det er som om, at tingene bare forandredes stille og roligt, og pludselig er alt meget anderledes. Genkendeligt, men forandret, og så er det jeg kommer til at føle mig gammelklog! Så finder jeg til gengæld trøst i, at forandring er et grundvilkår, og hvis ikke vi oplevede forandring ville vi gå til grunde.

Flyttede tættere på det meste

Vi boede på Aavej, da jeg blev født, et mindre hus ved Byåen i et af Rønnes første parcelhuskvarterer. Jeg har kun få og meget begrænsede erindringer derfra, men på sin vis repræsenterede kvarteret det nye, opdelingen mellem hvor vi bor, arbejder og handler ind. I julen 1974 flyttede vi til Søndergade, tættere på centrum, tættere på det meste, men i forhold til omgivelserne nok et skridt tilbage i tiden. For her var der inden for en radius af 500 m mange muligheder, slagter Riddersborg, bager Anker, Tages Frugt & Grønt, hovedvagtskiosken, sågar et mejeri, og vistnok også en købmand, der til kom yderligere to til tre bagerforretninger og slagter Oskar Nielsen. Vi kendte de handlende, og når jeg handlede ind for mine forældre fik jeg sjældent penge med, det skulle bare ”skrives” – en slags analogt kreditkort.

Der var naturligvis også supermarkeder, Kvickly og Irma på Store Torv og siden Favør i Bornholmercenteret. Men der var det på moderne vis kontant afregning.

Mads og datteren Ingrid, 15 år, på Færøerne. De er begge tiltrukket af Bornholm og andre øer. Og Ingrid drømmer om en voksentilværelse på Bornholm, gerne på en firelænget bindingsværksgård

Husene de samme – mulighederne anderledes

Når jeg kommer tilbage til Søndergade i dag, er husene de samme, men mulighederne ganske anderledes. Inden for en radius af 500 meter findes vist blot et enkelt supermarked.

Det er ved at være en del år siden, jeg har boet i Rønne, men det er stadigvæk det sted, jeg har boet længst, og det sted, hvor jeg føler mig hjemme. Forstået på den måde, at jeg kender enhver gade, jeg kender til stedernes historie, hvem der har boet hvor, og hvilke oplevelser, der knytter sig til bestemte institutioner, steder og personer. Det giver en ro og en ballast til at stikke af og komme ud på dybt og ukendt vand i ny og næ. Jeg har og har altid haft Bornholm i ryggen, og som tiden er gået er jeg også ved at have andre steder i ryggen foruden naturligvis min egen lille familie – min hustru og mine to store børn.

Selv om vi var bange, var vi trygge

Rønne var et trygt sted at vokse op, og et godt sted at begynde at udforske Verden. Den kunne tages i små bider, og efterhånden som jeg voksede op blev afstandene mindre og mindre, og jeg kunne indtage mere og mere af byen, havnen, stranden og naturen og resten af øen og senere København og den store Verden. Der var nu også forstyrrelser til stede i Rønne, der fortalte en historie om, at der var en verden udenfor. Der var især en ældre mand, som jeg tit mødte på vej til og fra skole, eller når vi handlede ind. Jeg husker ikke hans navn, men han led af eftervirkningerne af nogle traumatiske oplevelser under krigen. Han gik på gaderne og skældte ud og råbte Heil Hitler, tyskertøs og andre ting med direkte rod i krigen. På sin vis var vi bange for ham, han var voksen og sagde mærkelige ting. Men samtidig kunne vi se, at han bare var der, og at han ikke var til fare, så selv om vi var bange var vi fortsat trygge. Rønne havde sine karakterer, og jeg fik derigennem en oplevelse af en verden udenfor.

Formålet med velfærdsstaten

En halv Mads sammen med Ingrid og Villads på en vandring fra Ringebakkerne.

En halv Mads og hans to børn på vandring ved Ringebakkerne.

Jeg var for nylig til en forelæsning på CBS, hvor en professor emeritus, forelæste ud fra sin nye bog. Han sagde mange kloge og interessante ting, og en central pointe handlede om formålet med velfærdsstaten, hvor han konstaterede at det ganske simpelt er at skabe selvstændige og livsduelige individer, der kan klare sig selv i fællesskabet. Det er et markant udsagn, som jeg er meget enig i, men som jeg synes, at vi ofte glemmer i dagligdagen, og vi glemmer også at forholde os til, hvordan det balanceres mellem stat, samfund og fællesskab. For mit eget vedkommende har Rønne været det lokale fællesskab – det lokale samfund – på godt og ondt, og mine første møder med velfærdsstaten.

Min referenceramme er rundet af Rønne og Bornholm, og det jeg gør i dag er produktet af min opdragelse og min opvækst i Rønne i form af mødet med kammerater, institutioner og ikke mindst lærere.

Jeg taler Rønnefint – det er en fordel

Og selv om jeg er søn af to førdere, så er mit sprog for de fleste tydeligt præget af Rønne, jeg taler Rønnefint, og i København er det en fordel, i hvert fald for mig. Alle kender Bornholm og i de seneste år, er det stort set kun for det gode, Folkemødet har i den grad haft en stærk effekt. Det gælder i København, men det gælder også uden for landets grænser. Mange kender en bornholmer, og i mange tilfælde kender jeg til vedkommendes familie eller baggrund. I de senere år har jeg beskæftiget mig en del med Færøerne, hvor jeg altid er blevet taget godt imod. Jeg har oplevet forskellen mellem at blive præsenteret som en dansker eller som en bornholmer. Det sidste er bedst. En bornholmer, en øbo, der er noget genkendeligt og ikke mindst en fælles forståelse for, hvad det vil sige at være øbo. Så selv om jeg kunne, ville jeg ikke undslippe min bornholmske opvækst, den er med mig og har betydning.

Bornholm har været godt ved mig

Men Bornholm har også været god ved mig. Jeg har været privilegeret på forskellige måder. Trygheden, fællesskabet og den gradvise introduktion til den store verden. Og så har jeg været privilegeret ved at jeg har mødt en række mennesker, som har set mig, som har været generøse og givet mig noget af deres indsigt og erfaring videre. I folkeskolen var det især Poul Hansen, min klasselærer gennem ni år. Han var aktiv kommunist, rejste til Sovjetunionen og blev formentlig ofte anklaget for at indoktrinere os stakkels børn. Det gjorde han muligvis også, men ikke mere end alle de andre lærere jeg har haft på hver deres vis. Men Poul pirkede konstant til min nysgerrighed. Han insisterede på, at vi kunne forholde os til det bornholmske sprog, og han insisterede på, at der var en verden udenfor, at der var en fortid og en fremtid. Kommatering var dog ikke en stærk kompetence jeg fik med. Så var der Susanne, min engelsklærer, jeg har aldrig rigtig brudt mig om sprogundervisning, det der med grammatik og alt for mange regler har jeg set som en begrænsning. Men Susanne var en god lærer, og på trods af min modstand mod faget, blev jeg ikke stemplet, men hun gav mig det sproglige grundlag, som siden har udviklet sig til en generel sproglig nysgerrighed og ikke mindst, at jeg i dag bruger engelsk som en del af min hverdag og mit arbejdsliv.

Gymnasiet – en helt ny verden

De var ikke de eneste, men nok de mest markante i min folkeskoletid. Og så var der naturligvis alle kammeraterne. En del, hvoraf jeg fortsat har kontakt til nogle, men størstedelen er gledet ud af mit liv. Men Facebook er på den måde fantastisk, og jeg har derigennem kontakt til flere, nogle er på Bornholm, andre i København og en i Stockholm. Da jeg startede i gymnasiet åbnedes en helt ny verden, hvor jeg for alvor kunne dykke ned i de fag, jeg bedst kunne lide, historie, oldtidskundskab og samfundsfag. Ud over at gymnasietiden var god, var det også en tid, hvor bevidstheden om forskelligheder og præferencer blev tydelig, og en tid hvor fremtiden begyndte at vise sig i glimt. Overgangen fra den trygge barndom til det lidt mere ukendte liv på den anden side af barndommen. Gymnasiet var en særlig tid, hvor jeg for alvor dyrkede min interesse for flere fag, men jeg kom vist også til at overse betydningen af andre fag. Jeg havde flere gode lærere, og især min samfundsfagslærer Thor Lund Kure blev betydningsfuld for mig og for mine senere valg. I Thor oplevede jeg en lærer, som så mig, og som forstod mig, og det var da også hans råd om mit senere studievalg, som jeg fulgte. Thor var dengang og nu meget interesseret i landbruget. Det var absolut ikke en nysgerrighed jeg delte den gang. Det har ændret sig en del siden hen, og heldigvis løber jeg ind i Thor i ny og næ, og så taler vi faktisk temmelig meget om landbrug.

Nysgerrighed – min følgesvend

Tilfældet ville, at da jeg efter endt uddannelse på RUC skulle have mit første job, endte jeg som fuldmægtig i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Og det er ved at være 20 år siden. I mellemtiden har jeg arbejdet i ministeriet, været udstationeret i Paris og arbejdet i Nordisk Ministerråd. Nu er jeg selvstændig, arbejder gerne med og på Bornholm, men opgaverne bringer mig også ofte uden for landets grænser mest i Nordeuropa, de nordiske lande, Baltikum, Østersøregionen, Rusland og de arktiske egne, hvor nysgerrigheden altid har været min følgesvend og landbrugspolitikken blev starten på min egen rejse fysisk og mentalt.

Jeg tror, at landbrugspolitik for de fleste står som noget mindre attraktivt. Sådan havde jeg det selv engang. Men da jeg først kom ind i det, så jeg et potent område fuld af muligheder. Og det jeg gennem tiden har lært ved at arbejde med landbrugspolitik har i dag bragt mig til at arbejde bredt med bæredygtig udvikling, klimaspørgsmål og demokrati.

Jeg ser fortsat flere af mine gode venner fra gymnasiet, og selv om vi gik meget forskellige veje, har vi holdt ved og i de senere år er de venskaber blevet bedre og bedre, selv om vi ser hinanden mindre og mindre, men vi bruger hinanden på nye måder, arbejder ind i mellem sammen, deler erfaringer og netværk.

Relationer til yngre bornholmere

Ind imellem opstår der nye relationer, også til yngre mennesker, som har andre referencerammer. Og derigennem har jeg oplevet en yngre generation af Bornholmere, som selv om referencerne er forskellige, har kunnet trække på en fælles forståelse af, at komme fra Bornholm. Det gælder blandt andet Tobias, søn af  Jens Lau på Lille Torv, som nu mest af alt arbejder med kaffegrums, Sune og Anders der laver bøger om Bornholm og maden, og ikke mindst Mads fra Folkemødet, som jeg også arbejder lidt med om samarbejdet med folkemøderne i de øvrige nordiske og baltiske lande. Og så er der de nye førdere som Lars Albæk, der på trods af den jyske klang i mine øjne er blevet en værdig repræsentant for Bornholm. Lars har jeg fornøjelsen af, at arbejde sammen med i Nordatlanten, hvor vi begge præsenteres som bornholmere.

Selv om jeg ikke bor på Bornholm betyder øen fortsat meget for mig, og jeg bliver fyldt med glæde, når jeg ser, at mange års tilbagegang ovenpå fiskerikrisen langt om længe er ved at vende. Det kan godt være, at befolkningstallene endnu ikke er entydigt positive og vi kan hurtigt finde problemer af forskellig slags, hvis det er det vi vil. Men helt grundlæggende har en ny grundstemning fundet vej, en stemning af fremtidstro og optimisme.

Kort og godt: Jeg er stolt over at have Bornholm i ryggen. Det er en ballast, som jeg er sikker på, at mange ikke-bornholmere vil misunde mig.

Sommeren 1946 var min moster fra København på besøg i Svaneke – her sammen med mine bedsteforældre og mig.

Af Hans Richard Rømer (HP)

Da Elly og Søren havde vinforretning i Aakirkeby, skulle jeg altid ind og købe en flaske Port of Aakirkeby, når jeg var på Bornholm. En ganske udmærket portvin som altid var en god og lidt særlig gave til festlige lejligheder, hvis vi da ikke selv nåede at drikke den forinden.

Besøget endte også ofte med, at vi talte ”gamle dage” – eller rettere om vore unge dage. Det kunne være tiden som journalister på hver sit af de to konkurrerende dagblade, men også om den tid, hvor der var gode velbesøgte jazzklubber i Rønne. Først på Hotel Dana og senere på Strien. Vi talte ofte om, at vi burde skrive noget om den tid og de oplevelser, vi havde dengang, og som ganske givet mange stadig deler med os. Så langt blev vi enige. Og jeg begyndte at kigge i gamle scrapbøger, fotos og ikke mindst at granske hukommelsen.

Jagten på egen identitet

Da vi mødtes igen i sommer – uden portvin – og snakken som sædvanlig gik, kom vi også ind på min barndom og opvækst. Og ikke mindst jagten på min egen identitet, da det ret sent var gået op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt vidste, hvem jeg reelt er. Nu kan jeg ærgre mig over, at jeg kom så sent i gang, så nogle muligheder var forpasset, fordi de to hovedpersoner – min far og min mor – ikke længere kunne fortælle mig noget. Men det har været en meget lærerig og interessant ”rejse”, som jeg er glad for, at jeg har taget, og så må jeg nøjes med det, jeg trods alt har kunnet grave frem af både hukommelse og andre ”gemmer”.

Sørens prompte reaktion var: Inden du nu skriver om jazzen, synes jeg, at du skal skrive den anden historie som min gæsteskribent. Så det er blevet til planer om ikke kun én men flere historier om mit liv og min identitet: Hvordan Hans Richard Rømer blev HP – og omvendt. Om uddannelser, job og livet som musiker. Og om at konstatere at man er enebarn med seks søskende..

Den sorgløse barndom

Det har været glædeligt at besøge mit fødehjem et par gange så mange år efter og se, hvor flot og nænsomt Gitte og Ole Kofoed har moderniseret det gamle hus.

Jeg er født den 15. oktober 1942 i Svaneke. Mere præcist på adressen Ole Thulesgade 1, som mine bedsteforældre Dagmar og Peter Martin Rømer boede i dengang, og hvor nogle af deres egne seks børn også blev født. Min egen mor var som den yngste født i 1914 og var således 28 år, da jeg blev født som hendes første barn. To af min mors brødre, Ove og Emil, var døde, inden jeg kom til verden. Ove døde af tuberkulose, mens han var skovarbejder i Sverige, og Emil druknede, da motorgaleasen ”Leda” af Rønne blev påsejlet af ruteskibet C.F.Tietgen ved Hven i Øresund den 15. maj 1937. En meget detaljeret artikel om denne katastrofe kan læses i Jul på Bornholm 2017, hvor jeg for første gang også ser et billede af min afdøde onkel.

Hjemmefødsler var ganske almindelige på den tid, og frøken Amanda Hermansen, som boede på Havnebakken, var meget benyttet som fødselshjælper. Hvor længe min mor blev i Svaneke efter jeg blev født, ved jeg ikke. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre i Svaneke, blev døbt i Svaneke Kirke den 17. december 1942 og fik navnet Hans Richard Rømer. Især mit mellemnavn, Richard, undrede jeg mig senere noget over, og brød mig faktisk ikke rigtigt om det. Derfor brugte jeg det meget sjældent op gennem årene, men er på mine gamle dage kommet til at synes godt om navnet.

Hvad jeg ikke vidste

Myndighederne har skrevet bagpå, at dette er et vellignende foto af min mor som 28-årig.

Min mor tog tilbage til Rønne, hvor hun boede og arbejdede med at passe hus og gøre rent. Mange år senere har jeg i gamle efterladte dokumenter set, at hun også har været igennem en faderskabssag, som er endt med, at min biologiske far efter et længere ”tovtrækkeri” mellem danske og tyske myndigheder har erkendt faderskabet og har betalt børnebidrag, indtil jeg blev 18 år. Ikke direkte, men via de tyske og danske myndigheder. Altså var det allerede dengang fastslået, at min biologiske far var Obergefreiter Richard Steinecke fra den tyske Krigsmarine, som fra december 1941 til hen på foråret 1942 havde været stationeret på Bornholm. Men der skulle gå over 40 år, før jeg selv fandt det svar og havde selvfølgelig i mange år spekuleret over, hvem der var min biologiske far. Det forblev familiens store hemmelighed – også min egen.

Selvfølgelig har min mor besøgt mig i Svaneke, men jeg har ingen særlig erindring om det. Jeg havde jo ”bedste” og ”bedstefar”, som begge var folkepensionister, og jeg har været godt forkælet. Min bedstefar havde blandt andet været landpostbud og fik en lille pension, og min bedstemor var stadig aktiv i køkkenet på Siemsens Gaard og med at ”gå ud og vaske” for folk. Vi var i høj grad selvforsynende med egen hønsegård og køkkenhave.

Fulgtes med byens trommeslager

Jeg mindes årene som gode og trygge. Der var legekammerater på Lille Plads og Grønningen, og jeg kunne gå ned til bedste på Siemsens eller måske ned til Johanne i Iskiosken på havnen. Der var heller ikke langt til Parken. Når der var brug for at få nyheder ud i byen, gik trommeslageren en tur, og ved særligt festlige lejligheder kunne jeg gå med et stykke vej med min lille bliktromme.

Krigen mærkede vi ikke noget til, før den sluttede. Jeg erindrer ikke at have set nogen tysk soldat i Svaneke. At jeg var resultatet af en tysk marinesoldats nærkontakt med min mor, var absolut ikke noget, nogen overhovedet talte højt om, selv om mange selvfølgelig vidste det. Det var først, da russerne advarede om, at de ville bombe, at jeg første gang erindrer at have en oplevelse af krig. Også i Svaneke fik vi besked om at forlade byen, og jeg mindes stadig, at vi gik i en lang kolonne op ad bakken til Kuregård og møllen. Herfra kunne vi på afstand se og høre, hvordan russiske fly bombede Nexø. Mange ældre borgere, blandt andet min bedstefar, blev kørt i hestevogn til Brændesgårdshaven.

Moster skammede sig over sin søster

Senere husker jeg at have set russiske kolonner med køretøjer forbi på havnen ved Grønningen, men ellers fortsatte den trygge barndomstid hos mine bedsteforældre. I fra sommeren 1945, da der var fred, kom min moster og onkel fra København på besøg hver sommer. De havde et fotografiapparat, og der blev taget familiebilleder i den flotte blomsterhave – desværre i sort/hvid.

Mange år senere fandt jeg ud af, at min moster og onkel havde fået et billede af mig tilsendt, men det kunne de sandelig ikke have stående fremme, hvis nogen af deres gæster skulle finde på at spørge, hvem det var. Det var faktisk også først som voksen, jeg fik lejlighed til at besøge dem i deres lejlighed i København, og jeg har stadig et meget fordømmende brev, som min moster har skrevet til mine bedsteforældre om hendes søsters skammelige opførsel. (billede 1 min moster på besøg)

Familieforøgelse

Den næste skelsættende oplevelse i Ole Thulesgade fandt sted den 20. januar 1947. Min mor var hjemme hos sine forældre for at føde igen. Denne gang blev det tvillinger – to piger, og deres far nåede også til Svaneke med rutebilen fra Rønne, inden vejene lukkede til på grund af snefygning.

Edith Rømer var nogle måneder forinden blevet gift med Svend Aage Petersen. Han var kommet til Bornholm som gæstearbejder efter krigen for blandt andet at være med til at stille de træhuse op, som den svenske stat havde foræret Bornholm, efter at store dele af Rønne og Nexø var blevet bombet i maj 1945. Svend Aage var født i 1906 i Nykøbing Falster, som den yngste i en søskendeflok på fire drenge og tre piger. Han havde ingen formel uddannelse, men var meget praktisk anlagt og ikke bange for at tage fat. Han havde arbejdet på nogle af de store gårde på Lolland og Falster, og jeg husker også, at han har talt meget om arbejdet, da Storstrømsbroen blev opført i 30’erne. Mange af de ”gæstearbejdere”, der kom til Bornholm, boede i de efterladte tyskerbarakker, og her arbejdede min mor også som køkken- og rengøringshjælp.

De var blevet gift i efteråret 1946, og min mor var en tur i Nykøbing Falster for at blive præsenteret for Svend Aages forældre, Maren og Rasmus Petersen, og der gik mange år, før hun igen forlod Bornholm. De blev rønneboer, og mine nyfødte søstre, Karen og Kirsten boede hos dem flere steder i Rønne under forhold, hvor der ikke var plads til mig. Min mor blev hjemmegående med lidt rengøringsarbejde, og Svend – som han slet og ret blev kaldt – havde skiftende arbejde som arbejdsmand i Rønne. Blandt andet med kloakering og havneudvidelse. Jeg kom på besøg en gang imellem, men boede stadig fast i Svaneke, indtil den tid nærmede sig, hvor jeg kunne begynde i skole.

Endelig samlet og i skole

Familien fik omsider et større sted at bo i Storegade i Rønne. Det var på hjørnet af Fiskerbakken, hvor Nørre Bakke begynder. Der havde tidligere været en skomagerbutik, og disken fra denne butik fungerede som min mors køkkenbord. Et ældre ægtepar, Larsen, boede også i ejendommen, og vi havde fælles lokum i gården. Der blev tømret nogle køjesenge sammen, som vi tre børn lå i. Jeg fik flere legekammerater i området, og vi kunne blandt andet lege nede ved vandet og stenene ved kysten. Her var også en grusbelagt sti langs vandet og togskinnerne. Vi skulle selvfølgelig lige passe på og holde øje med toget, som kørte langs kysten mellem Rønne H og Rønne N.

I sommeren 1949 skulle jeg begynde i skole. Jeg var endnu ikke fyldt syv år, og var en af de yngste i klassen. De første tre skoleår foregik på Vestre Skole, som lå i Ellekongstræde, hvor der i de seneste mange år har været parkeringsplads. Jeg har stadig et skolebillede fra den tid, og kan huske de fleste af navnene på mine første skolekammerater. Enkelte har jeg stadig lidt kontakt til, nogle er døde, og der er selvfølgelig flere, som jeg ikke har set siden dengang.

Sådan blev jeg HP

Den 1. april 1949 fik jeg efternavnet Petersen i stedet for Rømer som resten af familien.

Den 1. april 1949 var mit efternavn blevet ændret fra Rømer til Petersen, så jeg havde det samme efternavn som resten af familien. Det kunne lade sig gøre med henvisning til nogle børnelove fra 1937. Navnet Hans var ret almindeligt dengang, og vi var flere af dem i klassen og vores parallelklasse. Men alle havde faktisk også et mellemnavn. Og for at kunne kende forskel på dem, benyttede både lærere og vi selv også dem. Jeg husker Hans Jørgen, Hans Uffe, Hans Henrik, Hans Erik og Hans Christian.

Som 6-årig begyndte jeg som Hans Petersen – kaldet HP – i 1.a på Vestre Skole i Rønne og står som nummer to fra højre i anden række. Jeg husker stadig mange af navnene, men har kun kontakt til få af dem.

Jeg brød mig ikke dengang om mit mellemnavn Richard, og vidste ikke, hvorfor jeg havde det. Jeg husker kun at min mor sagde, at det var et ”pænt” navn. Der skulle gå mange år, før jeg opdagede den egentlige grund, og i mange år benyttede jeg det kun, når jeg absolut var nødt til. For at kunne skille mig ud fra alle de andre Hans’er, blev jeg slet og ret kaldt for HP. Det var faktisk min klassekammerat Palle Munch, som begyndte på det, fordi jeg også skrev det som signatur på mine tegninger.

Det var almindeligt kendt, at der var andre på skolen, som var børn af tyske soldater, der havde været stationeret på Bornholm under krigen. Flere af dem havde, lige som jeg selv, fornavne eller mellemnavne, som var og stadig er mere almindelige i Tyskland end i Danmark. Nogle gange blev det bemærket – endda af enkelte lærere – men jeg erindrer ikke, at vi børn indbyrdes tillagde det noget negativt. Der skal nok også have været nogen, som vidste, at jeg var et af dem, men det blev aldrig benyttet ”imod mig”. Og jeg vidste det jo heller ikke selv dengang.

Pæretræsdalen

I december 1949 skete der noget, som fik stor betydning for vores familie, og jeg mener, at vores huslæge, doktor Schou, vist havde indstillet os og presset på: Vi flyttede ind i et af de svenske træhuse, Pæretræsdalen 10. Huset havde været midlertidig bolig for en familie Mortensen, hvis hus var blevet beskadiget under bombardementet i 1945. Nu var det genopbygget, så de kunne flytte tilbage dertil. Alene at se vores kommende hjem var en oplevelse. Her var et moderne toilet med brusebad, stor kælder med fyr og et par disponible rum til cykler og værksted, viktualiekælder, vaskekælder med murgryde, centralvarme med koksfyr, stort spisekøkken med gaskomfur, stue og soveværelse. Og så var de to loftværelser og pulterrum i kippen og skunken. Desuden var der en stor have til.

Det var naturligvis også en noget højere husleje, og jeg erindrer ikke, at der var noget, som hed boligsikring dengang. Skatten var til gengæld heller ikke ret høj. Men det økonomiske blev klaret ved, at de to loftværelser blev lejet ud, og så nøjedes familien – to voksne og tre børn med underetagen og kælderen. Det var stadig noget større end det, vi kom fra.

Det var stadig kun far, der arbejdede og tjente til familiens underhold, og ugelønnen for en arbejdsmand var ikke imponerende. Han fik på et tidspunkt arbejde på Stenbanen som nærmest alt-mulig-mand. Det var dejligt tæt på, og det arbejde havde han, til han kunne få pension.

Han fik også hurtigt lidt flere opgaver med at passe have for naboer og andre, og vi var selvforsynende med de fleste grøntsager. Jeg synes ikke, at vi mærkede meget til, at der skulle spares. Husholdningspengene strakte langt, og der blev både syet og strikket meget. Enkelte gange tror jeg også, at min mor havde lidt rengøringsarbejde.

Der var mange jævnaldrende børn at lege med, og fantasien til at lege cowboys og indianere blev næret godt af de mange film, der gik i Rønne Bio lørdag og søndag eftermiddag. En billet kostede, så vidt jeg husker, 35 øre og steg til 50 øre. Husets store kælderrum blev hurtigt husets værksted, og her blev snedkereret og skruet, når der skulle fremstilles ”våben” til forsvar mod andre gaders bander, og senere blev der bygget modelfly og skruet cykler. Jeg var meget glad for værkstedet, og dengang var jeg sikker på, at jeg skulle være håndværker af en slags.

Skole og fritidsjob

Efter de tre første skoleår på Vestre Skole, begyndte fjerde skoleår efter sommerferien på Østre Skole. Jeg klarede mig rimeligt godt i skolen og havde naturligvis både yndlingsfag og hadefag, som i meget høj grad afhang af lærerne i de pågældende fag. Jeg må have ligget lidt over gennemsnittet i karakterer, da jeg var en af fire fra den årgang, der blev indstillet til at begynde i 1. mellem efter fjerde klasse, hvor mange først kom det efter femte klasse. Noget af det, jeg glædede mig mest til, var, at skulle lære engelsk – endda hos fru Rassing – som både var engelsklærer og klasselærer. Året efter var tysk også på skemaet. Dengang have jeg ingen viden om mine tyske aner, og det var ikke i skolen, jeg lærte ret meget tysk. Det var faktisk et ”hadefag” for mange af os med lærer Werner Andersen, som havde meget vanskeligt med at holde ro i klassen.

Lidt ekstra lommepenge, kunne jeg altid bruge, og som 12-årig havde jeg mit første job som søndagsavisbud for Rådhuskiosken. Jeg havde den længste rute, som foregik med tungt pakket cykel nordud af Rønne med Store Torvegade, træhuskvarteret, Gartnervangen, Haslevej, Allevej-kvarteret og til Almegårdslejren. Det var hårdt, og da der var mulighed for at få en eftermiddagsplads som bybud hos grosserer Drejø i Grønnegade, var det mere fristende. Desværre endte det brat, da jeg faldt i den isglatte skolegård i januar og slog mit knæ, så der både kom en stor blodsamling i knæet og rift i knæskallen. Det var et par måneder før min konfirmation på kongens fødselsdag, den 11. marts 1956. Løsningen blev, at jeg blev konfirmeret siddende under prædikestolen i Sct. Nicolai Kirke i provst Viggo Nielsens private læsestol med højre ben i gips.

Spejderliv og marchtromme

Sommeren 1957: Jeg havde lærte et par trommemarcher, fanemarchen og hvordan man slår en hvirvel, og så er jeg klar i Pæretræsdalen til at drage til Silkeborgsøerne på sommerlejr.

Allerede tidligt var jeg blevet ulveunge i Danske Baptisters Spejderkorps. Ikke fordi hverken jeg eller nogen i familien havde noget med menigheden at gøre, men fordi jeg her kendte andre ulveunger, og jeg have mange gode ture og oplevelser. På et tidspunkt, da jeg skulle være ”rigtig” spejder, skiftede jeg til KFUM, fordi jeg så kendte nogen der. Min spejderkammerat, Ole Hjorth, var korpsets trommeslager, men da han skulle være patruljefører, syntes han, at jeg skulle overtage marchtrommen. Han skulle nok lære mig det mest nødvendige, inden vi skulle på sommerlejr. Jeg huskede, hvor glad jeg var for min bliktromme i Svaneke og sagde ja, så i løbet af nogle uger fik jeg lært at lave en trommehvirvel, slå to trommemarcher og fanemarchen.

Det var i sommeren 1957, jeg var 14 år, og det blev begyndelsen på et langt liv som trommeslager og mange gode oplevelser, som forhåbentlig kan fortsætte mange år endnu. Jeg fik min debut på vores sommerlejr, som det år gik til Silkeborgsøerne, og det skærpede min lyst til at gøre mere ved trommerne.

Nogle af konfirmationspengene blev benyttet til køb af en grammofon, som det hed dengang. En af mine første plader – en 78’er med Louis Armstrongs All Stars, som spillede Basin Street Blues – blev spillet flittigt. Side to begyndte med en formidabel trommesolo. Tænk hvis man kunne slå sådan på trommer..? Jeg har stadig denne gamle lakplade.

Vi var fire skolekammerater i 4. mellem, som spillede lidt sammen: Ole Mogensen på saxofon, Jørgen Lundt på guitar, Preben Toftte på klaver og mig på tromme, og her kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig et rigtigt trommesæt. Sådan et stod til salg som brugt hos Hagstrøm Musik i Rønne. Det havde tilhørt Svend Aage Carlsen, kaldet ”Nubbi”, som jeg havde set og hørt flere gange med datidens mest benyttede danseorkester, Speeds Orkester. Nubbi havde købt et nyt grønt Trixon-trommesæt, som var noget af det smarteste, der var på markedet dengang.

Et rigtigt trommesæt

Mit første rigtige trommesæt havde tilhørt Nubbi fra Speeds Orkester. Her er jeg sammen med Blue Star i Ungdomsklubben i december 1957. Flere af musikerne spillede jeg senere med i andre orkestre.

Hans gamle trommesæt skulle koste 600 kroner, og kunne købes på afbetaling med 30 kroner om måneden og med 10 procent – altså 60 kroner – i udbetaling. Jeg havde igen fundet mig et job som bybud om eftermiddagen hos Chr. Nielsen & Søn i Søndergade – møbelforretning, sadelmager og møbelpolstrer, hvor jeg tjente 15 kroner om ugen. Werner Haagensen, som havde Hagstrøm Musik tilbød, at jeg kunne begynde at leje trommesættet i to måneder. De 60 kroner, det så kostede, kunne være udbetalingen, og så kunne jeg fortsætte med at betale 30 kroner i månedlige afdrag, til trommesættet var betalt. Det krævede lidt overtalelse hjemme i Pæretræsdalen, men da jeg så også kunne modtage 10 lektioners trommeundervisning hos Knud Lundt for en samlet pris på 40 kroner, var det en slags garanti for, at jeg virkelig ville lære det. Så fik jeg lov at købe trommerne.

Bornholmerdrengene

Knud Lundt var trommeslager i blandt andet Bornholmerdrengene, som var meget benyttet til bal rundt på Bornholm. Så ud over at lære basale trommefigurer, ruf, slip og hvirvel, lærte jeg flere trommemarcher efter Richard Lindebros trommeskole, som var datidens ”trommebibel”, Han lærte mig også nogle af datidens populære danserytmer, vals, engelsk vals, tango, foxtrot og rumba, og ellers lærte jeg meget ved bare at lytte. Efter otte lektioner sagde Knud Lundt, at jeg kunne gå ned til Hagstrøm og få 8 kroner tilbage for de to sidste lektioner, for nu havde han lært mig, hvad han kunne. Og så skulle jeg ellers bare lytte og øve teknik. Det gjorde jeg, og ingen i nabolaget i Pæretrædsdalen kunne overhøre, at jeg havde fået et trommesæt.

Vores lille orkester med skolekammeraterne fik lov at spille nogle numre til en klassefest, som blev holdt i Logen på Svanekevej, og vi var selvfølgelig rævestolte. Resten af aftenen var det pladespilleren, der underholdt med datidens populære schlagere, som der blev danset til.

KFUM’s ungdomsklub i Snellemark var et meget populært mødested for Rønnes ungdom, og KFUM-sekretær Georg Jensen vidste, at vi var flere, der spillede et instrument. Han opfordrede os til at lave et orkester. Vi kunne øve i lokalerne, mod at vi gav en koncert op til jul. Orkestret bestod af tre saxofoner, to trompeter, en basun, klaver, guitar og trommer. Selvfølgelig skulle det have et navn, og det blev ”Blue Star”. Der var ikke meget arrangement i melodierne, så de fleste spillede melodistemme, men det var meget populært.

”Professionel” som 15-årig

For mig blev det den direkte anledning til, at jeg fik mit første betalte spillejob. Et regulært betalt engagement. Bent Mogensen, som var musiker og maskinarbejder og senere maskinmester i 66-selskabet bankede en dag mellem jul og nytår på døren i Pæretræsdalen. Han ville spørge mine forældre, om jeg måtte komme med ham og en pianist, som hed Ebbe Frigaard, til Hotel Nexø (hvor Lidl ligger i dag) og spille til bal nytårsaften. Hans søster kendte mig fra ungdomsklubben og mente, at jeg godt kunne spille den musik, der skulle spilles. Jeg var fyldt 15 år et par måneder tidligere, så mine forældre havde sine betænkeligheder. Men med et par voksne musikere, som lovede at passe godt på mig, var det i orden. De passede dog ikke mere på mig, end at jeg både fik et par øl, og så husker jeg, at jeg smagte min allerførste bitter – en Von Oosten.

Bent Mogensen – populært kaldet Sprinter – spillede guitar og trækbasun, og så kunne han synge datidens populære schlagere. Ebbe Frigaard, som var hjemme hos sine forældre i Rønne på jule- og nytårsferie fra lægestudiet i Århus, var en dygtig pianist og spillede i en længere periode i Århus som fast pianist i Saratoga Jazzmen. Det blev en lang aften på Hotel Nexø, og de samme melodier blev spillet mange gange. Da vi kørte til Rønne i Lillebil – tror jeg det var – var vi meget trætte.

125 kr. for en aften – mere end det halve af fars ugeløn

Da jeg fik øjne nytårsdag spurgte mine forældre naturlig nok, hvordan det var gået. Og hvad jeg have fået for det. Jeg kunne hive 125 kroner op af min pengepung til deres store forbavselse. Så mange penge for at sidde og tjatte i nogle trommer, var kommentaren. Jeg forstod det godt, da min far så fortalte, at han ikke engang tjente det dobbelte på en hel arbejdsuge som arbejdsmand på Stenbanen.

Der fulgte endnu et kortere engagement til en hjemsendelsesfest en hverdagsaften nogle dage senere på Hotel Nexø. Bent kunne ikke være med, men det kunne Niels Mogensen på saxofon, samt Ebbe Frigaard og jeg. Jeg husker, at vi kørte med skinnebus til Nexø med vore instrumenter, blandt andet mit trommesæt. Jule- og nytårsferien var slut, og jeg havde været i skole om dagen og skulle det igen næste dag, så pauserne blev brugt til at løse matematikopgaver. Noget af serveringspersonalet skulle også til Rønne bagefter, og vi kørte sammen i en bus.

Baltic Jazzmen

The Baltic Jazzmen var formentlig det første bornholmske jazzorkester, som spillede traditionel jazz i den stil, der kendtes fra Chris Barber og Papa Bue. Efter nogle måneder blev Svend Markers (banjo) afløst af Erik Lindeskov (piano), som var med, indtil orkestret blev opløst, fordi flere orkestermedlemmer forlod Bornholm på grund af videreuddannelse og værnepligt.

Men så skete der også noget, som fik stor betydning for mit videre musikalske liv. Et nydannet jazzorkester var begyndt at øve, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med. Om jeg havde..? To af musikerne var gode bekendte, Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. De øvrige kendte jeg ikke rigtigt endnu. Men det var Svend Markers på banjo. Ole Schiøtt på klarinet og Peter Hjorth på trompet. Orkestret spillede traditionel jazz, øvede i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade og kaldte sig The Baltic Jazzmen.

Nu var jeg kommet med i noget, jeg havde ønsket mig, siden jeg havde købt min første 78-plade med Louis Armstrong og hørt Kenny Johns historiske trommesolo. Mon det lykkedes at lære den – eller noget der bare ligner…?

Min næste artikel vil handle om mine år som jazzmusiker på Bornholm i Baltic Jazzmen og Club Jazz House på Hotel Dana med flere orkestre.

 

 

 

Billeder herover: Sølvi Noreen taler til de gulblusede kræft-fightere ved Stafet for Livet i Rønne i begyndelsen af september.

Af Sølvi Noreen

Jeg mødte Sølvi Noreen første gang ved Stafet for Livet i Rønne for en lille måneds tid siden. Hun stod på scenen og fortalte om den kræft hun var helbredt for, og de senfølger, der kommer efter behandlingen. Det gjorde hun så godt, at det løb mig koldt ned ad ryggen og jeg var lige ved at få tårer i øjnene. Mens hun stod der, tænkte jeg, at hun skulle være en af mine kommende gæsteskribenter, og heldigvis sagde hun ja, da jeg spurgte.

Jeg er født i Klemensker i 1968 og voksede op lidt uden for byen. Vi er fire søskende,  og jeg er den yngste i flokken, en efternøler, vil man nok sige ,og selvfølgelig møgforkælet, som lille.  Mine forældre havde en lille ejendom med fem tønder land jord, der inkluderede en lille skov, hvor jeg elskede at lege. Jeg gik i skole i Klemensker og havde nogle rigtig gode veninder. Min mor betød noget særligt for mig og har altid gjort det. Hun elskede at gå uden for og ordne have og passe dyrene. Og jeg nød at være sammen med hende.

Første bekendtskab med kræft som 11-årig

Da jeg var 11 år fik min mor kræft i tyktarmen, og jeg husker tydeligt, at det ikke var noget man snakkede om. Jeg var meget bange på det tidspunkt, for jeg vidste ikke rigtig, hvad der foregik, kun at min mor var syg og skulle opereres.

Jeg fik lov at komme med min far på hospitalet for at besøge min mor og jeg husker, at de gik lidt væk fra mig og snakkede tyst sammen og min mor græd. Hun blev opereret og blev heldigvis rask.

Det var mit første bekendtskab med sygdommen kræft.

Flyttede til byen

Efter mor kom hjem, flyttede vi til et parcelhus i Klemensker. Det var noget min far havde arrangeret og købt, for at mor ikke skulle have så meget at passe, når min far havde fuldtidsjob. Men hun savnede ejendommen på landet.

Jeg nød at komme til byen, jeg var snart ved at være teenager og jeg hyggede mig med veninderne. Vi begyndte at gå meget til fester og den lokale ungdomsklub var vores favoritsted.

Jeg var en meget stille pige i skolen, sagde ikke meget i timerne, men var til gengæld temmelig rapkæftet udenfor skolen.

Mor fik ny sygdom

Da jeg var 16 år blev min mor syg igen. Hun fik dårlige nyrer og blev dialysepatient. I starten var hun på dialyse derhjemme, men som årene gik rejste hun til Rigshospitalet tre gange om ugen for at få dialyse.

Det var rigtig hårdt at have en syg mor. Min far drak og var ikke så meget hjemme.

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, men kom hjem hver dag for at se til min mor og hjælpe hende og passe hende. Jeg havde enormt svært ved at passe et job, da jeg var ked af det og ikke rigtig kunne finde ro. Min daværende kæreste drak også rigtig meget, så det var ikke noget rart miljø jeg var i.

En stor sorg

Min mor døde, da jeg var 25 år. Hun blev kun 60 år. Det var en stor sorg for mig, da vi var meget nært knyttet.

Efter mors død flyttede jeg fra min kæreste og hjem til min far i en kort periode. Vi kom lidt tættere på hinanden og det var egentlig hyggeligt at være hjemme hos far. Det var nok den periode, hvor jeg har talt mest med min far om alt muligt.

Far fik lungekræft

Jeg måtte videre og efter nogle år mere i Klemensker, flyttede jeg til Rønne og startede på uddannelsen som kok. Min far var i mellemtiden blevet gift igen og jeg havde fået en ny kæreste.

Far begyndte at få det dårligt og det viste sig at han havde fået lungekræft og metastaser i hovedet.

Ham mistede vi i år 2000. Han blev kun 67 år. Jeg syntes det var voldsomt uretfærdigt at jeg skulle miste mine forældre så tidligt.

Jeg begyndte at få ondt i mine håndled på mit arbejde og det var så slemt, at jeg måtte skifte retning. Jeg begyndte på uddannelsen som servicemanager. Den blev jeg færdig med i 2003 og fik job som bestyrer i en butik i Svaneke.

Min daværende kæreste og jeg havde prøvet længe at få børn og jeg havde været igennem seks insemineringer og tre IVF-behandlinger (=individuel rådgivning, diagnose og behandling ved ufrivillig barnløshed.) Uden resultat.

Prinsen på den hvide hest

Det tærer på kærligheden, men min kæreste ville giftes og det blev vi på et rådhus i Sverige. Dog ikke min idé, men det var fint nok. Hvis det kunne hjælpe på et mere eller mindre dødt forhold, så gør vi det, tænkte jeg. Det holdt i halvanden måned, så kom prinsen på den hvide hest, troede jeg. Jeg blev skilt og nød min nye kæreste i fulde drag. Jeg var aldrig før blevet overdænget med så meget kærlighed, omsorg og komplimenter. Jeg nød det, og det var fantastisk. Kærligheden var stor og jeg blev gravid. Jeg aborterede dog i syvende uge, men blev hurtigt gravid igen. Det var jo fantastisk. Vores ægteskab holdt dog ikke men vi fik en rigtig skøn datter sammen, som nu snart er 13 år. Og min eksmand og jeg har et godt forhold til hinanden.

Glad for nyt sekretærjob på hospitalet

I 2009 startede jeg på hospitalet som sekretær i mammografiscreeningen. Det var som vikar og jeg følte med det samme, at nu var jeg på det rette sted. Jeg kæmpede for at få lov til at blive på hospitalet og blev også vikar på nogle andre afdelinger. I 2013 blev jeg fastansat i mammografien og jeg var lykkelig. Jeg føler mig så godt tilpas i mit job og har nogle søde kollegaer i vores team og en skøn leder.

I 2016 mærkede jeg nogle forandringer i mit højre bryst og det viste sig at være brystkræft.  Jeg fik fjernet det højre bryst og alle lymfekirtlerne i armhulen. Det var en mild grad af brystkræft men jeg skulle alligevel hele turen igennem med kemoterapi og stråler.

Forelsket til op over begge øren – I LIVET!

I dag er jeg dybt taknemmelig for at mit forløb gik godt og at jeg havde en masse dejlige mennesker i min nærhed til at hjælpe mig. Min datter har også været guld værd i hele denne proces. Hun har givet mig glæde og håb hver dag, og for hende ville jeg kæmpe for at overleve. Heldigvis er jeg rask i dag. Og jeg glæder mig over at slå øjnene op hver dag, for jeg er jo forelsket til op over begge øren – i LIVET.

I forbindelse med min kræftsygdom blev jeg kontaktet af en frivillig for at høre om jeg ville deltage i Stafet for Livet. Og selvfølgelig ville jeg det.

Jeg har nu været med i tre år. Første år som Fighter, andet år som fighter og frivillig og i år som tovholder for fighterne, og deltager på et hold.

(Fightere i denne sammenhæng er folk med kræft eller som har haft det).

Det er fantastisk at deltage. Så skønt at møde andre i samme situation og vildt skønt at kunne være med til at samle penge ind til så vigtig en ting.

Talen til fighterne

De sidste to år har jeg holdt tale til fighterne og her får i talen fra i år:

Kære Fightere.

Tak for, at i er kommet i dag. Vi har aldrig været så mange fightere før. Det er skønt, at i er kommet og vil være med til at støtte og give håb til alle dem, der lige nu kæmper deres kamp mod kræften.

Jeg har selv været igennem et kræftforløb i 2016, hvor jeg fik fjernet højre bryst og alle lymfekirtlerne i armhulen. Derefter fik jeg kemoterapi og 25 gange strålebehandling.

Selv om kemoterapien og strålebehandling gik godt og jeg havde et godt forløb, var det jo stadig hårdt for min krop.

Skide godt Sølvi……Nu er du jo rask!!!!

Ja….jeg er rask, og det er så fantastisk.

De forbandede, usynlige senfølger

MEN……så kommer alle senfølgerne…. Jeg ved de er der, sundhedspersonalet ved de er der. Men det er ikke altid alle omkring mig, der ved det.

Der er sikkert en del af fighterne, der kender det.

Hvis jeg ikke laver nogle bestemte øvelser hver dag, så får jeg stiv nakke og kan ikke løfte min arm. Og det er IKKE myoser. Det er senfølger.

Nogle gange når jeg går op ad trapper får jeg voldsomt åndenød. Og nej, det er ikke fordi jeg har dårlig kondi. Det er senfølger.

Jeg lider så meget af mundtørhed at min gane og tunge føles som sandpapir korn str. 40. Og det er ikke fordi jeg er tørstig eller har drukket for lidt vand. Det er senfølger.

Jeg er nogle gange så træt, at jeg kan sove hele søndagen væk., og andre dage også. Og nej, det er ikke, fordi jeg er kommet sent i seng. Trætheden kan ikke soves væk. Det er en senfølge.

Jeg har nogle gange så meget angst for at dø og er frygtelig bange for at få kræft igen. Og nej, jeg kan ikke bare tænke på noget andet. Det er en senfølge og jeg har bare brug for en, der lytter til mig og forstår mig, for den angst vil altid ligge latent i os, der har haft kræft.

Endnu en gang, kære fightere. I er de seje, I viser jeres mod og styrke. I klarer den, og I har klaret den.

”Livet kan være surt, men også ganske vidunderligt”

I dag skal vi have en fantastisk dag sammen og jeg glæder mig til at nyde den med jer.

Husk at dans i regnvejr, syng i solskin og husk at sige de ting, der skal siges og elsk livet.

Ligesom sidste år får I lige et citat med på vejen. Jeg har fundet et, sagt af tidligere skuespiller, Søren Byder:

”Livet kan være surt, men også ganske vidunderligt”.

Tak.

 

 

Billedet herover: Feltpræsten i kontorteltet i Afghanistan

Af Erik Jørgensen, sognepræst i Pedersker og Aaker, går på pension med udgangen af måneden

 Min tilknytning til Bornholm stammer tilbage fra 1972, hvor mine forældre og min søster flyttede hertil, da min far blev præst for Bornholms Valgmenighed, og min mor arbejdede som sundhedsplejerske i Poulsker- og Østermarie sogne. Selv læste jeg på den tid på Odense Universitet, men fik passende nok feriejob ombord på MF Østersøen, da jeg var hjemme på Skagelfaldsvej i Aakirkeby i sommerferierne.

Efter at have været i Sømandskirken i London nogle år, mødte jeg min Christina, hvorefter vi cyklede fra London til København, hvor vi blev forlovet. Året efter blev vi gift i Mölndal på den svenske vestkyst. Efter Pastoralseminariet blev jeg præsteviet i Aalborg Domkirke og fik fire gode år som sognepræst, i Vestbjerg og Vodskov. Herfra flyttede vi så til Pedersker Præstegård i 1990. Forud var mine forældre og min søster med familie flyttet tilbage til Bornholm og Nexø.

Et bredsprektret sogneliv for børn og ældre

Som sognepræst i Pedersker og Aaker søgte jeg sammen med min hustru Christina at opbygge et

 Sogne- og feltpræst Erik Jørgensen foran to af sine kirker: Pedersker og teltkirken i Afghanistan

bredspektret sogneliv med udgangspunkt i præstegården. Vi søgte at fremme det kirkelige liv i sognet gennem en palet af aktiviteter for børn og ældre til supplering af gudstjenesterne og de kirkelige handlinger.

Således var der udover konfirmations-forberedelse, minikonfirmander, børnekor og familiegudstjenester med efterfølgende pasta og kødsovs. Altid tilberedt med stor kærlighed af Christina. Vi havde får, høns, køkkenhave og frugttræer, der forsynede os med masser af økologisk mad – før det blev moderne med Bonderøven.

Vores tre bornholmske drenge

Vores børn, Christoffer, Johannes og Andreas ser sig selv som bornholmere. Særligt Johannes’ og

Under tjenesten i Afghanistan fik Erik Jørgensen besøg af sin hustru, Christina.

Andreas’ årgange fyldte ret meget på Pedersker Skole, hvor de var omkring 23 børn i klassen. Derfor var der grobund for et blomstrende børnearbejde og stor opbakning blandt de aktive familier.

I vinterhalvåret var der ældremøder og sognemøder i stuerne og om sommeren et havemøde med fremmede talere.

Ambassadøren til smørrebrød i præstegården

Som ekstra kolorit fik vi om foråret besøg fra den amerikanske ambassade, da der på Pedersker kirkegård er gravsteder fra 2.verdenskrig. I begyndelsen inviterede vi den amerikanske ambassadør til smørrebrød i præstegården. Med de store omvæltninger ved Warszawapagtens fald, viste briterne pludselig interesse, og derfor blev den årlige kransenedlæggelse på kirkegården i Pedersker et tilløbsstykke, hvor borgmesteren blev vært for bespisningen af honoratiores, hvor Christina og jeg i alle årene har været inviteret med. Det har altid været højtideligt, og vi har nydt mange spændende samtaler under disse sammenkomster.

Samtidig lagde jeg stor vægt på at få besøgt alle ældre i sognet og følge op på begravelsessamtalerne.

Den åbne præstegård

Jeg har også været med til at arrangere en menighedsudflugt til Altenkirchen, på Rügen, og senere

Det bornholmske folketingsmedlem, senere europaparlamentariker Jeppe Kofod kom også på besøg i Afghanistan

åbnet præstegården for et venskabsbesøg fra Lithauen. Den Lutherske menighed i Kaunas fik også en genvisit på et senere tidspunkt.

Præstegården har selvfølgelig stået åben for utallige sammenkomster i forbindelse med kirkekoncerter, men også et sted, hvor den enkelte har kunnet få sig en god snak eller glemt ensomheden for en stund.

Feltpræst i Kosovo og Afghanistan

Da jeg kom til Pedersker i 1990, var det et sogn med lang tradition for at stille en feltpræst til rådighed for Bornholms Værn. Dengang var der stadig otte feltpræster tilknyttet de forskellige enheder. I løbet af de følgende år blev strukturen, og dermed antallet af feltpræster skåret ned for til slut at ende med en enkelt tilknyttet Bornholms Hjemmeværn. Dertil kommer en feltpræst tilknyttet Opklaringsbataljonen fra Gardehusarregimentet. Da jeg var den af feltpræsterne, der blev boende længst tid på Bornholm, var det naturligt, at jeg overgik til Bornholms Hjemmeværn.

Samtidig med at forsvaret blev reduceret, blev der udsendt flere og flere enheder i international tjeneste, og efterhånden kom turnussen også til mig, hvorfor jeg blev udsendt til Kosovo i 2003 og igen til Afghanistan i 2008/2009. Det kom til at falde sammen med nedlæggelsen af Pedersker menighedsråd som et selvstændigt råd. Opgaverne, som feltpræst, er ikke særlig forskellige fra en almindelig sognepræst, da det omfatter de ugentlige gudstjenester, sjælesorg og samtaler, andre handlinger og forskellige aktiviteter, hvis der er mulighed for det. I Kosovo betød det en del foredrag og udflugter, mens det af sikkerhedsmæssige grunde ikke var muligt i Afghanistan. Der var jeg til gengæld det meste af tiden i samme lejr som felthospitalet.

Præstegården blev solgt – omflakkende kontor

Efter tilbagekomsten fra Afghanistan var det kirkelige arbejde besværliggjort i Pedersker Sogn. Pedersker Præstegård var jo blevet solgt i 2006, på grund af den ringe forfatning.

At der ikke længere var nogen præstegård at samles i betød, at ældremøder måtte flyttes til Samlingshuset, hvor opslutningen om møderne holdt niveauet til det sidste.

Konfirmandundervisningen måtte flyttes til Sydbornholms Privatskole med et noget svingende antal deltagere til følge. Dette kan især tilskrives det drastisk faldende børnetal i sognet, men vel også strukturelle forandringer.

Som en særlig virkning af nedlæggelsen af præstegården, fik mit kontor en omflakkende tilværelse, idet det flyttede fra præstegården, til det tidligere BAF-kontor i Pedersker, videre til det tidligere rådhus i Aakirkeby – for at ende sammen med Aaker sogn i Aaker Præstegård. Jeg var ikke så heldig, at der var tænkt på en kontorplads til mig i den nybyggede graverfacilitet ved Peders Kirke.

Fortsætter i Genbrugsbutikken

Da vi skulle finde et nyt hjem til vores familie i 2006, faldt vi for et charmerende byhus i Nexø. Det føltes naturligt, da vi har familie i Nexø.

Indtil den 30.august i år har jeg haft min gamle mor i byen. Hun ville have blevet 105 år i begyndelsen af oktober, men et benbrud satte en stopper for festlighederne.

Vi trives fint i byen, hvor Christina er glad for at arbejde på Paradisbakkeskolen, hvor der altid er gang i noget spændende.

Mit fremtidige virke vil derfor tage sit udgangspunkt her i Nexø, men jeg fortsætter dog som formand for Danmissions Genbrugsbutikken i Aakirkeby indtil videre.

Fremtiden vil vise, hvad jeg i øvrigt vil bruge mit otium på. Jeg er ihvertfald glad for, at mit helbred igen er på rigtig kurs, efter en periode med hjertesvigt. Vi føler os heldige og ser fremad.

Pedersker Præstegård har været rammen om vores tre sønners trygge og lykkelige barndom. De har bygget huler, gravet grøfter, leget røvere og indianere i et paradis af marker og skov. Det vil vi altid se tilbage på med glæde.

Gode stunder i Aakirkeby

Nu har jeg skrevet en del om Pedersker, men må, som sig bør i en Aakirkebyskrift – ikke glemme de gode stunder vi har nydt i Aakirkeby.

Jeg har følt mig privilegeret over at have prædiket i Aa Kirke. Christina har gennem årene været min makker, da hun er uddannet kirkesanger. Hun har glædet sig ekstra meget, de gange hun fik lov at synge i Aa Kirke, da kirkerummets akustik er noget helt særligt for en sanger. Selv har jeg været glad for den trofaste skare af kirkegængere, som altid har behandlet mig godt, og som måske har kommenteret prædiken eller salmerne. Jeg tænker også på alle dem, som trofast er mødt til aftensang i Aa kirke. I de første mange år, da aftensangen var et nyt begreb i Aa Kirke, arbejdede Christina sammen med en del lokale musiktalenter, hvilket forvandlede aftensangen til et miks mellem andagt og intime minikoncerter – til glæde for de lokale og de mange turister. Det er stunder, som ligger som små guldkorn i erindringen.

For dem, som måske har lagt mærke til de kombinerede lys- og blomsterholdere i Aa kirkes stolerækker, vil jeg gerne fortælle, at de er smedet af lokale smede – efter min hustrus design.

Efter disse retrospektive skriverier, er det dags at finde en afslutning, som jeg passende har fundet i Grundtvigs salme:

O. kristelighed
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved
hvad vi kun skimter mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land siger Herren er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

….

I 2. klasse på Aaker Centralskole. Jeg står trygt yderst til højre i bageste række ved siden af vores klasselærer, frøken Dam. Hun førte os ind i sprogets og skrivningens verden og lagde grunden til det, som blev min gode opgave her i livet.

Af Erik Jensen, tidl. journalist på såvel Bornholmeren som Bornholms Tidende, født og opvokset i Aakirkeby

Flytter I tilbage til Bornholm?
Min kone og jeg møder ofte spørgsmålet. Men selv om vi holder meget af vores fødeø og kommer på

Jeg skrev dagens nyheder på en lille Olivetti skrivemaskine, da jeg begyndte som journalistelev. Her er jeg blevet godkendt til den store model.

Dagbladet Bornholmerens reporter i felten sammen med fotograf Bjarne Ilsted Bech.

besøg 10-12 gange om året, så er svaret nej. Vi flytter ikke tilbage. Og nu giver Søren Wolffs tilbud om et blogbidrag mig så mulighed for at bidrage lidt til at nuancere det indtryk, den bornholmske debat ofte efterlader: Det er skrækkeligt, ikke at bo på Bornholm. Og København og københavnere, ja så bliver det ikke meget værre.

Nå, men først lidt om min tid på Bornholm, og min vej væk fra dette herlige sted.
Jeg voksede op i en stor familie med seks søskende på en lille ejendom nær Almindingen, hvor alle måtte hjælpe til med at passe den lille bedrift med en hest, fire køer, et par grise, høns, og hvad der nu ellers hørte sig til. Det menes dog ikke, vi har taget skade af det.

Avisen pakket ind

Amtsborgmester Jens K. Brandt var en af de politikere, som jeg lærte rigtig godt at kende, og som jeg satte stor pris på.

Da jeg var 15 år kom jeg i lære hos bogtrykker Hakon Holm i Aakirkeby. Selv om det synes uendelig fjernt og gammeldags, så lærte jeg bl.a. at sætte tekster i hånden med blysats. Hvert enkelt bogstav lå i en sættekasse, og så var det ellers om at få stablet de løse typer op i vinkelhagen i en fart.

Da svendebrevet som typograf var i hus, gik turen til Dagbladet Bornholmeren som journalistelev, hvor Søren Wolff var en af dem, som viste mig veje i den journalistiske verden. Min muntre svigerfar fra Hasle var Venstremand, og da han gerne ville læse svigersønnens udgydelser, gik han op til kiosken i Storegade og bad om avisen: ”Jeg vil dog gerne have den pakket ind!”

Så svigerfar var vist godt tilfreds, da jeg efter nogle år på Bornholmeren skiftede til Bornholms Tidende. Det blev samtidig indledningen på tættere relationer til en række Venstrefolk, ikke mindst amtsborgmester Jens K. Brandt, som jeg satte stor pris på. Dengang var der stadig en rød og en blå avis, og kontakten til de politiske partier var tættere. – Selv om Venstres Peter Juel Jensen nok sniger sig lidt mere ind i Tidendes spalter end tidligere, nu hvor vi nærmer os valget.

Farvel til Bornholm

I midten af 1980´erne var det slut med det bornholmske. Jeg fik job på Berlingske Tidende. Min

Regitze og jeg på vej til grundlovsmøde i Kyllingemoderen sammen med vores drenge, Søren Femmer og Kasper. Regitze skulle holde grundlovstale.

kone, Regitze, flyttede ikke med den store glæde. Hun havde godt job, var engageret i politik, bl.a. som folketingskandidat for Venstre. Vi havde bygget et dejligt hus på skrænten oven for Hasle Havn, vi havde familie og venner på Bornholm osv. Men flytte gjorde vi altså. Først til Vedbæk nord for København og siden ind til byen.

En skoleklasse på besøg på Berlingske Tidende.

Det blev til otte gode år som nyheds-redaktør på Berlingske Tidende. Med en central placering på redaktionen lærte jeg mange spændende mennesker at kende.  Ældre koryfæer som Jens Kistrup, Tom Wikborg, og Lise Nørgaard, og journalistelever som Hanne Vibeke Holst, Elisabeth Egholm, Steffen Kretz,. Jon Steffensen, Henrik Qvortrup og mange flere. Bladhuset i Pilestræde var en god og spændende arbejdsplads. Alligevel sagde jeg ja, da

Som redaktør på Frederiksborg Amts Avis mødte jeg en del af de ledende politikere. Her er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen på besøg på avisen.

Klaus Riskær i 1992 tilbød mig jobbet som chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis. Tre måneder efter min tiltrædelse gik Riskær økonomisk rabundus. Avisen lukkede. Da den genopstod, var det med Dagbladet i Ringsted som ny ejer – og jeg fik lov til at beholde jobbet som redaktør.

Tjente bønder i syv år

Jeg er født på landet og holdt af landbokulturen, så da landbruget søgte informationschef til Axelborg, sagde jeg i 1998 farvel til dagspressen. Det blev til syv hårde, men også spændende år i landbrugets højborg, Axelborg, bl.a. som taleskriver og rådgiver for Peter Gæmelke, der var Landbrugsrådets præsident.

I 2005 besluttede Regitze og jeg, at vi ville ud og se verden. Jeg sagde mit job op, og min kone fik orlov fra sit arbejde som uddannelsesleder i Hillerød kommune. I syv måneder rejste vi rundt på New Zealand og i Australien, og til sidst cyklede vi hele vejen fra Rom og hjem. Hjemme igen blev jeg leder af en ny fælles afdeling for information og marketing i Scleroseforeningen. Jeg havde gennem nogle år arbejdet som frivillig i foreningen.

Det drejer sig om Bornholm

Badensgade 20. Her nyder vi tilværelsen sammen med vores søn, svigerdatter og børnebørnene på 7 og halvandet år.

For snart tre år siden forlod jeg arbejdsmarkedet.  Jeg havde været på dette marked i 50 år, så nu var det på tide at lave lige det, jeg havde lyst til. Lysten gik i første omgang ud på at færdiggøre min bog ”Almindingen – bornholmernes skov.”  Siden er det også blevet til bogen ”De Frie Bønders Land” om de bornholmske bønders historie – og dermed bornholmernes historie – gennem 1000 år. En anden opgave, jeg med fornøjelse bruger tiden på, er at redigere de syv hjemstavnsforeningers blad, Klippeøen. Et job jeg overtog efter klummevært Søren R. Wolff i 2012.

Så, ja, det drejer sig meget om Bornholm og Bornholms historie. En af vore sønner er flyttet tilbage til Bornholm med sin familie, min mor og min bror bor i Rønne, og vi har mange venner på Bornholm. Så fødeøen er nærværende i dagligdagen. Og vi holder meget af øens fantastiske natur.

Det gode liv i byen

Forleden meddelte chefredaktør Søren Christensen, Bornholms Tidende, i en lederartikel: ”Der er for det første mange penge at spare ved at bytte tilværelsen i København ud med en adresse på Bornholm. Og vigtigere end penge: Livet på Bornholm er bare så meget mere attraktivt og sundt end storbyliv med stress og endeløse motorvejskøer.”

”Gården” ved Melstedgård dannede rammen, da min seneste bog ”De Frie Bønders Land” udkom. Og jeg fik signeret en hel del bøger.

Men vi flytter ikke tilbage. Det gør vi ikke, for Søren Christensens generaliserende bemærkninger er forkerte.

Jeg boede på Bornholm i 34 år. Nu har jeg også boet 34 år i København og omegn. Og jeg holder utrolig meget af begge steder. Vi bor i et tofamilieshus i en stille, lukket gade på Amager. Sammen med vores søn og svigerdatter og to børnebørn. Vi har 900 meter til Amager Strandpark med klitter og flere kilometer god sandstrand, vi har 100 meter til metrostationen og kan være på Kongens Nytorv på seks minutter. Vi cykler vores 20 kilometer i dejlig natur på Amager Fælled, som er fire minutter væk. Fem-seks gange om året går vi i byens forskellige teatre med vore gode venner, vi kommer jævnligt i en af landets flotteste kirker, Marmorkirken. Og befinder os uendelig sjældent i en af de beskrevne, endeløse motorvejskøer.

Kort sagt – jeg synes vi lever en god tilværelse i en by, som vi holder rigtig meget af. Så jeg tror redaktøren får langt mere stress end os, f.eks. når avisen ikke kan udkomme på grund af tekniske vanskeligheder.
Godt ord igen. Jeg synes, Bornholms Tidende er blevet rigtig god i sin opbakning til det bornholmske samfund. Men den tilbagevendende nedgøring af landets hovedstad og dens indbyggere burde man holde sig for god til.

”Tiden skriger på strik!” hed det forleden i en overskrift i Tidende. Jeg synes, tiden skriger mere på, at avisen og bornholmerne sætter mere pris på vores fælles hovedstad på samme måde, som vi herfra sætter pris på Bornholm.

 

 

Alle fire børn i sofaen, da familien Lindén boede til leje på Sygehusvej i Rønne, inden familien erhvervede og flyttede til Lillegade 27.

Af Niels Lindén, tidl. chefredaktør på Bornholmeren

Naturligvis har den brugerundersøgelse af det bornholmske skolevæsen, som kommunen netop har offentliggjort, fået bred opmærksomhed på øen.

Det er jo også påfaldende og tankevækkende, at Bornholm er det sted i Danmark, hvor flest forældre vælger at sætte deres børn i en privatskole.

To-lærerordning

Der er givetvis et element af snobberi i valget af privatskoler, men som både de bornholmske politikere, skolefolk og forældrerepræsentanter er nogenlunde enige om, så fortjener den bornholmske folkeskole, at der nu satses på et kvalitetsløft, som både udfordrer til et bedre samarbejde på de enkelte skoler samtidig med, at der tilføres økonomiske ressourcer, så der f.eks. er råd til at have en to-lærerordning for at skaffe fysisk og psykisk ro omkring undervisningen.

Trine på vej i 1. klasse på Østre skole

Da min kone og jeg  sammen med vore fire børn flyttede til Bornholm i slutningen af 70’erne, mødte vi et meget både velfungerende og venligt undervisningsmiljø. Alle børnene kom i Østre Skole, og for de tre børns  vedkommende, var det en trivselsmæssig og undervisningsmæssig succes fra dag et.

Ressourcestærke familier

De tre fik nogle markante og pædagogiske lærere, mens vores næstyngste dreng kom i en klasse med en lærer, der bestemt ikke havde forstand på hverken pædagogik eller børn. Da klassen havde dalret derud af et års tid,  var vi en gruppe forældre, der gik til skoleledelsen med vores kritik. Vi fik det noget ejendommelige svar, at det var bevidst, at den pågældende lærer havde fået den klasse, idet man jo vidste, at klassens børn fortrinsvis kom fra ressourcestærke familier!

Vi følte os magtesløse, og vi fik af venner og bekendte det råd at flytte ham til Østerlars Friskole. Det blev en succes i løbet af kort tid, og det var dejligt at se, hvordan dygtige lærere kunne få gang i vores søns læringslyst.

Rasmus med mor Leila på vej til 1. skoledag på Østre.

Vi har derfor i vores familie meget stor sympati og respekt for den danske folkeskole, men har også forståelse for de familier, der flytter til friskolerne.

Dygtige og empatiske lærere

Vi har således både nydt godt af dygtige bornholmske folkeskolelærere og meget empatiske friskolelærere.

Vores erfaringer er jo godt og vel 40 år gamle, og lige som alt andet i samfundet har livet i familierne og i skolevæsenet ændret sig voldsomt.

Masser af konflikter

Mange af de problemer, som de utilfredse og kritiske forældre fortæller om i den nye undersøgelse, er vel også et symptom på hverdagslivet i danske familier: Mange familier er splittede, andre har flere sammenbragte børn, jo, der mangler aldrig konfliktstof i den moderne familie!

Rasmus til møde i opfinderforeningen på Griffen, kommunaldir. Knud Henriksen og borgmester Johannes Schou ses til højre.

De tiltagende konflikter kan aflæses i livet inde i skolerne, hvor der f.eks. klages over uro og larm, som ødelægger en god og effektivt undervisning.

Jeg håber, at den spændende skoletrivselsundersøgelse, som kommunen har fået udarbejdet, bliver en grundsten i en restaurering af den bornholmske folkeskole.

Vi håber jo på, at rigtig mange familier vil flytte til øen i de kommende år, og det er ikke mindst vores løfter om at kunne tilbyde de nye familier et godt børneliv  med gode og gratis skoletilbud, der kan trække nye til øen.

Billedet herover er et udsnit af en større akvarel med måger i forskellige positioner

Af Ben Woodhams, englænder, dansk gift, kunstner

Som jeg husker det, har jeg altid tegnet, og jeg har altid interesseret mig for naturen – især

Ben Woodhams ved Hasle Havn i forbindelse med hans spændende KYST-projekt.

fuglene. Jeg voksede op i Brighton cirka en time syd for London, og vi boede midt i byen i et gammelt rækkehus, det vil sige ret langt fra naturen. Men Brighton ligger på kysten mellem noget af Englands mest smukke natur, og næsten hver weekend tog vi på tur rundt omkring – til kalkbakkerne, der hedder ’The South Downs’ fyldt med flotte landsbyer med idylliske pubber, til hede og lyngområder som ’Chailey Common’, hvor man kunne fange frøer eller firben, eller til en af de gamle skove, hvor der findes en masse af forskellige fugle.

Bedstemors have med flod for enden

Rundt om hjørnet fra mit barndomshjem er der et fantastisk og meget gammeldags museum, der hedder ’The Booth Museum’, som var fyldt med tusindvis af udstoppede fugle. Det besøgt jeg ti på på vejen hjem far skolen, og sad og tegnede fuglene. Mit yndlingssted var der hvor min bedstemor boede i Salisbury, fordi hun havde en kæmpestor have med en flod for enden, hvor jeg fiskede, roede og ledte efter smådyr hele sommeren. Det var nok dér jeg begyndte at føle mig forbundet med naturen for alvor.

Selv om de godt kunne lide at være ud i naturen, var mine forældre ikke særlig naturinteresserede, og det var mine søskende heller ikke. På skolen fandtes der heller ikke så mange, der kikkede på fugle eller dyr på samme måde som jeg.

Menageri af krybdyr, slanger og frøer på værelset

Jeg blev altid betegnet, både i familien og på skolen, som ’ham der tegner og elsker fugle’ så længe som jeg kan huske. At der ikke var andre at dele min interesse med, havde jeg det helt ok med. Den ene gang jeg var med på en YOC (=DOF ungdom) tur, var jeg ikke så glad for det. Jeg havde et menageri af krybdyr, slanger og frøer jeg havde samlet sammen i mit værelse, og jeg brugte rigtigt meget tid på at kikke på dem og tegne dem.

Min interesse for naturen var stærkt forbundet med min fantasi, og jeg tegnede stort set hele tiden. Udover at tegne ’rigtige’ fugle og dyr, tegnede jeg fantasidyr, og jeg opfandt en helt nye verden, der hedder ’Trifren’, hvor jeg tegnede og beskrev tusindvis af forskellige dyrearter – alt fra insekter til kæmpe pattedyr – og skrev lange historier om hvordan verden blev opfundet. At sidde og tegne og gå dybt ind i mine kreative tanker – det var jeg var mest glad, og det tæller stadig i dag.

Ung tegner i Salisbury

Da jeg blev teenager, var jeg bevidst om,  at fugle og natur ikke var særlig cool, og jeg begyndte at trække mig og fik andre interesser. Af en eller anden årsag var jeg i flere år som teenager ret ’sporløs’, og fuglene blev sat til siden. Alligevel forsatte jeg med at tegne hver dag, men natur blev erstattet med andre interesser og jeg begyndte på Art College i Brighton som 18-årig med en stærk lyst til at være ’kunstner’, selv om jeg ikke havde en eneste idé, om hvad det vil betød.

2 års eventyr rundt om i verden

Efter et etårigt grundkursus på Brighton Art College blev jeg afvist af kunstakademiet i London. Jeg var ret chokeret, men de havde nok en fornemmelse af, at jeg var alt for umoden og ikke klar til det. Jeg flyttede til London alligevel og fik arbejde i forskellige butikker, pubber osv. Og så begyndte et rigtigt ungkarleliv uden ansvar og pligter, med en masse venner og sjov. At blive afvist af kunstakademiet ændrede min plan for livet,  og jeg besluttede i stedet at rejse ud i verden. Efter jeg havde samlet penge nok, købte jeg en enkeltbillet til Cairo, og så begyndte jeg på en to års tur rundt i verden, hvor jeg blev kastet fra det ene eventyr til den andet. Gennem rejsen tegnede jeg og lavede skitser, men jeg tog ikke en kikkert med, hvilket undrer mig i dag.

Da jeg endelig kom hjem til England, som en 23-årig, var det med en ny kæreste fra Danmark, som jeg havde mødt i Hong Kong. Igen var jeg lidt uden mål og arbejdede på forskellige pubber og restauranter.

Studerede et år i Indonesien

Jeg havde rigtig mange vigtige erfaringer fra mine forskellige rejser, men vidste ikke hvordan jeg kunne bruge dem. Selv om jeg tegnede og malede lidt, det var ikke målrettet, og jeg var bange for, at jeg mistede øjeblikket. Endelig besluttede jeg mig for at læse indonesiske sprog på universitet. Jeg var virkelig glad for landet, da jeg igennem det og havde tænkt om muligheden for at arbejde som tolk eller oversætter. Jeg blev optaget på School of Oriental and African Studies (SOAS) og flyttede tilbage til London – et fireårigt studie, hvor jeg studerede det indonesiske sprog sammen med sydøstasiatisk kultur, kunst og arkitektur. Det tredje studieår tilbragte jeg i Indonesien – i Padang og Jogyakarta – en helt vild og uforglemmelige oplevelse, hvor jeg var den eneste vestilige student mellem de tusindvis af indonesiske studenter.

Først Århus, så Bristol og Birmingham

Under hele det forløb havde jeg og min danske kæreste, Tina, holdt sammen, og da jeg blev færdig på SOAS tog mit liv en ny drejning, da Tina blev gravid med vores første barn. Jeg flyttede til Århus og boede der et år, hvor jeg prøvede at arbejde som oversætter – uden meget held eller lykke. Til sidst måtte jeg ændre strategi igen, og bestemte mig for at forfølge en karrier i den engelske museums og galleriverden, som virkede som en god karriere, hvor jeg kunne bruge alle mine forskellige erfaringer og kreative evner. Vi flyttede til Bristol, England, og jeg begyndte at arbejde på forskellige museer og gallerier – fra bunden og op.

Sideløbende tog jeg en MA i museumsmanagement, og til sidst fik jeg en god stilling som kurator. Samtidig voksede familien yderlige med to børn. Alt var godt, men der var ikke tid til at male eller tegne, og jeg savnede det rigtigt meget. Vi flyttede til Birmingham i 2003, da jeg fik et nyt job på Birmingham Museum and Art Gallery. Jeg blev forfremmet til udstillingsleder og arbejdede sammen med interessante og berømte kunstnere fra hele verden. Og alligevel var der en konstant følelse af utilfredshed, der gnavede.

Da mine børn blev ældre, fik jeg en fornyet interesse fugle og natur – fordi jeg ville nemlig videreføre min passion til børnene. Det voksede bare, og på en tur til den skotske ø Mull med min lillebror – med skitseblokken – stod det pludselig klart for mig, at det var nødvendigt at skifte kurs en gang til og prøve at se om jeg kunne prioritere min egen kunst over dem jeg arbejdede med/for på museum. Jeg traf en bevidst beslutning om at tegne fugle ude i naturen – det vil jeg gøre og se om jeg kunne bliver god til det.

Faldt for Bornholm

Sommeren 2007 valgte vi at tage til Bornholm på vores sommerferie. Da min kone Tina

Hustru og tre børn, første gang de besøgte Bornholm i 2007. Og faldt for øen

kommer fra Billund, vil vi prøve noget nyt og se et nyt sted i Danmark. Selv om det regnede og blæste, mens vi var på øen, faldt vi for det med det samme, og så blev en idé født, om at vi skulle flytte til Bornholm og starte forfra. Tina havde i forvejen lyst til at flytte til Danmark, ikke mindst på grund af børnene, som jo ikke kunne tale dansk på dette tidspunkt. Jeg ville ikke flytte til Jylland, så blev vi enige om, at Bornholm skulle være vores nye hjemme. Heldigvis, og ret mirakuløst, fik Tina arbejde med det samme på gymnasiet, hvor hun stadig arbejder, og så flyttede vi sommeren 2008 til øne med vore børn, der dengang var 5, 7 og 9 år gamle.

Harald Havn på Østbornholm i Ben Woodhams smukke streg.

