Af Jørn Pedersen

Det har været en lang spændende og udviklende rejse, både mentalt og fysisk, jeg har været på,siden jeg blev født i Pedersker for snart 60 år siden, til jeg i dag bor i Præstegården i Aakirkeby.

Turen er gået igennem blandt andet Købernhavn, Saudi Arabien, Malawi, Sydkorea, Tyrkiet, Bulgarien, Kroatien, Ukraine, Rusland og Slovenien, hvor jeg har boet og arbejdet som virksomhedsleder eller ledelseskonsulent i fødevare- og drikkevarevirksomheder af forskellig størrelse. Og rejsen forsætter naturligvis, men nu med et fast udgangspunkt i Præstegården.

Tættere på rødderne i Pedersker
Da jeg for et år siden besluttede at flytte tilbage til Bornholm, var det med et ønske om at genopleve det nære og være tættere på mine rødder samt at øse ud af mine erhvervserfaringer til dem, der havde lyst til at bruge dem. Siden jeg for 10 måneder siden, en kold februar morgen, kom tilbage til øen, har tingene udviklet sig meget hurtigt og i den helt rigtige retning, uden at noget af det var planlagt.

Blev kæreste med sognepræsten
For bare at tage de vigtigste ting, der er sket for mig i den korte periode, kan jeg nævne følgende skelsættende begivenheder:

  • I dagene efter jeg var ankommet til Bornholm, døde min kære og eneste svoger (Flemming Munch Kofoed, gift med tidl. borgmester Britta Kofoed. red) pludseligt og alt for tidligt
    • Jeg mødte min dejlige kæreste Birgit Friis og nyder at bo sammen med hende.
    • Jeg er blevet morfar
    • Arbejder som virksomhedskonsulent for et par bornholmske virksomheder og en virksomhed udenfor landet
    • Er frivillig ledelsesmentor for tre iværksættere her på øen
    • Er involveret i udviklingen af Pedersker by
    • Arbejder som kirketjenervikar og gravermedhjælper.

Derudover er jeg kommet tættere på min børn og mine søskende og er med glæde igen kommet i kontakt med dem på Bornholm, jeg ikke har set i rigtig mange år.

Vinmarker i Slovenien, hvor Jørn Pedersen har været direktør for et vineri.

Udvikling og perspektiv
Og som om det ikke skulle være nok, er der for mig udsigt til, at 2019 bliver fyldt med flere af de spændende ting at beskæftige mig med her på Bornholm, for her sker der en overraskende masse ting, der er udvikling og perspektiv i.

Mange af dem jeg fra tidligere har kendt på Bornholm, har nikket anerkendende og sagt: ”Ja vi tænkte det jo nok – det forfløjne liv bliver du nok træt af en dag og så vender du hjem igen”. Men for det første var det at vende tilbage til Bornholm ikke en del af en langsigtet plan og for det andet var ”hjem” for mig altid det sted, hvor mit arbejde førte mig til. Jeg har derfor ikke haft længslen til at flytte tilbage til fødeøen igennem mit ”forfløjne” liv.

Andre kulturer og vanskelige arbejdsopgaver
Min interesse for andre kulturer, lande, anderledes mennesker og vanskelige arbejdsopgaver har altid ligget til mig og den interesse synes jeg at andre skal have del i. Man bliver jo utrolig dansk af at bo i udlandet og når jeg så er tilbage til Danmark og til fødeøen, forundres jeg igen og igen over at kunne se min egen oprindelige kultur og historie med briller, der har udlandets perspektiv.

Det perspektiv synes jeg, at der ofte er brug for at se og derfor er det min interesse at dele mine opsamlede erfaringer og det perspektiv med andre her på øen. Flytningen tilbage til Bornholm har også givet mig mulighed for dyrke det nære mere og jeg har mulighed for at kun at beskæftige mig med de ting, der virkelig interesserer mig og giver mening.

Vender tilbage til Præstedammen
Det har som sagt været utroligt dejligt og givende at bo i så mange forskellige lande og kulturer og det er også utrolig dejligt og givende at komme hertil igen og nu er jeg altså fast besluttet på at blive. Her er heldigvis mange, der synes de kan bruge af mine erfaringer, jeg har fundet et arbejde, der er personligt berigende, jeg har et fantastisk privat- og familieliv og jeg har stort medmenneskeligt udbytte af mit frivillige arbejde. Jeg håber dog på at få mere tid til at skrive og til at fortælle om mine erfaringer, som jeg også gerne vil komme tilbage til her i ”Set fra Præstedammen” i et senere indlæg.

 

 

Dette portræt af Greta Thunberg har jeg lånt fra hendes Facebook-profil

Det løb mig koldt ned ad ryggen, da en lille 15-årig svensk pige med det næsten bornholmske navn, Greta Thunberg, tonede frem på fjernsynsskærmen og på den internationale klimakonference COP 24 i polske Katowice, stille og roligt, på flot engelsk og med en sikkerhed, som om hun havde prøvet det massevis af gange, skældte nogle af Verdens mest betydningsfulde statsledere ud. Straks tænkte jeg, at jeg måtte have fat på hende og invitere hende til at være gæsteskribent her på bloggen. Der var ikke langt fra tanke til handling, så jeg fandt frem til hende og hendes skuespillerfar på Facebook og sendte invitationen.

Svaret er udeblevet. Meget forståeligt, for alle vil have fat i Greta. Men nu har jeg via min søn, Mads, der var på konferencen på Nordisk Ministerråds stand, og som i øvrigt også snakkede med Greta og hendes far, fået en autoriseret oversættelse af talen til dansk.

Verdens betydningsfulde ledere lyttede intenst og klappede kraftigt af den unge, kloge pige, der i øvrigt har diagnosen Asberger’s. Det slutdokument, de vedtog senere, har sikkert ikke båret præg af hendes flotte tale. Men jeg er vis på, at det med tiden vil gøre så meget indtryk, at man i fremtiden kan regne med, at det også vil få indflydelse på fremtidige beslutninger. Selv om et som alt anet i politik vil gå langsomt.

Her følger den unge svenske aktivists tale:

Mit navn er Greta Thunberg. Jeg er 15 år gammel, og jeg er fra Sverige. Jeg taler på vegne af Climate Justice Now!

Mange siger, at Sverige blot er et lille land, og at det ikke betyder noget, hvad vi så end gør her. Men jeg har lært, at man aldrig er for lille til at gøre en forskel.

Og hvis nogle få børn kan skabe overskrifter over hele verden, blot fordi de ikke går i skole, hvad kunne vi så ikke udrette sammen, hvis vi virkelig ville?

Men skal det lykkes, må vi tale klar tale. Uanset hvor ubehageligt det så end måtte være. I taler kun om grøn og evig økonomisk vækst, fordi I er bange for at blive upopulære.

I taler kun om at bevæge os fremad med de samme dårlige ideer, der bragte os ud i dette uføre. Også når det eneste fornuftige er at trække i nødbremsen. I er ikke modne nok til at fortælle os, hvor galt det står til. Selv den byrde overlader I til os børn.

Men jeg er ligeglad med at være populær. Jeg bekymrer mig om klimaet og vor levende planet. Vor civilisation bliver ofret, så en meget lille håndfuld mennesker kan tjene styrtende med penge.

Vores biosfære bliver ofret, så rige mennesker i lande som mit kan leve i luksus. Det er de manges lidelser, der betaler de fås luksus.

I år 2078 fylder jeg 75. Hvis jeg har fået børn, vil de måske tilbringe dagen sammen med mig. Måske vil de spørge mig om jer. Måske vil de spørge, hvorfor I intet foretog jer, mens der endnu var tid.

I siger, at I elsker jeres børn over alt andet, og alligevel stjæler I deres fremtid for øjnene af dem.

Indtil I begynder at se på, hvad der er nødvendigt at gøre, i stedet for hvad der er politisk muligt, er der intet håb. Vi kan ikke løse en krise uden at behandle den som en krise.

Vi er nødt til at holde de fossile brændsler nede i jorden, og vi er nødt til at fokusere på retfærdighed. Og hvis det ikke er muligt at finde løsninger inden for systemet, så skulle vi måske i stedet ændre på systemet.

Vi er ikke kommet for at bede verdens ledere om at bekymre sig. I har ignoreret os hidtil, og det vil I gøre igen. Vi er løbet tør for undskyldninger, og vi er ved at løbe tør for tid.

Vi er kommet for at fortælle jer, at der kommer til at ske ændringer. Om I så kan lide det eller ej.

Den virkelige magt tilhører folket.

Vil du høre hele Greta indlæg på engelske kan det ske HER

Billedet herover er et Alena Wils tog, da hun tidligere i år besøgte sin familie og fødeby Angarsk, der ligger ved Baikal-søen. Her laves der masser af is-kunst hvert eneste år. Billedet herover er et eksempel på det.

 

Alena Wils har russisk oprindelse. Lige nu bosiddende med familie i Nexø. Har gennemgået en grundig russisk og dansk kunstuddannelse. Fem år på Kunst College i Irkutsk. Tre år på St.Petersburg Stieglitz State Academy of Art and Design. Fire år på Det Danske Kunstakademis Skole for Arkitektur, Design og konservering. Heraf etårig årig   udvekslingsstudent på billedkunst, samt gennemført en 3-årig uddannelse på Keramiklinien i Nexø. Jeg blev opmærksom på den unge billedkunstner, da hun forleden sammen med Morten Poulsen udgav bogen “Sofus fra Bornholm”.

Af Alena Wils

Jeg er født i Angarsk i 1983, Irkutsk region.

Siden jeg var tre år gammel har jeg haft stor interesse for billedkunst og sagt til min mor, at jeg skal være en berømt billedkunstner.

Så min mor sendte mig til billedkunstskole for børn, da jeg var otte år gammel, hvor jeg har arbejdet med forskellige teknikker og materiale. Her fik jeg grundig forståelse for form og farver.

Med Sofus og mormor på marked i Alenas fødeby i Sibirien.

Sofus og morfar under Aleneas første besøg hos famlien i 13 år

Derefter kom jeg på Art College fra 2000-2005.

I 2005 rejste fra Sibirien til St, Petersburg, hvor jeg gik på kunstakademi.

Hjemme i Sibirien for førsge gang I 13 år
I 2018 har jeg været I Sibirien for første gang I 13 år.

Jeg var der om vinteren sammen med min søn Sofus.

Det var en meget spændende rejse og fantastiske oplevelse. Angarsk en industriby med 226.374 indbyggere.

Angarsk ligger ved floden Angara og er stationsby påDen Transsibiriske Jernbane, 5.150 kilometer fra Moskva.

Angarsk har koldt tempereret fastlandsklima. Om sommeren falder meget mere regn end om vinteren.

Marked i Angarsk, da Alena og hendes søn besøgte familien tidligere i år.

100 frostfrie dage om året
Den gennemsnitlige årlige temperatur er 0.2 °C, og den gennemsnitlige årlige nedbør er 485 mm, hvoraf 64% falder fra  maj til august. Vejrobservationer indikerer, at den frostfrie periode i Angarsk er omkring hundrede dage. Den første frost kommer i midten af september, og fra slutningen af maj er der frostfrit. Gennemsnitstemperaturen i januar er -22 °C, i juli 18 °C.

I sommeren 1945 blev Angara-floden og Kitoyas flod bestemt til opførelse af et anlæg til produktion af kunstige flydende brændstoffer, hvis udstyr blev importeret fra Tyskland. Ifølge planen var det planlagt at opbygge en arbejdsby her.

Den første bebyggelse i Angarsk blev påbegyndt i 1948 som en industriel bosætning og i 1951 blev bebyggelserne officielt registreret som en by. I området var der i 1930’erne og 40’erne en række Gulag-arbejdslejre

Under 2. Verdenskrig voksede byen hurtigt som følge af civile, der var blevet evakueret fra de besatte vestlige dele af Sovjetunionen, ligesom industri fra det vestlige Sovjetunionen var blevet flyttet mod øst på den anden side af Uralbjergene.

 

Fantastisk barndom
Min barndom har været fantastisk. Jeg vokser op i Angarsk by og bor i en lejlighed sammen med min mor, bedstefar, bedstemor og min lillesøster.

Om sommeren  har jeg boet sammen med min bedstefar i en landsby, hvor vi har sommerhus. Min far har boet i landsbyen og arbejdet som selvstændig træhusbygger. Han var en meget kreativ person, men døde desværre kun 35 år gammel.

Min mor arbejdede på Angarsk polymerfabrik og tog det fulde ansvaret for mig og min lillesøster. Hun har givet mig mulighed for at gå videre med min kunst, så jeg har fået en god videregående uddannelse.

Akvarel fra Paradisbakkerne af Alena Wils.

Bornholms giver inspiration og glæde
Jeg kom til Bornholm i 2009 efter at have boet et års tid I København.

Min søn blev født i 2012 på Bornholm.

Jeg er glad for Danmark og især glad for at bo på Bornholm.

Bornholm er dejlige ø ,som giver mig mange oplevelser og glæde.

Min kunst er baseret på den bornholmske natur.

Bornholmsk natur og historie er mine inspirationskilder.

Bornholmerne er søde og dejlige mennesker, som bidrager til at min familie har en trygge tilværelse. Har fået mange god venner på øen. Det er godt tegn på, at vi er trives på Bornholm.

Min første bog
Jeg har netop udgivet min første bog, “Sofus fra Bornholm”,  sammen med Morten Poulsen. Jeg håber at lave flere spændende projekter, som er baseret på bornholmsk inspiration.

 

 

Forsiden af Morten Poulsens og Alena Wils’
bog om “Sofus fra Bornholm”

 

 

Mere om Alena Wils på hendes Facebookprofil

 

 

Fanny Knight

Her på bloggen er vi åbne overfor andres skriverier, men optager ikke egentlige læserbreve. Til gengæld har jeg besluttet, at jeg vil optage skriftlige indlæg under overskriften “Ekstraodinært gæsteskriv”. Jeg ved ikke, hvad man skal skrive for at gøre sig fortjent til at få sit skriveri optaget. Hvis det handler om især Aakirkeby og omegn er stort set alt velkommen. Men nedenstående er jo ikke særlig lokalt, bortset fra, at forfatteren er bornholmer og nævner broder Frans i Olsker. Det er til gengæld både velskrevet og tankevækkende. Så derfor!

SÅ – BARE – BARE – BARE TAG DET ROLIGT OG GI’ DIG GOD TID, VI NÅR DET NOK!

Af Fanny Knight, forfatter og bornholmer i København

Mrs. May holder ud, holder klogeligt fast i bordkanten.  Hun vinder et år til på posten og Good Old Great Great Britain får et år mere til at finde en afløser for Mrs. May. England melder sig ud af EU, og hvem mon håber ikke på, at gammel storhed måtte vende tilbage?

Putin holder på retten til at blokere Ukraines adgang til havet, Makron taler til det franske folk, der er trukket i gule trøjer, og et par stykker eller flere franskmænd har måttet lade livet til fordel for mere mad og billigere benzin til folket. Merkel holder julefred, og der står i den hellige skrift, at den som meget har mere skal få. Broder Frans siger, det er nødvendigt at holde om, holde ud for at kunne holde af. Han taler om livet i det lille kloster Myrendal i Olsker som ikke adskiller sig fra alle andre sociale konstruktioner, der satser på det gode liv før eller efter dette. Men jeg forstår fortsat ikke, hvorfor det er så svært at være mig.

Jeg lukker hoveddøren ud til trappegangen, går på listesko, det er risikabelt at råbe op, for folk over 65, der tror de har noget at komme med, bør ganske enkelt holde mund.  Gamle mennesker og forældede tanker er ikke toldfrie. Lad dog ungdommen! Vi gamle bør ikke stå i vejen for ungdommens ret til succes, og er du gammel, så er det eneste rigtige at tie, for verden udvikler sig med lynets hast i takt med, at ingen erfaring og masser af ord kæmper for retten til en forrygende karriere. Men – med lidt eftertanke – det er måske sådan verden altid har været skruet sammen, hvor de kloge tager sig af de store spørgsmål vedrørende landets økonomi, troen på pengetransaktioner og kongehuset, der holder sig ung og frisk i julens fryseboks. Hvid dansk jul, Danske Bank og Nordea, som et tyndt lag hvid forsonende sne på grønne efterårssåede marker, hvor bank og bondestand i sommerens hede kunne enes om lån til årets ret til svin og steg på danske juleborde. Vi løfter i flok som vi altid har gjort.

Landets ypperste mænd og nu også kvinder gør, hvad de kan for at få hverdagens aktiviteter til at se mere spiselige og redelige ud end godt er. Jeg kan ikke få vejret for det er altså, som om den klogskab, der holder til på toppen af kransekagen har retten, altså hovedretten, til at dølge bordet med moderne suppe, steg, is og bord dæk dig, mens verden vakler, og vi mindre kloge affinder os med, at sådan har det altid været. Og det har det ikke.

Alle skynder sig hjem inden julen lukker. Hør stille kirkeklokkers ringen, os venter ingen, vi når det nok!

Billedet herover er fra Ugleenge Station ca. 1960, hvor man skulle hejse vingen, hvis man vil have toget til at stoppe og tage en med.

Af Leif Bach Pedersen

Leif Bach Pedersen

Limensgaden går fra Bavnet i Aakirkeby og til Søndrelandevej. Der hvor vejen krydser Læså, når man kommer fra Aakirkebysiden og kommer lige over broen ligger der et hus på venstre hånd, lidt tilbagetrukket. Det er mit barndomshjem, i dag er det skjult af en masse træer.

I dag er adressen Limensgaden 19, Aakirkeby. I min barndom var adressen mere ”pompøs”: ”Aavang” Limensgade ,49. selvejergårds parcel, Aaker pr. Aakirkeby.

Næsten alle husene var udstykninger fra gårde, eller sagt direkte, det var den dårligste jord, der var solgt fra til en husmand, til vores hus var der 3,5 tønder land.

Passede børn, en ko og en gris
Men som før nævnt var det mit barndomshjem.Jeg kom til verden i 1947 som den næstyngste af en børneflok på fire – to piger og to drenge.

Aavang ca. 1950, her blev gæsteskribenten født tre år tidligere

Mine forældre flyttede ind lige før 2. Verdenskrig. Mor var hjemmegående, som de fleste mødre var dengang, og passede os børn samt en ko og en gris.

Far var daglønner på den nærmeste gård. Cirka året før jeg blev født , søgte Bornholms Amt efter en vejmand. Far søgte stillingen og fik den. Han var nu sikker på arbejde både sommer og vinter. Naboerne rundt omkring var ledige om vinteren, de ” krydsede”.

Aavang ca. 1960

Da far søgte stillingen skulle han have udtalelse fra hans forrige arbejdsgiver:

Denne skrev bl.a.:” Knud Pedersen er i besiddelse af en intelligens som man ikke forventer af folk af hans stand”

Far havde Præliminæreksamen.

Vejmand med egen telefon og børn med herlig legeplads
Læså og skoven langs med var vores legeplads, lidt længere inde i skoven havde der været et stenbrud hvor der blev brudt limsten, som gav navn til området.

Aakirke skal været bygget af materiale herfra.

Skoven ejedes af en enke, fru Westh, så den hed ikke andet end Westhes skov.

Vi var en flok børn fra nabolaget som havde vores paradis her, vi kørte på kælke om vinteren og det kunne lade sig gøre at bade i åen om sommeren.

Som vejmand ved ” Bornholms Amts Vejvæsen” fik far telefon og det var der ikke mange i nabolaget der havde, ja så godt som ingen. Så der var tit naboer,der skulle låne telefon for at ringe til læge, dyrlæge o.s.v.

Godt sammenhold og pelargoniakaffe
Der var et godt sammenhold i nabolaget, man hjalp hinanden og delte glæder og sorger.

Var der fest, sølv- eller guldbryllup eller konfirmation, så kom naboerne til ”Pelargoniakaffe”, d.v.s. havde man som nabo givet en blomst, så blev man inviteret til andendags gilde.

Far fra Nykøbing S, mor fra Vestermarie
Angående mine forældre, så kom far til Bornholm i 1931. Han blev født 1909 i Nykøbing Sjælland. Min mor var født i Vestermarie i 1913.

Da far kom til Bornholm, var planen at han ville være her en sommer fordi min farmor, der var bornholmer havde fortalt så meget om øen.

Hans første plads var hos gartneren ved Frydenlund i Rønne. Af en eller anden årsag fik han senere plads på en gård i nærheden af Vestermarie. Her var en karl som åbenbart har inviteret ham hjem til sine forældre og der sad så søsteren og så var far solgt.

Mine forældre blev gift i 1936 og efter at have boet til leje i lille hus ikke langt fra Ugleenge Station, købte de huset i Limensgade kort før 2. Verdenskrig.

Så svensk tv hos polsk ægtepar
Når man kører videre forbi ”Åvang” var der  to huse og en firlænget ejendom. I huset lige efter mine forældre boede der et polsk ægtepar, Walczak hed de. Det var ældre mennesker, de var glade for børn, så jeg betragtede dem som et par ekstra bedsteforældre. Man kan rolig sige, at de var foregangsmennesker. De var de første i nabolaget, der fik radio og da fjernsynet kom, var de ogsåå de første. Det var spændende. Næsten hele nabolaget samledes nogle gange hos dem for at se fjernsyn.

Det, vi så, var sort/hvid svensk fjernsyn, på det tidspunkt kunne man kun se svensk tv.

Det var programmer med Lasse Holmqvist.

De kunne ikke læse eller skrive, så min mor måtte mange gange læse den post, de fik, højt af post, og skrive svaret, hvis der var noget som skulle besvares.

Limensgade Mølle og bageren
Videre op ad gaden lå et hus til og oppe hvor gaden slår et knæk ligger der en firlænget ejendom. Her boede fru Westh, som ejede skoven. Fru Westh betragtede ikke de nærmestboende som naboer, nej naboerne var gårdene rundt omkring!.

Længere fremme lå Limensgade Mølle med tilhørende bageri.

Møllen og bageriet hørte ikke sammen. Når vi skulle til bageriet og handle, sagde vi, at vi skulle ” hen på møllen”.

Til fastelavn, når vi børn var ude at rasle, skulle vi altid hen til bageren. Der fik vi et helt wienerbrød.

Længere oppe ad vejen imod Søndre Landevej  kommer man forbi en gammel skole.

Billede fra “Husflidsskolen” Nr.1 ukendt, Nr. 2 Viborg, Nr. 3 Henry Pedersen (central-bestyrer) Nr. 4 Jensen, Nr. 5 ukendt Nr. 6 Erling Kofoed, Nr. 7 ukendt, Nr. 8 Knud Pedersen (min far), Nr. 9 Ystrøm, Nr. 10 ukendt, Nr. 11 ukendt, Nr. 12 mig selv, Nr. 13 John Pedersen, Nr. 14 Kaj Thorsen, Nr. 15 Svend Erik Jensen, nr.16 ukendt.

Husflidsskolen
Det var Aaker Søndre Skole, det var en såkaldt énklasses skole, hvor der boede en lærer, der hed Møller. Denne hr. Møller havde en årrække husflidsskole i nogle udbygninger til skolen og det var med min far, centralbestyrer Pedersen og en til, som hed Jensen.

Her kunne karle og piger på gårdene rundt omkring melde sig for en vinter og der blev lavet lige fra boghylder til sofaborde, ja, der var en, der byggede en robåd en vinter.

Begyndte på den nye Aaker Centralskole
Skolen blev nedlagt to år før jeg begyndte i skole, året efter blev eleverne kørt i skolebil op til Aaker Nordre Skole, som lå oppe ved Almindingen.

Det var vognmand Sigvald Andersen, fra Aakirkeby, som kørte skolebilen, i dag vil man sige skolebus. i 1954 blev Aaker
Centralskole indviet, og da skoleåret den gang startede 1. april, begyndte jeg i skole 1. april 1955. Det var meget belejligt, for havde jeg begyndt nogle år før, så kunne jeg have risikeret, at min far havde været med ved eksamen, da han sad i skolekommissionen indtil den nye skole åbnede. Den før omtalte vognmand kørte også sneplov for Aaker Kommune, så det hændte at skolebilen ikke kørte på grund af sne. Det var jo skønt, når var skolen lukket, men det skete at skolen var åben alligevel og mor opdagede det, så var det af sted, på gåben, til skolen som jo lå oppe ved Aakirkeby.

Længere nede ad gaden, mod Søndre Landevej, lå Aaker Telefoncentral, lige efter den ligger i dag et gartneri.

Far højskoletid satte præg på vores kirkelige højtider
Jeg havde en god og lykkelig barndom sammen med mine søskende. En storesøster født i 1937, en storebror født i 1940 og en lillesøster født i 1956.

Far havde lige efter han kom til øen, været på Bornholms Højskole en vinter, og det satte sit præg på, hvordan vi fejrede jul, påske og pinse. Vi havde adventskrans, det var der ikke nogen af naboerne som havde.

En typisk juleaften begyndte med, at vi var i kirke, der mødtes vi så med mine bedsteforældre, de boede først i Vestermarie senere flyttede til ”Skagelfaldet” nord for Aakirkeby. Efter kirke tog de med os hjem og så var det jul. De blev der mange gange til dagen efter.

Daglønnere og bønder – og så var der far
Hvad var det så for et samfund tilbage i 50erne? Det var et bondesamfund. De fleste naboer var daglønnere rundt om på gårdene. Bønderne havde næsten ”hånd og halsret” over dem, men med undtagelse af min far, som var ansat ved amtet.

Det gav sig udslag i at ”Janteloven” kom frem ind imellem. Far havde en vejstrækning, som han passede. Den gik fra amtsgrænsen ved lufthavnen og til ”Viborg Torv” lige før Pedersker. Om sommeren var han ude på øen som ”kontrolformand”, d.v.s. når amtet skulle lave en vejstrækning, så udliciterede man arbejdet til en privat entreprenør. Far skulle så føre tilsyn med arbejdet og melde til amtets ingeniører om uregelmæssigheder og ellers måle pakstensbunker op. Stenene skulle bruges til arbejdet.

Mor og far med den nyerhvervede motorcykel i 1955. Det var før det blev påbudt med styrthjælm.

Dette arbejde var ikke legemligt i den forstand. ” Vejmanden går bare og ente sjødder nâd og får penga for ded”. Endnu værre blev det, da han fik kørekort og købte motorcykel. Det var ikke andre som havde!

Vejstrækningen blev passet af en afløser om sommeren, det var dengang vej- og kilometersten blev malet og så slog man græs på grøftekanterne.

Om vinteren gik far selv på strækningen, ja, jeg siger gik, fordi hver morgen skulle han ud og se om der skulle gruses eller der skulle en sneplov igennem og der blev så aflagt rapport til kontoret i Rønne.

Gaskomfur med indbygget ovn
Mine forældre var meget aktive i den tids foreningsliv, der var den føromtalte ”Husflidsskole” og så var der ”Husmandsforeningen” med udflugter og juletræsfester.

Min mor var med i” Sy- og husholdningskredsen”.

Jeg kan huske engang, at mor havde samlet damerne, vi havde lige fået flaskegas og gaskomfur med indbygget ovn, det skulle selvfølgelig vises frem og da en af damerne så det klappede hun hænderne sammen og udbrød:

” Naj, ded e me uvn”.

Aakirkeby Station ca. 1960 Her krydsede tog fra Rønne og Nexø hinanden.

Med tog fra Ugleenge Station
Gik man den modsatte vej mod byen kom man forbi ”Ugeleenge-vejen”, der førte hen til ”Ugleenge Station”. Her stod vi på toget, når vi skulle til Rønne og besøge familie. Jeg husker med gru, at jeg blev sendt i forvejen for at ”stille vingen” – signalet for at toget skulle standse. Hvis nu toget kom før mine forældre kom, hvad skulle jeg så gøre!! Det skete dog aldrig. På vej imod Rønne kommer man til Aakirkeby, her krydsede toget fra Nexø, som vi var med, med toget fra Rønne. Her plejede personalet at skifte, så de kørte tilbage igen. Så nu var det spændende om min onkel var med, han var konduktør ved banen, det skete tit han var der og det var spændende for en lille dreng.

I 1956 tog min storebror ud og sejle og min storesøster gik i gang med uddannelsen til sygeplejerske, og jeg var så ”enebarn” til min lillesøster kom.

Besøg i København
Som før omtalt så kom far fra Sjælland, vi havde derfor en masse familie i Københavns-området. Første gang jeg var i København, var i sommeren 1957 med ” Kongedybet”

Vi besøgte min fars søster, der var gift og havde otte børn, så jeg havde to kusiner og seks fætre.

Det gjorde, at vi altid havde feriedreng eller -pige om sommeren.

Min beretning vil jeg slutte her, i sommeren 1960 slog hele min barndom en kolbøtte og der var mange ting, der ændrede sig. Min mor døde!

Billedet herover er en beskæring af konfirmationsbilledet fra 1967 i Sct. Pouls Kirke, hvor Hanne Tøttups far var sognepræst indtil året efter. Så store konfirmationshold er der næppe mere i Poulsker. Nede i artiklen fortæller Hanne under et billede uden beskæring, hvad de enkelte konfirmander hedder (for pigernes vedkommende deres pigenavn).

 

Af Hanne Tøttrup, organist ved Aa Kirke

Hanne, ca. 3 år gammel

‘Jeg er født i marts måned 1953 i Poulsker Præstegård. Min far, Vagner Tøttrup, blev i 1951 ansat som præst ved Sct. Pouls Kirke og han har såvel døbt som konfirmeret mig i selvsamme kirke. Jeg blev døbt, da jeg var præcis en måned gammel, men far har tilsyneladende ikke syntes, at det var så vigtigt, at min dåbsattest blev udstedt med det samme. Mor har i hvert fald skrevet den og bedt far om at underskrive den – i 1958, 5 år efter!

6 år gammel i 1959

Om morgenen nød jeg at høre kirkeklokkerne ringe og den dag i dag synes jeg, at lige præcis den klokkeklang er den smukkeste på hele Bornholm. Jeg har senere i livet vikarieret som organist i samtlige kirker på øen samt på Christiansø, så jeg har hørt mange forskellige kirkers klokker og har derfor et rimeligt sammenligningsgrundlag. Klaveret, jeg spillede på i Poulsker Præstegård som barn, syntes jeg også, var det bedste, der overhovedet kunne opdrives, så det handler selvfølgelig også meget om, hvad man er vokset op med og har vænnet sig til.

Gik i skole hver anden dag
De første to års skolegang foregik på Poulsker Vestre Skole og der gik jeg kun i skole hver anden dag: mandag, onsdag, fredag eller tirsdag, torsdag og lørdag – til gengæld var skoledagene lange. Det siges, at jeg kunne læse, da jeg var 5 år, men for far, der var formand for skolekommissionen, var det vigtigt, at jeg ikke startede skolegangen ”før tid”, da det ikke skulle hedde sig, at formandens datter blev ”favoriseret”.

Konfirmationen var d. 23. april 1967 og billedet er taget i Sct. Pouls Kirke. Bageste række fra venstre: Kim Jensen, Snogebæk, Kenn Westh, Snogebæk, Gert Skovgaard, Højbo, Erik Hansen, Lærkegård, Preben Jensen, Dyndeby, Karl-Otto Andersen, Skovgård, Ronald Brandt, Snogebæk, Ole Dam, Snogebæk, Jørgen Dam, Snogebæk, Henrik Mogensen, Snogebæk, Niels Anker Munch, Stavnsgård, Verner Kristoffersen, Gubbegård, Knud Erik Larsen, Snogebæk, Peter Poulsen, Snogebæk, Jens Schou, Snogebæk. Forreste række fra venstre: Karen Olsen, Kofoedsminde, Inge Munch, Skrokkegård, Helle Munch, Brogård, Kirsten Sommer, Sandegård, Vagner Tøttrup, Hanne Tøttrup, Poulsker præstegård, Gudrun Bech, Snogebæk, Anni Pelle, Snogebæk, Anni Bech, Lærkesvang.

