Sådan er jeg næsten altid blevet
præsenteret, når jeg har spillet
har spillet i et orkester på Bornholm.
Det begyndte i The Baltic Jazzmen,
der ses på fotografiet herover,
og siden har trommerne
ført mig vidt omkring.

 

Af Hans Richard Rømer (HP)

Et nydannet orkester, som spillede traditionel jazz, var omkring årsskiftet 1957-58 begyndt at øve i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade i Rønne. Det kaldte sig The Baltic Jazzmen, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med på trommer. Om jeg havde..!? Efter et have øvet med dem en enkelt gang, var jeg blevet orkestrets trommeslager, og glad var jeg. Lige den slags musik, jeg gerne ville spille, og som jeg allerede havde lyttet en del til.

To af musikerne var Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. Vi havde kendt hinanden, siden vi begyndte i første klasse sammen på Vestre Skole i Rønne i sommeren 1949, og det var faktisk Palle, der begyndte at kalde mig HP. Både Per og Palle spillede i FDF på henholdsvis basun og tuba. Palle havde desuden lært at spille klarinet hos Sigurd Larsen, som ved siden af sit daglige job som anlægsgartner også var en meget benyttet spillelærer på klarinet og saxofon. Sigurd Larsen var desuden fast mand i Speeds Orkester, som hans bror Hans Peder ”Speed” Larsen var leder af. Det var et af datidens mest populære og benyttede danseorkestre. Speed selv spillede trompet og kontrabas og var ellers snedker af profession.

 

Masser af undervisningsmuligheder

Musikskoler, som de kendes i dag, fandtes ikke. Men der var private spillelærere i Rønne, hvor man kunne lære at spille klaver, violin, tromme og klarinet/saxofon. Det var også meget almindeligt dengang at lære at spille i for eksempel FDF, Baptistkirkens Orkester og Frelsens Hær. Jeg mener også, at der var mulighed for at modtage musikundervisning på Statsskolen, hvor ikke mindst adjunkt Kibsgaard, som selv spillede jazz på piano, var medvirkende til, at både Ole Schiøtt og Peter Hjorth blev sporet ind i jazzen på henholdsvis klarinet og trompet.

Hvilken musikalsk baggrund orkestrets banjospiller Svend Markers havde, ved jeg ikke, og jeg lærte ham aldrig rigtigt at kende, og efter et halvt års tid blev han erstattet i orkestret af Erik Lindeskov på piano. Det ændrede noget på orkestrets såkaldte ”sound”, men åbnede også for en række nye muligheder både i jazzorkestret og andre senere orkestre, hvor vi spillede sammen.

Hyggelige øveaftener

Baltic Jazzmen spillede flere gange til arrangementer på Statsskolen og var også engageret til fester på Rønne Aftenhandelsskole – som det hed dengang. Engagementerne stod ikke ligefrem i kø, men jeg oplevede også, at vi bare nød at spille sammen på vore øveaftener, som var flyttet fra kælderen under Dansk-Svensk Stål til blandt andet Peter Hjorths forældres hyggelige hus på Haslevej. Her hørte te og hjemmebagt kage og brød altid med til en hyggelig aften. Nye numre blev indøvet – mest på gehør og efter nogle nedskrevne becifringer (harmonier). Jeg mener ikke, at vi havde bestemte traditionelle jazzorkestre som forbilleder, men lod os inspirere af flere og spillede så melodierne, som vi nu magtede dem med vores niveau og kunnen.

Jeg selv havde meget stor glæde af at være genbo i Pæretræsdalen til Carl Ilsøe. Han havde fået indrettet et dejligt værelse i det store kælderrum, som i vores tilsvarende hus var indrettet som alt-muligt-værksted. Ud over en fælles interesse for at bygge modelfly – skalamodeller – lyttede vi til traditionel jazz. Blandt favoritterne dengang var naturligvis vores danske Papa Bues Viking Jazzband, som var på vej mod international berømmelse. Men også Chris Barber, Dutch Swing College Band og Louis Armstrongs skiftende All Stars var på grammofonen. Desuden havde vi begge en forkærlighed for Pee Wee Hunts Dixieland Band, som spillede meget ”velpoleret”.

Jazzklub på Dana

Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman.

Vores store ønske i Baltic Jazzmen var at komme til at spille i jazzklubben, som var etableret på Hotel Dana i Østergade i foråret 1958. Til klubbens åbningskoncert den 19. maj 1958 havde bestyrelsen engageret ingen ringere end Adrian Bentzons Orkester med den amerikanske trompetist Bill Coleman. Han var ikke noget almindeligt berømt jazznavn, men havde dog spillet med flere kendte orkestre i USA, inden han bosatte sig i Paris, hvorfra han turnerede som solist med forskellige europæiske orkestre. I Danmark blandt andet med Arnved Meyers orkester og Adrian Bentzons orkester.

En af de tidlige bestyrelser i Club Jazz House med Jørgen Gajhede (formand) og Kaj Rasmussen i bagerste række, samt Heinrich Schweits, Jørgen Weng og Henrik Soëll i forreste række

 

Der var flere af vore ”jazzfans”, som mente, at vi selvfølgelig skulle spille i jazzklubben. Bag Club Jazz House, som klubben hed, stod først og fremmest en gruppe af værnepligtige og fastansatte befalingsmænd fra Almegårds Kaserne og Flyverlejren i Segen, og det var hovedsageligt musikere de to steder fra, som i begyndelsen spillede i jazzklubben. Nogle af disse musikere var professionelle og selvfølgelig meget dygtigere og mere rutinerede end os. Ved at spille i klubben kunne de holde sig i gang, mens de aftjente deres værnepligt og kunne samtidig tjene lidt ekstra ved siden af de 18 kroner, en menig fik om ugen dengang. Men der var også andre måder, hvorpå man kunne supplere indtægterne lidt. Som spillelærer!

 

Trommelærer

Heinrich Schweits var i flere måneder både bestyrelsesmedlem, bassist og trommeslager i jazzklubben, og så var han en fremragende trommelærer for mig.

For mig personligt fik bekendtskabet med Heinrich Schweits stor betydning. Han var oprindeligt uddannet maler, men var tidligt begyndt at spille trommer og havde modtaget trommevisning på ret højt niveau. Desuden spillede han godt kontrabas. Han var i en periode professionel musiker med et orkester, der turnerede rundt i Skandinavien, indtil han skulle aftjene sin værnepligt på Almegårds Kaserne og blev involveret i Club Jazz House som både musiker og bestyrelsesmedlem.

Det blev min store chance for igen at modtage systematisk trommeundervisning ud over, hvad det grundlæggende, jeg havde lært. ”Trommebiblen” dengang var Buddy Rich’s trommeskole, som jeg bestilte hjem gennem Hagstrøm Musik i Rønne. Dertil en øveplade eller et spækbræt og et par solide trommestokke, som de hedder i fagsproget. Og så begyndte vi ellers fra en ende af med at øve de forskellige figurer og ”paradiddels”. Jeg nåede et pænt stykke med min gode spillelærer, og har også siden modtaget undervisning i andre sammenhænge. Jeg må dog erkende, at ”udlært” bliver man nok aldrig, selv om jeg stadig afsætter tid til tekniske trommeøvelser.

Debut som pauseorkester

Baltic Jazzmen fik lov at spille nærmest som pauseorkester første gang i efteråret 1958, og det blev til flere job. Her er et af de første, før banjoen blev erstattet af piano.

Vi fornemmende nok i Baltic Jazzmen, at der ikke var den store lyst til at ”lukke” amatører som os ind i deres forretning. Men Baltic Jazzmen fik dog i første omgang lov at spille, som hvad man nærmest kan betegne som pauseorkester, en lørdag aften. Vi fik et beskedent beløb – mener det var 35 kroner – til dækning af noget transport plus hver et par gratis sodavand. Jeg tror ikke, at vi spillede længere end en lille times tid første gang. Men vi fik en flot opbakning af det lokale publikum, og fik lov at komme igen flere gange. Vi var glade og taknemmelige, og det var slet ikke for pengenes skyld. Oplevelsen var egentlig rigelig betaling.

 

Berømthed på spil

En aften, vi spillede i jazzklubben, stod der i nogen tid en mand i CF-uniform med en lille sort ”kasse” under armen og kiggede på os. I en pause mellem et par numre kom han hen til scenen og spurgte, om han måtte spille et par numre med os. Det måtte vi selvfølgelig lige tale om. Det var helt tydeligt, at han ikke umiddelbart var genkendt, men så lød det diskret fra vores bassist Palle Munch: ”Det er Henrik Johansen for fa’n. Sig ja, han er skide god”. Palle havde flere plader med Henrik Johansen og hans egne orkestre og ligeledes, hvor han spiller med Adrian Bentzon. Palle var den eneste af os, der genkendte ham, selv om jeg også havde hørt ham fra disse plader. På alle pladecovere havde han fuldskæg, men det kunne han ikke beholde som CF’er.

Det var noget af en ære, at han ville spille med os, og mens han var CF’er i Allinge, var Palle og jeg nogle gange med ham på spillejob, som han havde arrangeret på Nordlandet blandt andet sammen med andre københavnske jazzmusikere på ferie på Bornholm. Jeg husker også, at vi altid fik besked på at tage nogle bajere med til ham. Palle og jeg var stadig mest til sodavand.

Adgangsbillet

Mange år senere – i 1975 – var referencen, til at jeg havde spillet med Henrik Johansen, adgangsbillet til det jysk-fynske jazzmiljø og et engagement på det dengang navnkundige spillested Sofus Ferdinand i Odense. ”Nå, hvis du har spillet med ham, kan du da godt spille jazz”, var kommentaren fra orkesterlederen, som efter et afbud lige stod og manglede en trommeslager. Da havde jeg i de seneste mange år fortrinsvis spillet dansemusik, og det var jo ikke den mest overbevisende reference overfor en inkarneret jazzbasunist. Jazzorkestret hed Darktown All Stars, og det blev til flere gode job i en periode. Endda også et hvor Henrik Johansen var med som solist.

 

God ”skole”

I foråret 1959 spillede Palle Munch og jeg sammen med Jørgen Weng (piano), Knud Børge Udbye ”Johnny” (klarinet) og Carl Skjelmose (cornet) i Dixielanders.

Sidst i 1950’erne i Club Jazz House lærte vi flere af de musikere godt at kende, som var værnepligtige på Bornholm, og nogle af os kom til at spille med dem i forskellige orkestre og konstellationer. Det var en god ”skole”. I vinteren og foråret 1959 havde vi et orkester, som kaldte sig Dixielanders, hvor Palle Munch og jeg var fast med på henholdsvis bas og trommer. De øvrige musikere var pianisten Jørn Weng, klarinettisten Knud Børge Udbye (kaldet Johnny) og kornettisten Carl Skjelmose. Allerede senere samme år skete igen en udskiftning på grund af hjemsendelse.

Store oplevelser 

Selv om Seaport Stompers var opløst på grund af de tre værnepligtiges hjemsendelse, lykkedes det at samle orkestre igen den 6. august 1960 i Club Jazz House: Per Juul Hansen, Per Fogh, Bjørn Hansen, Flemming Madsen, ”HP” og forrest Palle Munch.

Seaport Stompers blev samlet i juli 1969 og spiller her til at af jazzklubbens største arrangementer den 22. august 1969, som også var en jamsession med mere moderne jazz

Med nye musikere fik orkestret også andet navn. Nu hed det Seaport Stompers, og jeg husker, at vores musik var ret meget inspireret af Eddie Condons forskellige dixielandorkestre, som var og stadig er blandt mine egne favoritorkestre og som fylder godt i min plade- og cd-samling.

Her var besætningen Bjørn Hansen, kornet, Flemming Madsen, klarinet, Per Fogh, piano og så var vi tre ”gamle” Baltic-musikere: Per Juul Hansen, trombone, Palle Munch kontrabas og HP på trommer. En af de store musikalske oplevelser havde vi den 22. august 1959, da Seaport Stompers spillede til et af de største arrangementer, der blev holdt i Club Jazz House. Her var også til lejligheden til en mere moderne jamsession med både lokale musikere og musikere ”ovrefra”.

Gæstemusikere i jazzklubben

Jeg husker navne som Pete Flemming, tenorsax, Art Frankie, piano og vibrafon. Palle Sanvig, trommer og hollænderen John Chr. Beukell, trommer. Plus vi bornholmske musikere: Niels Mogensen, altsax, Jens Mogensen, ventilbasun, Per Juul Hansen, trombone og Bjørn Backhausen, kontrabas. Desuden var både Palle Munch og jeg selv med ind imellem på henholdsvis bas og trommer. Der var denne aften stillet to trommesæt op – både Beukell’s og mit.

Pianomand

En af de musikere, som også satte sit præg på jazzklubben i de år, og som senere vendte tilbage til Bornholm, var Niels Pallesen. Han var sammen med tidligere nævnte Pete Flemming og Art Frankie (kunstnernavne) værnepligtige ved Flyvedetachementet i Segen. Pete Flemming – alias Flemming Petersen – og Niels Pallesen fortsatte deres musikerkarriere sammen efter aftjent værnepligt – blandt andet i Sverige, som var et godt marked for musikere dengang, men også senere på den mondæne restaurant Valencia på Vesterbrogade i København. De kom på gæstevisit i jazzklubben med sangerinden Monica Wallner, som blev gift med Niels. Mange husker dem også fra deres år som musikalske værter på Gæstgivergården i Allinge, hvor Niels Pallesen gav Kim Larsen inspiration til sin ”Pianomand”.

Fremtidsplaner

Bornholms Tidende bragte på et tidspunkt en helsides artikel om Baltic Jazzmen skrevet af signaturen – lene. Her fortalte vi seks musikere i orkestret om vores tilgang til musikken og vore fremtidsplaner. Jeg var på det tidspunkt 17 år og var i lære som elektromekaniker hos Bornholms Elektromotor i Østergade i Rønne. Jeg siger her, at jeg ikke håber at falde for fristelsen og blive professionel musiker, da det kan ødelægge spilleglæden. Desuden er der så gode muligheder inden for mit fag. Jeg giver Storm P ret: ”Det er svært at spå – især om fremtiden….”

Da jeg i sommeren 1957 var færdig med fjerde mellem, havde jeg mest lyst til at gå ud af skolen, og mit ønske var at blive uddannet elektromekaniker. Det måtte der være fremtidsmuligheder i. Bornholms Elektromotor, som var det eneste elektromotorværksted på Bornholm, havde dog allerede aftale med én, der skulle begynde som lærling før mig, men dog først i sommeren 1958. Så alt tegnede til, at jeg ikke kunne komme i lære før tidligst om tre år – i sommeren 1960. Så kunne jeg lige så godt fortsætte i skolen og tage realeksamen også. Så gik der da et år med det. Klogt vurderet af mine forældre!! Jeg havde stadig min eftermiddagsplads hos Chr. Nielsen & Søn og musikken, som jo efterhånden kom til at fylde mere, end jeg selv havde forventet – men måske nok håbet.

 

Bybud og ølslæber

Da realeksamenen kom i hus i sommeren 1958, og jeg stadig havde lange udsigter til min ønskede læreplads, måtte jeg have noget andet midlertidigt arbejde. Min eftermiddagsplads blev udskiftet med en heldagsplads som bybud hos købmand Lund på hjørnet af Store Torvegade og Kalkbrænderivej i Rønne. Jeg var glad for at være der, lønnen var ok, men det var nogle lange arbejdsdage og kun fri om søndagen. Så jeg var derfor også let at friste, da Mortensen, som kørte ølbil for bryggeriet Gad i Rønne spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive medhjælper på hans og kollegaen, Engells ølbiler. Jeg så ud til at være stor og stærk nok til at slæbe ølkasser. Deres faste medhjælper måtte stoppe på grund af sygdom.

 

Både lønnen og arbejdstiden var bedre. Mødetidspunktet på bryggeriet var kl. 6.30, hvor ølbilen skulle læsses til dagens rute, og i reglen var vi færdige dagens rute først på eftermiddagen. Det var mest hvidtøl – heriblandt 5-liters ”stakitøl” og forskelligt sodavand, som var egenproduktion. Men Gad havde også Wibroe-depot, så der skulle også nogle kasser af dem med. To gange om ugen var der landtur med Engell, og de andre fire ugedage kørte jeg med Mortensen i Rønne. Der var ikke mange gader i Rønne, som ikke havde en lille købmand eller et ismejeri, og især på landturen leverede vi også til enkelte private, til restauranter og andre arbejdspladser. Mange steder skulle kasserne med øl og sodavand ned i en lavloftet kælder under butikken. Og det var trækasser med 50 flasker. Et knokkelarbejde, men jeg var glad for det.

Endelig i lære 

Selv om jeg skulle på teknisk skole i Nykøbing Falster, fik jeg stadig spillet lidt. Her med Peter Pedersen, der som elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Kattesundet i Rønne nu også skulle til Nykøbing.

I februar 1959 kom der et brev fra Kr. Johansen, Bornholms Elektromotor. Den lærling, der var begyndt efter sommerferien i sommeren 1958, stoppede efter et halvt års prøvetid. Jeg kunne begynde som elektromekanikerlærling den 1. marts 1959. Uddannelsesforløbet var netop blevet ændret, så det ikke længere kun var fire år, hvor man gik på teknisk skole om aftenen i Rønne. Nej, nu varede uddannelsen fire år og fire måneder. De fire måneder var fordelt på tre gange seks uger på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Om alt gik vel, kunne jeg have mit svendebrev som elektromekaniker den 30. juni 1963.

 

Min største bekymring var nok, hvordan det så skulle gå med vores musik på Bornholm, mens jeg var på teknisk skole. Og kunne jeg komme til at spille, mens jeg var på teknisk skole. Det kunne jeg allerede få afklaret samme forår, hvor jeg første gang var i Nykøbing fra den 6. april til den 15. maj, hvor jeg endda blandt andet spillede med Peter Pedersen, som var elektrikerlærling hos Munch & Jensen i Rønne og ligeledes var i Nykøbing første gang.

 

Der var også dannet andre traditionelle jazzorkestre på Bornholm, som selvfølgelig fik mulighed for at spille i jazzklubben, da Baltic Jazzmen måtte stoppe, fordi først Peter Hjorth, Ole Schiøtt og senere også Palle Munch flyttede fra Bornholm for at læse videre. Vi, der stadig var på Bornholm, bevægede os mere over i swing og moderne jazz blandt andet tilskyndet af mulighederne for at spille med flere dygtige musikere, som stadig skulle tilbringe nogen tid på Bornholm som værnepligtige.

 

Men det er så en anden historie. Den kan komme senere.

I denne uge har jeg været hos socialpædagogernes faglige seniorer i Storegade i Rønne for at fortælle om min kære hustru, Ellys sygdom. Det foregik i det hus, hvor brødrene E.A. & S. Larsen boede. De tre brødre, der efterlod en formue, som er blevet til en meget eftertragtet fond, når bornholmske projektmagere søger penge. Nå, men det var et sidespring. Jeg havde fået at vide, at vi ville blive 15-16, men der kom vist ca. 25 personer, som fyldte godt op i et værelse på loftet. Når jeg selv skal sige det, synes jeg at jeg havde en god, menneskelig fortælling, og på vejen hjem slog det mig, at den skulle mine trofaste blog-venner ikke afskæres fra at høre. Så da min gæsteskribent i dag har svigtet mig har jeg selv indtaget gæstestolen og gengiver det manuskript, jeg havde forberedt, men som jeg i øvrigt ikke fulgte slavisk.

 

Forleden var det præcis to år siden, Elly fik sin diagnose: Alzheimers Demens.

Fra at være en velfungerende medhjælpende hustru i vores vinbutik er hun i dag reduceret til at sidde næsten umælende i en kørestol. Men det gode humør har hun bevaret og er på ingen måde udadreagerende, som det åbenbart hedder i behandlersystemts sprog.

 

SYGEPLEJERSKE Elly er fra Mors, er sygeplejerske, uddannet 1967 på

Min kære hustru, Elly, inden hun blev ramt af den forbandede sygdom, som var hendes speciale som sygeplejerske. Manden bag billedet, der er en særlig foto-kunstart, er vores gode ven, jazzbassisten Jesper Lundgård, der er gift med vores mindst ligeså gode veninde, Dorte Johansen, opvokset i Nyker, men med hele sin voksentilværelse som social-pædagog i København.

Bornholms Centralsygehus, en masse efteruddannelse i de følgende 10-15 år, bl.a. 1-årig lederuddannelse på Sygeplejehøjskolen i København, adskillige kurser i psykiatri, specielt med henblik på demens. I 1967 var hun så også så uheldig at løbe ind i mig eller omvendt, og vi har været sammen lige siden.

Leder af De Gamles Hjem i Rønne, stod for den store ombygning og modernisering, der førte til, at det skiftede til Slottet. Elly fandt, at det var kronen på hendes sygeplejegerning, så derefter sagde hun jobbet op og helligede sig mand og politik, samt diverse undervisningsjob.

VINBUTIK Vi startede vinhandel sammen i midten af 90erne, først internetbaseret, siden med fysisk forretning på Bodernevej siden ved Torvet i Aakirkeby, hvor vi havde 10 dejlige forretningsår, indtil Elly begyndte at få problemer med kasseapparatet. Hun elskede at lave talkolonner og statistikker, men kunne heller ikke mere finde ud af tallene. Derfor stoppede hun i butikken i sommeren 2016. Vi gik til lægen, der for en sikkerheds  skyld henviste Elly til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet. Da vi kom derover i begyndelsen af oktober, var det desværre tydeligt, at Elly var forandret. Vi troede dog begge stadig på, at det var en form for stress, indtil en læge fra Hukommelsesklinikken kom til Bornholm i slutningen af oktober 2016 og informerede os om, at det var Alzheimers – altså et af Ellys specialer som sygeplejerske.

BAKSPEJLET Jeg tror, at Elly havde en anelse om det. Jeg havde ikke set tegn på, at det var under opsejling, men i bakspejlet kan jeg godt se, at der skete forskellige ting et halvt års tid tidligere, der var anderledes end normalt. Elly klappede i og ville ikke tale om sygdommen, hverken med mig eller mine børn. Jeg accepterede det, da jeg ikke mente, at det ville gavne noget at fremtvinge en samtale om emnet og gøre hende mere ked af det end højst nødvendigt.

 

Elly som husmoder i en TV2/Bornholms-serie om madlavning, optaget i 1985 i vores daværende køkken i Rønne

HUSMODER Det næste halve års tid udvikler sygdommen sig langsomt, og ligeså langsomt overtager jeg efterhånden alle opgaver i hjemmet, inklusive badning og påklædning af Elly. Det er jeg måske ikke ligeså god til som til at finde ud af at lave mad, hvad jeg aldrig tidligere havde gjort, og da vi i august 2017 var til konsultation med en læge fra Hukommelsesklinikken og demenssygeplejerske, Karina Beyer på Psykiatrisk Afdeling i Rønne, foreslog hun, at jeg skulle henvende mig til dagplejen for at få hjælp til morgentoilette og påklædning.

 

KRÆFT I forvejen var hjemmeplejen indover os, idet jeg i april havde fået konstateret prostatakræft, blev opereret og var indlagt i en periode på grund af infektion efter den første af seks kemokure, trådte først familie og venner til og siden Hjemmeplejen i Aakirkeby.

Min hukommelse er delvis slettet i hele min ca. 20 uger lange kemo-periode, og jeg har fundet frem til oplysninger fra denne periode ved at gå ind på Ellys journal på sundhed.dk

Da jeg kom ud på den anden side i oktober 2017, var jeg meget træt, og hjælpen fra Hjemmeplejen øgedes gradvist. Jeg var ofte beklemt ved at skulle bede om mere og mere hjælp, men fra alle sider i det kommunale system fik jeg at vide, at jeg ikke skulle være flov eller  holde mig tilbage.

 

Elly som plejehjemsleder på Slottet sammen med en af beboerne, kiropraktor Viggo Olesen, ved en festlig sammenkomst, som hun var så god til at arrangere både på arbejde og hjemme.

DAGCENTER Sent efterår 2017 begyndte Elly at komme på dagcentret på Sønderbo i Rønne, først halvdags et par dage om ugen, siden heldags alle ugens fem første dage. Elly ville ikke i begyndelsen, men efter første gang vendte hun glad hjem, som om hun havde været på arbejde og dirigere rundt med pigerne. Det gav mig, der nu var blevet pensionist, et frirum til bl.a. at klare de husmoderlige opgaver.

I sommeren 2018 er Ellys hjælp fra Hjemmeplejen øget drastisk, samtidig med at hendes tilstand er voldsomt forværret. Hun har stort set ikke mere noget sprog. Hvisker en gang imellem ja eller nej, hvis man spørger hende. Men hun har en mimik, der siger meget, og i forleden besøgte jeg hende under en aflastningsuge på Sønderbo. Hun kiggede meget intenst på mit hår og rystede på hovedet, så nu må jeg se at komme til frisør.

Hun sidder i kørestol, kan ikke bevæge sig ret meget, så vi har fået elektrisk seng og madras derhjemme, og der er lift og masser af hjælpemidler. Vi har været nødt til – for at få plads til hjælpemidlerne, at flytte soveværelset ind i vores opholdsstue, og her ligger eller sidder Elly ofte og ser fjernsyn.

IKKE PLEJEBOLIGI dag er situationen den, at Elly ikke tåler de mange omskiftelser, og derfor havde jeg søgt om, at hun skulle på plejecenter Aabo i Aakirkeby. Jeg gjorde den fejl, at jeg ikke spurgte Elly, fordi jeg ikke troede, at hun ville forstå, hvad det gik ud på. Men en visitator fra kommunens ældreområde mødte op på Sønderbo forleden og sammen med en SOSU-assistent forsøgte de at forklare, at der var søgt plejebolig til hende på Aabo. Derefter spurgte visitator, om hun ville  gå med til det. Elly fik tårer i øjnene og sagde højt og tydeligt NEJ.

Jeg er skamfuld over, at jeg ikke havde forsøgt at fortælle hende om det, og at jeg ikke havde taget hende med til Aabo og vist hende forholdene.

Men Elly skal ikke tvinges på plejehjem, og hun skal heller ikke udsættes for alle de skift, som det betyder, at hun dagligt bliver kørt på Sønderbo og bragt hjem igen.

Jeg håber at finde en løsning, hvor hun er hjemme hos mig, og besøgene fra hjemmeplejen tilpasses den nye situation, sådan at jeg stadig kan gå til genoptræning, fysioterapeut og enkelte møder, og jeg har næsten fået lovning på, at det kan lade sig gøre.

FORSVUNDET Selv om den Elly, jeg har levet sammen med i mere end

Min kone, Elly og mig, da vi drev vinbutik i Aakirkeby. Vi havde det princip, at vi ikke drak i arbejdstiden, undtagen når vi lavede vinsmagningsarrangementer.

50 år, er forsvundet, så er der stadig noget tilbage af hende, der gør, at jeg vil gøre rigtig meget for at gøre hende det behageligt. Mange synes, at det er hårdt. Det synes jeg ikke. Elly og jeg har i alle de godt 50 år støttet hinanden i alt og været sammen om meget af det. Og jeg er vis på, at havde det været mig, der sad der umælende i stolen, så ville hun have gjort det samme for mig.

Hendes forsvinden er forløbet over ca. to år. Det er meget hurtigt. Måske er det godt for Elly, men egoistisk set er det naturligvis lidt hårdt især mit følelsesliv.

 

Inge Lorentzens søn, Jakob Lorentzen, er en meget agtet organist og kantor i Holmens Kirke og stod nylig i spidsen for Folkekirkens Ungdomskors 50 års jubilæumskoncert. Hans far, H.C. Lorentzen var med til at starte organisationen.

Et alvorligt problem: alkohol og stoffer

Inge Lorentzen med den røde alpehue, der er hendes meget tydelige kendetegn.

Hvert efterår, når uddannelsesstederne starter, må vi læse i aviser og blade om vore unges mere eller mindre påtvungne alkoholvaner og /eller forsøg med stoffer. Men også på arbejdspladserne skal man helst være med, først i fredagsbajerne, for ikke at tale om fødselsdagene og andre lejligheder til at beruse sig.

Helt fra min præstekone- tid og til flere år efter min afgang som præst har  jeg  i vort hjem haft besøg af konfidenter (d.v.s.tillidsfulde), svarende til lægernes patienter (det betyder tålmodige). Konfidenterne  betror én tillidsfuldt mangt og meget. Også om misbrugsproblemer. Man véd, at den, der lytter, har tavshedspligt.

Desværre er det jo sådan, at flere af disse fristelser indebærer afhængighed. Man tilsætter bl.a. cigaretter stoffer, der gør brugeren afhængig! Og rundt omkring kæmper mange for at komme ud af det. Der tygges særligt tyggegummi og ryges nikotincigaretter. Men jeg har hørt, at det mest effektive er en såkaldt ”kold  tyrker”. Mest kendt fra medmennesker, der kæmper sig ud af narkotikamisbrug. Det er en ubehagelig influenzalignende tilstand, der  varer ca. en uge, mens man afholder sig fra giftstofferne eller cigaretterne. Men så skulle man også være kureret.

En af mine meget gode venner tog ”tyrkeren” med succes i flere måneder.

Jeg nænner næsten ikke at fortælle, hvad der så skete:

For et halvt år efter – ved  kaffen efter en guldbryllupsmiddag – blev fristelsen for stor – og han faldt i!  Han røg en cigaret! De næste dage kunne han ikke lade være: Han var blevet ryger igen. Han græmmede sig!

Nøjj , hvor var det synd for ham!

Der findes heldigvis dygtige folk, der kan hjælpe rygere ud af suppedasen efter næsten samme metode, som man kan hjælpe alkoholikerne. Især når familien står fast og støtter. Hvor blev den af, den meget dygtige klinik her i Rønne, hvor  jeg engang var inviteret med til en fest. Flere af medlemmerne tog ordet og fortalte om deres situation. De præsenterede sig alle med deres navn og tilføjede: Jeg er alkoholiker!  Jeg var så rørt over de positive beretninger. Jeg nød også særligt en 17-årig pige, der tydeligt nok sad og beundrende nød sin tørlagte mor. Hun havde fået sin mor tilbage!

