Billedet herover: Feltpræsten i kontorteltet i Afghanistan

Af Erik Jørgensen, sognepræst i Pedersker og Aaker, går på pension med udgangen af måneden

 Min tilknytning til Bornholm stammer tilbage fra 1972, hvor mine forældre og min søster flyttede hertil, da min far blev præst for Bornholms Valgmenighed, og min mor arbejdede som sundhedsplejerske i Poulsker- og Østermarie sogne. Selv læste jeg på den tid på Odense Universitet, men fik passende nok feriejob ombord på MF Østersøen, da jeg var hjemme på Skagelfaldsvej i Aakirkeby i sommerferierne.

Efter at have været i Sømandskirken i London nogle år, mødte jeg min Christina, hvorefter vi cyklede fra London til København, hvor vi blev forlovet. Året efter blev vi gift i Mölndal på den svenske vestkyst. Efter Pastoralseminariet blev jeg præsteviet i Aalborg Domkirke og fik fire gode år som sognepræst, i Vestbjerg og Vodskov. Herfra flyttede vi så til Pedersker Præstegård i 1990. Forud var mine forældre og min søster med familie flyttet tilbage til Bornholm og Nexø.

Et bredsprektret sogneliv for børn og ældre

Som sognepræst i Pedersker og Aaker søgte jeg sammen med min hustru Christina at opbygge et

 Sogne- og feltpræst Erik Jørgensen foran to af sine kirker: Pedersker og teltkirken i Afghanistan

bredspektret sogneliv med udgangspunkt i præstegården. Vi søgte at fremme det kirkelige liv i sognet gennem en palet af aktiviteter for børn og ældre til supplering af gudstjenesterne og de kirkelige handlinger.

Således var der udover konfirmations-forberedelse, minikonfirmander, børnekor og familiegudstjenester med efterfølgende pasta og kødsovs. Altid tilberedt med stor kærlighed af Christina. Vi havde får, høns, køkkenhave og frugttræer, der forsynede os med masser af økologisk mad – før det blev moderne med Bonderøven.

Vores tre bornholmske drenge

Vores børn, Christoffer, Johannes og Andreas ser sig selv som bornholmere. Særligt Johannes’ og

Under tjenesten i Afghanistan fik Erik Jørgensen besøg af sin hustru, Christina.

Andreas’ årgange fyldte ret meget på Pedersker Skole, hvor de var omkring 23 børn i klassen. Derfor var der grobund for et blomstrende børnearbejde og stor opbakning blandt de aktive familier.

I vinterhalvåret var der ældremøder og sognemøder i stuerne og om sommeren et havemøde med fremmede talere.

Ambassadøren til smørrebrød i præstegården

Som ekstra kolorit fik vi om foråret besøg fra den amerikanske ambassade, da der på Pedersker kirkegård er gravsteder fra 2.verdenskrig. I begyndelsen inviterede vi den amerikanske ambassadør til smørrebrød i præstegården. Med de store omvæltninger ved Warszawapagtens fald, viste briterne pludselig interesse, og derfor blev den årlige kransenedlæggelse på kirkegården i Pedersker et tilløbsstykke, hvor borgmesteren blev vært for bespisningen af honoratiores, hvor Christina og jeg i alle årene har været inviteret med. Det har altid været højtideligt, og vi har nydt mange spændende samtaler under disse sammenkomster.

Samtidig lagde jeg stor vægt på at få besøgt alle ældre i sognet og følge op på begravelsessamtalerne.

Den åbne præstegård

Jeg har også været med til at arrangere en menighedsudflugt til Altenkirchen, på Rügen, og senere

Det bornholmske folketingsmedlem, senere europaparlamentariker Jeppe Kofod kom også på besøg i Afghanistan

åbnet præstegården for et venskabsbesøg fra Lithauen. Den Lutherske menighed i Kaunas fik også en genvisit på et senere tidspunkt.

Præstegården har selvfølgelig stået åben for utallige sammenkomster i forbindelse med kirkekoncerter, men også et sted, hvor den enkelte har kunnet få sig en god snak eller glemt ensomheden for en stund.

Feltpræst i Kosovo og Afghanistan

Da jeg kom til Pedersker i 1990, var det et sogn med lang tradition for at stille en feltpræst til rådighed for Bornholms Værn. