I min barndom ude på landet var der ikke meget fyrværkeri eller nytårsfejring, men der blev da lavet nytårsløjer. Stiger, havelåger og lokumsspande forsvandt nytårsaften, og nogle hejste sidstnævnte op i flagstangen hos dem, der havde en sådan. Meget morsomt!

Min mor var modstander af den slags, så vi fik ikke lov til at løbe ud nytårsaften, og det var også meget sparsomt med fyrværkeri, vi fik sendt af sted.

Min far var blevet hjemmeværnsmand under Ungarnskrisen i midten af 50’erne og havde skaffet sig lidt løst krudt, som han kunne skyde nytåret ind med. Det var nok ikke helt lovligt, men vi syntes vistnok, at det var festligt, når der stod en lille ildsøjle ud af geværmundingen og der lød vældige brag. Egentlig mærkeligt, at min far gjorde sådan, da han var en meget-meget retskaffen mand.

Min ældste bror havde lært i fysik  noget om kemi, og hvordan han kunne fremstille nogle blålys, som han og min næstældste bror eksperimenterede en del med i mellemjulen, og nytårsaften lavede de det helt store lysshow jeg tror med serieforbundne lys.

Det gik værre for en af deres bekendte oppe i et villakvarter i Roskilde. Han eksperimenterede med farligere krudt i sine forældres kælder, og han formåede under et forsøg at lægge det meste af villaen i ruiner. Jeg husker ikke, hvad der skete med ham. Men han må da være kommet slemt til skade.

Nytårsmorgen skete det, at min lillebror og jeg gik en tur og ledte efter fyrværkeri, der ikke var sprængt. Vi fandt af og til noget, men var så kloge, at vi ikke forsøgte at tænde det på ordinær vis, men lavede et lille bål, smed krudtet derind og spænede væk fra åstedet for i nogle tilfælde at høre et mindre brag.

Skøjteløb på Præstedammen – nok 10-20 år før min barndom, men dog med mindelser om det primitive udstyr, man brugte dengang. Huset i baggrunden er det, Elly og jeg bor i dag.

Ellers var 1. nytårsdag anledningen til at vi børn og unge på egnen mødtes ved en tilfrosset dam, lavede glidebaner og dem, der var så heldige at have et par skøjter, de kunne spænde på skistøvlerne, lavede kunstfærdige ottetaller på isen. Vi kunne godt være 25 mindreårige, der havde nogle meget festlige timer sammen, og jeg kan ikke erindre en eneste 1. nytårsdag, hvor der ikke var is på dammen ikke så langt fra, hvor vi boede.

Og hvis der var sne nok, spændte vi skiene på gummistøvler eller skistøvler og gik over markerne til den nærmeste djævlebakke, som vi kurede ned af. Jeg har for nogle år siden genset djævlebakken, der var en lille forhøjning, der skrånede ned mod et pigtrådshegn. Det var nok det mest farlige ved den.

De sidste år, inden jeg flyttede hjemmefra, begyndte naboerne at få fjernsyn,  og jeg erindrer en dag lige efter nytår, hvor vi besøgte gårdejeren og hans hustru, der serverede kaffe, sodavand til os børn, småkager og æblekage samt bød på kunstskøjteløb i fjernsynet Det var noget andet end de ottetaller, vi oplevede henne på dammen. Det snurrede en gang så meget rundt på den lille tv-skærm, at jeg besvimede til stor forskrækkelse for min mor. Men lidt ekstra appelsin-sodavand kvikkede mig så meget op, at vi kunne gå hjem.

På nudansk er udendørs blevet til outdoor og hvis man laver et arrangement i det fri er det open air.

Når jeg skal hen til torvet i Aakirkeby bliver det vel downtown.

Og skal jeg en tur med færgen til Ystad, er jeg  nærmest på et cruise.

Jeg spiser ikke på færgen, men dinerer, og skal jeg handle i kiosken er det en form for shopping.

Hvis jeg tager en middagslur, foregår det på min day bed.

I en ledig stund skriver jeg et brev, ikke en e-mail, men et rigtigt  letter.

Vi nærmer os en højtid, og mon ikke også snart det bliver Christmas?

Og så skal vi fejre New Year. Og vi bliver alle so happy.

Umiddelbart efter byder butikkerne på sale, så vi kan købe julegaverne til næste år i god tid og meget billigere end lige før Christmas.

Have a nice Christmas and a happy New Year all of you.

 

Billedet herover: Bente kører Elly ind i stuen efter den “hemmelige” udklædningsaktion i soveværelset, og Anja ses til højre på vej med en støttepude til Ellys dårlige arm. Et fantastisk par, der er med til at gøre Ellys og min hverdag behagelig. Det skal siges, at der findes mange af deres slags i hjemmeplejen, ja, i det hele taget i kommunens ældreomsorg.

I går var Elly og jeg inviteret til julefrokost på dagcenter Sønderbo i Rønne, hvor Elly stadig kommer, dog nu kun én gang om ugen.

Vores to forholdsvis faste og fantastiske hjælpere fra hjemmeplejen i Aakirkeby, Bente og Anja, havde hørt, at vi skulle til af sted og syntes, at Elly skulle klædes ekstra flot på.

Så de havde fundet sølvbryllupskjolen fra 1992, købt hos Kylle Smed, frem. Det skulle være en overraskelse til mig, da de kom ind med hende i den flotte blomstrede kjole. Sødt af dem, og Elly så rigtig godt ud hele dagen.

Elly i sølvbryllupskjole, klar til julefrokost. Jeg har desværre ikke nået at klæde om, inden Anja trykkede på knappen, for så kunne jeg måske have skjult min mave lidt bedre. Ja, man er jo lidt forfængelig, selv om jeg har tabt 12-13 kilo det sidste halve år, er det ikke maven, det kan ses på!

Lidt værre var det om aftenen, da hjemmeplejen skulle afføre Elly kjolen.  Den ene arm er blevet lidt stiv og ubøjelig, men det lykkedes med besvær de dygtige damer at få kjolen af Elly og lagt hende i seng.

Midt på formiddagen kørte vi med HandyBat til en meget hyggelig og festlig julefrokost på Sønderbo med ca. 30 deltagere foruden personalet. Der blev sunget julesange, og personalet gjorde en fantastisk indsats for at skabe godt humør, så det blev en rigtig dejlig dag, hvor Elly især nød karrysilden. Den var hun i tidligere tider selv en mester i at lave. Maden kom fra Rabækken Madservice.

Kaj Munk spillede på harmonika og bidrog til den gode stemning, inden vi igen tog HandyBat hjem til Aakirkeby.

Ellys dårlige arm: Her til morgen havde vi besøg af en empatisk ergoterapeut, der skulle se på Ellys dårlige arm. Efter nogle få masserende håndbevægelser åbnede Elly frivilligt den dårlige hånd. Det har hun ikke kunnet længe. Og nu vil terapeuten lave en plan for, hvordan hjemmeplejen ved daglige behandlinger kan få armen til at fungere bedre end den har gjort i lange tider. Det var Bente, der fandt på, at vi skulle have besøg af ergoterapeuten. Det var virkelig noget, der minder om en fysisk landevinding. Ser frem til det videre forløb.

Afkræftet at det er kræften: Jeg har i nogen tid haft smerter i min højre hofte, især når jeg ligger på den side om natten. Da jeg jo ved, at min prostatakræft, skønt den er sat i bero af kemo,  har spredt sig til knoglerne, har jeg ikke kunnet frigøre mig fra den tanke, at det kunne være, at spredningen netop var sket til hoften. Jeg talte med min læge om det og efter diverse undersøgelser henviste han mig til røntgenundersøgelse. Jeg mødte op i onsdag på røntgenafdelingen i Rønne, hvor der overhovedet ikke var nogen ventetid. Efter  undersøgelsen fik jeg at vide, at jeg kunne få svar hos min egen læge først i næste uge.