For nogle år siden var jeg på husbesøg, hos en tørlagt familiefar. Manden fortalte , hvordan hans kone og hendes forældre havde slået sig sammen og truet ham, så det føltes sandt, med at slå hånden af ham, hvis han begyndte at så meget som se til flaskerne, nu hvor han lige var kommet hjem fra behandlingshjemmet. Han fortalte stolt, at han havde en fødselsdag foruden den på dåbsattesten. Den anden var den dag han var holdt op med at drikke!  Der er gået flere år siden og jeg ved, at den ekstra fødselsdag fejres endnu.

Non-alkoholic

Hvis man besøger et spansk spisested, vil man de fleste steder i baren se, at øllet kan tappes fra to haner: én med alkohol øl og  en med non alkoholic!

Det fortælles at dette sker ved lov, og ligeledes skal der serveres noget spiseligt til øllet, små lækre retter. De kaldes tapas. Man bliver nemlig alt for let beruset på en tom mave.

Vore bryggerier, også bornholmske, laver velsmagende non-alkoholisk øl. Det siges godt nok, at det er svært af få den rigtige ølsmag frem uden alkohol. Og derfor skal alkoholikere se sig godt for, om der måske er lidt spiritus i flasken. Vi, der ikke skal drikke spiritus sammen med for eksempel hjertemedicin, tager måske ikke skade af så lille en procent. Men alkoholikere gør. De må ikke engang spise chokoladeskildpadder, for som man kan læse på indpakningen, så er der ofte tilsat rom, og det er nok til at få alkoholikerens lyst til spiritus frem igen.

Jeg vil ønske, at vi danske også får sådanne barer med to ølhaner, én med og en uden alkohol!

Mon også vi kan få vore folkevalgte til at bestemme det?

Præstemangel

Forleden kunne man i Kristeligt Dagblad læse en længere redegørelse for præsteuddannelse i

Aa Kirke i fugleperspektiv. Her var Inge Lorentzen en skattet sognepræst fra 1990 til 1999. Foto: Georg Müller

Danmark – med beklagelse over, at man kun kunne blive præst ved at studere på universiteterne. Det er helt forkert .

Mærkeligt nok fortaltes der ikke om særuddannelsen, som skaffede flere uddannede præster til landet. Og også nogle til Bornholm. Det undrer mig ,at ingen har fortalt for eksempel om sådan en som mig ,der var lærer, og tolderen Jørn Sjøholm og kontormanden Peter Aage Bak med flere , der alle fik embeder herovre .Vi fik at vide, at Grundtvig havde sørget for, at Grundloven tillod andre akademikere end teologer at gå op til en tillægsprøve, så Jørn Trihøj, der var officer kunne gøre det samme og det var (og er?) stadigvæk sådan, at hvis et sogn har en elsket forkynder, kan man foranstalte et menighedsmøde, hvor de forsamledes flertal kan kåre vedkommende, som så skal godkendes af biskoppen! Det var der en del, der gjorde. Men mange savnede et grundkursus, hvor ansøgeren kunne få et tilstrækkeligt grundlag til at lede et sogn.

En flok universitetsfolk med professor Børge Diederichsen i spidsen satte sig derfor sammen og udarbejdede omtalte særuddannelse, som man i første omgang forbeholdt lærer- uddannede, der skulle være fyldt 35 år.

Kandidater, som ikke opfyldte disse krav, kunne dog gå op til en prøve i bl.a.dansk, historie og vistnok også begynderbibelgræsk. 95% slap ikke igennem , men det gjorde bl.a. Peter Aage Bak og Jørn Sjøholm!!

Når man var godkendt som studerende, fik man en nærboende præst – ikke kun ens ægtefælle – til vejleder og så kunne man hvert halve år melde sig til prøve i fagene græsk, ny og gammel testamente, kirkehistorie, dogmatik, salmekundskab og praktisk præstegerning med opgivelser af læst stof.

Gerne et eller flere fag hvert halve år. Denne samlede prøve kaldtes kirkeministeriets særuddannelse. Den var mulig i flere år omkring halvfjerdserne. En uge ved nytår kunne de studerende komme på præstekursus på Fuglsang på Falster, og i sommerferien fik man ligeledes en uges teologikursus på Askov Højskole (betalt af kirkeministeriet).

Det lod da til, at de fleste, der blev præster på det grundlag, klarede sig rimeligt godt. Jeg er selv én af dem! Min engelskglade præstemand mente, at uddannelsen lignede den engelske præsteuddannelse meget!

Hvorfor indfører man ikke bare den gode uddannelse igen?

FOLKEKIRKENS UNGDOMSKOR 50 år

Ved et utrolig velbesøgt arrangement i Domkirken i København fejrede børn og voksne medlemmer af denne korbevægelse forleden første 50 årsfest for den stedse mere og mere populære korbevægelse, FUK, Folkekirkens Ungdomskor. Skolen går jo ikke så meget op i musik,som den burde! Derfor trækker kirkens kor!

Ideen til FUK-bevægelsen opstod bl.a.hos min mand, daværende  sekretær i Kirkefondet den musikglade pastor H.C.Lorentzen, der kom fra seks år som industripræst på Danfoss på Als til en stilling som sekretær for nye arbejdsformer i Kirkefondet. (15.april udvalget)

Han havde gode venner blandt organister og korledere og Virums ivrige kordegn, der alle gjorde et stort arbejde med at komme med gode ideer og at få fat i hinanden .De havde også opdaget Hernings skønne drengekor, der gav dem lyst til bestille Herninghallen til indledningskoncerten  i 1968.

Det var dejligt, at min mand ikke alene havde alle de ivrige medhjælpere, men afgørende var det også, at han i ryggen havde Kirkefondet, som kunne spæde penge til åbningsarrangementet.  Jeg husker, hvordan han samlede vennerne i vores dagligstue, og at jeg kunne drikke kaffe sammen med dem og deltage i drøftelserne, fordi  jeg havde barselsorlov fra mit embede som lærer på Holte Gymnasium. Orloven gjaldt pudsigt nok vort femte barn, Jakob,  som blev organist i Holmens Kirke og nu til jubilæumshøjtideligheden  sammen med  Lisbeth Smedegaard Andersen havde lavet en gennemskrevet liturgi  ”I kor med alle engle”, bestående af salmer, satser og læsninger m.m.

Den er skrevet, så tekst og musik har appel til både børn og voksne og rummer både glæde, sorg og håb ,frem for alt glæden ved at synge- FUKs vigtigste formål!!! Og deltagerne i Domkirken sang lystigt med efter det omdelte nodeblad.

Der planlægges flere jubilæums -festligheder, hvor ” I kor med alle engle” vil blive opført over hele landet.

 

Mads og hans søn Villads under en vandring på Samsø.

Af Mads Randbøll Wolff

Mit fødselsår (1971) antyder), at jeg er midaldrende, altså midt i livet. En lidt underlig tid, for på den ene side føler jeg mig fortsat meget ung, på den anden siden voksen, gammel og ikke mindst gammelklog, hvilket mine børn gerne bekræfter. Men det er der vist ikke noget særligt i. Min egen far har vist den samme oplevelse af sig selv, han har i øvrigt også altid været gammelklog. Men jeg føler mig gammel, når jeg møder yngre mennesker og oplever, at de ikke kan forholde sig til min referenceramme, der er dannet over fem årtier, og ung, når ældre mennesker ikke forstår, at vi er på vej ind i en ny tid, som vil forandre vores samfund atter engang.

Forandring et grundvilkår

Mads var en glad lille dreng, der forlystede sig med sand og vand, når vi var på stranden, her vistnok ved Fredensborg, da han ikke var ret gammel. Billederne blev brugt som for- og bagside på tændstikæskerne til hans konfirmation. Det var dengang, man bød tobak rundt mellem retterne!

Jeg føler mig gammel, når jeg møder verden med den forståelse af fællesskab og
bevægelse, som jeg selv har oplevet og er rundet af gennem mine forældres engagement og virke.  Forståelsen af, at eksempelvis arbejderbevægelse bestod af parti, fagforening, pressen (Bornholmeren i min families tilfælde) og kooperationen, eller landbobevægelsen og andelsbevægelsen, som på hver deres vis var med til at forme og skabe grundlaget for det samfund, som vi fortsat udvikler på, er betydningsfulde, men ikke så moderne.

Da jeg var dreng og voksede op i Rønne, så Verden noget anderledes ud, end den gør i dag. Det er som om, at tingene bare forandredes stille og roligt, og pludselig er alt meget anderledes. Genkendeligt, men forandret, og så er det jeg kommer til at føle mig gammelklog! Så finder jeg til gengæld trøst i, at forandring er et grundvilkår, og hvis ikke vi oplevede forandring ville vi gå til grunde.

Flyttede tættere på det meste

Vi boede på Aavej, da jeg blev født, et mindre hus ved Byåen i et af Rønnes første parcelhuskvarterer. Jeg har kun få og meget begrænsede erindringer derfra, men på sin vis repræsenterede kvarteret det nye, opdelingen mellem hvor vi bor, arbejder og handler ind. I julen 1974 flyttede vi til Søndergade, tættere på centrum, tættere på det meste, men i forhold til omgivelserne nok et skridt tilbage i tiden. For her var der inden for en radius af 500 m mange muligheder, slagter Riddersborg, bager Anker, Tages Frugt & Grønt, hovedvagtskiosken, sågar et mejeri, og vistnok også en købmand, der til kom yderligere to til tre bagerforretninger og slagter Oskar Nielsen. Vi kendte de handlende, og når jeg handlede ind for mine forældre fik jeg sjældent penge med, det skulle bare ”skrives” – en slags analogt kreditkort.

Der var naturligvis også supermarkeder, Kvickly og Irma på Store Torv og siden Favør i Bornholmercenteret. Men der var det på moderne vis kontant afregning.

Mads og datteren Ingrid, 15 år, på Færøerne. De er begge tiltrukket af Bornholm og andre øer. Og Ingrid drømmer om en voksentilværelse på Bornholm, gerne på en firelænget bindingsværksgård

Husene de samme – mulighederne anderledes

Når jeg kommer tilbage til Søndergade i dag, er husene de samme, men mulighederne ganske anderledes. Inden for en radius af 500 meter findes vist blot et enkelt supermarked.

Det er ved at være en del år siden, jeg har boet i Rønne, men det er stadigvæk det sted, jeg har boet længst, og det sted, hvor jeg føler mig hjemme. Forstået på den måde, at jeg kender enhver gade, jeg kender til stedernes historie, hvem der har boet hvor, og hvilke oplevelser, der knytter sig til bestemte institutioner, steder og personer. Det giver en ro og en ballast til at stikke af og komme ud på dybt og ukendt vand i ny og næ. Jeg har og har altid haft Bornholm i ryggen, og som tiden er gået er jeg også ved at have andre steder i ryggen foruden naturligvis min egen lille familie – min hustru og mine to store børn.

Selv om vi var bange, var vi trygge

Rønne var et trygt sted at vokse op, og et godt sted at begynde at udforske Verden. Den kunne tages i små bider, og efterhånden som jeg voksede op blev afstandene mindre og mindre, og jeg kunne indtage mere og mere af byen, havnen, stranden og naturen og resten af øen og senere København og den store Verden. Der var nu også forstyrrelser til stede i Rønne, der fortalte en historie om, at der var en verden udenfor. Der var især en ældre mand, som jeg tit mødte på vej til og fra skole, eller når vi handlede ind. Jeg husker ikke hans navn, men han led af eftervirkningerne af nogle traumatiske oplevelser under krigen. Han gik på gaderne og skældte ud og råbte Heil Hitler, tyskertøs og andre ting med direkte rod i krigen. På sin vis var vi bange for ham, han var voksen og sagde mærkelige ting. Men samtidig kunne vi se, at han bare var der, og at han ikke var til fare, så selv om vi var bange var vi fortsat trygge. Rønne havde sine karakterer, og jeg fik derigennem en oplevelse af en verden udenfor.

Formålet med velfærdsstaten

En halv Mads sammen med Ingrid og Villads på en vandring fra Ringebakkerne.

En halv Mads og hans to børn på vandring ved Ringebakkerne.

Jeg var for nylig til en forelæsning på CBS, hvor en professor emeritus, forelæste ud fra sin nye bog. Han sagde mange kloge og interessante ting, og en central pointe handlede om formålet med velfærdsstaten, hvor han konstaterede at det ganske simpelt er at skabe selvstændige og livsduelige individer, der kan klare sig selv i fællesskabet. Det er et markant udsagn, som jeg er meget enig i, men som jeg synes, at vi ofte glemmer i dagligdagen, og vi glemmer også at forholde os til, hvordan det balanceres mellem stat, samfund og fællesskab. For mit eget vedkommende har Rønne været det lokale fællesskab – det lokale samfund – på godt og ondt, og mine første møder med velfærdsstaten.

Min referenceramme er rundet af Rønne og Bornholm, og det jeg gør i dag er produktet af min opdragelse og min opvækst i Rønne i form af mødet med kammerater, institutioner og ikke mindst lærere.

Jeg taler Rønnefint – det er en fordel

Og selv om jeg er søn af to førdere, så er mit sprog for de fleste tydeligt præget af Rønne, jeg taler Rønnefint, og i København er det en fordel, i hvert fald for mig. Alle kender Bornholm og i de seneste år, er det stort set kun for det gode, Folkemødet har i den grad haft en stærk effekt. Det gælder i København, men det gælder også uden for landets grænser. Mange kender en bornholmer, og i mange tilfælde kender jeg til vedkommendes familie eller baggrund. I de senere år har jeg beskæftiget mig en del med Færøerne, hvor jeg altid er blevet taget godt imod. Jeg har oplevet forskellen mellem at blive præsenteret som en dansker eller som en bornholmer. Det sidste er bedst. En bornholmer, en øbo, der er noget genkendeligt og ikke mindst en fælles forståelse for, hvad det vil sige at være øbo. Så selv om jeg kunne, ville jeg ikke undslippe min bornholmske opvækst, den er med mig og har betydning.

Bornholm har været godt ved mig

Men Bornholm har også været god ved mig. Jeg har været privilegeret på forskellige måder. Trygheden, fællesskabet og den gradvise introduktion til den store verden. Og så har jeg været privilegeret ved at jeg har mødt en række mennesker, som har set mig, som har været generøse og givet mig noget af deres indsigt og erfaring videre. I folkeskolen var det især Poul Hansen, min klasselærer gennem ni år. Han var aktiv kommunist, rejste til Sovjetunionen og blev formentlig ofte anklaget for at indoktrinere os stakkels børn. Det gjorde han muligvis også, men ikke mere end alle de andre lærere jeg har haft på hver deres vis. Men Poul pirkede konstant til min nysgerrighed. Han insisterede på, at vi kunne forholde os til det bornholmske sprog, og han insisterede på, at der var en verden udenfor, at der var en fortid og en fremtid. Kommatering var dog ikke en stærk kompetence jeg fik med. Så var der Susanne, min engelsklærer, jeg har aldrig rigtig brudt mig om sprogundervisning, det der med grammatik og alt for mange regler har jeg set som en begrænsning. Men Susanne var en god lærer, og på trods af min modstand mod faget, blev jeg ikke stemplet, men hun gav mig det sproglige grundlag, som siden har udviklet sig til en generel sproglig nysgerrighed og ikke mindst, at jeg i dag bruger engelsk som en del af min hverdag og mit arbejdsliv.

Gymnasiet – en helt ny verden

De var ikke de eneste, men nok de mest markante i min folkeskoletid. Og så var der naturligvis alle kammeraterne. En del, hvoraf jeg fortsat har kontakt til nogle, men størstedelen er gledet ud af mit liv. Men Facebook er på den måde fantastisk, og jeg har derigennem kontakt til flere, nogle er på Bornholm, andre i København og en i Stockholm. Da jeg startede i gymnasiet åbnedes en helt ny verden, hvor jeg for alvor kunne dykke ned i de fag, jeg bedst kunne lide, historie, oldtidskundskab og samfundsfag. Ud over at gymnasietiden var god, var det også en tid, hvor bevidstheden om forskelligheder og præferencer blev tydelig, og en tid hvor fremtiden begyndte at vise sig i glimt. Overgangen fra den trygge barndom til det lidt mere ukendte liv på den anden side af barndommen. Gymnasiet var en særlig tid, hvor jeg for alvor dyrkede min interesse for flere fag, men jeg kom vist også til at overse betydningen af andre fag. Jeg havde flere gode lærere, og især min samfundsfagslærer Thor Lund Kure blev betydningsfuld for mig og for mine senere valg. I Thor oplevede jeg en lærer, som så mig, og som forstod mig, og det var da også hans råd om mit senere studievalg, som jeg fulgte. Thor var dengang og nu meget interesseret i landbruget. Det var absolut ikke en nysgerrighed jeg delte den gang. Det har ændret sig en del siden hen, og heldigvis løber jeg ind i Thor i ny og næ, og så taler vi faktisk temmelig meget om landbrug.

Nysgerrighed – min følgesvend

Tilfældet ville, at da jeg efter endt uddannelse på RUC skulle have mit første job, endte jeg som fuldmægtig i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Og det er ved at være 20 år siden. I mellemtiden har jeg arbejdet i ministeriet, været udstationeret i Paris og arbejdet i Nordisk Ministerråd. Nu er jeg selvstændig, arbejder gerne med og på Bornholm, men opgaverne bringer mig også ofte uden for landets grænser mest i Nordeuropa, de nordiske lande, Baltikum, Østersøregionen, Rusland og de arktiske egne, hvor nysgerrigheden altid har været min følgesvend og landbrugspolitikken blev starten på min egen rejse fysisk og mentalt.

Jeg tror, at landbrugspolitik for de fleste står som noget mindre attraktivt. Sådan havde jeg det selv engang. Men da jeg først kom ind i det, så jeg et potent område fuld af muligheder. Og det jeg gennem tiden har lært ved at arbejde med landbrugspolitik har i dag bragt mig til at arbejde bredt med bæredygtig udvikling, klimaspørgsmål og demokrati.

Jeg ser fortsat flere af mine gode venner fra gymnasiet, og selv om vi gik meget forskellige veje, har vi holdt ved og i de senere år er de venskaber blevet bedre og bedre, selv om vi ser hinanden mindre og mindre, men vi bruger hinanden på nye måder, arbejder ind i mellem sammen, deler erfaringer og netværk.

Relationer til yngre bornholmere

Ind imellem opstår der nye relationer, også til yngre mennesker, som har andre referencerammer. Og derigennem har jeg oplevet en yngre generation af Bornholmere, som selv om referencerne er forskellige, har kunnet trække på en fælles forståelse af, at komme fra Bornholm. Det gælder blandt andet Tobias, søn af  Jens Lau på Lille Torv, som nu mest af alt arbejder med kaffegrums, Sune og Anders der laver bøger om Bornholm og maden, og ikke mindst Mads fra Folkemødet, som jeg også arbejder lidt med om samarbejdet med folkemøderne i de øvrige nordiske og baltiske lande. Og så er der de nye førdere som Lars Albæk, der på trods af den jyske klang i mine øjne er blevet en værdig repræsentant for Bornholm. Lars har jeg fornøjelsen af, at arbejde sammen med i Nordatlanten, hvor vi begge præsenteres som bornholmere.

Selv om jeg ikke bor på Bornholm betyder øen fortsat meget for mig, og jeg bliver fyldt med glæde, når jeg ser, at mange års tilbagegang ovenpå fiskerikrisen langt om længe er ved at vende. Det kan godt være, at befolkningstallene endnu ikke er entydigt positive og vi kan hurtigt finde problemer af forskellig slags, hvis det er det vi vil. Men helt grundlæggende har en ny grundstemning fundet vej, en stemning af fremtidstro og optimisme.

Kort og godt: Jeg er stolt over at have Bornholm i ryggen. Det er en ballast, som jeg er sikker på, at mange ikke-bornholmere vil misunde mig.

Sommeren 1946 var min moster fra København på besøg i Svaneke – her sammen med mine bedsteforældre og mig.

Af Hans Richard Rømer (HP)

Da Elly og Søren havde vinforretning i Aakirkeby, skulle jeg altid ind og købe en flaske Port of Aakirkeby, når jeg var på Bornholm. En ganske udmærket portvin som altid var en god og lidt særlig gave til festlige lejligheder, hvis vi da ikke selv nåede at drikke den forinden.

Besøget endte også ofte med, at vi talte ”gamle dage” – eller rettere om vore unge dage. Det kunne være tiden som journalister på hver sit af de to konkurrerende dagblade, men også om den tid, hvor der var gode velbesøgte jazzklubber i Rønne. Først på Hotel Dana og senere på Strien. Vi talte ofte om, at vi burde skrive noget om den tid og de oplevelser, vi havde dengang, og som ganske givet mange stadig deler med os. Så langt blev vi enige. Og jeg begyndte at kigge i gamle scrapbøger, fotos og ikke mindst at granske hukommelsen.

Jagten på egen identitet

Da vi mødtes igen i sommer – uden portvin – og snakken som sædvanlig gik, kom vi også ind på min barndom og opvækst. Og ikke mindst jagten på min egen identitet, da det ret sent var gået op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt vidste, hvem jeg reelt er. Nu kan jeg ærgre mig over, at jeg kom så sent i gang, så nogle muligheder var forpasset, fordi de to hovedpersoner – min far og min mor – ikke længere kunne fortælle mig noget. Men det har været en meget lærerig og interessant ”rejse”, som jeg er glad for, at jeg har taget, og så må jeg nøjes med det, jeg trods alt har kunnet grave frem af både hukommelse og andre ”gemmer”.

Sørens prompte reaktion var: Inden du nu skriver om jazzen, synes jeg, at du skal skrive den anden historie som min gæsteskribent. Så det er blevet til planer om ikke kun én men flere historier om mit liv og min identitet: Hvordan Hans Richard Rømer blev HP – og omvendt. Om uddannelser, job og livet som musiker. Og om at konstatere at man er enebarn med seks søskende..

Den sorgløse barndom

Det har været glædeligt at besøge mit fødehjem et par gange så mange år efter og se, hvor flot og nænsomt Gitte og Ole Kofoed har moderniseret det gamle hus.

Jeg er født den 15. oktober 1942 i Svaneke. Mere præcist på adressen Ole Thulesgade 1, som mine bedsteforældre Dagmar og Peter Martin Rømer boede i dengang, og hvor nogle af deres egne seks børn også blev født. Min egen mor var som den yngste født i 1914 og var således 28 år, da jeg blev født som hendes første barn. To af min mors brødre, Ove og Emil, var døde, inden jeg kom til verden. Ove døde af tuberkulose, mens han var skovarbejder i Sverige, og Emil druknede, da motorgaleasen ”Leda” af Rønne blev påsejlet af ruteskibet C.F.Tietgen ved Hven i Øresund den 15. maj 1937. En meget detaljeret artikel om denne katastrofe kan læses i Jul på Bornholm 2017, hvor jeg for første gang også ser et billede af min afdøde onkel.

Hjemmefødsler var ganske almindelige på den tid, og frøken Amanda Hermansen, som boede på Havnebakken, var meget benyttet som fødselshjælper. Hvor længe min mor blev i Svaneke efter jeg blev født, ved jeg ikke. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre i Svaneke, blev døbt i Svaneke Kirke den 17. december 1942 og fik navnet Hans Richard Rømer. Især mit mellemnavn, Richard, undrede jeg mig senere noget over, og brød mig faktisk ikke rigtigt om det. Derfor brugte jeg det meget sjældent op gennem årene, men er på mine gamle dage kommet til at synes godt om navnet.

Hvad jeg ikke vidste

Myndighederne har skrevet bagpå, at dette er et vellignende foto af min mor som 28-årig.

Min mor tog tilbage til Rønne, hvor hun boede og arbejdede med at passe hus og gøre rent. Mange år senere har jeg i gamle efterladte dokumenter set, at hun også har været igennem en faderskabssag, som er endt med, at min biologiske far efter et længere ”tovtrækkeri” mellem danske og tyske myndigheder har erkendt faderskabet og har betalt børnebidrag, indtil jeg blev 18 år. Ikke direkte, men via de tyske og danske myndigheder. Altså var det allerede dengang fastslået, at min biologiske far var Obergefreiter Richard Steinecke fra den tyske Krigsmarine, som fra december 1941 til hen på foråret 1942 havde været stationeret på Bornholm. Men der skulle gå over 40 år, før jeg selv fandt det svar og havde selvfølgelig i mange år spekuleret over, hvem der var min biologiske far. Det forblev familiens store hemmelighed – også min egen.

Selvfølgelig har min mor besøgt mig i Svaneke, men jeg har ingen særlig erindring om det. Jeg havde jo ”bedste” og ”bedstefar”, som begge var folkepensionister, og jeg har været godt forkælet. Min bedstefar havde blandt andet været landpostbud og fik en lille pension, og min bedstemor var stadig aktiv i køkkenet på Siemsens Gaard og med at ”gå ud og vaske” for folk. Vi var i høj grad selvforsynende med egen hønsegård og køkkenhave.

Fulgtes med byens trommeslager

Jeg mindes årene som gode og trygge. Der var legekammerater på Lille Plads og Grønningen, og jeg kunne gå ned til bedste på Siemsens eller måske ned til Johanne i Iskiosken på havnen. Der var heller ikke langt til Parken. Når der var brug for at få nyheder ud i byen, gik trommeslageren en tur, og ved særligt festlige lejligheder kunne jeg gå med et stykke vej med min lille bliktromme.

Krigen mærkede vi ikke noget til, før den sluttede. Jeg erindrer ikke at have set nogen tysk soldat i Svaneke. At jeg var resultatet af en tysk marinesoldats nærkontakt med min mor, var absolut ikke noget, nogen overhovedet talte højt om, selv om mange selvfølgelig vidste det. Det var først, da russerne advarede om, at de ville bombe, at jeg første gang erindrer at have en oplevelse af krig. Også i Svaneke fik vi besked om at forlade byen, og jeg mindes stadig, at vi gik i en lang kolonne op ad bakken til Kuregård og møllen. Herfra kunne vi på afstand se og høre, hvordan russiske fly bombede Nexø. Mange ældre borgere, blandt andet min bedstefar, blev kørt i hestevogn til Brændesgårdshaven.

Moster skammede sig over sin søster

Senere husker jeg at have set russiske kolonner med køretøjer forbi på havnen ved Grønningen, men ellers fortsatte den trygge barndomstid hos mine bedsteforældre. I fra sommeren 1945, da der var fred, kom min moster og onkel fra København på besøg hver sommer. De havde et fotografiapparat, og der blev taget familiebilleder i den flotte blomsterhave – desværre i sort/hvid.

Mange år senere fandt jeg ud af, at min moster og onkel havde fået et billede af mig tilsendt, men det kunne de sandelig ikke have stående fremme, hvis nogen af deres gæster skulle finde på at spørge, hvem det var. Det var faktisk også først som voksen, jeg fik lejlighed til at besøge dem i deres lejlighed i København, og jeg har stadig et meget fordømmende brev, som min moster har skrevet til mine bedsteforældre om hendes søsters skammelige opførsel. (billede 1 min moster på besøg)

Familieforøgelse

Den næste skelsættende oplevelse i Ole Thulesgade fandt sted den 20. januar 1947. Min mor var hjemme hos sine forældre for at føde igen. Denne gang blev det tvillinger – to piger, og deres far nåede også til Svaneke med rutebilen fra Rønne, inden vejene lukkede til på grund af snefygning.

Edith Rømer var nogle måneder forinden blevet gift med Svend Aage Petersen. Han var kommet til Bornholm som gæstearbejder efter krigen for blandt andet at være med til at stille de træhuse op, som den svenske stat havde foræret Bornholm, efter at store dele af Rønne og Nexø var blevet bombet i maj 1945. Svend Aage var født i 1906 i Nykøbing Falster, som den yngste i en søskendeflok på fire drenge og tre piger. Han havde ingen formel uddannelse, men var meget praktisk anlagt og ikke bange for at tage fat. Han havde arbejdet på nogle af de store gårde på Lolland og Falster, og jeg husker også, at han har talt meget om arbejdet, da Storstrømsbroen blev opført i 30’erne. Mange af de ”gæstearbejdere”, der kom til Bornholm, boede i de efterladte tyskerbarakker, og her arbejdede min mor også som køkken- og rengøringshjælp.

De var blevet gift i efteråret 1946, og min mor var en tur i Nykøbing Falster for at blive præsenteret for Svend Aages forældre, Maren og Rasmus Petersen, og der gik mange år, før hun igen forlod Bornholm. De blev rønneboer, og mine nyfødte søstre, Karen og Kirsten boede hos dem flere steder i Rønne under forhold, hvor der ikke var plads til mig. Min mor blev hjemmegående med lidt rengøringsarbejde, og Svend – som han slet og ret blev kaldt – havde skiftende arbejde som arbejdsmand i Rønne. Blandt andet med kloakering og havneudvidelse. Jeg kom på besøg en gang imellem, men boede stadig fast i Svaneke, indtil den tid nærmede sig, hvor jeg kunne begynde i skole.

Endelig samlet og i skole

Familien fik omsider et større sted at bo i Storegade i Rønne. Det var på hjørnet af Fiskerbakken, hvor Nørre Bakke begynder. Der havde tidligere været en skomagerbutik, og disken fra denne butik fungerede som min mors køkkenbord. Et ældre ægtepar, Larsen, boede også i ejendommen, og vi havde fælles lokum i gården. Der blev tømret nogle køjesenge sammen, som vi tre børn lå i. Jeg fik flere legekammerater i området, og vi kunne blandt andet lege nede ved vandet og stenene ved kysten. Her var også en grusbelagt sti langs vandet og togskinnerne. Vi skulle selvfølgelig lige passe på og holde øje med toget, som kørte langs kysten mellem Rønne H og Rønne N.

I sommeren 1949 skulle jeg begynde i skole. Jeg var endnu ikke fyldt syv år, og var en af de yngste i klassen. De første tre skoleår foregik på Vestre Skole, som lå i Ellekongstræde, hvor der i de seneste mange år har været parkeringsplads. Jeg har stadig et skolebillede fra den tid, og kan huske de fleste af navnene på mine første skolekammerater. Enkelte har jeg stadig lidt kontakt til, nogle er døde, og der er selvfølgelig flere, som jeg ikke har set siden dengang.

Sådan blev jeg HP

Den 1. april 1949 fik jeg efternavnet Petersen i stedet for Rømer som resten af familien.

Den 1. april 1949 var mit efternavn blevet ændret fra Rømer til Petersen, så jeg havde det samme efternavn som resten af familien. Det kunne lade sig gøre med henvisning til nogle børnelove fra 1937. Navnet Hans var ret almindeligt dengang, og vi var flere af dem i klassen og vores parallelklasse. Men alle havde faktisk også et mellemnavn. Og for at kunne kende forskel på dem, benyttede både lærere og vi selv også dem. Jeg husker Hans Jørgen, Hans Uffe, Hans Henrik, Hans Erik og Hans Christian.

Som 6-årig begyndte jeg som Hans Petersen – kaldet HP – i 1.a på Vestre Skole i Rønne og står som nummer to fra højre i anden række. Jeg husker stadig mange af navnene, men har kun kontakt til få af dem.

Jeg brød mig ikke dengang om mit mellemnavn Richard, og vidste ikke, hvorfor jeg havde det. Jeg husker kun at min mor sagde, at det var et ”pænt” navn. Der skulle gå mange år, før jeg opdagede den egentlige grund, og i mange år benyttede jeg det kun, når jeg absolut var nødt til. For at kunne skille mig ud fra alle de andre Hans’er, blev jeg slet og ret kaldt for HP. Det var faktisk min klassekammerat Palle Munch, som begyndte på det, fordi jeg også skrev det som signatur på mine tegninger.

Det var almindeligt kendt, at der var andre på skolen, som var børn af tyske soldater, der havde været stationeret på Bornholm under krigen. Flere af dem havde, lige som jeg selv, fornavne eller mellemnavne, som var og stadig er mere almindelige i Tyskland end i Danmark. Nogle gange blev det bemærket – endda af enkelte lærere – men jeg erindrer ikke, at vi børn indbyrdes tillagde det noget negativt. Der skal nok også have været nogen, som vidste, at jeg var et af dem, men det blev aldrig benyttet ”imod mig”. Og jeg vidste det jo heller ikke selv dengang.

Pæretræsdalen

I december 1949 skete der noget, som fik stor betydning for vores familie, og jeg mener, at vores huslæge, doktor Schou, vist havde indstillet os og presset på: Vi flyttede ind i et af de svenske træhuse, Pæretræsdalen 10. Huset havde været midlertidig bolig for en familie Mortensen, hvis hus var blevet beskadiget under bombardementet i 1945. Nu var det genopbygget, så de kunne flytte tilbage dertil. Alene at se vores kommende hjem var en oplevelse. Her var et moderne toilet med brusebad, stor kælder med fyr og et par disponible rum til cykler og værksted, viktualiekælder, vaskekælder med murgryde, centralvarme med koksfyr, stort spisekøkken med gaskomfur, stue og soveværelse. Og så var de to loftværelser og pulterrum i kippen og skunken. Desuden var der en stor have til.

Det var naturligvis også en noget højere husleje, og jeg erindrer ikke, at der var noget, som hed boligsikring dengang. Skatten var til gengæld heller ikke ret høj. Men det økonomiske blev klaret ved, at de to loftværelser blev lejet ud, og så nøjedes familien – to voksne og tre børn med underetagen og kælderen. Det var stadig noget større end det, vi kom fra.

Det var stadig kun far, der arbejdede og tjente til familiens underhold, og ugelønnen for en arbejdsmand var ikke imponerende. Han fik på et tidspunkt arbejde på Stenbanen som nærmest alt-mulig-mand. Det var dejligt tæt på, og det arbejde havde han, til han kunne få pension.

Han fik også hurtigt lidt flere opgaver med at passe have for naboer og andre, og vi var selvforsynende med de fleste grøntsager. Jeg synes ikke, at vi mærkede meget til, at der skulle spares. Husholdningspengene strakte langt, og der blev både syet og strikket meget. Enkelte gange tror jeg også, at min mor havde lidt rengøringsarbejde.

Der var mange jævnaldrende børn at lege med, og fantasien til at lege cowboys og indianere blev næret godt af de mange film, der gik i Rønne Bio lørdag og søndag eftermiddag. En billet kostede, så vidt jeg husker, 35 øre og steg til 50 øre. Husets store kælderrum blev hurtigt husets værksted, og her blev snedkereret og skruet, når der skulle fremstilles ”våben” til forsvar mod andre gaders bander, og senere blev der bygget modelfly og skruet cykler. Jeg var meget glad for værkstedet, og dengang var jeg sikker på, at jeg skulle være håndværker af en slags.

Skole og fritidsjob

Efter de tre første skoleår på Vestre Skole, begyndte fjerde skoleår efter sommerferien på Østre Skole. Jeg klarede mig rimeligt godt i skolen og havde naturligvis både yndlingsfag og hadefag, som i meget høj grad afhang af lærerne i de pågældende fag. Jeg må have ligget lidt over gennemsnittet i karakterer, da jeg var en af fire fra den årgang, der blev indstillet til at begynde i 1. mellem efter fjerde klasse, hvor mange først kom det efter femte klasse. Noget af det, jeg glædede mig mest til, var, at skulle lære engelsk – endda hos fru Rassing – som både var engelsklærer og klasselærer. Året efter var tysk også på skemaet. Dengang have jeg ingen viden om mine tyske aner, og det var ikke i skolen, jeg lærte ret meget tysk. Det var faktisk et ”hadefag” for mange af os med lærer Werner Andersen, som havde meget vanskeligt med at holde ro i klassen.

Lidt ekstra lommepenge, kunne jeg altid bruge, og som 12-årig havde jeg mit første job som søndagsavisbud for Rådhuskiosken. Jeg havde den længste rute, som foregik med tungt pakket cykel nordud af Rønne med Store Torvegade, træhuskvarteret, Gartnervangen, Haslevej, Allevej-kvarteret og til Almegårdslejren. Det var hårdt, og da der var mulighed for at få en eftermiddagsplads som bybud hos grosserer Drejø i Grønnegade, var det mere fristende. Desværre endte det brat, da jeg faldt i den isglatte skolegård i januar og slog mit knæ, så der både kom en stor blodsamling i knæet og rift i knæskallen. Det var et par måneder før min konfirmation på kongens fødselsdag, den 11. marts 1956. Løsningen blev, at jeg blev konfirmeret siddende under prædikestolen i Sct. Nicolai Kirke i provst Viggo Nielsens private læsestol med højre ben i gips.

Spejderliv og marchtromme

Sommeren 1957: Jeg havde lærte et par trommemarcher, fanemarchen og hvordan man slår en hvirvel, og så er jeg klar i Pæretræsdalen til at drage til Silkeborgsøerne på sommerlejr.

Allerede tidligt var jeg blevet ulveunge i Danske Baptisters Spejderkorps. Ikke fordi hverken jeg eller nogen i familien havde noget med menigheden at gøre, men fordi jeg her kendte andre ulveunger, og jeg have mange gode ture og oplevelser. På et tidspunkt, da jeg skulle være ”rigtig” spejder, skiftede jeg til KFUM, fordi jeg så kendte nogen der. Min spejderkammerat, Ole Hjorth, var korpsets trommeslager, men da han skulle være patruljefører, syntes han, at jeg skulle overtage marchtrommen. Han skulle nok lære mig det mest nødvendige, inden vi skulle på sommerlejr. Jeg huskede, hvor glad jeg var for min bliktromme i Svaneke og sagde ja, så i løbet af nogle uger fik jeg lært at lave en trommehvirvel, slå to trommemarcher og fanemarchen.

Det var i sommeren 1957, jeg var 14 år, og det blev begyndelsen på et langt liv som trommeslager og mange gode oplevelser, som forhåbentlig kan fortsætte mange år endnu. Jeg fik min debut på vores sommerlejr, som det år gik til Silkeborgsøerne, og det skærpede min lyst til at gøre mere ved trommerne.

Nogle af konfirmationspengene blev benyttet til køb af en grammofon, som det hed dengang. En af mine første plader – en 78’er med Louis Armstrongs All Stars, som spillede Basin Street Blues – blev spillet flittigt. Side to begyndte med en formidabel trommesolo. Tænk hvis man kunne slå sådan på trommer..? Jeg har stadig denne gamle lakplade.

Vi var fire skolekammerater i 4. mellem, som spillede lidt sammen: Ole Mogensen på saxofon, Jørgen Lundt på guitar, Preben Toftte på klaver og mig på tromme, og her kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig et rigtigt trommesæt. Sådan et stod til salg som brugt hos Hagstrøm Musik i Rønne. Det havde tilhørt Svend Aage Carlsen, kaldet ”Nubbi”, som jeg havde set og hørt flere gange med datidens mest benyttede danseorkester, Speeds Orkester. Nubbi havde købt et nyt grønt Trixon-trommesæt, som var noget af det smarteste, der var på markedet dengang.

Et rigtigt trommesæt

Mit første rigtige trommesæt havde tilhørt Nubbi fra Speeds Orkester. Her er jeg sammen med Blue Star i Ungdomsklubben i december 1957. Flere af musikerne spillede jeg senere med i andre orkestre.

Hans gamle trommesæt skulle koste 600 kroner, og kunne købes på afbetaling med 30 kroner om måneden og med 10 procent – altså 60 kroner – i udbetaling. Jeg havde igen fundet mig et job som bybud om eftermiddagen hos Chr. Nielsen & Søn i Søndergade – møbelforretning, sadelmager og møbelpolstrer, hvor jeg tjente 15 kroner om ugen. Werner Haagensen, som havde Hagstrøm Musik tilbød, at jeg kunne begynde at leje trommesættet i to måneder. De 60 kroner, det så kostede, kunne være udbetalingen, og så kunne jeg fortsætte med at betale 30 kroner i månedlige afdrag, til trommesættet var betalt. Det krævede lidt overtalelse hjemme i Pæretræsdalen, men da jeg så også kunne modtage 10 lektioners trommeundervisning hos Knud Lundt for en samlet pris på 40 kroner, var det en slags garanti for, at jeg virkelig ville lære det. Så fik jeg lov at købe trommerne.

Bornholmerdrengene

Knud Lundt var trommeslager i blandt andet Bornholmerdrengene, som var meget benyttet til bal rundt på Bornholm. Så ud over at lære basale trommefigurer, ruf, slip og hvirvel, lærte jeg flere trommemarcher efter Richard Lindebros trommeskole, som var datidens ”trommebibel”, Han lærte mig også nogle af datidens populære danserytmer, vals, engelsk vals, tango, foxtrot og rumba, og ellers lærte jeg meget ved bare at lytte. Efter otte lektioner sagde Knud Lundt, at jeg kunne gå ned til Hagstrøm og få 8 kroner tilbage for de to sidste lektioner, for nu havde han lært mig, hvad han kunne. Og så skulle jeg ellers bare lytte og øve teknik. Det gjorde jeg, og ingen i nabolaget i Pæretrædsdalen kunne overhøre, at jeg havde fået et trommesæt.

Vores lille orkester med skolekammeraterne fik lov at spille nogle numre til en klassefest, som blev holdt i Logen på Svanekevej, og vi var selvfølgelig rævestolte. Resten af aftenen var det pladespilleren, der underholdt med datidens populære schlagere, som der blev danset til.

KFUM’s ungdomsklub i Snellemark var et meget populært mødested for Rønnes ungdom, og KFUM-sekretær Georg Jensen vidste, at vi var flere, der spillede et instrument. Han opfordrede os til at lave et orkester. Vi kunne øve i lokalerne, mod at vi gav en koncert op til jul. Orkestret bestod af tre saxofoner, to trompeter, en basun, klaver, guitar og trommer. Selvfølgelig skulle det have et navn, og det blev ”Blue Star”. Der var ikke meget arrangement i melodierne, så de fleste spillede melodistemme, men det var meget populært.

”Professionel” som 15-årig

For mig blev det den direkte anledning til, at jeg fik mit første betalte spillejob. Et regulært betalt engagement. Bent Mogensen, som var musiker og maskinarbejder og senere maskinmester i 66-selskabet bankede en dag mellem jul og nytår på døren i Pæretræsdalen. Han ville spørge mine forældre, om jeg måtte komme med ham og en pianist, som hed Ebbe Frigaard, til Hotel Nexø (hvor Lidl ligger i dag) og spille til bal nytårsaften. Hans søster kendte mig fra ungdomsklubben og mente, at jeg godt kunne spille den musik, der skulle spilles. Jeg var fyldt 15 år et par måneder tidligere, så mine forældre havde sine betænkeligheder. Men med et par voksne musikere, som lovede at passe godt på mig, var det i orden. De passede dog ikke mere på mig, end at jeg både fik et par øl, og så husker jeg, at jeg smagte min allerførste bitter – en Von Oosten.

Bent Mogensen – populært kaldet Sprinter – spillede guitar og trækbasun, og så kunne han synge datidens populære schlagere. Ebbe Frigaard, som var hjemme hos sine forældre i Rønne på jule- og nytårsferie fra lægestudiet i Århus, var en dygtig pianist og spillede i en længere periode i Århus som fast pianist i Saratoga Jazzmen. Det blev en lang aften på Hotel Nexø, og de samme melodier blev spillet mange gange. Da vi kørte til Rønne i Lillebil – tror jeg det var – var vi meget trætte.

125 kr. for en aften – mere end det halve af fars ugeløn

Da jeg fik øjne nytårsdag spurgte mine forældre naturlig nok, hvordan det var gået. Og hvad jeg have fået for det. Jeg kunne hive 125 kroner op af min pengepung til deres store forbavselse. Så mange penge for at sidde og tjatte i nogle trommer, var kommentaren. Jeg forstod det godt, da min far så fortalte, at han ikke engang tjente det dobbelte på en hel arbejdsuge som arbejdsmand på Stenbanen.

Der fulgte endnu et kortere engagement til en hjemsendelsesfest en hverdagsaften nogle dage senere på Hotel Nexø. Bent kunne ikke være med, men det kunne Niels Mogensen på saxofon, samt Ebbe Frigaard og jeg. Jeg husker, at vi kørte med skinnebus til Nexø med vore instrumenter, blandt andet mit trommesæt. Jule- og nytårsferien var slut, og jeg havde været i skole om dagen og skulle det igen næste dag, så pauserne blev brugt til at løse matematikopgaver. Noget af serveringspersonalet skulle også til Rønne bagefter, og vi kørte sammen i en bus.

Baltic Jazzmen

The Baltic Jazzmen var formentlig det første bornholmske jazzorkester, som spillede traditionel jazz i den stil, der kendtes fra Chris Barber og Papa Bue. Efter nogle måneder blev Svend Markers (banjo) afløst af Erik Lindeskov (piano), som var med, indtil orkestret blev opløst, fordi flere orkestermedlemmer forlod Bornholm på grund af videreuddannelse og værnepligt.