Fra 3. klasse foregik undervisningen på den nybyggede Poulsker Centralskole og jeg nåede lige at få 1. real med på Bodilsker Centralskole, inden hele familien, far, mor, jeg selv og mine to søskende flyttede til Humlum nord for Struer i 1968, hvor far havde fået sit næste præsteembede.

Loddedame hos B&O og Nørrenissum Seminarium
Det blev derfor Struer Gymnasium, at jeg blev student fra og derefter tog jeg et sabbatår, hvor jeg var barselsvikar som folkeskolelærer i henholdsvis Harboøre og Thyborøn, hvert af stederne i 2½ måned, længere var barselsorloven ikke dengang. Jeg var 19 år og underviste bl.a. 3. real, så der var ikke den store aldersforskel mellem eleverne og mig, hvilket godt kunne afstedkomme flagrende sommerfugle i maven for mit vedkommende.

Hanne Tøttrup som 17-årig

Inden for rammen af sabbatåret prøvede jeg også at have arbejde som loddedame på Bang & Olufsen i Struer. Da jeg skulle på arbejde første arbejdsdag, strejkede hele den store arbejdsplads og jeg oplevede at få udbetalt strejkepenge den første uges tid! Jeg arbejdede i en bonusgruppe, hvor flere af de andre loddedamer havde mange års erfaring, men ved at tage nogle minutter af pauserne med, kunne jeg lige nå op på det antal loddeplader, som var minimumsantallet for en hel arbejdsdag, nemlig 90.

Nørre Nissum lærerseminarium lå ikke langt fra Humlum/Struer og der uddannede jeg mig fra 1973-1977 til folkeskolelærer med musik som hovedfag og tog også dér Seminariernes Eksamen i Orgelspil.

Underholdt sammen med storesøster
Allerede i barndomstiden i Poulsker havde jeg og min søster, Karin, der er to år ældre end mig, gået til klaverspil i Nexø hos Else Lou Møller og vi nød at spille hver for sig, men sammen spillede vi også utrolig mange 4-hændige stykker, som vi underholdt med på missionshuset ”Saron” og på Nexø Alderdomshjem, hvor hele familien i en årrække var ude nytårsaften. Vi spiste med beboerne, far holdt tale, mor læste en julehistorie og Karin og jeg underholdt med klavermusik. Det var dejligt at komme til Nexø og se en masse fyrværkeri, som det ikke var os forundt ude på landet i Poulsker dengang.

Først fødsel, så eksamen
Jeg har 3 børn, 3 piger, og de 2 ældste fik jeg, mens jeg gik på seminariet. Den ældste blev født i sommerferien mellem 1. og 2. årgang, meeeen… jeg startede på 2. årgang 2 uger efter. Min næstældste datter blev født på 3. årgang i april med et sjældent handikap, meeen… jeg gik da op til eksamen tre uger efter. Sådan var det dengang, i dag ville jeg selvfølgelig have valgt at holde orlov.

Med musik som hovedfag fra seminariet og klaver som hovedinstrument fik jeg i 1977 arbejde på Lemvig, Thyborøn, Harboøre Musikskole, en meget decentraliseret musikskole, hvor jeg underviste på op til ni forskellige skoler på en uge inden for et større geografisk område. Sideløbende havde jeg organistansættelser, først på Venø ved Struer, hvor jeg under oliekrisen i 1973 havde specialkøretilladelse og kunne ligge og brede mig på landevejen, og senere ved Gudum Kirke.

Organisten ved orglet i Aa Kirke. Foto: David Nestved

Hjem til Bornholm og ansat på Musikskolen
Da jeg og min familie i 1980 flyttede til Bornholm, havde den i 1977
nystartede musikskole på Bornholm brug for flere lærere og jeg blev ansat som klaver-, blokfløjte- og grundskolelærer af den daværende leder, Jørgen Korp Jensen. Jeg var en af de lærere, der havde undervisningssteder på flere skoler ude på øen, så ugeskemaet bestod af undervisning i Allinge, Østerlars, Østermarie, Nexø og Aakirkeby foruden i Rønne.

Spillede til præsteindsættelse i Rønne
Efter at jeg var hjemvendt til min fødeø, blev jeg meget hurtigt kontaktet fra Aa Kirke, om jeg kunne vikariere i en periode, da kirkens organist, Kurt Henning Pedersen, var blevet syg. Dette var derfor starten på 20-års vikararbejde rundt ved de bornholmske kirker inkl. Christiansø. På et tidspunkt blev jeg spurgt om at vikariere i Rønne Kirke for kirkens organist, Flemming Dreisig. Jeg sagde ja, før jeg var blevet forelagt, at der i denne afløsningsperiode skulle foregå en ordination og præsteindsættelse, hvor biskop Erik Normann Svendsen ville være til stede. Jeg var ved at fortryde mit tilsagn om vikarhjælp, men det gik alt sammen, selv om nervøsiteten ”selvfølgelig” var til stede i hver en molekyle af min krop.

 

Videregående organistuddannelse og ansættelse ved Aa Kirke
I perioden som lærer ved Bornholms Musikskole havde jeg ofte tænkt på at tage en større organistuddannelse, en såkaldt Præliminær Orgeleksamen (PO) og da jeg i år 2001 havde vikarieret et helt år ved Aa Kirke, greb jeg denne mulighed, da jeg kunne blive ansat som fast organist ved kirken mod at tage denne videregående uddannelse ved Sjællands Kirkemusikskole. Sideløbende med arbejdet på mine to arbejdspladser, Aa Kirke og Bornholms Musikskole, modtog jeg undervisning fra 2001-2004, hvor der dels kom tilrejsende lærere fra Sjællands Kirkemusikskole her til øen, men hvor jeg også det sidste års tid af uddannelsesforløbet blev nødt til at rejse til Roskilde for at modtage undervisning i nogle af fagene. Det var i natfærgens tid – ak ja!

Da min stilling som organist omkring 2010 var blevet til en fuldtidsstilling, som også indbefattede, at jeg skulle spille i Peders Kirke, stoppede jeg med mit arbejde ved Bornholms Musikskole efter 30 års virke der og undervisning af flere hundrede musikskoleelever.

Ny kirkesanger, små amoriner og kyndelKISSEmisse
I 2002 blev der ansat en ny kirkesanger, David Nestved, ved Aa Kirke og små amoriner kom efter et lille stykke tid til at flyve rundt i luften mellem os. Dette medførte så, at vi i 2003 dannede par til kyndelmisse eller som David plejer at sige: ”til kyndelkissemisse”. David blev senere også ansat som kirketjener og sammen med Birgit Friis, Sct. Peders og Aa Kirkes sognepræst, har vi et utrolig godt samarbejde med hensyn til hele det bredspektrede kirkelige arbejde, spændende fra gudstjenester, kirkelige handlinger, plejehjemsgudstjenester, koncerter og arbejde med konfirmander til børnearbejde i alle dets afskygninger.

På udkig efter fugle i den bornholmske natur. Billedet er taget ved Hannes og Davids bolig, “Styrmandshjemmet på Skagelfaldsvejen. Foto: David Nestved

Fugleinteresse og tovholder i uglegruppe
Fritidsmæssigt fylder naturen og fuglene meget i mit liv, en interesse jeg ikke kunne være foruden. Allerede som barn optog fuglene i præstegårdshaven mig meget og jeg vidste præcis, hvilke arter, der holdt til der – og det var ikke få. Uforglemmelige oplevelser fik jeg da også, da far viste os børn en natravn, der i camouflagedragt havde sat sig på en vandretgående æblestamme eller da en skovhornugle en aften nysgerrigt kiggede ind i stuen efter at have sat sig på havedørshåndtaget. Om vinteren fodrede vi fugle og der skrev jeg alle de arter ned, som indfandt sig ved foderbrættet. En dag kom far med en død rovfugl, en fjeldvåge, der lå uden for præstgården. Den fik vi udstoppet og jeg var meget fascineret af den.

I slutningen af 70’erne meldte jeg mig ind i Dansk Ornitologisk Forening og da jeg så i 1980 flyttede tilbage til Bornholm, kom jeg med i det organisatoriske fuglearbejde, sad i bestyrelsen fra 1990 til 2009, var redaktør af det lokale fugleblad fra 1990-2000 samt med i ungdomsarbejdet i samme periode. For tiden sidder jeg i ekskursionsudvalget, er turleder og derudover tovholder i uglegruppen, hvor der specielt fokuseres på den sjældne perleugle, som gruppen har opsat et stort antal kasser til på øen. Kasserne gennemgås med et såkaldt hulkamera to gange om foråret og ungerne fra eventuelle ynglepar ringmærkes af min mand, David.

Derudover deltager jeg i så godt som samtlige fugleoptællingsprojekter på Bornholm og nyder i det hele taget at komme ud at observere fugle samt glæde mig over naturen, som altid har noget at byde på. I naturen kan jeg koble fra og slappe af samtidig med, at jeg bliver udfordret. Jeg er en nysgerrig natur og det, jeg ikke har kunnet sætte navn på eller har sat spørgsmålstegn ved ude i naturen, skal undersøges i bøger og på nettet, når jeg kommer hjem igen. Jeg holder også af at tage med på fugleture væk fra øen, som DOF arrangerer og det har ført til spændende fuglelokaliteter i Tyskland, Sverige, Skotland, Polen, Spanien, Rumænien og på Færøerne.

Otte børn og en hel skare af børnebørn
Nu er vi så nået til 2018 og pensionisttilværelsen vinker forude, præcis hvornår, er der ikke sat dato på. Vi er ikke bekymrede for, hvad vi skal få tiden til at gå med. David og jeg har otte børn tilsammen samt en hel skare børnebørn, vi har nogle alsidige fritidsinteresser, holder af at rejse, og mon ikke der en gang imellem skulle være brug for en organist- eller kirkesangervikar et eller andet sted på Bornholm. Derudover bor vi på en dejlig landejendom, der ligger afsides centralt lige uden for Aakirkeby og som endnu ikke er helt færdigrenoveret, så vi regner bestemt ikke med at komme til at kede os.

Julen i præstegården og i dag
 – og her helt til sidst vil jeg lige berøre den tilstundende jul, hvor juletiden ved mit nuværende arbejde afspejler min barndoms jul.

Da jeg var barn, skulle far som præst og mor som kirkesanger altid på arbejde juleaften og de øvrige helligdage, der hørte julen til. Dette gjorde, at mor syntes, det var svært at kunne lave al den julemad, der skulle til, så jeg har oplevet, at vi har fået hamburgerryg samt stuvede ærter og gulerødder juleaften. Hvert andet år holdt vi dog juleaften hos nogle af fars og mors venner, så der var hamburgerryggen skiftet ud med traditionel julemad!

Da jeg stort set, fra jeg var 20 år, har haft arbejde som organist, har jeg på hjemmefronten befundet mig i samme situation med ikke at kunne stå for julemaden og da David jo også er ansat ved kirken, deler vi fælles skæbne juleaften, hvor vi medvirker ved op til fire gudstjenester.