I starten var det ligesom et stort eventyr, og alt var nyt. Jeg havde aldrig boet ude på landet før, og så var det hele nyt og spændende. Der var en masse af fugle og jeg brugte uendeligt mange timer p

at gå ud og tegne og male og. For første gang mærkede jeg en længsel efter at slå rødder. Det viste sig, at Bornholm var det perfekte sted for mig på så mange måder – ikke bare naturen, men også det kulturelt veludviklede samfund, turisterne om sommeren, billige huspriser – og fast arbejde til min kone! Stille og roligt begyndte jeg at etablere mig som underviser, illustrator og selvstændig kunstner, og selv om det har været nogle hårde perioder  går det bare op ad hele tiden.

Min kunst har altid handlet om erindring og tid – også da jeg ligesom havde forladt naturen for mange år siden – og over de sidste mange år har jeg begyndt at opbygge mit eget kreative sprog, der handler om min forbindelse med naturen, og hvordan jeg kan forstærke forbindelsen mellem at betragt og tegne og male, ud i naturen gennem flere timer. Jeg kan godt lide at skabe steukturer eller projekter, hvor forandringerne i landskabet dokumenteres over tid og gennem disse projekter er jeg begyndt at forholde mig til landskabet som en levende og dynamisk ting.

Som tilflytter fra et andet land giver det ekstra mening, fordi jeg meget gerne vil lære om min omgivelser og på denne måde komme tættere på dem.

KYST-projektet

Med disse tanker skabte jeg KYS- projektet, som kører gennem hele 2018. Det handler om

Edderfugle

at gå rundt på Bornholms kystlinje i 52 etaper, hver fredag fra solopgang til solnedgang, uanset hvor dårligt vejret er, og hvor lang dagen er. Når jeg bliver færdig på den 28. december 2018, har jeg nået Rønne havn, lige præcis dér, hvor jeg startede den 5. januar. Under hver tur tegner eller maler jeg alt det, der fanger min opmærksomhed, og på denne måde laver jeg en personlig ”optagelse” af dagen. Hver tur bliver en rejse under solens vandring igennem dagen, men også igennem millioner af geologiske år, tusindvis af historier, årstider, fugletræk, tidevand og meget mere. KYST handler om ændringer gennem tid og rum, med Bornholm som et kæmpe ur eller en kalender.

Nu her, den 30. august, har jeg nået Nexø, og i morgen på KYST 35 tager jeg ud til Nexø Sydstrand, faktisk et af de første steder, jeg besøgte, da jeg kom til Bornholm for 11 år siden. Indtil videre har KYST-projektet været fyldt med kæmpe oplevelser, og det fylder rigtig meget i mit liv. Jeg har været ude i snestorm i Vang Havn, da mine akvareller frøs til og jeg var så kold, at jeg næsten ikke kunne tænke. Jeg har været blæst omkuld af den vestlige vind ved Hammeren, og jeg har været fuldstændig forbrændt af solen hele vejen langt Bornholms smukke klippekyst. Jeg har haft nogle sublime og meget smukke øjeblikke, hvor jeg virkelig har følt mig ét med naturen og øen, på en måde som jeg ikke troede var mulig. Og så har jeg malet masser af billeder.

Mit rigtige spor i livet – Bornholm og mit nye hjem

Det er meget vigtigt for mig, at alt det, jeg laver, bliver delt, mens projektet udvikler sig. På de dage, hvor jeg går rundt om øen, uploader jeg billeder på Instagram, laver jeg en blogefter hver tur på min hjemmeside, og på min Facebook-profil uploader jeg billeder osv. På Svanekgaarden næste år, den 3. maj, åbner KYST-udstillingen, og jeg håber bogen vil være færdig på samme tid. Udstillingen skal videre til Skotland, England og tilbage til Allerød. Det er stort, og jeg er bare så taknemmelig for al den støtte, jeg har fået fra rigtig mange menneske – både ’digitalt’ og på turen i virkeligheden. Jeg føler mig utroligt privilegeret, at det overhoveret muligt for mig at gøre det her, og jeg er klar over, at det ikke vil være muligt uden at rigtig mange ting er på plads, ikke mindst støtten fra min familie. Jeg er så glad for, at jeg endelig har fundet mit rigtige spor i livet. Og fandt Bornholm. Mit nye hjem.

 

(Første gang, jeg blev opmærksom på Ben Woodhams, var da han malede nogle fantastiske billeder af de bornholmske dinosaurer. De kan stadig ses i udstillingen på NaturBornholm. sw)

 

Af Bjarni Filholm, forfatter og bibliotekar

Jeg er blevet bedt om at skrive et blogindlæg om mine glade tressere, og det vil jeg meget gerne.

Bjarne Filholm i dag

Det vil naturligvis betyde, at denne beskrivelse er præget af min personlige erindring og mine personlige oplevelser i det glade årti, hvor især popmusikken fyldte meget i min verden, –  og dermed ikke en almen og objektiv skildring af tresserne.

De glade tressere eller ”tilfredsserne”, som nogen også humoristisk kalder dem. Et lykkeligt ti-år, der som et blidt men ustoppeligt bølgeslag skyllede hen over den frie vestlige verden og dermed også Bornholm.
En økonomisk fremgangsrig tid fra begyndelsen af 1960’erne, hvor man troede, at alt var muligt, – indtil drømmen sluttede i begyndelsen af 1970’erne.

De største var og blev The Beatles

Min musikalske læremester og våbenbroder Lasse Cederblad

Det var nu ikke det økonomiske aspekt, jeg havde i tankerne dengang, jeg var

Artiklens forfatter Bjarni Filholm fra det lykkelige årti

dreng og ung mand på Bornholm i tresserne. Det var popmusikken.
Det var, som om stjernerne stod i en magisk konstellation, der gjorde, at netop popmusikken var inde i en guldalder. I Liverpool og alle vegne – også på Bornholm – opstod der musikgrupper, som spillede melodiøs musik, somme tider selvkomponerede sange.
Måske ikke de første, –  men de største var og blev The Beatles.

Jeg hørte The Beatles første gang i 1963, hvor jeg var elleve år  gammel og blev ramt så hårdt og inderligt af deres musik, at fascinationen aldrig har sluppet sit tag i mig siden. Det var disse britiske lidt forkølede stemmer med Liverpool-accent, der sang om kærlighed, det var den på engang lækre og alligevel lidt rustne lyd på guitarerne, bassens stærke puls, og trommerne, der vedholdende drev musikken frem. Der var et uforklarligt lykkeflow i den blanding
Jeg var i forvejen glad for musik og sang gerne og højt med på Elvis Presleys og Cliff Richards sange, men så ”skete” The Beatles. Jeg hørte deres musik i radioen og så dem og deres fremtoning i fjernsynet. Ingenting havde gjort så stort indtryk på mig tidligere.
Intet.

Set lyset og hørt lyden – min første musikalske læremester

Heldigvis var der en dreng i min klasse på Åvangsskolen i Rønne, med hvem jeg kunne dele min musikalske vækkelse. En dreng, der også havde set lyset eller måske snarere hørt lyden.
Han hed Lasse Cederblad og boede ude på Birkevej i et af de svenske træhuse. Et meget musisk menneske, som lærte mig at lytte til musik. Ikke bare at spille grammofonplader på grammofonen og snakke samtidigt, men nej, han lærte mig virkelig kunsten at lytte.

At lytte efter Ringos trommespor, Paul McCartneys underliggende bas-figurer eller til, hvordan en George Harrison guitarsolo var skruet sammen.  Og ikke nok med det. Lasse syntes også, det var vigtigt at vide, hvad sangene handlede om.
Så han blev min første inspirerende musikalske læremester.

The Knights – forfatteren ses med hævet guitar. 1966

Lasse syntes, at vi burde lære at spille guitar, og vi fik begge et par akustiske skoleguitarer af vore forældre. Guitarerne blev købt inde i en lille musikforretning, der lå inde i St. Torvegade ikke så langt fra Nordre Jernstøberi, men på den anden side af vejen.
Der var ingen musikskoler dengang, – man kunne til nød gå til undervisning i klaver- eller violinspil i privat regi. Men der var ikke,  efter min viden, – et sted på øen, hvor man kunne tilmelde sig et kursus for at lære at spille guitar.

Brevkursus af Jørgen Ingmann

Lasse og jeg fik fat i et brevkursus af Jørgen Ingmann

på i første omgang 12 lektioner i kunsten at spille guitar. Det var egentlig imponerende let at gå til og tilmed lærerigt. Samtidigt lærte vi en hel del af Lasses storebror, som kunne spille guitar. Dertil kom, at vi færdedes blandt en flok andre unge Rønne-drenge, som også var bidt af den ”hellige” guitar, så vi lærte af hinanden.
Vi var indædt motiverede, kunne efterhånden ”aflytte” en pop-sang og gjorde med tiden så store fremskridt, at vi snart kunne danne en pigtrådsgruppe sammen med to andre drenge. Det første band, vi var med i, hed ”Them Pioneers”. Siden blev det ”The Knights” for mit vedkommende og senere igen ”Another New Group”(1967-1970) sammen med blandt andre Lasse.

Another New Group. 1968

De mest kendte og  – efter min personlige smag – også mest velspillende bands på Bornholm var i den periode ”The Vanguards”, ”The Shylocks”, ”The Shouts”, og ”Les Sharons”. Men der var mange andre gode orkestre på øen dengang. Ingen yderligere nævnt – ingen glemt.
Kendte populære danske pigtrådsorkestre gæstede også ofte til Bornholm. Peter Belli og Les Rivals, The Defenders, Hitmakers og Matadorerne.
Og The Hollies og The Kinks fra England gav også koncerter på klippeøen. Det var mageløst. Der var på et tidspunkt endda skriverier i den bornholmske dagspresse, der luftede muligheden for, at The Beatles kunne hyres til en koncert i Aakirkeby. Jo, jo true story. Det stod jo i avisen.

Mange spillesteder med levende musik i Rønne

Plakat for bandet Another New Group. Lasse Cederblad var kunstneren bag art-nouveau-kunstværket.

Det var alt sammen før diskotekernes tid.
Der var levende musik i ungdomsklubberne og på hotellerne flere aftener om ugen. På øens vel nok

Avisannonce hvor Another New Group står nederst blandt de listede grupper. Bemærk i øvrigt at arrangørerne havde sørget for gratis busser til arrangementet, mens der ikke ses nogen busser, der kører retur

mest berømte og berygtede spillested ”Hotel Bornholm” også kaldet ”Borgen” var der pigtrådsmusik torsdag aften, fredag aften, lørdag aften, søndag eftermiddag og søndag aften i nogle perioder.
Samme tidspunkter kunne der være pigtrådsmusik-arrangementer ude på Villa Nova og ”Industrien” også kaldet ”Strien” samt flere steder ude på øen. Nogle gange var der tilmed både pop- og jazzbal på to forskellige spillesteder i Rønne på samme aften.
Der var et levende og sprudlende musikliv på Bornholm dengang, og mange bands havde nok at lave.
I weekenderne var der liv i gaderne blandt ungdommen

Også byens forretninger afholdt ind imellem en slags koncerter om eftermiddagen. Særlig husker jeg en tøjforretning på Lille Torv, som havde hyret Povl Dissing til at optræde med sit hit: ”25 minutter endnu”. Jeg kunne godt lide Povl Dissing. Han var en af de få danskere, som kunne synge blues på dansk.

Bade eller i biffen

Når man ikke var i skole, øvede nye sange med sit band eller var ude for at høre The Vanguards

Sidst i tresserne kom hashen til øen. Her en situation fra Rønnes gader skildret af Margrethe Manley i en samtidig skitse.

spille til friluftskoncert på Galløkken, så kunne man gå på Antoinettestranden nord for Rønne og solbade og købe en is i kiosken om sommeren, cykle op på Nordlandet for at bade fra klippene eller se film i en af Rønnes to biografer Rønne Bio og Rådhusteatret. Der var almindelige aftenforestillinger men også eftermiddags- og midnatsfilm på programmet. Det var meget forskellige slags film, både hvad angår genre og kunstnerisk niveau. Det var en interessant og sjov proces at finde ud af, hvilke film man kunne lide og hvorfor. Jeg kunne bedst lide musikfilm med Beatles, Cliff Richard og Elvis Presley dengang.

Provokerende briller – og så i Klemensker

Det var en frigjort tid, hvor der blev stillet spørgsmål ved mange ting og traditioner, som ellers havde ligget helt fast i mange-mange år.
Drengene fik langt hår, gik i stribede bukser og chelseaboots med høje hæle.
Pigerne gik i meget lårkorte kjoler, med klædelige pandebånd og i smukke lædersandaler, der skulle snøres hele vejen op ad underbenene.
Jeg var selv tidligt ude med både langt hår og moderne beklædning. Mine forældre var ikke vilde med tressermoden.
Heller ikke alle unge kunne lide de nye strømninger. Lasse og jeg havde hver fået et par runde sygekassebriller med blå glas, som vi var noget stolte over.
På grund af disse briller blev Lasse og jeg engang nødt til at flygte fra Klemens Kro ad bagdøren, da nogen andre gæster i krostuen ville give os tæsk på grund af de ”provokerende” blå briller, vi havde på.
Og det var på en almindelig hverdags eftermiddag.

Masseslagsmål

På Borgen eller de andre spillesteder kunne man også risikere at få nogen på hovedet, hvis man ”provokerede” nogen med sit lange Beatles-hår.
Og det var heller ikke sjældent, at der var masseslagsmål inde i salen eller udenfor på gaden foran Borgen. Det var almindeligvis ikke på grund af blå runde briller, men havde oftere noget med for meget spiritus og kvinder at gøre.
Her i 2018 tænker jeg på, hvordan det må have været at være nabo til eksempelvis ”Borgen” dengang med høj pigtrådsmusik mange aftener om ugen og slagsmål ude i gaden.
Det skænkede jeg ikke en tanke, dengang jeg var yngre og bare nød musikken.

P-piller, billedporno og fri abort

Pigerne og drengene: Der var også oprør mod de normer, der tidligere havde været god latin, når det angik kærlighedslivet. Der kom ustandseligt erotisk vovede bøger og film i perioden, som inspirerede de unge til at forholde sig mere frit til kærligheden og bryde de tidligere mere snævre rammer for erotisk udfoldelse. P-pillen kom på markedet i 1966, billedpornografien frigivet i 1969 og den fri abort var i sigte  – ganske vist først i 1973.

Jeg kan huske, at jeg syntes godt om Provo-bevægelsen som opstod i Amsterdam i Holland i midten af 1960’erne. En anarkistisk skør, men upolitisk bevægelse, som introducerede begrebet happenings for mig. Siden kom hippierne i 1967, som dyrkede fri sex og var inspireret af indianske og indiske kulturer. Og med hippiebevægelsen fulgte en ny form for beatmusik. Lasse og jeg kunne også godt lide hippierne til at begynde med. Vi drenge gik såmænd også med indianer-pandebånd og fik malet tårer, hjerter og stjerner på panden og kinderne med vandfarver.
I begyndelsen var det langtfra alle de unge i Rønne, som var optaget af disse nye ting og strømninger. Men nogle af øens unge mennesker var inspireret af alt det, der skete og måtte tåle at blive råbt af på gaden og kaldt ikke særlig pæne ting. Sådan var det overalt i den vestlige frie verden.

Mine forældre abonnerede på Søndags Politiken, hvor forfatteren Leif Panduro skrev sjove og ironiske kronikker. Her gjorde han grin med småborgerlighedens Danmark.
Unge mennesker spillede guitar på Strøget i København og unge kunstnere malede med kridtfarver på fliserne inde på Strøget i København. Jeg syntes, at det var så spændende, med alt det der skete i verden udenfor vores lille ø.