Men så skete der også noget, som fik stor betydning for mit videre musikalske liv. Et nydannet jazzorkester var begyndt at øve, og jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at prøve at spille med. Om jeg havde..? To af musikerne var gode bekendte, Per Juul Hansen på trombone og Palle Munch på kontrabas. De øvrige kendte jeg ikke rigtigt endnu. Men det var Svend Markers på banjo. Ole Schiøtt på klarinet og Peter Hjorth på trompet. Orkestret spillede traditionel jazz, øvede i kælderen under det daværende Dansk-Svensk Stål i Store Torvegade og kaldte sig The Baltic Jazzmen.

Nu var jeg kommet med i noget, jeg havde ønsket mig, siden jeg havde købt min første 78-plade med Louis Armstrong og hørt Kenny Johns historiske trommesolo. Mon det lykkedes at lære den – eller noget der bare ligner…?

Min næste artikel vil handle om mine år som jazzmusiker på Bornholm i Baltic Jazzmen og Club Jazz House på Hotel Dana med flere orkestre.

 

 

 

Billeder herover: Sølvi Noreen taler til de gulblusede kræft-fightere ved Stafet for Livet i Rønne i begyndelsen af september.

Af Sølvi Noreen

Jeg mødte Sølvi Noreen første gang ved Stafet for Livet i Rønne for en lille måneds tid siden. Hun stod på scenen og fortalte om den kræft hun var helbredt for, og de senfølger, der kommer efter behandlingen. Det gjorde hun så godt, at det løb mig koldt ned ad ryggen og jeg var lige ved at få tårer i øjnene. Mens hun stod der, tænkte jeg, at hun skulle være en af mine kommende gæsteskribenter, og heldigvis sagde hun ja, da jeg spurgte.

Jeg er født i Klemensker i 1968 og voksede op lidt uden for byen. Vi er fire søskende,  og jeg er den yngste i flokken, en efternøler, vil man nok sige ,og selvfølgelig møgforkælet, som lille.  Mine forældre havde en lille ejendom med fem tønder land jord, der inkluderede en lille skov, hvor jeg elskede at lege. Jeg gik i skole i Klemensker og havde nogle rigtig gode veninder. Min mor betød noget særligt for mig og har altid gjort det. Hun elskede at gå uden for og ordne have og passe dyrene. Og jeg nød at være sammen med hende.

Første bekendtskab med kræft som 11-årig

Da jeg var 11 år fik min mor kræft i tyktarmen, og jeg husker tydeligt, at det ikke var noget man snakkede om. Jeg var meget bange på det tidspunkt, for jeg vidste ikke rigtig, hvad der foregik, kun at min mor var syg og skulle opereres.

Jeg fik lov at komme med min far på hospitalet for at besøge min mor og jeg husker, at de gik lidt væk fra mig og snakkede tyst sammen og min mor græd. Hun blev opereret og blev heldigvis rask.

Det var mit første bekendtskab med sygdommen kræft.

Flyttede til byen

Efter mor kom hjem, flyttede vi til et parcelhus i Klemensker. Det var noget min far havde arrangeret og købt, for at mor ikke skulle have så meget at passe, når min far havde fuldtidsjob. Men hun savnede ejendommen på landet.

Jeg nød at komme til byen, jeg var snart ved at være teenager og jeg hyggede mig med veninderne. Vi begyndte at gå meget til fester og den lokale ungdomsklub var vores favoritsted.

Jeg var en meget stille pige i skolen, sagde ikke meget i timerne, men var til gengæld temmelig rapkæftet udenfor skolen.

Mor fik ny sygdom

Da jeg var 16 år blev min mor syg igen. Hun fik dårlige nyrer og blev dialysepatient. I starten var hun på dialyse derhjemme, men som årene gik rejste hun til Rigshospitalet tre gange om ugen for at få dialyse.

Det var rigtig hårdt at have en syg mor. Min far drak og var ikke så meget hjemme.

Jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, men kom hjem hver dag for at se til min mor og hjælpe hende og passe hende. Jeg havde enormt svært ved at passe et job, da jeg var ked af det og ikke rigtig kunne finde ro. Min daværende kæreste drak også rigtig meget, så det var ikke noget rart miljø jeg var i.

En stor sorg

Min mor døde, da jeg var 25 år. Hun blev kun 60 år. Det var en stor sorg for mig, da vi var meget nært knyttet.

Efter mors død flyttede jeg fra min kæreste og hjem til min far i en kort periode. Vi kom lidt tættere på hinanden og det var egentlig hyggeligt at være hjemme hos far. Det var nok den periode, hvor jeg har talt mest med min far om alt muligt.

Far fik lungekræft

Jeg måtte videre og efter nogle år mere i Klemensker, flyttede jeg til Rønne og startede på uddannelsen som kok. Min far var i mellemtiden blevet gift igen og jeg havde fået en ny kæreste.

Far begyndte at få det dårligt og det viste sig at han havde fået lungekræft og metastaser i hovedet.

Ham mistede vi i år 2000. Han blev kun 67 år. Jeg syntes det var voldsomt uretfærdigt at jeg skulle miste mine forældre så tidligt.

Jeg begyndte at få ondt i mine håndled på mit arbejde og det var så slemt, at jeg måtte skifte retning. Jeg begyndte på uddannelsen som servicemanager. Den blev jeg færdig med i 2003 og fik job som bestyrer i en butik i Svaneke.

Min daværende kæreste og jeg havde prøvet længe at få børn og jeg havde været igennem seks insemineringer og tre IVF-behandlinger (=individuel rådgivning, diagnose og behandling ved ufrivillig barnløshed.) Uden resultat.

Prinsen på den hvide hest

Det tærer på kærligheden, men min kæreste ville giftes og det blev vi på et rådhus i Sverige. Dog ikke min idé, men det var fint nok. Hvis det kunne hjælpe på et mere eller mindre dødt forhold, så gør vi det, tænkte jeg. Det holdt i halvanden måned, så kom prinsen på den hvide hest, troede jeg. Jeg blev skilt og nød min nye kæreste i fulde drag. Jeg var aldrig før blevet overdænget med så meget kærlighed, omsorg og komplimenter. Jeg nød det, og det var fantastisk. Kærligheden var stor og jeg blev gravid. Jeg aborterede dog i syvende uge, men blev hurtigt gravid igen. Det var jo fantastisk. Vores ægteskab holdt dog ikke men vi fik en rigtig skøn datter sammen, som nu snart er 13 år. Og min eksmand og jeg har et godt forhold til hinanden.

Glad for nyt sekretærjob på hospitalet

I 2009 startede jeg på hospitalet som sekretær i mammografiscreeningen. Det var som vikar og jeg følte med det samme, at nu var jeg på det rette sted. Jeg kæmpede for at få lov til at blive på hospitalet og blev også vikar på nogle andre afdelinger. I 2013 blev jeg fastansat i mammografien og jeg var lykkelig. Jeg føler mig så godt tilpas i mit job og har nogle søde kollegaer i vores team og en skøn leder.

I 2016 mærkede jeg nogle forandringer i mit højre bryst og det viste sig at være brystkræft.  Jeg fik fjernet det højre bryst og alle lymfekirtlerne i armhulen. Det var en mild grad af brystkræft men jeg skulle alligevel hele turen igennem med kemoterapi og stråler.

Forelsket til op over begge øren – I LIVET!

I dag er jeg dybt taknemmelig for at mit forløb gik godt og at jeg havde en masse dejlige mennesker i min nærhed til at hjælpe mig. Min datter har også været guld værd i hele denne proces. Hun har givet mig glæde og håb hver dag, og for hende ville jeg kæmpe for at overleve. Heldigvis er jeg rask i dag. Og jeg glæder mig over at slå øjnene op hver dag, for jeg er jo forelsket til op over begge øren – i LIVET.

I forbindelse med min kræftsygdom blev jeg kontaktet af en frivillig for at høre om jeg ville deltage i Stafet for Livet. Og selvfølgelig ville jeg det.

Jeg har nu været med i tre år. Første år som Fighter, andet år som fighter og frivillig og i år som tovholder for fighterne, og deltager på et hold.

(Fightere i denne sammenhæng er folk med kræft eller som har haft det).

Det er fantastisk at deltage. Så skønt at møde andre i samme situation og vildt skønt at kunne være med til at samle penge ind til så vigtig en ting.

Talen til fighterne

De sidste to år har jeg holdt tale til fighterne og her får i talen fra i år:

Kære Fightere.

Tak for, at i er kommet i dag. Vi har aldrig været så mange fightere før. Det er skønt, at i er kommet og vil være med til at støtte og give håb til alle dem, der lige nu kæmper deres kamp mod kræften.

Jeg har selv været igennem et kræftforløb i 2016, hvor jeg fik fjernet højre bryst og alle lymfekirtlerne i armhulen. Derefter fik jeg kemoterapi og 25 gange strålebehandling.

Selv om kemoterapien og strålebehandling gik godt og jeg havde et godt forløb, var det jo stadig hårdt for min krop.

Skide godt Sølvi……Nu er du jo rask!!!!

Ja….jeg er rask, og det er så fantastisk.

De forbandede, usynlige senfølger

MEN……så kommer alle senfølgerne…. Jeg ved de er der, sundhedspersonalet ved de er der. Men det er ikke altid alle omkring mig, der ved det.

Der er sikkert en del af fighterne, der kender det.

Hvis jeg ikke laver nogle bestemte øvelser hver dag, så får jeg stiv nakke og kan ikke løfte min arm. Og det er IKKE myoser. Det er senfølger.

Nogle gange når jeg går op ad trapper får jeg voldsomt åndenød. Og nej, det er ikke fordi jeg har dårlig kondi. Det er senfølger.

Jeg lider så meget af mundtørhed at min gane og tunge føles som sandpapir korn str. 40. Og det er ikke fordi jeg er tørstig eller har drukket for lidt vand. Det er senfølger.

Jeg er nogle gange så træt, at jeg kan sove hele søndagen væk., og andre dage også. Og nej, det er ikke, fordi jeg er kommet sent i seng. Trætheden kan ikke soves væk. Det er en senfølge.

Jeg har nogle gange så meget angst for at dø og er frygtelig bange for at få kræft igen. Og nej, jeg kan ikke bare tænke på noget andet. Det er en senfølge og jeg har bare brug for en, der lytter til mig og forstår mig, for den angst vil altid ligge latent i os, der har haft kræft.

Endnu en gang, kære fightere. I er de seje, I viser jeres mod og styrke. I klarer den, og I har klaret den.

”Livet kan være surt, men også ganske vidunderligt”

I dag skal vi have en fantastisk dag sammen og jeg glæder mig til at nyde den med jer.

Husk at dans i regnvejr, syng i solskin og husk at sige de ting, der skal siges og elsk livet.

Ligesom sidste år får I lige et citat med på vejen. Jeg har fundet et, sagt af tidligere skuespiller, Søren Byder:

”Livet kan være surt, men også ganske vidunderligt”.

Tak.

 

 

Billedet herover: Feltpræsten i kontorteltet i Afghanistan

Af Erik Jørgensen, sognepræst i Pedersker og Aaker, går på pension med udgangen af måneden

 Min tilknytning til Bornholm stammer tilbage fra 1972, hvor mine forældre og min søster flyttede hertil, da min far blev præst for Bornholms Valgmenighed, og min mor arbejdede som sundhedsplejerske i Poulsker- og Østermarie sogne. Selv læste jeg på den tid på Odense Universitet, men fik passende nok feriejob ombord på MF Østersøen, da jeg var hjemme på Skagelfaldsvej i Aakirkeby i sommerferierne.

Efter at have været i Sømandskirken i London nogle år, mødte jeg min Christina, hvorefter vi cyklede fra London til København, hvor vi blev forlovet. Året efter blev vi gift i Mölndal på den svenske vestkyst. Efter Pastoralseminariet blev jeg præsteviet i Aalborg Domkirke og fik fire gode år som sognepræst, i Vestbjerg og Vodskov. Herfra flyttede vi så til Pedersker Præstegård i 1990. Forud var mine forældre og min søster med familie flyttet tilbage til Bornholm og Nexø.

Et bredsprektret sogneliv for børn og ældre

Som sognepræst i Pedersker og Aaker søgte jeg sammen med min hustru Christina at opbygge et

 Sogne- og feltpræst Erik Jørgensen foran to af sine kirker: Pedersker og teltkirken i Afghanistan

bredspektret sogneliv med udgangspunkt i præstegården. Vi søgte at fremme det kirkelige liv i sognet gennem en palet af aktiviteter for børn og ældre til supplering af gudstjenesterne og de kirkelige handlinger.

Således var der udover konfirmations-forberedelse, minikonfirmander, børnekor og familiegudstjenester med efterfølgende pasta og kødsovs. Altid tilberedt med stor kærlighed af Christina. Vi havde får, høns, køkkenhave og frugttræer, der forsynede os med masser af økologisk mad – før det blev moderne med Bonderøven.

Vores tre bornholmske drenge

Vores børn, Christoffer, Johannes og Andreas ser sig selv som bornholmere. Særligt Johannes’ og

Under tjenesten i Afghanistan fik Erik Jørgensen besøg af sin hustru, Christina.

Andreas’ årgange fyldte ret meget på Pedersker Skole, hvor de var omkring 23 børn i klassen. Derfor var der grobund for et blomstrende børnearbejde og stor opbakning blandt de aktive familier.

I vinterhalvåret var der ældremøder og sognemøder i stuerne og om sommeren et havemøde med fremmede talere.

Ambassadøren til smørrebrød i præstegården

Som ekstra kolorit fik vi om foråret besøg fra den amerikanske ambassade, da der på Pedersker kirkegård er gravsteder fra 2.verdenskrig. I begyndelsen inviterede vi den amerikanske ambassadør til smørrebrød i præstegården. Med de store omvæltninger ved Warszawapagtens fald, viste briterne pludselig interesse, og derfor blev den årlige kransenedlæggelse på kirkegården i Pedersker et tilløbsstykke, hvor borgmesteren blev vært for bespisningen af honoratiores, hvor Christina og jeg i alle årene har været inviteret med. Det har altid været højtideligt, og vi har nydt mange spændende samtaler under disse sammenkomster.

Samtidig lagde jeg stor vægt på at få besøgt alle ældre i sognet og følge op på begravelsessamtalerne.

Den åbne præstegård

Jeg har også været med til at arrangere en menighedsudflugt til Altenkirchen, på Rügen, og senere

Det bornholmske folketingsmedlem, senere europaparlamentariker Jeppe Kofod kom også på besøg i Afghanistan

åbnet præstegården for et venskabsbesøg fra Lithauen. Den Lutherske menighed i Kaunas fik også en genvisit på et senere tidspunkt.

Præstegården har selvfølgelig stået åben for utallige sammenkomster i forbindelse med kirkekoncerter, men også et sted, hvor den enkelte har kunnet få sig en god snak eller glemt ensomheden for en stund.

