Der har været usædvanlige vejrforhold i det meste af 2018. Det påvirker planter -og mennesker.

Her ved Præstedammen har vi en Hawaiiblomst, potteplante, der helt usædvanligt er begyndt at blomstre  i mellemjulen. Normalt er det plantens hviletid, men i dag sprang den første blomst ud, og der er flere på vej. Vores Hawaiiblomst-plante af slægten hibiscus er en af fem, som jeg såede i efteråret 2017. De spirede langsomt frem, men til gengæld har den taget til i år, og efter ompotning og beskæring er den blevet mere end en halv meter høj og bar i august-september-oktober adskillige blomster hver dag. Der sidder da også en del frøkapsler på den smukke plante med det grønbrune løv og de knaldrøde blomster. Jeg må se at tage mig sammen og høste nogle frø og så dem, så jeg kan forære nogle flere planter væk til næste år.

Udenfor op ad humuren står der en figenbusk, der stadig bærer små modne frugter, og som åbenbart ikke led skade af frosten forleden.

Der er flere steder velduftende blomster i roserne, og man skulle ikke tro, at vi står foran en vinter, da masser af buske og træer ser ud som om de er kommet i forårshumør.

Foto: Mads Kristoffersen

Der var mødt et halvt hundrede mennesker til det efterhånden traditionelle ”afdansning” omkring det store, flotte juletræ  i AakirkeJULEby i formiddag.

Ført an af formanden for borger-foreningen, Robert Johnsen, blev der sunget en række julesange og gået omkring juletræet.

Der var gløgg og småkager til de voksne og godteposer til børnene.

Det fugtige let tågede vejr gjorde sikkert, at en del foretak at blive hjemme og julehygge. Selv om den sidste dans omkring træet på Torvet også plejer at være rigtig hyggelig.

På Facebookgruppen “Bornholms Historiske Samfund” efterlyser tidl. museumsinspektør Ann-Vibeke Knudsen fotos af dette dobbelthus i Smedegade 30-32 i Aakirkeby. Billedet herover stammer fra registranten “Huse i Aakirkeby” fra 1989. Men Ann-Vibeke Knudsen efterlyser fotos, der er ældre. Museumsinspektøren har gennemgået en række billeder med og omkring  Hans Markussen, der var landmand på Brandsgård i Aaker hos familien Kaas, hvis yngste datter, Louise Kaas med sin mors hjælp byggede huset i Smedegade i 1895 med atelier i tagetagen. “Ejendommen var opført i otte fag med kælder. Nr. 30 til højre med tagatelier, tilhørte fra april 1895 H. M. Kaas’ enke (datteren Louise Kaas var første fotograf på stedet). Fra august hed ejeren frk. Ingeborg Bertelsen, hun var også fotograf. Og fra august 1900 til juni 1930 var ejeren fotograf Theodor Vald. Johs. Yhr,” skriver Ann Vibeke Knudsen.

 

Hvis du går på aakirkeby.nu i dag og i de kommende ca. 11 dage vil en side
som ovenstående tone frem på din skærm.

AakirkeBYtinget har udsendt denne pressemeddelelse:

“Onsdag den 9. januar vil medlemsforeningerne af AakirkeBYtinget og andre interesserede på et møde i AakirkebyHallerne blive orienteret om en ny samlende Aakirkeby-portal på Internettet på adressen: aakirkeby.nu

Bag initiativet står webdesigneren Kim Bak og bloggeren Søren Wolff, der i nogen tid havde arbejdet på projektet, da AakirkeBYtinget henvendte sig for at spørge om muligheden for præcis det samme.

Søren Wolff startede for et års tid siden sin blog ”Set fra Præstedammen” og henvendte sig til Kim Bak for at foreslå, at de slog pjalterne sammen om en samlende portal for Midtbornholm på nettet. Det viste sig, at Kim Bak havde haft samme tanker og faktisk allerede havde investeret i aaakirkeby.nu

I første omgang koncentrerer man sig om Aaker og Aakirkeby, men tanken er, at portalen skal være et tilbud til alle i hele hele den gamle kommune, altså også sognene Vestermarie, Nylars-Lobbæk-Arnager og Pedersker.

Foreninger fra hele området vil få mulighed for her at få undersider med alle deres oplysninger og evt. henvisning til egne hjemmesider. Det samme vil butikker, virksomheder og institutioner. Og Aakirkeby-portalen skal endvidere kunne bruges af turister.
”Set fra Præstedammen” vil indgå i portalen, ikke mindst på nyhedsdelen, og det er tanken at folk fra de andre sogne i den gamle kommune skal tilbydes mulighed for at oprette egne blogge. Ligesom nyheder fra foreninger, virksomheder og institutioner naturligvis skal præsenteres på portalen.”

Kirketjener David Nestved udpeget steder på murene, som trænger til det restaureringsarbejde, som nu sættes i gang.

I perioden fra 3. januar til påske, der i 2019 falder i sidste halvdel af april, vil Aa Kirke være lukket for kirkelige handlinger.

Det sker for at den kan restaureres indvendigt.

Arbejdet består bl.a. i at kalke væggene, male bænkene og slibe gulvet af og installere fjernvarme.

Bænkene vil blive taget ud og malet på værksted, mens gulvet slibes af og væggene kalkes/males.

Gulvet trænger meget, og når man kigger efter er der også afskalninger på vægge og afslag i malingen på bænkene.

I forbindelse med arbejdet vil bænkerækkerne vende tilbage uden de lidt klodsede lysestager, som er sat på hver bænkerad. De passer ligesom ikke ind i stilen i den gamle kirke. Og der kommer ikke anden form for lysestager på bænkene.

Det er kirketjeneren, David Nestved, glad for, fordi dryppende stearin på trægulvet ikke er til at fjerne, da dele af stearinen trænger ned i træet.

Det er blevet vurderet at de lidt klodsede lysestager på bænkene ikke skal sidde dér, når restaureringsarbejdet er overstået.

David Nestved fortæller i øvrigt, at man i 1960erne etablerede et genialt opvarmningssystem i kirken med varmluft, som blæses ud i kirkerummet via nogle kanaler øverst oppe på muren, lige under træloftet. Det betyder en hurtig opvarmning og et tørt kirkerum, hvor murene er velbevarede og ikke angrebet af fugt. Da Nestved blev ansat ved kirken for nogle år siden opdagede han sammen med en elektriker fra Knud Jensen & Søn, at man havde dette geniale system, som elektrikeren renoverede og udviklede et særligt styringssystem til.

At kirken trænger til en opfriskning er ikke mærkeligt, da det er ca. 50 år siden det skete sidst.

Mens Aa Kirke er lukket, foregår de kirkelige handlinger i Sct. Peders Kirke, hvortil man i øvrigt efter behov kan bestille kirkebilen.

Elly havde en god aften, og SOSUerne havde givet hende den rigtige sølvbryllupskjole på. Den var dog skjult af en farverig jakke, som vi købte i pavernes by Avignon under en vinrejse for nogle år siden.

Vi sang nogle få julesange og hyggede os.

Hjemme hos mine forældre fik vi klipfisk til frokost juleaftens-dag. Min far var helt vild med den slags. Jeg kan ikke huske, hvordan min mor og mine brødre havde det med denne særegne ret, men det var ikke noget for mig. Siden har jeg jo erfaret, at det var der mange, der spiste på Bornholm i julen i gammel tid. Og jeg kan huske, at skibshandler Hintze i Rønne, da jeg kom til Bornholm i begyndelsen af 60’erne tog klipfisk hjem til jul og man kunne lugte det på lageret! Hvordan det er med klipfisk i dag, ved jeg ikke. Det eneste jeg ved om den sag er, at det er blevet en dyr spise.

Det sjællandske bondeland i 1950’erne
Ellers fik vi hjemme hos mine forældre på Sjælland i 1950’erne flæskesteg og som regel gås, men nogle år var gåsen erstattet af en kalkun. Vi boede jo på landet, så jeg vil tro, at mine forældre har købt stege og fjerkræ hos nabolandmænd, undtagen de år, vi selv havde gæs eller ænder.

Det var en fest af få flæskesteg og et eller andet fjerkræ, for ellers fik vi meget ofte kanin eller kyllinger af egen avl om søndagen, og det kan man godt blive lidt træt af i længden.

I min familie her på Bornholm har Elly føjet mig i ønsket om, at flæskestegen skal suppleres med enten gås eller kalkun. Oftest er det blevet til gås.

Elly skærer kæmpekalkunen ud, da vi holdt jul på Løkker

Kæmpekalkun på partygrill
Men ét år fik vi en kæmpekalkun forærende af vores god ven og post, Mogens Hansen. Det var mens vi boede på Bodernevej. Mogens kom med kæmpen, som vejede 17,5 kg. slagtet vægt. Vi må have haft en stor fryser dér, for vi fik den i november og puttede den i fryseren. Den kunne ikke være i ovnen, ej heller i vores almindelige kuglegrill. Så i stedet lejede vi hos Fridolf en partygrill, der netop var stor nok til ”øglen”. Vi stegte i mange timer, fik kød til mange dage, og blev overraskede over, hvor saftig denne ellers meget tørre fugl var.

Hvis nogen har lyst til at vide mere om kæmpefuglen, kan man stadig på vores gamle hjemmeside læse om, hvordan vi gjorde HER.

Nå, men i aftes stod den på flæskesteg og gås her i huset, hvor vi havde besøg af drengene, deres koner og tilsammen fire store børn. En stille og fredelig aften. Elly spiste ganske lidt gås, men var tilsyneladende mere begejstret for risalamanden.

Vi sang nogle få julesange og havde en hyggelig og stille aften.

På billedet her til venstre ses nogle af børnebørnene da vi hyggede os med en kæmpekalkun til jul.

 

Det er blevet en rigtig god tradition i Aakirkeby, at man mødes tredje juledag om formiddagen på Torvet i Aakirkeby og tager en sidste dans omkring det store juletræ.

Det er Aakirkeby Borgerforening, der står for arrangementet, og i et nyhedsbrev fra foreningen skriver formanden, Robert Johnsen, bl.a.:

”Torsdag den 27. december 2018 kl. 10.00

Vi går omkring juletræet på Torvet og synger julen ud.

Tag børn og børnebørn med og deltag i denne hyggestund, hvor vi synger 3-4 julesange sammen med julemændene.

Efterfølgende vil der være et glas gløgg og en småkage til de voksne og en slikpose til børnene.

Arrangementet, som gennemføres sammen med SYTE, startede op i 2012 og er gennemført siden.

Vi håber, at rigtig mange vil deltage i denne korte, men hyggelige stund.

Gløgg og småkager sponseres af henholdsvis SYTE og Bager Dam.

Borgerforeningen står for slikposerne.”

 

De gange, vi har holdt julen hos os i de 52 år Elly og jeg har fejret jul sammen, har vi altid haft en strikket julenisse i toppen af træet. Først senere har vi opdaget, at det er en god, gammel bornholmsk skik.

I år har der været et par mindre katastrofer i juleforberedelserne. Først kunne jeg ikke finde julepynten, fordi  den ikke var, hvor jeg plejer at gemme den. Og den anden var, at jeg besluttede, at vi ikke skulle have juletræ, fordi det bliver lidt trangt med pladsen, og Elly skal kunne komme ud gennem havedøren med sin kørestol.

Men det var nok for meget for sønnerne. I hvert fald kørte de ud og købte et mindre juletræ, som børnenebørneNeIngrid, Gunna, Villads og Ella pyntede med stor iver. Et tredje problem var, at vi ikke kunne finde den strikkede julenisse til toppen af træet. Så vi måtte gå på kompromis ved at sætte en lille buttet nisse på strikkenissens plads.

Men nu er træet pyntet og klar og så har vi også det mest naturlige sted til de mange julepakker.

“Op til tijled ska det nå” hedder det i Otto J. Lunds herlige julesang, “I mårn e’d jyjl”. Men sådan blev det ikke her, selv om drengene havde spøgt med at sætte en krog i luftet og hænge træet derop.

Så julen blev reddet med lodder og trisser. Ligesom julen jo nærmest er hvid her på trods af meteorologernes forudsigelser om noget, der var betydeligt mere gråt.

GOD JUL TIL ALLE.

Foto: Mads Kristoffersen

Det var næsten som sædvanlig 4. søndag i advent på AakirkeJULEby torv: der var stuvende fuldt af mennesker, voksne og børn, der dels købte de sidste julegaver, dels bare nød stemningen og alle de traditionelle tilbud. 

Der var trængsel ved æble-skiveboden og ved uddelingen af jule-godter lige inden alle samledes til fællessang og hygge. En meget stemnigsfyldt, men kold eftermiddag. Mange glædede sig over, at der trods alt var faldet lidt se, som var med til at pynte op på en ellers lidt grå søndag.

 

Vinterens første snemand her på bredden af Præstedammen.

Jeg har skrevet til supermarkederne i Aakirkeby for at høre om deres åbningstider i juledagene  og hvordan julehandelen er forløbet

Brugsuddeler Allan Brogaard fortæller, at SuperBrugsen på Vesterbro holder lukket 24., 25.,  og 26. december samt 1. januar. Alle andre dage er der åbent fra 8 til 20. Så i dag kan man endnu nå at hente forsyninger.

Jeg mener, at Netto holder samme åbningstider som Brugsen, mens Spar at åbent alle dage, men lukker lidt tidligere juleaftensdag. Så det bliver helt sikkert nogle store dage for Spar.

Allan Brogaard fortæller, at julehandelen i år har overgået sidste års. Og det kunne man få et indtryk af i går, da flere kølediske i SuperBrugsen var ribbet for varer, hvilket fremgår af Mads Kristoffersens billede.

Store snefnug malede hurtigt jorden hvid, og rytteroptoget gjorde holdt ved Brugsen.

COOPs butikker på Bornholm har oplevet en meget voldsom efterspørgsel efter flæskestege af Bornholmergrisen, men har ikke kunnet følge med, Men i Aakirkeby var der lidt varer af grisen tilbage, dog såvidt jeg kan se –ikke kamstege, som her op til jul er de mest efterspurgte.

De to andre supermarkeder har sikkert haft for travlt til at svare mig.

Og så blev det trods forudsigelserne hvid lillejul med masser af tung sne fra morgenstunden. Det satte en dæmper på trafikken – også herinde i bye, selv om kommunen har været ude at salte.

I forbindelse med fjerde søndag i advent var der et ualmindeligt stort og flot rytteroptog fra Midtbornholms Rideklub. De frøs bravt, men glædede mange med deres festlige optog.