Store stygge Storkespringvand og Snegelspringvandet i Rønne

Vi havde også hørt om det store stygge Storkespringvand, hvor de unge langhårede rebeller samledes i København, – i Rønne havde vi vores eget Sneglespringvand inde midt på Store Torv. Her mødtes så de autodidakte musikere, skønånder og andre, der følte sig i sync med tidens strømninger. Det var almindeligvis hyggeligt, undtagen når ballademagere kom forbi og følte sig så provokeret af de unge ved springvandet, at de følte sig nødsaget til at uddele øretæver.
Jeg tror også, at nogle af os forsøgte at tegne billeder på fortovene inde i byen ligesom vore københavnske inspirationskilder.

The Vanguards, Dette foto og det, der pryder øverste del af siden er venligst udlånt af Jens Aagesen og hans hjemmeside 

Lasse og jeg mødte også mange søde piger. En af dem blev jeg kæreste med. Hun var sød, køn og meget belæst. Hun introducerede mig for den engelske digter William Blake og den russiske Dostojevskij. Og så kunne hun analysere Jim Morrisons tekster på en sådan måde, at jeg forstod dybden i hans lyrik.

Koncerter på Privatskolen

Hun gik på Privatskolen i Rønne. På netop den skole blev der afholdt nogle såkaldte Boom In arrangementer, hvor mit band Another New Group fik fornøjelsen at spille flere gange. Der kom i hundredvis af unge bornholmere til disse koncerter. Vi spillede højt og måske også godt, men hvem kan huske det efter alle disse år?  En aften blev vi lovet tæsk af de lokale (plastic) rockere. Det var ikke behageligt, men de fleste af os slap uden større skader.

”The Dream is Over”

Det var i slutningen af tresserne, så hashen havde holdt sit indtog også blandt den bornholmske ungdom, hvad man også tydeligt kunne lugte, når man kom ind på scenen i salen, hvor publikum, sad og ventede på at høre bandet spille.
Da uskyldigheden forsvandt, hippier blev til flippere, Beatles ikke gad at lege med mere og gik i opløsning, og der gik for meget fjolletobak, politik, og det der var værre i den, så gad jeg heller ikke mere. Det føltes sandt, når Lennon sang ”The Dream is over”.
Så var der heldigvis musikken tilbage, og den gad jeg stadig godt – og det har jeg gjort lige siden, selv om min musikalske formåen er blevet lidt rusten.
Tresserne var et heldigt år-ti at vokse op i på Bornholm. Jeg husker det som en lang blandet oplevelse på godt og ondt.
I retrospektiv forekommer det mig, at solen ofte skinnede ned over Rønnes gader, strandene strakte sig nærmest uendeligt nordpå, pigtrådsmusikken strømmede ud fra Borgen, Strien og Villa Nova næsten hver aften, og Beatles var de venlige stemmer, som fulgte mig hele vejen hjem nordpå ad Store Torvegade.
Jeg lever ikke for tresserne men lever med tresserne med alt det, jeg samlede op min erfarings-rygsæk dengang.
Og skulle nogen efter læsning af denne tekst have fået lyst til at læse mere om ungdommen på Bornholm dengang, så har jeg i al beskedenhed skrevet en lille roman om samme emne. Den hedder: ”Lykkepust fra Liverpool” og kan stadig købes/skaffes i boghandlerne eller lånes på biblioteket.

Og som vi jo alle ved: The beat goes on and on…

Fra Åsljunga til Aakirkeby

 

Indledningsvis skal jeg sige, at da jeg hørte om Markus Hector tænkte jeg straks, at det måtte være svært at være svensk præst i en dansk kirke. Han tiltræder i morgen stillingen som præst i Bornholmerkirken i Vestermarie. Det er altid spændende med udenlandske mennesker, der kommer og beriger vores land, vores ø, med deres erfaringer og viden. Så jeg besluttede at jeg ville bede Markus Hector om at være min gæsteskribent her på bloggen. Jeg skrev til ham, at han gerne måtte skrive på svensk. Det kan de fleste bornholmere sagtens forstå. Så jeg blev lidt overrasket, da jeg modtog hans artikel på, om ikke formfuldendt, så dog meget fint dansk, med en naturlig tone af det svenske. En af forklaringerne er, at hans hustru er dansk (fra Vordingborg) og at han har gjort meget for at sætte sig ind i det danske sprog og også i dansk kultur og politik og levevis. Han har nogle spændende sammenligninger mellem danskere og svenskere. Så jeg er glad for at byde ham velkommen som min første gæsteskribent efter en kort varmeferie.

 

Af Markus Hector, ny præst i Bornholmerkirken i Vestermarie, bosat i Aakirkeby.

Den 16. juli ankom min kone Kamilla, jeg og vores tre måneders baby, Vilhelm, til Rønne, og blev

Kamilla. Vilhelm på ti uger og Markus Hector foran deres midlertidige bolig på Bornholm i Jernbanegade i Aakirkeby.

mødt af formanden for Bornholmerkirken, Niels Jønsson. Han gav os nøglerne til en kassevogn som vi måtte låne nogle dage for at, med hjælp af ham og Michael Engkær, kunne få vores ting på plads i det lille hus på Jernbanegade i Aakirkeby, som vi siden da lejer.

Det var sidste efterår som vi så opslaget for stillingen som præst i frimenigheden Bornholmerkirken i Vestermarie. Jeg arbejdede på det tidspunkt som teolog og medarbejder i missionsforeninger i Lund og Malmø, og som redaktør for et kirkeligt blad. Kamilla, som er uddannet indenfor marketing og design, havde en stilling som projektleder ved en større genbrugsvirksomhed og var på fritiden i gang med at designe et alter til et fængsel i Nordsjælland. Vi boede i Malmø, en dejlig by, hvor vi i de fem år vi har boet der næsten altid har følt os trygge, til trods af alt hvad man hører om skyderier og optog.

Dette til trods havde vi begyndt at tænke over vores fremtid. Skulle vi blive ved med at bo i Sverige eller flytte over til Kamillas hjemland, Danmark? Skulle vi bo i lejlighed som hidtil eller skulle vi prøve at finde et hus at bo i på et mindre sted, det som egentlig var vores drøm? Jeg havde begyndt at undersøge mulighederne at blive præst i Danmark og været i kontakt med kirkeministeriet og med en af biskopperne.

 

Her vil vi få besøg af svenske venner

Her ses Markus Hector nummer to fra venstre sammen med sine fem søskende.

Da vi først noterede opslaget fra Bornholmerkirken tænkte vi ikke så meget over det. Kamilla er fra Vordingborg og har boet i lang tid på Jylland, nogen tidligere kopling til Bornholm har ingen af os. Men så læste vi opslaget igen og begyndte alligevel at tænke over om præstestillingen i Bornholmerkirken kunne være noget for mig. Det lød sådan når vi læste den igennem. Vi fandt hurtigt ud af at der var flere fordele for os begge ved at gøre en nystart på Bornholm. Selv havde jeg i en længere tid ønsket at finde et job, hvor jeg kan fokusere på ét arbejde, snarere end at være splittet mellem forskellige stillinger. Også Kamilla så et miljø foran sig som tilbød muligheder for hende. For Vilhelms del så vi på Bornholm foran os et trygt sted at vokse op i. Udover alt dette stod det klart for os, at om der er noget sted i Danmark, hvor vi ville komme at få besøg af vores svenske venner, så er det på Bornholm. Vi kiggede nærmere på kirkens hjemmeside, lyttede til et par podcasts fra gudstjenester og jeg satte mig siden for at skrive et udkast til en ansøgning. Kamilla rettede det sproglige og kom med forslag til forbedringer. Den 22. december, lige før vi tog hjem til mine forældre for at fejre jul, fik vi den sendt afsted. Siden gik der godt to måneder før jeg kom til samtale. Når jeg en kold vinterdag spiste frokost sammen med kirkens daværende præst, Peter Techow, gjorde Kamilla det samme med øens tilflytterkonsulent, Rune Holm. Hvordan så han på mulighederne for hende at finde et arbejde her på øen efter at hun har afsluttet sin barsel i marts måned næste år?

 

Leje før eje

Rune Holm var optimist, og i håb om at han havde god grund for den optimisme, takkede jeg glædeligt ja da menighedsledelsen nogle dage efter vores besøg tilbød mig stillingen.

Så stillede vi os næste spørgsmål: Hvor skulle vi bo henne? Var det nu vi skulle få mulighed for at købe hus? Især Kamilla, som er den æstetiske af os to, drømmer om muligheden at købe og renovere et lidt ældre hus, gerne med plads til et lille kreativt værksted. Det endte dog med beslutningen om at leje før vi skulle eje. Nu får vi mulighed for at i vores første tid som bornholmere, både mærke efter hvordan vi trives i Aakirkeby, og at lære de andre byer på øen at kende.Aakirkeby er ikke byen helt ude ved kysten, men til gengæld har den meget af det vi efterspørger – indkøbsmuligheder, daginstitutioner og skole, idrætsforening, spisested og et hyggeligt torv, samt nærhed til dejlig natur. Desuden ligger den på cykelafstand til Vestermarie hvor jeg har mit arbejde. Så lur mig om vi ikke alligevel ender her til sidst. Men nu skal jeg ikke sige for meget, man ved jo ikke hvordan historien slutter.

 

At være svensk i Danmark

I den svenske nationalsang synger vi ordene: ”Jag vill leva, jag vill döi Norden.” Jeg kan godt lide

Markus Hector på prædikestolen i Betlehemkjyrkan

de ord, de siger os hvor meget det betyder med gode naboer. Sverige og Danmark er to af verdens bedste lande at leve og bo i. En af flere grunde til det er at også vores naboer har haft det rimeligt godt i lang tid og har et fungerende demokrati. Lige nu er Sverige mere udfordret på det punkt end Danmark, og diskussionen om hvordan vi holder vores store og mangfoldige land sammen er et af de helt centrale temaer i den valgdebat som er i fuld gang.

At som svensk lære Danmark og danskerne at kende er spændende og ind imellem et udfordrende projekt. Nogle ting har jeg reageret på da jeg i de sidste år fulgt debatten i danske medier. En ting er den direkte måde som mange dansker kommunikerer på.  Man sætter nærmest en ære i at kalde en spade for en spade, og kan ikke tåle omskrivninger som de fleste alligevel ikke formår at lære sig. En handikappet er en handikappet, ikke en ”person med særlige behov”. En anden ting er både tonen og indholdet i indvandringsdebatten. At indvandringspolitikken skal være stram og at minoritetskulturer skal tilpasse sig landets majoritetskultur er for de fleste i Danmark en selvfølge. Behovet af at tale om de mange indvandrere som er lykkedes i at integrere opfattes ikke så stort. Beviset på at det er lykkedes synes alligevel gennem at de bidrager på arbejdspladser, som politikker, TV-værter og så videre. Debatten fokuserer således ret ensidigt på det ved indvandringen som ikke fungerer, og på i hvad måde den truer Danmarks sammenhold som nation. At føle rædsel og mistillid mod det fremmede opfattes af mange debattører som en sundt menneskelig reaktion, snarere end som ”fobi” eller ”at gøre forskel på mennesker”.

 

Kulturdebatten højreorienteret, skattepolitikken venstreorienteret ift. Sverige

Et folk skal kunne se hinanden i øjnene og forstå hinanden nogenlunde for at tilliden skal være der. Alt dette bliver man som svensk nødt til at forholde sig til og kan ikke undgå at lægge mærke til og tænke over. En tredje ting jeg har noteret er at det i Danmark pågår en til tider meget liflig diskussion om hvad dannelse er og hvordan det bedst opnås. Dannelsesbegrebet har for de fleste en tydelig etisk dimension. Et godt fællesskab forudsætter dydighed og en øvet karakter. En fjerde ting som jeg har reageret lidt på, og stadigvæk undrer mig over, er at ikke en gang højreorienterede politikker synes have et ønske om kraftigt reduceret skatte og en drastisk mindsket tjenestesektor. Sammenlignet med Sverige er kulturdebatten i Danmark væsentligt mere højreorienteret, men skattepolitikken væsentligt mere venstreorienteret.

 

At lære dansk er et eventyr m- men også en stor udfordring

En af mine store drømmer er at kunne lære mig at tale godt dansk. Det tog et stykke tid, efter det at jeg have mødt Kamilla, før jeg begyndte at lære mig at udskille ordene og nogenlunde forstå hvad der blev sagt. Nemmest gik det at forstå Kåre Quist på TV-avisen, som har en usædvanlig evne til at artikulere uden at det lyder tilgjort, og Helle Thorning-Smith, som blandt politikkerne var den som den gang både hørtes mest i medierne og som sprogligt talte tydeligst. Derfra tog jeg ret hurtigt skridtet til at selv kunne blive forstået når jeg prøvede at tale dansk (selv om jeg nogle gange fik komplimenten at jeg talte ”tydelig svensk” og en anden gang blev taget for at være tysker). Det sidste skridt, at virkelig beherske et sprog, at bevæge sig mod at blive fejlfri, er imidlertid væsentligt større. Den måde på hvilken I dansker sætter sætningerne sammen, og de mange idiomer som I ikke kun har, men også så flittigt bruger, gør det til et eventyr og en fornøjelse, men også en stor udfordring, at prøve at lære det.

For nogle år siden begyndte jeg at skrive de ord ned fra danske aviser, bøger og TV-programmer som jeg ikke forstod betydningen af. Dog opdagede jeg snart at det ikke var nok. Jeg behøvede også notere alt det jeg godt forstod, men som blev sagt på en anden måde eller med en anden drejning end på mit eget sprog. Så jeg begyndte i stedet for at skrive hele sætninger ned. Hver dag på toget til og fra Malmø og mit arbejde i Lund skrev jeg siden sammen en kortere tekst udefra 25 af de ord eller sætninger som jeg noteret. Der har blevet til over 200 tekster de seneste tre år. Nu skal jeg få hjælp at gå dem igennem og få dem rettet, så jeg kan bruge dem til at øve dansk. For man behøver at øve hvis man skal lære et sprog, det er få der får det foræret gennem blot at bruge det.

 

Fra tvivl til tro

Jeg blev født i 1976 og voksede op i Åsljunga, en lille by i Nordskåne på cirka 700 indbyggere med skole, post, en købmand, fodboldforening samt kirke og missionshus og en dejlig natur med sø og skove i omegnen. I Sverige er byen kendt som inspirationskilde til forfatterens Max Lundgrens fortællinger om fodboldholdet Åshøjdens BK.

Vi var seks søskene i hjemmet hvor jeg voksede op. Selv var jeg nummer tre i rækkefølgen. Min far var chef for en mellemstor tøjvirksomhed som blandt andet var grossist for Boswell i Sverige. Min mor var fysioterapeut med egen klinik i kælderen derhjemme. At tage cykel hjem til nogle venner, spille fodbold, stå på ski eller tage ud at bade er dejlige minder fra min barndom.