I august i år cyklede Hanne Tøttrup og hendes mand David Nestved en næsten 400 kilometer tur langt Elben. Pragtfuldt.

En sneugle og en flæskesteg med perfekt sprød svær
Et enkelt år var jeg dog så heldig, at jeg, da jeg fungerede som vikar, ikke var blevet spurgt om at spille juleaften. Flæskestegen var sat i ovnen og der var tilsyneladende god tid til det hele, men så ringede telefonen, at der var blevet set en sneugle inde i Almindingen. Sådan en havde jeg ikke set på Bornholm tidligere, så jeg og mine børn kørte af sted og fik i det tiltagende tusmørke en fantastisk oplevelse med den sjældne sneugle – og flæskestegen med sprød svær havde aldrig tidligere smagt så godt!

Heldigvis har vi nogle år kunnet fejre juleaften andetsteds hos familie eller venner, et par år har vi hentet julemaden i Aakirkebyhallen eller vi har enkelte gange taget på Fredensborg og spist der, inden vi så er taget hjem hos os selv til juletræet. Juleaften i 2010 står nok indprentet i manges hukommelse, da det jo var det år, da snestormen rasede hen over øen. Vi kunne ikke komme hjemmefra og mæskede os derfor med de få ristepølser, som køleskabet gemte på. Det blev en jul, vi aldrig glemmer!

Det danskejede hotel i Kolobrzeg

Af Karsten Tranberg
– tidl. assurandør, bosat i Rønne

Der sker meget i Aakirkeby, men synd at flere butikker efterhånden lukker, især Aase, min hustru,  og hendes veninde kom meget i vinforretningen, og altid velkommen, og vil I have et godt glas portvin.

Derudover husker jeg fra min barndom den lange spadseretur fra jernbanestationen til Svanekegade, hvor min morfar, som havde noget at gøre med  arbejdsløshedskasse, boede sammen med mormor. De elskede at spille whist, og husker min mormors lille tobaksæske med 1- og 5 ører, “Men I behøver da ikke at sidde og kede jer, så her er 2 kr til dig og “lillebror” så kan I gå i biografen.

Der var også en skrædder, navnet glemt, men husker vi fik syet vinterfrakker der.

Kontakt til Polen

Nåh, men nu til noget andet, ikke om færger,  men Præstedammen giver ikke de store problemer, normal bølgehøjde uanset vind.

Vil fortælle lidt om aktiviteter med udlandet, specielt i min egenskab af mangeårig formands for Rønne Badminton Klub, tidl formand for Eksperimenterende Danske Radioamatører i Rønne. –  Vi fik en henvendelse fra badmintonklubben MOTUS i Kozalin, Polen, om deltagelse i deres turnering.

Men hvordan kom vi mon dertil. Vi sendte en mail og spurgte, om vi måtte lande med privatfly i militærlufthavnen i byen.

Park i Kolobrzeg

Først fik vi nej, men så var der hjælp at hente hos erhvervschef Carsten Gjessing i Bornholms Erhvervsråd. Han havde ansat en polsk konsulent, Marek Tomaschewski. Han skrev til Warszawa og så fik vi lov til at lande og fik kort og alt, hvad der skulle bruges .

 

Første vestlige fly på militær flyveplads

Da vi kom derned, blev vi budt velkommen, og det var det første vestlige fly, der landede der. I kontroltårnet kunne de kun polsk og russisk, så de havde bestilt en flycontroller fra Gdansk, og paspoliti fra Kolobrzeg. Fantastisk. Piloter i 7-mandsflyet var Per Clausen og Kurt Jensen.

Der opstod et fint venskab mellem vores flyveklub og klubben Aeroklub Gdansk.

Da vi i RBK havde jubilæum kom mange polske badmintonspillere med fly fra klubben, Og da de kom ind i idrætshallen rejste alle sig og klappede.

Aases Pensionat

Samarbejdet  blev videreført, idet vores træner Cai Kruse, som er træner nstruktør blev inviteret til at “undervise”—osse samarbejdet med de polske radioamatører udviklede sig,. Vi besøgte dem, og de kom her, 11 personer overnattede her hos os. Havde overvejet at lave et skilt “AASES Pensionat”.

Vi kan godt lide at komme til Kolobrzeg (det gamle Kolberg)- om sommeren går der jo katamanfærge fra Nexø dertil.

Der er et danskejet hotel New Skanpol. hvor vi altid bor. Når det hedder Newkanpol, er det fordi det tidligere hotel Skandynavia blev bombet efter krigen. Fantastisk dejligt hotel. Hvordan kommer man dertil? Jo færgebilletter kan bestilles hos Bornpol i Nexø, eller direkte hos KZP i Kolobrzeg.  2 personer t/r ialt ca 950 dkr, afhængig af dagens kurs. Lige nu koster 100 Zloty/pln 172 dkr.

Danskejet hotel

Det fantastiske er, at selv om man selvfølgelig skal have pas med og det blå sygesikringskort, så er der ingen der interesserer sig for pas. Man går i land og direkte til taxi, pris til hotel Newskanpol ca. 30-32 dkr.

Det man især bemærker i Kolobrzeg er de mange parker, og overalt er der bænke til at slappe af på. Det kunne Bornholm lære noget af.

Man finder ingen cigaretskod eller andet affald på fortovene, og hvis man skal over et fodgængerfelt så stopper bilerne. der er intet med at man måske kan komme forbi og lade forgængerne vente.

Ved havnen er en fantastosk starndpromenade som mange besøger.

Der er en dejlig restaurant i forbindelse med hotellet. Vi plejer også at besøge en restaurant DOMEK KATA, hvor ihvertfald jeg får “krewetka in choznik malo” – rejer i hvidløg.

Hvis nogen vil vide mere om evt. reservation til hotellet så skriv til mig, hjælper gerne og har gode kontakter på hotellet, der kan hjælpe.

Baren hedder JENSEN
Glemte at skrive, at de har en bar, der hedder BAR JENSEN og i restaurant H. C. Andersen er der klip på væggene af eventyrdigteren.

Karsten Tranberg mailadresse: oz4ff@oz4ff.dk

Karsten Tranberg oplyser at e-mail til hotellet er  info@newskanpol.pl og billetbestilling Bornpol, Nexø eller direkte kzp@pro.onet.pl

Hotellet hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan er jeg næsten altid blevet
præsenteret, når jeg har spillet
har spillet i et orkester på Bornholm.
Det begyndte i The Baltic Jazzmen,
der ses på fotografiet herover,
og siden har trommerne
ført mig vidt omkring.

 

Af Hans Richard Rømer (HP)

Et nydannet orkester, som spillede traditionel jazz, var omkring årsskiftet 1957-58 begyndt at øve i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade i Rønne. Det kaldte sig The Baltic Jazzmen, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med på trommer. Om jeg havde..!? Efter et have øvet med dem en enkelt gang, var jeg blevet orkestrets trommeslager, og glad var jeg. Lige den slags musik, jeg gerne ville spille, og som jeg allerede havde lyttet en del til.

To af musikerne var Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. Vi havde kendt hinanden, siden vi begyndte i første klasse sammen på Vestre Skole i Rønne i sommeren 1949, og det var faktisk Palle, der begyndte at kalde mig HP. Både Per og Palle spillede i FDF på henholdsvis basun og tuba. Palle havde desuden lært at spille klarinet hos Sigurd Larsen, som ved siden af sit daglige job som anlægsgartner også var en meget benyttet spillelærer på klarinet og saxofon. Sigurd Larsen var desuden fast mand i Speeds Orkester, som hans bror Hans Peder ”Speed” Larsen var leder af. Det var et af datidens mest populære og benyttede danseorkestre. Speed selv spillede trompet og kontrabas og var ellers snedker af profession.

 

Masser af undervisningsmuligheder

Musikskoler, som de kendes i dag, fandtes ikke. Men der var private spillelærere i Rønne, hvor man kunne lære at spille klaver, violin, tromme og klarinet/saxofon. Det var også meget almindeligt dengang at lære at spille i for eksempel FDF, Baptistkirkens Orkester og Frelsens Hær. Jeg mener også, at der var mulighed for at modtage musikundervisning på Statsskolen, hvor ikke mindst adjunkt Kibsgaard, som selv spillede jazz på piano, var medvirkende til, at både Ole Schiøtt og Peter Hjorth blev sporet ind i jazzen på henholdsvis klarinet og trompet.

Hvilken musikalsk baggrund orkestrets banjospiller Svend Markers havde, ved jeg ikke, og jeg lærte ham aldrig rigtigt at kende, og efter et halvt års tid blev han erstattet i orkestret af Erik Lindeskov på piano. Det ændrede noget på orkestrets såkaldte ”sound”, men åbnede også for en række nye muligheder både i jazzorkestret og andre senere orkestre, hvor vi spillede sammen.

Hyggelige øveaftener

Baltic Jazzmen spillede flere gange til arrangementer på Statsskolen og var også engageret til fester på Rønne Aftenhandelsskole – som det hed dengang. Engagementerne stod ikke ligefrem i kø, men jeg oplevede også, at vi bare nød at spille sammen på vore øveaftener, som var flyttet fra kælderen under Dansk-Svensk Stål til blandt andet Peter Hjorths forældres hyggelige hus på Haslevej. Her hørte te og hjemmebagt kage og brød altid med til en hyggelig aften. Nye numre blev indøvet – mest på gehør og efter nogle nedskrevne becifringer (harmonier). Jeg mener ikke, at vi havde bestemte traditionelle jazzorkestre som forbilleder, men lod os inspirere af flere og spillede så melodierne, som vi nu magtede dem med vores niveau og kunnen.

Jeg selv havde meget stor glæde af at være genbo i Pæretræsdalen til Carl Ilsøe. Han havde fået indrettet et dejligt værelse i det store kælderrum, som i vores tilsvarende hus var indrettet som alt-muligt-værksted. Ud over en fælles interesse for at bygge modelfly – skalamodeller – lyttede vi til traditionel jazz. Blandt favoritterne dengang var naturligvis vores danske Papa Bues Viking Jazzband, som var på vej mod international berømmelse. Men også Chris Barber, Dutch Swing College Band og Louis Armstrongs skiftende All Stars var på grammofonen. Desuden havde vi begge en forkærlighed for Pee Wee Hunts Dixieland Band, som spillede meget ”velpoleret”.

Jazzklub på Dana

Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman.

Vores store ønske i Baltic Jazzmen var at komme til at spille i jazzklubben, som var etableret på Hotel Dana i Østergade i foråret 1958. Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman. Han var ikke noget almindeligt berømt jazznavn, men havde dog spillet med flere kendte orkestre i USA, inden han bosatte sig i Paris, hvorfra han turnerede som solist med forskellige europæiske orkestre. I Danmark blandt andet med Arnved Meyers orkester og Adrian Bentzons orkester.