Men her i formiddag, lige før jeg skulle til fysioterapeut i Nexø ringede den rare doktormand  (Thomas Kofod Andersen) og beroligede mig. Intet alarmerende, blot nogle aldersrelaterede forandringer, som hvis det bliver rigtig slemt kan fjernes ved en kikkertoperation.

Lymfe- eller fedtknude: Så mangler jeg at få at vide, om det er en fedt- eller lymfeknude, jeg har på halsen, og som har generet mig lidt i den senere tid. Den skal ultralydscannes, hvorved man kan af eller bekræfte, at det er en lymfeknude, affødt af kræften.

Men jeg har læst, at selv om det skulle være det sidste, så er fjernelse ved operation mulig. Og med gode udsigter.

Så nu håber jeg snart, at de får tid til  til denne scanning.

Jeg må nok erkende, at jeg er blevet lidt forskrækket af diverse signaler kroppen er begyndt at sende mig, siden jeg fik konstateret prostatakræft, selv om udsigterne for at leve med det mange år er ret gode.

Jeg er optimist, men en gang imellem, især om natten, kan jeg ikke lade være at spekulere.

Og ikke alene handler det om min tilstand, men i høj grad også om Ellys, som jeg håber at kunne have her ved mine side i en del år endnu, selv om hun er meget hårdt ramt af Alzheimers.

Et lyspunkt i den historie var i går, da jeg kunne se, at hun flere gange levede med i musikken og så glad ud.

Gode oplevelser med systemet: Der er dem, der synes, at jeg er alt for positiv nærmest lalleglad i forhold til den behandling, Elly og jeg har fået fra fra hjemmeplejen, fra sundhedsvæsnet og fra læge- og sygevæsen. Men jeg overdriver ikke. Vi har haft fantastisk positive oplevelser. Men ved da godt, at der er dem, der er berettiget utilfredse med dette og hint. Det er dog det, man hører mest om, og derfor synes jeg, at det er vigtigt at påpege, at oplevelserne også kan være af de gode.

Foto: Mads Kristoffersen

Jeg beklager mig ikke over udviklingen i juleriet, og synes, at det er i orden, når det begrænses til perioden fra omkring 1. søndag i advent til selve højtideligheden. Derimod synes jeg måske, at det er lidt meget, at nogle forretningsdrivende starter juleriet lige efter at sommerens sidste turister er rejst hjem.

I min barndom i 50’erne vandrede vi til byen (Roskilde) søndag før jul, så på juleudsmykningen, havde slæden med (dengang var der jo altid sne i julemåneden!), købte nogle julegaver og trak dem med hjem på slæden. Vi var far og mor og fire drenge.

Far sørgede for et juletræ, satte det på fod og ind i den pæne stue, hvor mor pyntede det lillejuleaften. Der var skydedøre mellem de to små stuer, ikke noget nøglehul, så vi kunne ikke smugkigge på juletræet, selv vi havde lyst.

Kalkun og risalamande
Vi spiste ofte kalkun, gås eller bare flæskesteg, og jeg kan godt huske, at jeg flere gange var så spændt på juletræet og gaven/gaverne, at jeg næsten ikke kunne spise maden. Risalamanden var desserten, mig bekendt ingen mandelgave. Endelig var vi færdige med at spise, så blev dørene til det, man på Bornholm kalder Sâlinj på landet eller bedststuen i byen, skudt til siden og far og mor gik rundt med tændstikker og satte ild til røde og hvide stearinlys. Og vi børn var stumme af overraskelse over, at de havde formået endnu en gang at levere vor juls smukkeste træ med stjerne i toppen helt oppe ved loftet. Så satte vi os pænt i stole og sofa, fandt julesangene frem. Mor satte sig til klaveret og vi andre rejste os for at gå omkring det prægtige træ, syngende to-tre julesange/salmer. Far med den dybe, rustne stemme overdøvede os andre, indtil vi kom i den alder, hvor stemmen går i overgang.

Måtte vente pænt på gaverne
Og så serverede mor kaffe og te, mens vi satte os og ventede pænt på pakkerne. Jeg kan erindre nogle få af min barndoms julegaver, der begejstrede: en botanikbog og en lastbil med kran. I de første år fik vi nok bare en enkelt gave hver, men senere blev det til et par stykker, og vi var vilde af begejstring. Kan ikke erindre sure miner, men glæde over det, man fik. Og de næste dage spiste vi rester fra julemiddagen og indimellem konfekt og hjemmebagte småkager. Vi børn legede med vores gaver eller læste bøger. Og indimellem var vi ude at stå på ski, løbe på skøjter eller køre ad den lokale djævlebakke på ski eller slæde og snakke med nabolagets andre børn. Det var alletiders jul.

Ingen pakkekalender
Jeg tror ikke, at man dengang endnu havde opfundet det med en pakkekalender, men vi fire drenge fik hvert år sammen en meget flot papjulekalender af en svensk dame, mor arbejde sammen med, og så skiftedes vi til at finde og åbne dagens låge.

De egentlige gavekalendere opstod vel i min ungdom, og jeg husker tydeligt, at svigermor broderede hvad der kunne ligne en klokkestreng til hver af vores tre børn med deres navne på og ringe til at hænge gaverne op på.

Sådan nogle “kalenderstrenge” går ikke i dag, hvor pakkerne fra at være småting,
er blevet til store gaver, hvilket bl.a. fremgår af Mads Kristoffersens dejlige foto af Ida, der pakker mormors overraskelse den 1. december ud.

 

 

Jeg skulle måske have taget billede på en mere neutral baggrund,
men nu står de altså på den dug, som jeg dækkede op med, da 
lindénerne var på besøg. Og det er en anden historie. Dugen har Leila 
en gang syet og foræret os til vores lange spisebord, formentlig
kort tid efter vi flyttede ind i huset for godt ni år siden.

– Man giver da ikke en mand blomster! sagde sangeren Kim Larsen en gang.
Næste gang jeg hørte det samme, var da jeg forleden fik besøg af mine venner Leila og Niels Lindén. Leila afleverede en værtindebuket, bestående af sart laksefarveded roser, og jeg blev som sædvanlig når får noget smukt glad. Jeg synes, at mange blomster er smukke, og de kan være med til at stemme mit humør et par grader op.
Leila fortalte, at Niels havde sagt de samme ord som den folkekære sanger. Men hvorfor nu ikke? Hvad skal man så give en mand? Ja, da jeg var vinhandler, ville jeg have haft masser af svar på rede hånd.

Men jeg bliver nu også glad for blomster, og hvorfor skulle mænd dog ikke kunne blive det?

“Sig det med blomster” hedder det hos Floragram. Og jeg vil ligeså gerne have en buket blomster som en flaske eller noget andet.

Blomsterne lyser op i flere dage og minder om de besøgende. 

Af samme grund synes jeg altid, at der skal være blomster i mit og Ellys hjem, om ikke andet fra nogle potteplanter, der er med til at live op i vore stuer.

Elly fotograferet i vores vinbutik i Aakirkeby kort tid før hun fik konstateret Alzheimers demens, en ondskabsfuld sygdom, der har taget hende fra mig efter 51 1/2 års samliv. En snigende gift, der på to år har betydet, at hun langsomt er forsvundet og nu stort ikke har noget sprog, og bare sidder i sin kørestol eller ligger i sengen. Hun fortjener en bedre alderdom, og det tror jeg, at de kan være med til at give hende på Aabo.

Billedet herover blev taget til vores guldbryllup for knap et år siden, hvor vi var sammen med alle vores børn, svigerbørn og børnebørn. Børnene og deres ægtefæller først: Mette og Søren, Mikkel og Anne, Mads og Christina og så vores ligeså elskede plejedatter fra Estland, Heli og hendes mand Thomas. Børnenebørne i aldersrækkefølge, hvis ellers jeg husker ret, er: Karoline, Laura, Ingrid, Gunna, Maren, Villads, Ella, Valdemar, Adele og Johannes.

 

Elly og jeg havde flere fælles bekendte, inden vi mødtes første gang. Måske havde vi hilst overfladisk på modparten i marts-april 1967, men vi havde ikke lagt mærke til hinanden.

En af vores fælles veninder, Leila, havde talt om Elly og sagt, at næste gang vi holdt fest, så skulle hun med. Så der afgik fra Kirsten Giftekniv en besked til Elly, om, at hun lørdag den 20. maj skulle med til fest på Markvejen i Knudsker, hvor min ca. 40 kvadratmeter store lejlighed befandt sig. Det var en pænt stor stue med alkove og et lille køkken samt entre og et badeværelse.

Mødtes ved Springvandet

Elly kunne ikke komme til festlighedernes start, men efter en tur i teater med hendes veninde havde Leila aftalt,  at vi skulle mødes ved Springvandet på Store Torv i Rønne.

Leila og jeg kørte til Store Torv og hentede frøkenen.

Jeg faldt ved første blik. Elly var nok lidt mere forbeholden, bl.a. fordi der var en anden kvinde, som var interesseret i mig, men som jeg bestemt ikke nærede følelser for.

Ringforlovede efter 10 dage

Siden den 20. maj 1967 har Elly og jeg boet sammen og været forholdsvis uadskillelige. Vi har som andre ægtefolk haft vore fredsommelige ”slagsmål”, men vi har holdt sammen og støttet hinanden i de opgaver, vi hver især har haft lyst til at påtage os, både arbejdsmæssigt og i det politiske/foreningsmæssige liv.

Den 30. maj 1967 efter ti dage blev vi ringforlovede med ringe, som Elly lånte mig penge til, det var jo sidst på måneden.

En meget svær beslutning

Den 4. november 1967 blev vi gift, og derefter fik vi tre børn indenfor lidt under tre år.

Efter så mange fælles år med glæder og sorger har jeg taget mit  livs værste beslutning: at søge plejebolig til Elly på plejecenter Aabo her i Aakirkeby.

Vi har hidtil oplevet en enestående hjælp fra hjemmeplejen i Aakirkeby og Sønderbo i Rønne, og efter besøg på Aabo i dag og lederen Zette Kofods rundvisning er jeg blevet bestyrket i, at jeg har taget den rigtige beslutning. Elly får en mere rolig hverdag, og så får jeg det jo nok også, selv om det bliver mærkeligt at skulle  have hver sin bolig og ikke sove ved siden af hinanden efter 51 ½ års fantastisk samliv.

Hvornår vi får tilbudt en plejebolig til Elly  ved jeg ikke, men jeg tror ikke, at det varer så længe.

Forsiden af Tandfeens hjemmeside, med hende selv
nederst til højre omgivet af personalet.

Jeg var til tandlæge i går. Hos Tandfeen Annette Marker i Hasle. Selv om det jo aldrig er behageligt at komme i stolen, så er der altid en hyggelig og dejligt menneskelig stemning i den lille klinik i den nordlige udkant af Hasle Dette er ikke reklame. Jeg tror faktisk ikke, at der er plads til flere patienter i klinikken.

Da Elly og jeg var unge havde vi Poul Henmar i Knudsker som vores tandlæge. Ham var vi også glade for, selv om han kunne være lidt professionelt hård ved bisserne. Men det var jo nødvendigt. Og så havde Henmar den vane, at han, mens han havde hænder og instrumenter dybt begravet i ens mund, at fortælle sin uforgribelige mening om dette og hint, og man kunne kun fremstønne nogle halslyde, som han kunne opfatte som han ville.

Skiftet fra Henmar til en tandfe

Nå, men jeg tror nu, at vi ofte var meget enige om rigtig mange ting, hvilket jeg da også fik bekræftet, når jeg en gang imellem havde min mund for mig selv. Ham kom vi hos i mere end 30 år og var rigtig kede af det, da han meddelte, at han ville holde op. Men at han havde aftalt med den unge og forholdsvis nyetablerede Annette Marker  i Hasle, at hun kunne overtage os.

Det har vi været meget glade for, og selv om tænderne jo skal have en mere eller mindre behagelig omgang med jævne mellemrum, så føler vi os trygge i hendes stol.