Det åndelige miljø var pietistisk. Menneskerne i missionshuset var venlige og engagerede. Mange havde en stærk, personlig tro, som gjorde indtryk. Derimod savnedes til stor del en refleksion over hvordan troen og dets påstand relaterede til tidens spørgsmål og forestillinger. Når jeg kom op i teenageralderen kunde jeg mærke at jeg savnede svar på flere grundlæggende teologiske spørgsmål som: Var Bibelen pålidelig eller fuld af fejl og mangler? Var forestillingen om Kristus som både Gud og menneske mulig at forsvare rationelt? Var Guds eksistens sandsynlig? Kunne troen og videnskaben harmonisere? Kunde man bekende sig til en god Gud i denne forfærdelige verden? Var religionen en overvejende positiv kraft eller en størrelse som mest skabte elendighed? Kunde man fastholdte en traditionel etisk holdning i en tid når normerne flyttedes …? Heldigvis lykkedes det mig at finde frem til personer som kunde hjælpe mig med at få arbejdet spørgsmålene igennem. I dag vil jeg sige at jeg tror på gode grunde, men ikke uden tvivl eller uden en oplevelse af at horisonten hele tiden forflytter sig, at der er mere at opdage og andre måder at stille spørgsmålene på. Generelt tænker jeg at de teistiske religioner tager ved hvor videnskaben ender. De stiller yderligere et spørgsmål, et spørgsmål med fokus på ”hvorfor”, snarere end videnskabens ”hvordan”: ”Hvorfor eksisterer noget snarere end intet?”; ”Hvad er meningen med alt?”; ”Hvorfor mættes aldrig mennesket i sin længsel efter kærlighed og viden …?” Denne måde at nærme sig religionen på præsenterede jeg i 2013, ved siden af flere andre teologiske temaer, i bogen ”Guds vänliga hälsningar”.

Når det kommer til kristendommens kulturelle bidrag, kan jeg som kristen føle en vis stolthed. Det kristne Europa var afgørende for det vi i dag påskønner allermest i vores samfund: skoler, universitet, videnskab, sygehus og pleje, demokrati, troen på menneskets værdighed, fungerende rets institutioner. Samtidig må vi konstatere at også religionerne og os kristne er præget af det som i kristen teologi kaldes for synd. Fejl og mangler præger politikken, seksualiteten, fodbolden – og religionen. Intet af det kan afskaffes, men intet af det er heller entydigt godt. Alt der er smukt perverteres.

 

Mødet med Kamilla

Markus og junior på ti uger

Mine begrundelser over troen førte mig til at studere teologi i Uppsala, en universitetsby tæt på Stockholm. Efter fem års studier var jeg klar til at gå ud i en undervisende stilling, men jeg følte mig slet ikke klar til at gå ind i et større pastoralt og sjelesørgende arbejde. Der var alt for meget jeg trængte til at få hjælp til at bearbejde. I ni års tid arbejdede jeg som teolog, forkynder og medarbejder i Roseniuskyrkan i det centrale Stockholm. Jeg vil for altid huske fællesskabet i den forening, og ikke mindst alle timer sammen med de unge i kirken. Jeg vil også mindes min første kontakt med en terapeut, hvor angstprovokerende det var at gå til samtaler den gang, men hvor vigtigt det var at få taget det skridt for at kunne komme videre og modtage yderligere hjælp og vejledning i de kommende år.

I ventetiden

I marts 2010 informerede jeg bestyrelsen i Roseniuskyrkan at jeg var ved at gå ind i mit sidste år som ansat og at jeg ønskede at afslutte min stilling i starten af sommeren året derpå. Jeg længedes efter at flytte tilbage til Skåne, hvor jeg var vokset op. Det efterår kom en dansk kvinde til kirken. Hun var flyttet op for at søge arbejde i Stockholm. Kvinden var ekstrovert, hvilket bidrog til at hun hurtigt kom ind i fællesskabet og blev meget vellidt. I dag er hun min kone siden fem år tilbage. Vi mødte en gang en filmproducent som syntes at vores fortælling godt kunne blive en god film. Hun så foran sig hvordan Kamilla kom ind i kirken, lyttede til præsten/prædikanten og hvordan følelserne dem imellem voksede frem. Det tema må der gerne blive gjort en film på, men jeg tror alligevel ikke det skal være vores fortælling.

 

Nye spændende udfordringer

Den 12. august indsættes jeg som præst i Bornholmerkirken, en menighed som understreger kirkens identiteten som åndelig familie. I Bornholmerkirken arbejder man bevidst for at mennesker af forskellige aldre skal trives, også børn og unge. Bibelen bliver holdt højt og man trænger gerne ind i teksterne, søger at forstå dem og finde ud af hvad de har at sige os om Kristus, og på hvad måde de stædigvæk er aktuelle for os som lever i dag.

Som præst i Bornholmerkirken er det min opgave at bede, studere og give det videre som jeg har fået lært og opdaget. Jeg ska her i det første halvår besøge menighedens 160 medlemmer, lære dem at kende og lytte til deres tanker om menigheden og vores fælles vej videre. Jeg føler spændt forventning til at gå ind i rollen som præst og at i de kommende år vandre med mennesker her på Bornholm i glæde og sorg, i tro og tvivl, i modgang og håb.

 

 

Dengang skibe bandt Danmark sammen med Bornholm

Min gæsteskribent i dag er Bjarni Filholm, forfatter og bibliotekar. Han har skrevet flere bøger, bl.a. en del med bornholmske emner, Senest en bog om Rønne Havn. Jeg kendte hans far, Palle Filholm, der senest var stadsingeniør i Rønne, men mødte ham første gang på Rønne Havn i 1962 i forbindelse med, at han som ung havneingeniør skulle stå for etableringen af Vesthavnen, og havde siden som journalist ofte med ham at gøre. Senere oplevede jeg hans store faglige viden som medlem af først teknisk udvalg og siden plan- og miljøudvalget, da jeg i otte år var medlem af Rønne Byråd. Ud over faglig vide var en en meget lun vendelbo, der kunne bruges denne evne til at sætte ting på plads.

Bjarni Filholms levnedsbeskrivelse/CV:

Vi indleder med, at Bjarni præsenterer sig med et CV:
1952   Født i Vestmanna  på Færøerne.
1959   Flyttede med familien til Rønne på Bornholm
1964-1970  Var en ivrig og glad pigtrådsmusiker i det bornholmske musikmiljø, – var med medlem af pigtråds/beatgrupper med navne som ”Them Pioneers”, ”The Knights” og endelig ”Another New Group”.
1972   Student (nysproglig) ved Rønne Statsskole
1976   Bibliotekareksamen ved Danmarks Biblioteksskole i København.
1976   Ansat ved Frederikshavns Bibliotek
1977   Ansat ved Hjørring Bibliotek
2017   Blev 65 år og valgte at gå på folkepension efter 40 år som bibliotekar på Hjørring bibliotek.
2017 –    Skriver, bager, musicerer, snedkererer, arkiverer fotografier til færøske (og svenske) billedsamlinger, læser, og nyder friheden til ikke at skulle lave noget bestemt til helt fastlagte tider.
Samtidigt med mit arbejde som bibliotekar på Hjørring bibliotek, har jeg været lektør/litteraturanmelder ved Bibliotekscentralen i ti år (DBC) fra 1990-2000 og skrevet en del bøger om færøsk historie/søfartshistorie, bøger med bornholmske emner og dertil en række artikler til aviser og magasiner.

MINE FAMILIÆRE FORHOLD: Jeg er gift med den underskønne Mette-Lise og har tre glade børn: Karoline, Mikkel og Mathilde, som alle er voksne, fløjet fra reden og lever deres liv med kærester og børn ude i verdens vilde vrimmel.

Af Bjarni Åkesson Filholm, forfatter og bibliotekar emeritus

Jeg er blevet bedt om at være gæsteskribent på tidligere journalist Søren Wollfs blog.
Emnet, der ønskes causeret om, er Rønne Havn i forne tider i anledning af min nyudkomne bog ”Rønne havn – Øjebliksbilleder fra tresserne”.
Jeg er meget glad for på denne måde at få muligheden for at fortælle om mine indtryk af Rønne havn fra 1960’erne og min nye bog om Rønne Havn i ”gamle” dage.
Tak til Søren Wolff for invitationen.
Nu lader vi så trosserne gå og lægger straks fra land”.

Kom til Bornholm som 6-årig

Om Rønne Havn kan jeg fortælle, at den så anderledes ud end i dag, da jeg i sommeren 1959 – ombord på en af 66-bådene sammen min bror og mine forældre – ankom til øen for første gang.
Jeg var 6 år gammel.
Tidligere havde vi boet på Færøerne og i Aalborg, hvor min far, Palle Filholm som ingeniør havde haft med havnebyggeri at gøre.

En tid som ikke er mere

Et stemningsfuldt billede af kystvejen med udsigt til Frydenlund og Antoinette strandene. Dengang var det en grusvej yderst mod havet med jernbaneskinner til de smalsporede tog længere inde..

Og sådan skulle det også være i Rønne, hvor min far arbejdede som havneingeniør og siden stads- og havneingeniør. Han nærede stor interesse for havnevæsen og tog med glæde del i udvidelser og reparationer af Rønne Havn i perioden fra 1959-1989.
I den forbindelse fotograferede han en del i embeds medfør men også con amore i sin fritid.
De billeder, han tog af selve byen, Rønne centrerer sig især omkring havnen og beskriver en tid – skønt ikke så fjern – som ikke er mere.

Skibe bandt landet sammen

Det faktum var afsættet til min bog om havnen fra dengang, jeg var dreng. For her på min fars billeder, kunne jeg gense skibene, kajerne, bygningerne, gas-, kul- og oliedepoterne, bølgebryderne, pakhusene, beddingerne, redningsstationen og ikke mindst hele stemningen og miljøet nede ved havnen i tresserne, som var den ”normal-virkelighed”, jeg færdedes i.
Det, at min familie og jeg har boet ved havnebyer så som Tórshavn, Vestmanna, Aalborg og Rønne i min barn- og ungdom, har antagelig været medvirkende til min interesse for at skrive bøger om søfart og skibe, for det hele var jo lige udenfor mit vindue. Og når vi skulle rejse, foregik det almindeligvis med ruteskibe, for sådan var det jo dengang.
Skibene bandt Danmark sammen, lufttrafikken slog først for alvor igennem i slutningen af tresserne. Sådan husker jeg det i hvert fald.

Kongen har jo ingen krone på

Et foto, der viser min far ved sit skrivebord på kontoret på Teknisk Forvaltning i Pistolstræde. Der er tale om yderst spartanske og enkle omgivelser. Der står 1971 bag på billedet

Men da jeg som knægt rendte rundt på havnen i Rønne alene eller sammen med min kammerater, vidste jeg ikke, at jeg engang skulle komme til at skrive en bog om den. Det var bare en spændende legeplads, hvor man altid kunne opleve noget spændende.
Kongeskibets ankomst, hvor jeg husker, at jeg blev skuffet over, at kongen ikke havde krone på, da han hilsende til højre og venstre gik ned ad landgangen. Jeg forstod, at virkeligheden ikke var som i eventyrene.
Passagerskibene kom med massevis af turister, hvoraf nogle var kønne, søde eventyrlystne piger fra både Danmark og Sverige. De lærte mig at blive forelsket og siden kunsten at længes. At stå nede på kajen og vinke farvel eller helt ude på bølgebryderen. Det var hård kost for et følsomt ungt drengehjerte.
Sejlskibene, coasterne og arbejdsprammene, tolderne i deres sorte biler. Jeg husker det.
Og lydene fra sandpumperne, passagerskibenes afgangsfløjten og tågehornets sørgmodige sang kan jeg stadig høre for mit indre øre.

Den gule badeanstalt

Havnen havde forskellige temperamenter i forskelligt vejrlig.
Om sommeren virkede den varm og venlig imødekommende med rolig sø i bassinerne og alle bygninger badet i lys. Havnebadeanstalten Den Gule var fuld af glade drenge og piger, som svømmede og dykkede og tog svømmeprøver. Mange sagde, at vandet omkring Den Gule ikke var helt rent, og det er nok rigtigt, for mange fortalte, at de havde set både det ene og det andet i det lunkne havnevand. Jeg husker, at min far havde en meget afslappet holdning til det spørgsmål: ”Den værste forurening er ikke, den man kan  se”, sagde han og var i den sag langt forud for sin tid, måske uden helt at vide det selv.
Vandet i havnen glimtede og blinkede som en kulørt glasflade, når solens stråler ramte overfladen.

Et foto, der viser min far i samtale med en anden person nede ved havnen. Man ser Hintzes Skibsproviatering oppe ad gaden. Billedet er ringe rent teknisk, men jeg har valgt det, fordi det viser min far på havnen i tresserne.

Sibirisk kulde

Om vinteren var havnen kold og forblæst med så massiv og gennemtrængende kulde, at man fornemmede, at den sad intenst i hvert eneste skibsskrog og ventende udenfor hver en bygning på at finde en vej ind gennem døre og vinduer. Selv havnens lyde af wirer og maskiner var fulde af frost og var helt anderledes end om sommeren.
Sommetider var der is på vandet inde i havnen, og farven på overfladen var ikke mere holdt i så glade farver.
Jeg husker engang en vinter, hvor min far havde taget mig med ned på Sydhavnen for at hjælpe til med at opmåle et område dernede. Jeg stod og holdt nogle rød- og hvidstribede stokke lodret efter min fars anvisninger, mens han 20 meter borte kikkede på dem gennem en slags opmålingsapparat, – og noterede tal ned på en blok. Jeg havde tykke skistøvler og varmt tøj på, men det var forbandet koldt. Mine fingre husker stadig den nærmest sibiriske kulde.
Den Gule lå øde hen og kun ekkoet af de glade børns stemmer fra i sommer kunne anes i det fjerne, hvis man lyttede nøje efter tilbage gennem tiden.

 

Med i pigtrådsorkester

Jeg var med i et pigtrådsorkester dengang, som planlagde, at ville være berømte ligesom britiske The Beatles og bornholmske The Vanguards var blevet det. Vi var så heldige, at vores musik-gruppe fik lov til at øve nede på Sydhavnen i Aakermanns Skibsprovianterings lagerbygning. Det var et hyggeligt sted, hvor vi kunne spille højt uden at genere ret mange – håber jeg. Om vinteren var der lidt koldt til at begynde med og om sommeren helt perfekt. Og når vi blev sultne eller kaffetørstige, gik vi fire glade amatørmusikere over på Sydhavnscafeteriet. Det var også et af de spisesteder, jeg kom sammen med min bror og mine forældre, når vi engang imellem valgte at tage ud at spise.
Pigtrådsbandet hed The Knights, og vi spillede mange gange både på Hotel Bornholm, Villa Nova og den daværende Ungdomsklub i Ellekongsstræde.
Jo, det var stort, men virkeligheden indhentede mig, og nogen karriere indenfor musikken blev det ikke til for mit vedkommende.

Et håndkoloreret sort/hvid fotografi af parti fra havnen med skibe i tresserne, som min far taget og efterfølgende givet lidt farve

Derimod begyndte jeg at skrive bøger samtidigt med, at jeg arbejdede i mit fag som bibliotekar. Det blev til bøger om legendariske nu hedengangne passagerskibe, nogle færøske og andre bornholmske, for eksempel bogen ”De hvide skibe”, som handler om 1866-selskabets kønneste passagerskibe.
Dernæst romanen ”Lykkepust fra Liverpool” om tresserne på Bornholm med pigtrådsmusikken, pigerne og drengene og den glade blå-øjethed, der herskede i det årti.
Senere bogen ”Tresserglimt fra Solskinsøen”, som indeholder erindringsbilleder af Rønnes biografer, svenske træhuse, spillesteder, skove og strande.

Bogen tilegnet min far

I 2018 udkom min nye bog om den gamle havn i Rønne.
At dømme efter interessen er der flere end blot mig, der finder den lokalitet og den tid interessant.
Det glæder mig og ville vist også have glædet min far, selv om han ikke var så meget for at blive publiceret og fremhævet.
Han var en beskeden og blufærdig natur, men i yderste konsekvens er det jo hans skyld, at ovennævnte bog med mange af hans stemningsfulde fotografier har set dagens lys.
Derfor er ovennævnte bog naturligvis tilegnet ham.