En af de tidlige bestyrelser i Club Jazz House med Jørgen Gajhede (formand) og Kaj Rasmussen i bagerste række, samt Heinrich Schweits, Jørgen Weng og Henrik Soëll i forreste række

 

Der var flere af vore ”jazzfans”, som mente, at vi selvfølgelig skulle spille i jazzklubben. Bag Club Jazz House, som klubben hed, stod først og fremmest en gruppe af værnepligtige og fastansatte befalingsmænd fra Almegårds Kaserne og Flyverlejren i Segen, og det var hovedsageligt musikere de to steder fra, som i begyndelsen spillede i jazzklubben. Nogle af disse musikere var professionelle og selvfølgelig meget dygtigere og mere rutinerede end os. Ved at spille i klubben kunne de holde sig i gang, mens de aftjente deres værnepligt og kunne samtidig tjene lidt ekstra ved siden af de 18 kroner, en menig fik om ugen dengang. Men der var også andre måder, hvorpå man kunne supplere indtægterne lidt. Som spillelærer!

 

Trommelærer

Heinrich Schweits var i flere måneder både bestyrelsesmedlem, bassist og trommeslager i jazzklubben, og så var han en fremragende trommelærer for mig.

For mig personligt fik bekendtskabet med Heinrich Schweits stor betydning. Han var oprindeligt uddannet maler, men var tidligt begyndt at spille trommer og havde modtaget trommevisning på ret højt niveau. Desuden spillede han godt kontrabas. Han var i en periode professionel musiker med et orkester, der turnerede rundt i Skandinavien, indtil han skulle aftjene sin værnepligt på Almegårds Kaserne og blev involveret i Club Jazz House som både musiker og bestyrelsesmedlem.

Det blev min store chance for igen at modtage systematisk trommeundervisning ud over, hvad det grundlæggende, jeg havde lært. ”Trommebiblen” dengang var Buddy Rich’s trommeskole, som jeg bestilte hjem gennem Hagstrøm Musik i Rønne. Dertil en øveplade eller et spækbræt og et par solide trommestokke, som de hedder i fagsproget. Og så begyndte vi ellers fra en ende af med at øve de forskellige figurer og ”paradiddels”. Jeg nåede et pænt stykke med min gode spillelærer, og har også siden modtaget undervisning i andre sammenhænge. Jeg må dog erkende, at ”udlært” bliver man nok aldrig, selv om jeg stadig afsætter tid til tekniske trommeøvelser.

Debut som pauseorkester

Baltic Jazzmen fik lov at spille nærmest som pauseorkester første gang i efteråret 1958, og det blev til flere job. Her er et af de første, før banjoen blev erstattet af piano.

Vi fornemmende nok i Baltic Jazzmen, at der ikke var den store lyst til at ”lukke” amatører som os ind i deres forretning. Men Baltic Jazzmen fik dog i første omgang lov at spille, som hvad man nærmest kan betegne som pauseorkester, en lørdag aften. Vi fik et beskedent beløb – mener det var 35 kroner – til dækning af noget transport plus hver et par gratis sodavand. Jeg tror ikke, at vi spillede længere end en lille times tid første gang. Men vi fik en flot opbakning af det lokale publikum, og fik lov at komme igen flere gange. Vi var glade og taknemmelige, og det var slet ikke for pengenes skyld. Oplevelsen var egentlig rigelig betaling.

 

Berømthed på spil

En aften, vi spillede i jazzklubben, stod der i nogen tid en mand i CF-uniform med en lille sort ”kasse” under armen og kiggede på os. I en pause mellem et par numre kom han hen til scenen og spurgte, om han måtte spille et par numre med os. Det måtte vi selvfølgelig lige tale om. Det var helt tydeligt, at han ikke umiddelbart var genkendt, men så lød det diskret fra vores bassist Palle Munch: ”Det er Henrik Johansen for fa’n. Sig ja, han er skide god”. Palle havde flere plader med Henrik Johansen og hans egne orkestre og ligeledes, hvor han spiller med Adrian Bentzon. Palle var den eneste af os, der genkendte ham, selv om jeg også havde hørt ham fra disse plader. På alle pladecovere havde han fuldskæg, men det kunne han ikke beholde som CF’er.

Det var noget af en ære, at han ville spille med os, og mens han var CF’er i Allinge, var Palle og jeg nogle gange med ham på spillejob, som han havde arrangeret på Nordlandet blandt andet sammen med andre københavnske jazzmusikere på ferie på Bornholm. Jeg husker også, at vi altid fik besked på at tage nogle bajere med til ham. Palle og jeg var stadig mest til sodavand.

Adgangsbillet

Mange år senere – i 1975 – var referencen, til at jeg havde spillet med Henrik Johansen, adgangsbillet til det jysk-fynske jazzmiljø og et engagement på det dengang navnkundige spillested Sofus Ferdinand i Odense. ”Nå, hvis du har spillet med ham, kan du da godt spille jazz”, var kommentaren fra orkesterlederen, som efter et afbud lige stod og manglede en trommeslager. Da havde jeg i de seneste mange år fortrinsvis spillet dansemusik, og det var jo ikke den mest overbevisende reference overfor en inkarneret jazzbasunist. Jazzorkestret hed Darktown All Stars, og det blev til flere gode job i en periode. Endda også et hvor Henrik Johansen var med som solist.

 

God ”skole”

I foråret 1959 spillede Palle Munch og jeg sammen med Jørgen Weng (piano), Knud Børge Udbye ”Johnny” (klarinet) og Carl Skjelmose (cornet) i Dixielanders.

Sidst i 1950’erne i Club Jazz House lærte vi flere af de musikere godt at kende, som var værnepligtige på Bornholm, og nogle af os kom til at spille med dem i forskellige orkestre og konstellationer. Det var en god ”skole”. I vinteren og foråret 1959 havde vi et orkester, som kaldte sig Dixielanders, hvor Palle Munch og jeg var fast med på henholdsvis bas og trommer. De øvrige musikere var pianisten Jørn Weng, klarinettisten Knud Børge Udbye (kaldet Johnny) og kornettisten Carl Skjelmose. Allerede senere samme år skete igen en udskiftning på grund af hjemsendelse.

Store oplevelser 

Selv om Seaport Stompers var opløst på grund af de tre værnepligtiges hjemsendelse, lykkedes det at samle orkestre igen den 6. august 1960 i Club Jazz House: Per Juul Hansen, Per Fogh, Bjørn Hansen, Flemming Madsen, ”HP” og forrest Palle Munch.

Seaport Stompers blev samlet i juli 1969 og spiller her til at af jazzklubbens største arrangementer den 22. august 1969, som også var en jamsession med mere moderne jazz

Med nye musikere fik orkestret også andet navn. Nu hed det Seaport Stompers, og jeg husker, at vores musik var ret meget inspireret af Eddie Condons forskellige dixielandorkestre, som var og stadig er blandt mine egne favoritorkestre og som fylder godt i min plade- og cd-samling.

Her var besætningen Bjørn Hansen, kornet, Flemming Madsen, klarinet, Per Fogh, piano og så var vi tre ”gamle” Baltic-musikere: Per Juul Hansen, trombone, Palle Munch kontrabas og HP på trommer. En af de store musikalske oplevelser havde vi den 22. august 1959, da Seaport Stompers spillede til et af de største arrangementer, der blev holdt i Club Jazz House. Her var også til lejligheden til en mere moderne jamsession med både lokale musikere og musikere ”ovrefra”.

Gæstemusikere i jazzklubben

Jeg husker navne som Pete Flemming, tenorsax, Art Frankie, piano og vibrafon. Palle Sanvig, trommer og hollænderen John Chr. Beukell, trommer. Plus vi bornholmske musikere: Niels Mogensen, altsax, Jens Mogensen, ventilbasun, Per Juul Hansen, trombone og Bjørn Backhausen, kontrabas. Desuden var både Palle Munch og jeg selv med ind imellem på henholdsvis bas og trommer. Der var denne aften stillet to trommesæt op – både Beukell’s og mit.

Pianomand

En af de musikere, som også satte sit præg på jazzklubben i de år, og som senere vendte tilbage til Bornholm, var Niels Pallesen. Han var sammen med tidligere nævnte Pete Flemming og Art Frankie (kunstnernavne) værnepligtige ved Flyvedetachementet i Segen. Pete Flemming – alias Flemming Petersen – og Niels Pallesen fortsatte deres musikerkarriere sammen efter aftjent værnepligt – blandt andet i Sverige, som var et godt marked for musikere dengang, men også senere på den mondæne restaurant Valencia på Vesterbrogade i København. De kom på gæstevisit i jazzklubben med sangerinden Monica Wallner, som blev gift med Niels. Mange husker dem også fra deres år som musikalske værter på Gæstgivergården i Allinge, hvor Niels Pallesen gav Kim Larsen inspiration til sin ”Pianomand”.

Fremtidsplaner

Bornholms Tidende bragte på et tidspunkt en helsides artikel om Baltic Jazzmen skrevet af signaturen – lene. Her fortalte vi seks musikere i orkestret om vores tilgang til musikken og vore fremtidsplaner. Jeg var på det tidspunkt 17 år og var i lære som elektromekaniker hos Bornholms Elektromotor i Østergade i Rønne. Jeg siger her, at jeg ikke håber at falde for fristelsen og blive professionel musiker, da det kan ødelægge spilleglæden. Desuden er der så gode muligheder inden for mit fag. Jeg giver Storm P ret: ”Det er svært at spå – især om fremtiden….”

Da jeg i sommeren 1957 var færdig med fjerde mellem, havde jeg mest lyst til at gå ud af skolen, og mit ønske var at blive uddannet elektromekaniker. Det måtte der være fremtidsmuligheder i. Bornholms Elektromotor, som var det eneste elektromotorværksted på Bornholm, havde dog allerede aftale med én, der skulle begynde som lærling før mig, men dog først i sommeren 1958. Så alt tegnede til, at jeg ikke kunne komme i lære før tidligst om tre år – i sommeren 1960. Så kunne jeg lige så godt fortsætte i skolen og tage realeksamen også. Så gik der da et år med det. Klogt vurderet af mine forældre!! Jeg havde stadig min eftermiddagsplads hos Chr. Nielsen & Søn og musikken, som jo efterhånden kom til at fylde mere, end jeg selv havde forventet – men måske nok håbet.

 

Bybud og ølslæber

Da realeksamenen kom i hus i sommeren 1958, og jeg stadig havde lange udsigter til min ønskede læreplads, måtte jeg have noget andet midlertidigt arbejde. Min eftermiddagsplads blev udskiftet med en heldagsplads som bybud hos købmand Lund på hjørnet af Store Torvegade og Kalkbrænderivej i Rønne. Jeg var glad for at være der, lønnen var ok, men det var nogle lange arbejdsdage og kun fri om søndagen. Så jeg var derfor også let at friste, da Mortensen, som kørte ølbil for bryggeriet Gad i Rønne spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper på hans og kollegaen, Engells ølbiler. Jeg så ud til at være stor og stærk nok til at slæbe ølkasser. Deres faste medhjælper måtte stoppe på grund af sygdom.