Tæller til 40 eller til så langt jeg når

Og når jeg ligger der i stolen og kigger op i loftet, er der en plakat af Poul Pava med 40 af hans sjove børnetegninger. Jeg har talt dem flere gange. 40 er der. Og når jeg har fået en forebyggende tandrodsbehandling, skal jeg ligge i temmelig lang tid og kigge op i loftet. Så er det ikke nok at kunne tælle til fyrre.

Det sidste par gange er jeg begyndt at se, hvor langt jeg kan nå at tælle, mens forskellige tanker strømmer ind i mit hovede. Denne gang nåede jeg ved langsom tælling til 847, før jeg blev befriet for diverse instrumenter, der jo ikke ligefrem er behagelige.

Pava-tegning af 12-årig ”brilleabe”

Mens jeg lå der og talte, fik jeg øje på en grøn tegning af et barn med briller, og kom til at tænke på, at den ligner mig, dengang jeg som 12-årig fik mine første sygekassebriller. Det var næsten samtidig, at jeg begyndte at få lyst til at skrive. I begyndelsen med min sjuskede håndskrift på papir, nogle få år senere på en gammel, lånt Remington-skrivemaskine, der var med til at forstærke min fantasi og lyst til at sætte ord på papir.

Det har jo så siden ført til, at mange har måttet leve med min måde at skrive på, og jeg er da glad for, at bloggen her har efterhånden rigtig mange læsere. Det varierer fra 488 besøgende på bloggen i går og op til 2500 en sommerlørdag for snart længe siden. Om jeg nogensinde når derop igen ved jeg jo ikke, men jeg glædes over alle dem, der kigger ind på min lille  ordfabrik.

Nå, men tilbage til min tandlæge. Jeg ville have fotograferet et udsnit af Pavas plakat for at vise mine læsere, hvordan jeg så ud med briller som 12-årig. Men jeg var så glad for at blive befriet for instrumenter i min mund, at jeg skyndte mig op af stolen og ud for at betale det beskedne honorar for behandlingen, plejen, og omsorgen, jeg føler at man altid bliver modtaget med her.

Foto: DR

Jeg kan i de fleste tilfælde ikke lide, når vise- og popsangere vrænger deres sange ud. Derfor var jeg ikke vildt begejstret for, at Kim Larsen selv valgte at synge sine sange.

Men jeg ved godt, at jeg er stort set alene med den opfattelse. Jeg har det på samme måde med andre fremragende sangskrivere, fx Sebastian, C.V. Jørgensen og Anne Linnet, der alle har skrevet både geniale tekster og musik.

Jeg kunne nævne mange andre.

Men nu koncentrerer jeg mig lige om det aktuelle: Kim Larsen og mindekoncerten på Rådhuspladsen.

Her fik vi i nogen udstrækning præsenteret nogle af Larsens fremragende melodier og tekster af folk, der i mine øren kunne synge. Det gjaldt først og fremmest den 14-årige dreng, der sang Joanna, så det løb koldt ned ad ryggen, eller Oh Land med Papirklip og Rasmus Walther med De smukke Unge Mennesker., Der var flere, men lydforholdene i tv-gengivelsen var ikke altid lige god, og den ydede ganske givet hverken Caroline Henderson, Dorthe Gerlach, Mette Lindberg & Kira Skov eller Kvamie Liv retfærdighed.

Lydforholdene var til gengæld fine, da Pigekoret afsluttende sang ”Om lidt bliver her stille”, og det var en fryd for mine øren, der elsker ren, klar sang i stedet for rustne stemmer, der ikke altid er lige smukke.

Jeg syntes bestemt ikke om en skabagtig optræden af Magtens Korridorer, hvis forsanger forsøgte at efterligne Larsen på en højst uheldig måde.

Nå, men det jeg vil sige med dette, er, at fordi man er en fremragende sangskriver, er det jo ikke sikkert, at man selv skal fremføre kunstværket.

Hvis der ikke havde været lydproblemer ved mindekoncerten , vil jeg tro, at langt de fleste af de optrædende ville have været eksempler på det, jeg godt kan lide ved pop/viser.

Som et lille PS: Jeg synes ikke, at man tjener Kim Larsens minde ved ustandselig at spille hans viser i radioen. Det ender med, at vi når at blive trætte af dem, hvis man fortsætter som hidtil. Og det er formentlig ikke meningen..

Jeg har før skrevet historien om min mors røde hawaiiblomst, som er blevet formeret i en uendelighed, siden hun fik den en gang i 1950’erne. Først gjorde hun det selv, og siden var det så heldigt, at min svigerinde, Grethe, gift med min bror Niels, har taget stiklinger og frøformeret denne dejlige plante med den smukke, enkle og dog komplicerede blomst.

For en del år siden fik jeg en stikling af Grethe, men kom til at efterlade den hos søn og svigerdatter (Mikkel og Anne). Den står på gulvet i deres lyse lejlighed i Ørestaden og  er blevet næste menneskehøj.

For et par år siden fik jeg så først den ene , så den anden stikling af Grethe, og i fjor var der frø, så jeg har lavet 5-6 frøplanter og en enkelt stikling. Det sidste tager for lang tid og holder ikke rigtig til min tålmodighed.

I foråret kunne jeg se, at mine frøplanter var modne til at blive givet bort, jeg har beholdt en herhjemme. Den er 75 centimeter høj og busket, men når den er færdig med sit i øjeblikket ret imponerende blomsterflor, skal den befries for noget af toppen og de nederste sidegrene, så den kan danne en ordenslig krone på en tyk stamme..

Den stiklingformerede plante blev givet væk til bloggens cheffotograf, Mads Kristoffersen,  der sammen med sin kone, Bente, også interesserer sig for potteplanter, især pelargonier.

Den er ikke nær så stor i vækst, men det kommer under deres kærlige pleje, er jeg vis på.

Til gengæld har Mads lige sendt mig et billede af den i blomst.

 

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside (cancer.dk) kan man få
rigtig megen nyttig viden om de forskellige kræftsygdomme.
Her er det prostatakræft, det gælder.

Jeg var på vej i bil til Rønne, da min telefon ringede, men jeg kunne ikke lige stoppe og tage den.

Her til morgen opdagede jeg, at det ellers var en glædelig meddelelse, jeg kunne have fået allerede i går.

En ambulatoriesygeplejerske meddelte på telefonsvaren, at hun bare ville fortælle mig, at resultatet af en blodprøve, jeg fik taget forleden, var meget positivt. Mit såkaldte PSA-tal var faldet fra 14 for tre måneder siden til 7,5.

Siden operationen og kemokuren i fjor har jeg taget det hele meget roligt og faktisk ikke i forløbet på noget tidspunkt været chokeret. Men mærkeligt nok har jeg været lidt urolig op til en 3 måneders kontrol, jeg skal til i næste uge. Så sygeplejerskens venlige stemme og kontante oplysninger, har beroliget mig og gjort mig glad.

Lader skæbnen råde

Jeg er fatalist, altså har det sådan, at det, der sker/er sket, kan jeg ikke  lave om på. Så jeg lader skæbnen råde. Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive ked af det. Men i forbindelse med min sygdom har jeg faktisk siden operatkion og kemobehandling kun fået glædelige beskeder, selv om jeg har et tiltagende antal bivirkninger eller senfølger af kemobehandling, operation og medicin.

Min fatalistiske indstilling er yderligere blevet bekræftet af et kursus ”Kom Godt Videre”, som er arrangeret af Kræften Bekæmpelse i samarbejde med kommunen , personificeret i fysioterapeut Gudrun Jørgensen, der har stået for det genoptræningsprogram, jeg har været igennem på Sønderbo i Rønne. Og for Kræftens Bekæmpelser er det den ihærdige formand, Lis Hamfeldt Pedersen, der lægger mange kræfter i kursets gennemførelse. Det foregår på Kræftens Bekæmpelses adresse i Hafniahus i Rønne. Kurset er for folk, der har kræft eller har haft det, og deres pårørende. Vi er godt en halv snes deltagere.