Feltpræst i Kosovo og Afghanistan

Da jeg kom til Pedersker i 1990, var det et sogn med lang tradition for at stille en feltpræst til rådighed for Bornholms Værn. Dengang var der stadig otte feltpræster tilknyttet de forskellige enheder. I løbet af de følgende år blev strukturen, og dermed antallet af feltpræster skåret ned for til slut at ende med en enkelt tilknyttet Bornholms Hjemmeværn. Dertil kommer en feltpræst tilknyttet Opklaringsbataljonen fra Gardehusarregimentet. Da jeg var den af feltpræsterne, der blev boende længst tid på Bornholm, var det naturligt, at jeg overgik til Bornholms Hjemmeværn.

Samtidig med at forsvaret blev reduceret, blev der udsendt flere og flere enheder i international tjeneste, og efterhånden kom turnussen også til mig, hvorfor jeg blev udsendt til Kosovo i 2003 og igen til Afghanistan i 2008/2009. Det kom til at falde sammen med nedlæggelsen af Pedersker menighedsråd som et selvstændigt råd. Opgaverne, som feltpræst, er ikke særlig forskellige fra en almindelig sognepræst, da det omfatter de ugentlige gudstjenester, sjælesorg og samtaler, andre handlinger og forskellige aktiviteter, hvis der er mulighed for det. I Kosovo betød det en del foredrag og udflugter, mens det af sikkerhedsmæssige grunde ikke var muligt i Afghanistan. Der var jeg til gengæld det meste af tiden i samme lejr som felthospitalet.

Præstegården blev solgt – omflakkende kontor

Efter tilbagekomsten fra Afghanistan var det kirkelige arbejde besværliggjort i Pedersker Sogn. Pedersker Præstegård var jo blevet solgt i 2006, på grund af den ringe forfatning.

At der ikke længere var nogen præstegård at samles i betød, at ældremøder måtte flyttes til Samlingshuset, hvor opslutningen om møderne holdt niveauet til det sidste.

Konfirmandundervisningen måtte flyttes til Sydbornholms Privatskole med et noget svingende antal deltagere til følge. Dette kan især tilskrives det drastisk faldende børnetal i sognet, men vel også strukturelle forandringer.

Som en særlig virkning af nedlæggelsen af præstegården, fik mit kontor en omflakkende tilværelse, idet det flyttede fra præstegården, til det tidligere BAF-kontor i Pedersker, videre til det tidligere rådhus i Aakirkeby – for at ende sammen med Aaker sogn i Aaker Præstegård. Jeg var ikke så heldig, at der var tænkt på en kontorplads til mig i den nybyggede graverfacilitet ved Peders Kirke.

Fortsætter i Genbrugsbutikken

Da vi skulle finde et nyt hjem til vores familie i 2006, faldt vi for et charmerende byhus i Nexø. Det føltes naturligt, da vi har familie i Nexø.

Indtil den 30.august i år har jeg haft min gamle mor i byen. Hun ville have blevet 105 år i begyndelsen af oktober, men et benbrud satte en stopper for festlighederne.

Vi trives fint i byen, hvor Christina er glad for at arbejde på Paradisbakkeskolen, hvor der altid er gang i noget spændende.

Mit fremtidige virke vil derfor tage sit udgangspunkt her i Nexø, men jeg fortsætter dog som formand for Danmissions Genbrugsbutikken i Aakirkeby indtil videre.

Fremtiden vil vise, hvad jeg i øvrigt vil bruge mit otium på. Jeg er ihvertfald glad for, at mit helbred igen er på rigtig kurs, efter en periode med hjertesvigt. Vi føler os heldige og ser fremad.

Pedersker Præstegård har været rammen om vores tre sønners trygge og lykkelige barndom. De har bygget huler, gravet grøfter, leget røvere og indianere i et paradis af marker og skov. Det vil vi altid se tilbage på med glæde.

Gode stunder i Aakirkeby

Nu har jeg skrevet en del om Pedersker, men må, som sig bør i en Aakirkebyskrift – ikke glemme de gode stunder vi har nydt i Aakirkeby.

Jeg har følt mig privilegeret over at have prædiket i Aa Kirke. Christina har gennem årene været min makker, da hun er uddannet kirkesanger. Hun har glædet sig ekstra meget, de gange hun fik lov at synge i Aa Kirke, da kirkerummets akustik er noget helt særligt for en sanger. Selv har jeg været glad for den trofaste skare af kirkegængere, som altid har behandlet mig godt, og som måske har kommenteret prædiken eller salmerne. Jeg tænker også på alle dem, som trofast er mødt til aftensang i Aa kirke. I de første mange år, da aftensangen var et nyt begreb i Aa Kirke, arbejdede Christina sammen med en del lokale musiktalenter, hvilket forvandlede aftensangen til et miks mellem andagt og intime minikoncerter – til glæde for de lokale og de mange turister. Det er stunder, som ligger som små guldkorn i erindringen.

For dem, som måske har lagt mærke til de kombinerede lys- og blomsterholdere i Aa kirkes stolerækker, vil jeg gerne fortælle, at de er smedet af lokale smede – efter min hustrus design.

Efter disse retrospektive skriverier, er det dags at finde en afslutning, som jeg passende har fundet i Grundtvigs salme:

O. kristelighed
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved
hvad vi kun skimter mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land siger Herren er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

….

I 2. klasse på Aaker Centralskole. Jeg står trygt yderst til højre i bageste række ved siden af vores klasselærer, frøken Dam. Hun førte os ind i sprogets og skrivningens verden og lagde grunden til det, som blev min gode opgave her i livet.

Af Erik Jensen, tidl. journalist på såvel Bornholmeren som Bornholms Tidende, født og opvokset i Aakirkeby

Flytter I tilbage til Bornholm?
Min kone og jeg møder ofte spørgsmålet. Men selv om vi holder meget af vores fødeø og kommer på

Jeg skrev dagens nyheder på en lille Olivetti skrivemaskine, da jeg begyndte som journalistelev. Her er jeg blevet godkendt til den store model.

Dagbladet Bornholmerens reporter i felten sammen med fotograf Bjarne Ilsted Bech.

besøg 10-12 gange om året, så er svaret nej. Vi flytter ikke tilbage. Og nu giver Søren Wolffs tilbud om et blogbidrag mig så mulighed for at bidrage lidt til at nuancere det indtryk, den bornholmske debat ofte efterlader: Det er skrækkeligt, ikke at bo på Bornholm. Og København og københavnere, ja så bliver det ikke meget værre.

Nå, men først lidt om min tid på Bornholm, og min vej væk fra dette herlige sted.
Jeg voksede op i en stor familie med seks søskende på en lille ejendom nær Almindingen, hvor alle måtte hjælpe til med at passe den lille bedrift med en hest, fire køer, et par grise, høns, og hvad der nu ellers hørte sig til. Det menes dog ikke, vi har taget skade af det.

Avisen pakket ind

Amtsborgmester Jens K. Brandt var en af de politikere, som jeg lærte rigtig godt at kende, og som jeg satte stor pris på.

Da jeg var 15 år kom jeg i lære hos bogtrykker Hakon Holm i Aakirkeby. Selv om det synes uendelig fjernt og gammeldags, så lærte jeg bl.a. at sætte tekster i hånden med blysats. Hvert enkelt bogstav lå i en sættekasse, og så var det ellers om at få stablet de løse typer op i vinkelhagen i en fart.

Da svendebrevet som typograf var i hus, gik turen til Dagbladet Bornholmeren som journalistelev, hvor Søren Wolff var en af dem, som viste mig veje i den journalistiske verden. Min muntre svigerfar fra Hasle var Venstremand, og da han gerne ville læse svigersønnens udgydelser, gik han op til kiosken i Storegade og bad om avisen: ”Jeg vil dog gerne have den pakket ind!”

Så svigerfar var vist godt tilfreds, da jeg efter nogle år på Bornholmeren skiftede til Bornholms Tidende. Det blev samtidig indledningen på tættere relationer til en række Venstrefolk, ikke mindst amtsborgmester Jens K. Brandt, som jeg satte stor pris på. Dengang var der stadig en rød og en blå avis, og kontakten til de politiske partier var tættere. – Selv om Venstres Peter Juel Jensen nok sniger sig lidt mere ind i Tidendes spalter end tidligere, nu hvor vi nærmer os valget.

Farvel til Bornholm

I midten af 1980´erne var det slut med det bornholmske. Jeg fik job på Berlingske Tidende. Min

Regitze og jeg på vej til grundlovsmøde i Kyllingemoderen sammen med vores drenge, Søren Femmer og Kasper. Regitze skulle holde grundlovstale.

kone, Regitze, flyttede ikke med den store glæde. Hun havde godt job, var engageret i politik, bl.a. som folketingskandidat for Venstre. Vi havde bygget et dejligt hus på skrænten oven for Hasle Havn, vi havde familie og venner på Bornholm osv. Men flytte gjorde vi altså. Først til Vedbæk nord for København og siden ind til byen.

En skoleklasse på besøg på Berlingske Tidende.

Det blev til otte gode år som nyheds-redaktør på Berlingske Tidende. Med en central placering på redaktionen lærte jeg mange spændende mennesker at kende.  Ældre koryfæer som Jens Kistrup, Tom Wikborg, og Lise Nørgaard, og journalistelever som Hanne Vibeke Holst, Elisabeth Egholm, Steffen Kretz,. Jon Steffensen, Henrik Qvortrup og mange flere. Bladhuset i Pilestræde var en god og spændende arbejdsplads. Alligevel sagde jeg ja, da

Som redaktør på Frederiksborg Amts Avis mødte jeg en del af de ledende politikere. Her er daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen på besøg på avisen.

Klaus Riskær i 1992 tilbød mig jobbet som chefredaktør på Frederiksborg Amts Avis. Tre måneder efter min tiltrædelse gik Riskær økonomisk rabundus. Avisen lukkede. Da den genopstod, var det med Dagbladet i Ringsted som ny ejer – og jeg fik lov til at beholde jobbet som redaktør.

Tjente bønder i syv år

Jeg er født på landet og holdt af landbokulturen, så da landbruget søgte informationschef til Axelborg, sagde jeg i 1998 farvel til dagspressen. Det blev til syv hårde, men også spændende år i landbrugets højborg, Axelborg, bl.a. som taleskriver og rådgiver for Peter Gæmelke, der var Landbrugsrådets præsident.

I 2005 besluttede Regitze og jeg, at vi ville ud og se verden. Jeg sagde mit job op, og min kone fik orlov fra sit arbejde som uddannelsesleder i Hillerød kommune. I syv måneder rejste vi rundt på New Zealand og i Australien, og til sidst cyklede vi hele vejen fra Rom og hjem. Hjemme igen blev jeg leder af en ny fælles afdeling for information og marketing i Scleroseforeningen. Jeg havde gennem nogle år arbejdet som frivillig i foreningen.

Det drejer sig om Bornholm

Badensgade 20. Her nyder vi tilværelsen sammen med vores søn, svigerdatter og børnebørnene på 7 og halvandet år.

For snart tre år siden forlod jeg arbejdsmarkedet.  Jeg havde været på dette marked i 50 år, så nu var det på tide at lave lige det, jeg havde lyst til. Lysten gik i første omgang ud på at færdiggøre min bog ”Almindingen – bornholmernes skov.”  Siden er det også blevet til bogen ”De Frie Bønders Land” om de bornholmske bønders historie – og dermed bornholmernes historie – gennem 1000 år. En anden opgave, jeg med fornøjelse bruger tiden på, er at redigere de syv hjemstavnsforeningers blad, Klippeøen. Et job jeg overtog efter klummevært Søren R. Wolff i 2012.

Så, ja, det drejer sig meget om Bornholm og Bornholms historie. En af vore sønner er flyttet tilbage til Bornholm med sin familie, min mor og min bror bor i Rønne, og vi har mange venner på Bornholm. Så fødeøen er nærværende i dagligdagen. Og vi holder meget af øens fantastiske natur.

Det gode liv i byen

Forleden meddelte chefredaktør Søren Christensen, Bornholms Tidende, i en lederartikel: ”Der er for det første mange penge at spare ved at bytte tilværelsen i København ud med en adresse på Bornholm. Og vigtigere end penge: Livet på Bornholm er bare så meget mere attraktivt og sundt end storbyliv med stress og endeløse motorvejskøer.”

”Gården” ved Melstedgård dannede rammen, da min seneste bog ”De Frie Bønders Land” udkom. Og jeg fik signeret en hel del bøger.

Men vi flytter ikke tilbage. Det gør vi ikke, for Søren Christensens generaliserende bemærkninger er forkerte.

Jeg boede på Bornholm i 34 år. Nu har jeg også boet 34 år i København og omegn. Og jeg holder utrolig meget af begge steder. Vi bor i et tofamilieshus i en stille, lukket gade på Amager. Sammen med vores søn og svigerdatter og to børnebørn. Vi har 900 meter til Amager Strandpark med klitter og flere kilometer god sandstrand, vi har 100 meter til metrostationen og kan være på Kongens Nytorv på seks minutter. Vi cykler vores 20 kilometer i dejlig natur på Amager Fælled, som er fire minutter væk. Fem-seks gange om året går vi i byens forskellige teatre med vore gode venner, vi kommer jævnligt i en af landets flotteste kirker, Marmorkirken. Og befinder os uendelig sjældent i en af de beskrevne, endeløse motorvejskøer.

Kort sagt – jeg synes vi lever en god tilværelse i en by, som vi holder rigtig meget af. Så jeg tror redaktøren får langt mere stress end os, f.eks. når avisen ikke kan udkomme på grund af tekniske vanskeligheder.
Godt ord igen. Jeg synes, Bornholms Tidende er blevet rigtig god i sin opbakning til det bornholmske samfund. Men den tilbagevendende nedgøring af landets hovedstad og dens indbyggere burde man holde sig for god til.

”Tiden skriger på strik!” hed det forleden i en overskrift i Tidende. Jeg synes, tiden skriger mere på, at avisen og bornholmerne sætter mere pris på vores fælles hovedstad på samme måde, som vi herfra sætter pris på Bornholm.

 

 

Alle fire børn i sofaen, da familien Lindén boede til leje på Sygehusvej i Rønne, inden familien erhvervede og flyttede til Lillegade 27.

Af Niels Lindén, tidl. chefredaktør på Bornholmeren

Naturligvis har den brugerundersøgelse af det bornholmske skolevæsen, som kommunen netop har offentliggjort, fået bred opmærksomhed på øen.

Det er jo også påfaldende og tankevækkende, at Bornholm er det sted i Danmark, hvor flest forældre vælger at sætte deres børn i en privatskole.

To-lærerordning

Der er givetvis et element af snobberi i valget af privatskoler, men som både de bornholmske politikere, skolefolk og forældrerepræsentanter er nogenlunde enige om, så fortjener den bornholmske folkeskole, at der nu satses på et kvalitetsløft, som både udfordrer til et bedre samarbejde på de enkelte skoler samtidig med, at der tilføres økonomiske ressourcer, så der f.eks. er råd til at have en to-lærerordning for at skaffe fysisk og psykisk ro omkring undervisningen.

Trine på vej i 1. klasse på Østre skole

Da min kone og jeg  sammen med vore fire børn flyttede til Bornholm i slutningen af 70’erne, mødte vi et meget både velfungerende og venligt undervisningsmiljø. Alle børnene kom i Østre Skole, og for de tre børns  vedkommende, var det en trivselsmæssig og undervisningsmæssig succes fra dag et.

Ressourcestærke familier

De tre fik nogle markante og pædagogiske lærere, mens vores næstyngste dreng kom i en klasse med en lærer, der bestemt ikke havde forstand på hverken pædagogik eller børn. Da klassen havde dalret derud af et års tid,  var vi en gruppe forældre, der gik til skoleledelsen med vores kritik. Vi fik det noget ejendommelige svar, at det var bevidst, at den pågældende lærer havde fået den klasse, idet man jo vidste, at klassens børn fortrinsvis kom fra ressourcestærke familier!

Vi følte os magtesløse, og vi fik af venner og bekendte det råd at flytte ham til Østerlars Friskole. Det blev en succes i løbet af kort tid, og det var dejligt at se, hvordan dygtige lærere kunne få gang i vores søns læringslyst.

Rasmus med mor Leila på vej til 1. skoledag på Østre.

Vi har derfor i vores familie meget stor sympati og respekt for den danske folkeskole, men har også forståelse for de familier, der flytter til friskolerne.

Dygtige og empatiske lærere

Vi har således både nydt godt af dygtige bornholmske folkeskolelærere og meget empatiske friskolelærere.

Vores erfaringer er jo godt og vel 40 år gamle, og lige som alt andet i samfundet har livet i familierne og i skolevæsenet ændret sig voldsomt.

Masser af konflikter

Mange af de problemer, som de utilfredse og kritiske forældre fortæller om i den nye undersøgelse, er vel også et symptom på hverdagslivet i danske familier: Mange familier er splittede, andre har flere sammenbragte børn, jo, der mangler aldrig konfliktstof i den moderne familie!

Rasmus til møde i opfinderforeningen på Griffen, kommunaldir. Knud Henriksen og borgmester Johannes Schou ses til højre.

De tiltagende konflikter kan aflæses i livet inde i skolerne, hvor der f.eks. klages over uro og larm, som ødelægger en god og effektivt undervisning.

Jeg håber, at den spændende skoletrivselsundersøgelse, som kommunen har fået udarbejdet, bliver en grundsten i en restaurering af den bornholmske folkeskole.

Vi håber jo på, at rigtig mange familier vil flytte til øen i de kommende år, og det er ikke mindst vores løfter om at kunne tilbyde de nye familier et godt børneliv  med gode og gratis skoletilbud, der kan trække nye til øen.

Billedet herover er et udsnit af en større akvarel med måger i forskellige positioner

Af Ben Woodhams, englænder, dansk gift, kunstner

Som jeg husker det, har jeg altid tegnet, og jeg har altid interesseret mig for naturen – især

Ben Woodhams ved Hasle Havn i forbindelse med hans spændende KYST-projekt.

fuglene. Jeg voksede op i Brighton cirka en time syd for London, og vi boede midt i byen i et gammelt rækkehus, det vil sige ret langt fra naturen. Men Brighton ligger på kysten mellem noget af Englands mest smukke natur, og næsten hver weekend tog vi på tur rundt omkring – til kalkbakkerne, der hedder ’The South Downs’ fyldt med flotte landsbyer med idylliske pubber, til hede og lyngområder som ’Chailey Common’, hvor man kunne fange frøer eller firben, eller til en af de gamle skove, hvor der findes en masse af forskellige fugle.

Bedstemors have med flod for enden

Rundt om hjørnet fra mit barndomshjem er der et fantastisk og meget gammeldags museum, der hedder ’The Booth Museum’, som var fyldt med tusindvis af udstoppede fugle. Det besøgt jeg ti på på vejen hjem far skolen, og sad og tegnede fuglene. Mit yndlingssted var der hvor min bedstemor boede i Salisbury, fordi hun havde en kæmpestor have med en flod for enden, hvor jeg fiskede, roede og ledte efter smådyr hele sommeren. Det var nok dér jeg begyndte at føle mig forbundet med naturen for alvor.

Selv om de godt kunne lide at være ud i naturen, var mine forældre ikke særlig naturinteresserede, og det var mine søskende heller ikke. På skolen fandtes der heller ikke så mange, der kikkede på fugle eller dyr på samme måde som jeg.

Menageri af krybdyr, slanger og frøer på værelset

Jeg blev altid betegnet, både i familien og på skolen, som ’ham der tegner og elsker fugle’ så længe som jeg kan huske. At der ikke var andre at dele min interesse med, havde jeg det helt ok med. Den ene gang jeg var med på en YOC (=DOF ungdom) tur, var jeg ikke så glad for det. Jeg havde et menageri af krybdyr, slanger og frøer jeg havde samlet sammen i mit værelse, og jeg brugte rigtigt meget tid på at kikke på dem og tegne dem.

Min interesse for naturen var stærkt forbundet med min fantasi, og jeg tegnede stort set hele tiden. Udover at tegne ’rigtige’ fugle og dyr, tegnede jeg fantasidyr, og jeg opfandt en helt nye verden, der hedder ’Trifren’, hvor jeg tegnede og beskrev tusindvis af forskellige dyrearter – alt fra insekter til kæmpe pattedyr – og skrev lange historier om hvordan verden blev opfundet. At sidde og tegne og gå dybt ind i mine kreative tanker – det var jeg var mest glad, og det tæller stadig i dag.

Ung tegner i Salisbury

Da jeg blev teenager, var jeg bevidst om,  at fugle og natur ikke var særlig cool, og jeg begyndte at trække mig og fik andre interesser. Af en eller anden årsag var jeg i flere år som teenager ret ’sporløs’, og fuglene blev sat til siden. Alligevel forsatte jeg med at tegne hver dag, men natur blev erstattet med andre interesser og jeg begyndte på Art College i Brighton som 18-årig med en stærk lyst til at være ’kunstner’, selv om jeg ikke havde en eneste idé, om hvad det vil betød.

2 års eventyr rundt om i verden

Efter et etårigt grundkursus på Brighton Art College blev jeg afvist af kunstakademiet i London. Jeg var ret chokeret, men de havde nok en fornemmelse af, at jeg var alt for umoden og ikke klar til det. Jeg flyttede til London alligevel og fik arbejde i forskellige butikker, pubber osv. Og så begyndte et rigtigt ungkarleliv uden ansvar og pligter, med en masse venner og sjov. At blive afvist af kunstakademiet ændrede min plan for livet,  og jeg besluttede i stedet at rejse ud i verden. Efter jeg havde samlet penge nok, købte jeg en enkeltbillet til Cairo, og så begyndte jeg på en to års tur rundt i verden, hvor jeg blev kastet fra det ene eventyr til den andet. Gennem rejsen tegnede jeg og lavede skitser, men jeg tog ikke en kikkert med, hvilket undrer mig i dag.

Da jeg endelig kom hjem til England, som en 23-årig, var det med en ny kæreste fra Danmark, som jeg havde mødt i Hong Kong. Igen var jeg lidt uden mål og arbejdede på forskellige pubber og restauranter.

Studerede et år i Indonesien

Jeg havde rigtig mange vigtige erfaringer fra mine forskellige rejser, men vidste ikke hvordan jeg kunne bruge dem. Selv om jeg tegnede og malede lidt, det var ikke målrettet, og jeg var bange for, at jeg mistede øjeblikket. Endelig besluttede jeg mig for at læse indonesiske sprog på universitet. Jeg var virkelig glad for landet, da jeg igennem det og havde tænkt om muligheden for at arbejde som tolk eller oversætter. Jeg blev optaget på School of Oriental and African Studies (SOAS) og flyttede tilbage til London – et fireårigt studie, hvor jeg studerede det indonesiske sprog sammen med sydøstasiatisk kultur, kunst og arkitektur. Det tredje studieår tilbragte jeg i Indonesien – i Padang og Jogyakarta – en helt vild og uforglemmelige oplevelse, hvor jeg var den eneste vestilige student mellem de tusindvis af indonesiske studenter.

Først Århus, så Bristol og Birmingham

Under hele det forløb havde jeg og min danske kæreste, Tina, holdt sammen, og da jeg blev færdig på SOAS tog mit liv en ny drejning, da Tina blev gravid med vores første barn. Jeg flyttede til Århus og boede der et år, hvor jeg prøvede at arbejde som oversætter – uden meget held eller lykke. Til sidst måtte jeg ændre strategi igen, og bestemte mig for at forfølge en karrier i den engelske museums og galleriverden, som virkede som en god karriere, hvor jeg kunne bruge alle mine forskellige erfaringer og kreative evner. Vi flyttede til Bristol, England, og jeg begyndte at arbejde på forskellige museer og gallerier – fra bunden og op.

Sideløbende tog jeg en MA i museumsmanagement, og til sidst fik jeg en god stilling som kurator. Samtidig voksede familien yderlige med to børn. Alt var godt, men der var ikke tid til at male eller tegne, og jeg savnede det rigtigt meget. Vi flyttede til Birmingham i 2003, da jeg fik et nyt job på Birmingham Museum and Art Gallery. Jeg blev forfremmet til udstillingsleder og arbejdede sammen med interessante og berømte kunstnere fra hele verden. Og alligevel var der en konstant følelse af utilfredshed, der gnavede.

Da mine børn blev ældre, fik jeg en fornyet interesse fugle og natur – fordi jeg ville nemlig videreføre min passion til børnene. Det voksede bare, og på en tur til den skotske ø Mull med min lillebror – med skitseblokken – stod det pludselig klart for mig, at det var nødvendigt at skifte kurs en gang til og prøve at se om jeg kunne prioritere min egen kunst over dem jeg arbejdede med/for på museum. Jeg traf en bevidst beslutning om at tegne fugle ude i naturen – det vil jeg gøre og se om jeg kunne bliver god til det.

Faldt for Bornholm

Sommeren 2007 valgte vi at tage til Bornholm på vores sommerferie. Da min kone Tina

Hustru og tre børn, første gang de besøgte Bornholm i 2007. Og faldt for øen

kommer fra Billund, vil vi prøve noget nyt og se et nyt sted i Danmark. Selv om det regnede og blæste, mens vi var på øen, faldt vi for det med det samme, og så blev en idé født, om at vi skulle flytte til Bornholm og starte forfra. Tina havde i forvejen lyst til at flytte til Danmark, ikke mindst på grund af børnene, som jo ikke kunne tale dansk på dette tidspunkt. Jeg ville ikke flytte til Jylland, så blev vi enige om, at Bornholm skulle være vores nye hjemme. Heldigvis, og ret mirakuløst, fik Tina arbejde med det samme på gymnasiet, hvor hun stadig arbejder, og så flyttede vi sommeren 2008 til øne med vore børn, der dengang var 5, 7 og 9 år gamle.

Harald Havn på Østbornholm i Ben Woodhams smukke streg.

I starten var det ligesom et stort eventyr, og alt var nyt. Jeg havde aldrig boet ude på landet før, og så var det hele nyt og spændende. Der var en masse af fugle og jeg brugte uendeligt mange timer p

at gå ud og tegne og male og. For første gang mærkede jeg en længsel efter at slå rødder. Det viste sig, at Bornholm var det perfekte sted for mig på så mange måder – ikke bare naturen, men også det kulturelt veludviklede samfund, turisterne om sommeren, billige huspriser – og fast arbejde til min kone! Stille og roligt begyndte jeg at etablere mig som underviser, illustrator og selvstændig kunstner, og selv om det har været nogle hårde perioder  går det bare op ad hele tiden.

Min kunst har altid handlet om erindring og tid – også da jeg ligesom havde forladt naturen for mange år siden – og over de sidste mange år har jeg begyndt at opbygge mit eget kreative sprog, der handler om min forbindelse med naturen, og hvordan jeg kan forstærke forbindelsen mellem at betragt og tegne og male, ud i naturen gennem flere timer. Jeg kan godt lide at skabe steukturer eller projekter, hvor forandringerne i landskabet dokumenteres over tid og gennem disse projekter er jeg begyndt at forholde mig til landskabet som en levende og dynamisk ting.

Som tilflytter fra et andet land giver det ekstra mening, fordi jeg meget gerne vil lære om min omgivelser og på denne måde komme tættere på dem.

KYST-projektet

Med disse tanker skabte jeg KYS- projektet, som kører gennem hele 2018. Det handler om

Edderfugle

at gå rundt på Bornholms kystlinje i 52 etaper, hver fredag fra solopgang til solnedgang, uanset hvor dårligt vejret er, og hvor lang dagen er. Når jeg bliver færdig på den 28. december 2018, har jeg nået Rønne havn, lige præcis dér, hvor jeg startede den 5. januar. Under hver tur tegner eller maler jeg alt det, der fanger min opmærksomhed, og på denne måde laver jeg en personlig ”optagelse” af dagen. Hver tur bliver en rejse under solens vandring igennem dagen, men også igennem millioner af geologiske år, tusindvis af historier, årstider, fugletræk, tidevand og meget mere. KYST handler om ændringer gennem tid og rum, med Bornholm som et kæmpe ur eller en kalender.

Nu her, den 30. august, har jeg nået Nexø, og i morgen på KYST 35 tager jeg ud til Nexø Sydstrand, faktisk et af de første steder, jeg besøgte, da jeg kom til Bornholm for 11 år siden. Indtil videre har KYST-projektet været fyldt med kæmpe oplevelser, og det fylder rigtig meget i mit liv. Jeg har været ude i snestorm i Vang Havn, da mine akvareller frøs til og jeg var så kold, at jeg næsten ikke kunne tænke. Jeg har været blæst omkuld af den vestlige vind ved Hammeren, og jeg har været fuldstændig forbrændt af solen hele vejen langt Bornholms smukke klippekyst. Jeg har haft nogle sublime og meget smukke øjeblikke, hvor jeg virkelig har følt mig ét med naturen og øen, på en måde som jeg ikke troede var mulig. Og så har jeg malet masser af billeder.

Mit rigtige spor i livet – Bornholm og mit nye hjem

Det er meget vigtigt for mig, at alt det, jeg laver, bliver delt, mens projektet udvikler sig. På de dage, hvor jeg går rundt om øen, uploader jeg billeder på Instagram, laver jeg en blogefter hver tur på min hjemmeside, og på min Facebook-profil uploader jeg billeder osv. På Svanekgaarden næste år, den 3. maj, åbner KYST-udstillingen, og jeg håber bogen vil være færdig på samme tid. Udstillingen skal videre til Skotland, England og tilbage til Allerød. Det er stort, og jeg er bare så taknemmelig for al den støtte, jeg har fået fra rigtig mange menneske – både ’digitalt’ og på turen i virkeligheden. Jeg føler mig utroligt privilegeret, at det overhoveret muligt for mig at gøre det her, og jeg er klar over, at det ikke vil være muligt uden at rigtig mange ting er på plads, ikke mindst støtten fra min familie. Jeg er så glad for, at jeg endelig har fundet mit rigtige spor i livet. Og fandt Bornholm. Mit nye hjem.

 

(Første gang, jeg blev opmærksom på Ben Woodhams, var da han malede nogle fantastiske billeder af de bornholmske dinosaurer. De kan stadig ses i udstillingen på NaturBornholm. sw)