 

Både lønnen og arbejdstiden var bedre. Mødetidspunktet på bryggeriet var kl. 6.30, hvor ølbilen skulle læsses til dagens rute, og i reglen var vi færdige dagens rute først på eftermiddagen. Det var mest hvidtøl – heriblandt 5-liters ”stakitøl” og forskelligt sodavand, som var egenproduktion. Men Gad havde også Wibroe-depot, så der skulle også nogle kasser af dem med. To gange om ugen var der landtur med Engell, og de andre fire ugedage kørte jeg med Mortensen i Rønne. Der var ikke mange gader i Rønne, som ikke havde en lille købmand eller et ismejeri, og især på landturen leverede vi også til enkelte private, til restauranter og andre arbejdspladser. Mange steder skulle kasserne med øl og sodavand ned i en lavloftet kælder under butikken. Og det var trækasser med 50 flasker. Et knokkelarbejde, men jeg var glad for det.

Endelig i lære 

Selv om jeg skulle på teknisk skole i Nykøbing Falster, fik jeg stadig spillet lidt. Her med Peter Pedersen, der som elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Kattesundet i Rønne nu også skulle til Nykøbing.

I februar 1959 kom der et brev fra Kr. Johansen, Bornholms Elektromotor. Den lærling, der var begyndt efter sommerferien i sommeren 1958, stoppede efter et halvt års prøvetid. Jeg kunne begynde som elektromekanikerlærling den 1. marts 1959. Uddannelsesforløbet var netop blevet ændret, så det ikke længere kun var fire år, hvor man gik på teknisk skole om aftenen i Rønne. Nej, nu varede uddannelsen fire år og fire måneder. De fire måneder var fordelt på tre gange seks uger på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Om alt gik vel, kunne jeg have mit svendebrev som elektromekaniker den 30. juni 1963.

 

Min største bekymring var nok, hvordan det så skulle gå med vores musik på Bornholm, mens jeg var på teknisk skole. Og kunne jeg komme til at spille, mens jeg var på teknisk skole. Det kunne jeg allerede få afklaret samme forår, hvor jeg første gang var i Nykøbing fra den 6. april til den 15. maj, hvor jeg endda blandt andet spillede med Peter Pedersen, som var elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Rønne og ligeledes var i Nykøbing første gang.

 

Der var også dannet andre traditionelle jazzorkestre på Bornholm, som selvfølgelig fik mulighed for at spille i jazzklubben, da Baltic Jazzmen måtte stoppe, fordi først Peter Hjorth, Ole Schiøtt og senere også Palle Munch flyttede fra Bornholm for at læse videre. Vi, der stadig var på Bornholm, bevægede os mere over i swing og moderne jazz blandt andet tilskyndet af mulighederne for at spille med flere dygtige musikere, som stadig skulle tilbringe nogen tid på Bornholm som værnepligtige.

 

Men det er så en anden historie. Den kan komme senere.

I denne uge har jeg været hos socialpædagogernes faglige seniorer i Storegade i Rønne for at fortælle om min kære hustru, Ellys sygdom. Det foregik i det hus, hvor brødrene E.A. & S. Larsen boede. De tre brødre, der efterlod en formue, som er blevet til en meget eftertragtet fond, når bornholmske projektmagere søger penge. Nå, men det var et sidespring. Jeg havde fået at vide, at vi ville blive 15-16, men der kom vist ca. 25 personer, som fyldte godt op i et værelse på loftet. Når jeg selv skal sige det, synes jeg at jeg havde en god, menneskelig fortælling, og på vejen hjem slog det mig, at den skulle mine trofaste blog-venner ikke afskæres fra at høre. Så da min gæsteskribent i dag har svigtet mig har jeg selv indtaget gæstestolen og gengiver det manuskript, jeg havde forberedt, men som jeg i øvrigt ikke fulgte slavisk.

 

Forleden var det præcis to år siden, Elly fik sin diagnose: Alzheimers Demens.

Fra at være en velfungerende medhjælpende hustru i vores vinbutik er hun i dag reduceret til at sidde næsten umælende i en kørestol. Men det gode humør har hun bevaret og er på ingen måde udadreagerende, som det åbenbart hedder i behandlersystemts sprog.

 

SYGEPLEJERSKE Elly er fra Mors, er sygeplejerske, uddannet 1967 på

Min kære hustru, Elly, inden hun blev ramt af den forbandede sygdom, som var hendes speciale som sygeplejerske. Manden bag billedet, der er en særlig foto-kunstart, er vores gode ven, jazzbassisten Jesper Lundgård, der er gift med vores mindst ligeså gode veninde, Dorte Johansen, opvokset i Nyker, men med hele sin voksentilværelse som social-pædagog i København.

Bornholms Centralsygehus, en masse efteruddannelse i de følgende 10-15 år, bl.a. 1-årig lederuddannelse på Sygeplejehøjskolen i København, adskillige kurser i psykiatri, specielt med henblik på demens. I 1967 var hun så også så uheldig at løbe ind i mig eller omvendt, og vi har været sammen lige siden.

Leder af De Gamles Hjem i Rønne, stod for den store ombygning og modernisering, der førte til, at det skiftede til Slottet. Elly fandt, at det var kronen på hendes sygeplejegerning, så derefter sagde hun jobbet op og helligede sig mand og politik, samt diverse undervisningsjob.

VINBUTIK Vi startede vinhandel sammen i midten af 90erne, først internetbaseret, siden med fysisk forretning på Bodernevej siden ved Torvet i Aakirkeby, hvor vi havde 10 dejlige forretningsår, indtil Elly begyndte at få problemer med kasseapparatet. Hun elskede at lave talkolonner og statistikker, men kunne heller ikke mere finde ud af tallene. Derfor stoppede hun i butikken i sommeren 2016. Vi gik til lægen, der for en sikkerheds  skyld henviste Elly til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet. Da vi kom derover i begyndelsen af oktober, var det desværre tydeligt, at Elly var forandret. Vi troede dog begge stadig på, at det var en form for stress, indtil en læge fra Hukommelsesklinikken kom til Bornholm i slutningen af oktober 2016 og informerede os om, at det var Alzheimers – altså et af Ellys specialer som sygeplejerske.

BAKSPEJLET Jeg tror, at Elly havde en anelse om det. Jeg havde ikke set tegn på, at det var under opsejling, men i bakspejlet kan jeg godt se, at der skete forskellige ting et halvt års tid tidligere, der var anderledes end normalt. Elly klappede i og ville ikke tale om sygdommen, hverken med mig eller mine børn. Jeg accepterede det, da jeg ikke mente, at det ville gavne noget at fremtvinge en samtale om emnet og gøre hende mere ked af det end højst nødvendigt.

 

Elly som husmoder i en TV2/Bornholms-serie om madlavning, optaget i 1985 i vores daværende køkken i Rønne

HUSMODER Det næste halve års tid udvikler sygdommen sig langsomt, og ligeså langsomt overtager jeg efterhånden alle opgaver i hjemmet, inklusive badning og påklædning af Elly. Det er jeg måske ikke ligeså god til som til at finde ud af at lave mad, hvad jeg aldrig tidligere havde gjort, og da vi i august 2017 var til konsultation med en læge fra Hukommelsesklinikken og demenssygeplejerske, Karina Beyer på Psykiatrisk Afdeling i Rønne, foreslog hun, at jeg skulle henvende mig til dagplejen for at få hjælp til morgentoilette og påklædning.

 

KRÆFT I forvejen var hjemmeplejen indover os, idet jeg i april havde fået konstateret prostatakræft, blev opereret og var indlagt i en periode på grund af infektion efter den første af seks kemokure, trådte først familie og venner til og siden Hjemmeplejen i Aakirkeby.

Min hukommelse er delvis slettet i hele min ca. 20 uger lange kemo-periode, og jeg har fundet frem til oplysninger fra denne periode ved at gå ind på Ellys journal på sundhed.dk

Da jeg kom ud på den anden side i oktober 2017, var jeg meget træt, og hjælpen fra Hjemmeplejen øgedes gradvist. Jeg var ofte beklemt ved at skulle bede om mere og mere hjælp, men fra alle sider i det kommunale system fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være flov eller  holde mig tilbage.

 

Elly som plejehjemsleder på Slottet sammen med en af beboerne, kiropraktor Viggo Olesen, ved en festlig sammenkomst, som hun var så god til at arrangere både på arbejde og hjemme.

DAGCENTER Sent efterår 2017 begyndte Elly at komme på dagcentret på Sønderbo i Rønne, først halvdags et par dage om ugen, siden heldags alle ugens fem første dage. Elly ville ikke i begyndelsen, men efter første gang vendte hun glad hjem, som om hun havde været på arbejde og dirigere rundt med pigerne. Det gav mig, der nu var blevet pensionist, et frirum til bl.a. at klare de husmoderlige opgaver.

I sommeren 2018 er Ellys hjælp fra Hjemmeplejen øget drastisk, samtidig med at hendes tilstand er voldsomt forværret. Hun har stort set ikke mere noget sprog. Hvisker en gang imellem ja eller nej, hvis man spørger hende. Men hun har en mimik, der siger meget, og i forleden besøgte jeg hende under en aflastningsuge på Sønderbo. Hun kiggede meget intenst på mit hår og rystede på hovedet, så nu må jeg se at komme til frisør.

Hun sidder i kørestol, kan ikke bevæge sig ret meget, så vi har fået elektrisk seng og madras derhjemme, og der er lift og masser af hjælpemidler. Vi har været nødt til – for at få plads til hjælpemidlerne, at flytte soveværelset ind i vores opholdsstue, og her ligger eller sidder Elly ofte og ser fjernsyn.

IKKE PLEJEBOLIGI dag er situationen den, at Elly ikke tåler de mange omskiftelser, og derfor havde jeg søgt om, at hun skulle på plejecenter Aabo i Aakirkeby. Jeg gjorde den fejl, at jeg ikke spurgte Elly, fordi jeg ikke troede, at hun ville forstå, hvad det gik ud på. Men en visitator fra kommunens ældreområde mødte op på Sønderbo forleden og sammen med en SOSU-assistent forsøgte de at forklare, at der var søgt plejebolig til hende på Aabo. Derefter spurgte visitator, om hun ville  gå med til det. Elly fik tårer i øjnene og sagde højt og tydeligt NEJ.

Jeg er skamfuld over, at jeg ikke havde forsøgt at fortælle hende om det, og at jeg ikke havde taget hende med til Aabo og vist hende forholdene.

Men Elly skal ikke tvinges på plejehjem, og hun skal heller ikke udsættes for alle de skift, som det betyder, at hun dagligt bliver kørt på Sønderbo og bragt hjem igen.

Jeg håber at finde en løsning, hvor hun er hjemme hos mig, og besøgene fra hjemmeplejen tilpasses den nye situation, sådan at jeg stadig kan gå til genoptræning, fysioterapeut og enkelte møder, og jeg har næsten fået lovning på, at det kan lade sig gøre.

FORSVUNDET Selv om den Elly, jeg har levet sammen med i mere end

Min kone, Elly og mig, da vi drev vinbutik i Aakirkeby. Vi havde det princip, at vi ikke drak i arbejdstiden, undtagen når vi lavede vinsmagningsarrangementer.

50 år, er forsvundet, så er der stadig noget tilbage af hende, der gør, at jeg vil gøre rigtig meget for at gøre hende det behageligt. Mange synes, at det er hårdt. Det synes jeg ikke. Elly og jeg har i alle de godt 50 år støttet hinanden i alt og været sammen om meget af det. Og jeg er vis på, at havde det været mig, der sad der umælende i stolen, så ville hun have gjort det samme for mig.

Hendes forsvinden er forløbet over ca. to år. Det er meget hurtigt. Måske er det godt for Elly, men egoistisk set er det naturligvis lidt hårdt især mit følelsesliv.

 

Inge Lorentzens søn, Jakob Lorentzen, er en meget agtet organist og kantor i Holmens Kirke og stod nylig i spidsen for Folkekirkens Ungdomskors 50 års jubilæumskoncert. Hans far, H.C. Lorentzen var med til at starte organisationen.

Et alvorligt problem: alkohol og stoffer

Inge Lorentzen med den røde alpehue, der er hendes meget tydelige kendetegn.

Hvert efterår, når uddannelsesstederne starter, må vi læse i aviser og blade om vore unges mere eller mindre påtvungne alkoholvaner og /eller forsøg med stoffer. Men også på arbejdspladserne skal man helst være med, først i fredagsbajerne, for ikke at tale om fødselsdagene og andre lejligheder til at beruse sig.

Helt fra min præstekone- tid og til flere år efter min afgang som præst har  jeg  i vort hjem haft besøg af konfidenter (d.v.s.tillidsfulde), svarende til lægernes patienter (det betyder tålmodige). Konfidenterne  betror én tillidsfuldt mangt og meget. Også om misbrugsproblemer. Man véd, at den, der lytter, har tavshedspligt.

Desværre er det jo sådan, at flere af disse fristelser indebærer afhængighed. Man tilsætter bl.a. cigaretter stoffer, der gør brugeren afhængig! Og rundt omkring kæmper mange for at komme ud af det. Der tygges særligt tyggegummi og ryges nikotincigaretter. Men jeg har hørt, at det mest effektive er en såkaldt ”kold  tyrker”. Mest kendt fra medmennesker, der kæmper sig ud af narkotikamisbrug. Det er en ubehagelig influenzalignende tilstand, der  varer ca. en uge, mens man afholder sig fra giftstofferne eller cigaretterne. Men så skulle man også være kureret.

En af mine meget gode venner tog ”tyrkeren” med succes i flere måneder.

Jeg nænner næsten ikke at fortælle, hvad der så skete:

For et halvt år efter – ved  kaffen efter en guldbryllupsmiddag – blev fristelsen for stor – og han faldt i!  Han røg en cigaret! De næste dage kunne han ikke lade være: Han var blevet ryger igen. Han græmmede sig!

Nøjj , hvor var det synd for ham!

Der findes heldigvis dygtige folk, der kan hjælpe rygere ud af suppedasen efter næsten samme metode, som man kan hjælpe alkoholikerne. Især når familien står fast og støtter. Hvor blev den af, den meget dygtige klinik her i Rønne, hvor  jeg engang var inviteret med til en fest. Flere af medlemmerne tog ordet og fortalte om deres situation. De præsenterede sig alle med deres navn og tilføjede: Jeg er alkoholiker!  Jeg var så rørt over de positive beretninger. Jeg nød også særligt en 17-årig pige, der tydeligt nok sad og beundrende nød sin tørlagte mor. Hun havde fået sin mor tilbage!

For nogle år siden var jeg på husbesøg, hos en tørlagt familiefar. Manden fortalte , hvordan hans kone og hendes forældre havde slået sig sammen og truet ham, så det føltes sandt, med at slå hånden af ham, hvis han begyndte at så meget som se til flaskerne, nu hvor han lige var kommet hjem fra behandlingshjemmet. Han fortalte stolt, at han havde en fødselsdag foruden den på dåbsattesten. Den anden var den dag han var holdt op med at drikke!  Der er gået flere år siden og jeg ved, at den ekstra fødselsdag fejres endnu.

Non-alkoholic

Hvis man besøger et spansk spisested, vil man de fleste steder i baren se, at øllet kan tappes fra to haner: én med alkohol øl og  en med non alkoholic!

Det fortælles at dette sker ved lov, og ligeledes skal der serveres noget spiseligt til øllet, små lækre retter. De kaldes tapas. Man bliver nemlig alt for let beruset på en tom mave.

Vore bryggerier, også bornholmske, laver velsmagende non-alkoholisk øl. Det siges godt nok, at det er svært af få den rigtige ølsmag frem uden alkohol. Og derfor skal alkoholikere se sig godt for, om der måske er lidt spiritus i flasken. Vi, der ikke skal drikke spiritus sammen med for eksempel hjertemedicin, tager måske ikke skade af så lille en procent. Men alkoholikere gør. De må ikke engang spise chokoladeskildpadder, for som man kan læse på indpakningen, så er der ofte tilsat rom, og det er nok til at få alkoholikerens lyst til spiritus frem igen.

Jeg vil ønske, at vi danske også får sådanne barer med to ølhaner, én med og en uden alkohol!

Mon også vi kan få vore folkevalgte til at bestemme det?

Præstemangel

Forleden kunne man i Kristeligt Dagblad læse en længere redegørelse for præsteuddannelse i

Aa Kirke i fugleperspektiv. Her var Inge Lorentzen en skattet sognepræst fra 1990 til 1999. Foto: Georg Müller

Danmark – med beklagelse over, at man kun kunne blive præst ved at studere på universiteterne. Det er helt forkert .

Mærkeligt nok fortaltes der ikke om særuddannelsen, som skaffede flere uddannede præster til landet. Og også nogle til Bornholm. Det undrer mig ,at ingen har fortalt for eksempel om sådan en som mig ,der var lærer, og tolderen Jørn Sjøholm og kontormanden Peter Aage Bak med flere , der alle fik embeder herovre .Vi fik at vide, at Grundtvig havde sørget for, at Grundloven tillod andre akademikere end teologer at gå op til en tillægsprøve, så Jørn Trihøj, der var officer kunne gøre det samme og det var (og er?) stadigvæk sådan, at hvis et sogn har en elsket forkynder, kan man foranstalte et menighedsmøde, hvor de forsamledes flertal kan kåre vedkommende, som så skal godkendes af biskoppen! Det var der en del, der gjorde. Men mange savnede et grundkursus, hvor ansøgeren kunne få et tilstrækkeligt grundlag til at lede et sogn.

En flok universitetsfolk med professor Børge Diederichsen i spidsen satte sig derfor sammen og udarbejdede omtalte særuddannelse, som man i første omgang forbeholdt lærer- uddannede, der skulle være fyldt 35 år.

Kandidater, som ikke opfyldte disse krav, kunne dog gå op til en prøve i bl.a.dansk, historie og vistnok også begynderbibelgræsk. 95% slap ikke igennem , men det gjorde bl.a. Peter Aage Bak og Jørn Sjøholm!!

Når man var godkendt som studerende, fik man en nærboende præst – ikke kun ens ægtefælle – til vejleder og så kunne man hvert halve år melde sig til prøve i fagene græsk, ny og gammel testamente, kirkehistorie, dogmatik, salmekundskab og praktisk præstegerning med opgivelser af læst stof.

Gerne et eller flere fag hvert halve år. Denne samlede prøve kaldtes kirkeministeriets særuddannelse. Den var mulig i flere år omkring halvfjerdserne. En uge ved nytår kunne de studerende komme på præstekursus på Fuglsang på Falster, og i sommerferien fik man ligeledes en uges teologikursus på Askov Højskole (betalt af kirkeministeriet).

Det lod da til, at de fleste, der blev præster på det grundlag, klarede sig rimeligt godt. Jeg er selv én af dem! Min engelskglade præstemand mente, at uddannelsen lignede den engelske præsteuddannelse meget!

Hvorfor indfører man ikke bare den gode uddannelse igen?

FOLKEKIRKENS UNGDOMSKOR 50 år

Ved et utrolig velbesøgt arrangement i Domkirken i København fejrede børn og voksne medlemmer af denne korbevægelse forleden første 50 årsfest for den stedse mere og mere populære korbevægelse, FUK, Folkekirkens Ungdomskor. Skolen går jo ikke så meget op i musik,som den burde! Derfor trækker kirkens kor!

Ideen til FUK-bevægelsen opstod bl.a.hos min mand, daværende  sekretær i Kirkefondet den musikglade pastor H.C.Lorentzen, der kom fra seks år som industripræst på Danfoss på Als til en stilling som sekretær for nye arbejdsformer i Kirkefondet. (15.april udvalget)

Han havde gode venner blandt organister og korledere og Virums ivrige kordegn, der alle gjorde et stort arbejde med at komme med gode ideer og at få fat i hinanden .De havde også opdaget Hernings skønne drengekor, der gav dem lyst til bestille Herninghallen til indledningskoncerten  i 1968.

Det var dejligt, at min mand ikke alene havde alle de ivrige medhjælpere, men afgørende var det også, at han i ryggen havde Kirkefondet, som kunne spæde penge til åbningsarrangementet.  Jeg husker, hvordan han samlede vennerne i vores dagligstue, og at jeg kunne drikke kaffe sammen med dem og deltage i drøftelserne, fordi  jeg havde barselsorlov fra mit embede som lærer på Holte Gymnasium. Orloven gjaldt pudsigt nok vort femte barn, Jakob,  som blev organist i Holmens Kirke og nu til jubilæumshøjtideligheden  sammen med  Lisbeth Smedegaard Andersen havde lavet en gennemskrevet liturgi  ”I kor med alle engle”, bestående af salmer, satser og læsninger m.m.

Den er skrevet, så tekst og musik har appel til både børn og voksne og rummer både glæde, sorg og håb ,frem for alt glæden ved at synge- FUKs vigtigste formål!!! Og deltagerne i Domkirken sang lystigt med efter det omdelte nodeblad.

Der planlægges flere jubilæums -festligheder, hvor ” I kor med alle engle” vil blive opført over hele landet.