Et fremragende kursus

Jeg var en del i tvivl om, hvorvidt jeg ville deltage i kurset, da jeg fik tilbuddet. Men i dag, hvor der kun er én kursusdag tilbage, er jeg glad for, at jeg meldte mig.

Første modul var med kræftpsykolog på Bornholms Hospital, Caroline Lind Pedersen, der fortalte om sine erfaringer med at rådgive kræftpatienter og hjælpe dem med redskaber til at bekæmpe problemer, der kan opstå, når man får kræft eller bagefter. Jeg mener ikke selv , at jeg har brug for en psykolog, men man ved jo aldrig, hvad der kan ske, så det er vældig godt at vide, at hun er der. Og nu ved jeg så også, at hun virker meget kompetent.

Afspænding til opvaskemaskinen?

Næste modul foregik på Sønderbo i Rønne, hvor Gudrun Jørgensen og hendes kollega fra Nørremøllecentret i Nexø, Anja Lassalle instruerede os i motion og afspænding. Især det sidste var nyt for mig. Jeg har altid troet, at afspænding var noget, man kom i opvaskemaskinen. Men nu fandt jeg ud af, at det også kan bidrage til en indre ro.

Intet job til en 75-årig

Tredje modul skulle have været med en socialrådgiver, der desværre måtte melde afbud, og så var der socialfaglig konsulent Trygve Spanner Lund, der kunne hjælp med orientering af jobmuligheder. Det gjaldt dog ikke en 75-årig tidligere journalist og vinhandler, der har forladt arbejdsmarkedet for et års tid siden.

Og ved alle lektioner har Lis Hamfeldt Pedersen været god til at gå ind og fortælle om alle Kræftens Bekæmpelses mange gode tilbud til medlemmerne om møder og aktiviteter og meget andet.

Det grønne nøglehulsmærke

Det jeg nok har fået mest ud af – sådan rent personligt – er diætist Bodil Sonnes fjerde modul, hvor det for første gang gik op for mig, at det grønne nøglehulsmærke, som findes på mange fødevarer, betyder noget, som det er værd at tage med i sine indkøbsovervejelser. Hun lærte os også at læse deklarationerne bag på de varer, vi køber, og hvad der er af sunde og usunde ingredienser i fødevarerne. Men hvis der er det grønne nøglehulsmærke på emballagen, kan man være sikker på, at det er et produkt, som er godt for os, og så behøver man ikke læse deklarationer.

 

Baptister, katolikker, folkekirkemedlemmer og en fatalist

Femte modul var med provst og sognepræst i Rønne, Johannes Gregers Nielsen. På holdet er er både baptister, katolikker, folkekirkemedlemmer og så sådan en fatalist som mig. Men den forholdsvis unge provst var vældig god til at fortælle om, hvad man kan bruge præster til, hvad enten man er troende eller ej.

Sidste modul, som vi stadig har til gode, er med en læge, der har kræft som speciale, enten praktiserende Lisbeth Boss eller overlæge på onkologisk afdeling Ditte Nielsen, der vil fortælle os om kræftens mange ”mysterier”.

 

En ny kræftgruppe på vej

Og så har Lis Hamfeldt Pedersen lovet os, at hun efter kursets afslutning vil hjælpe os med at fortsætte i en gruppe, der mødes med jævne mellemrum til hyggeligt samvær og drøftelse af erfaringer med sygdommene, ligesom man kan invitere forskellige fagpersoner til  disse møder. Jeg har på fornemmelsen, at de fleste gerne vil være med, og det håber jeg da også, da vi efter seks moduler er en næsten sammentømret gruppe med mange forskellige slags kræft, men samtidig mange fælles problemstillinger med bl.a. senfølger eller bivirkninger af operationer og behandling.

 

Et overset, men fantastisk tilbud

Hele kurset, som holdes en gang om året, er et fantastisk tilbud, som mange flere med kræft tæt inde på livet kan have stor glæde af. Selv om det har været et årligt tilbagevendende tilbud i mere end ti år, er det ikke særlig kendt i befolkningen. Det håber jeg, at mit indlæg her kan være med til at råde en lille smule bod på.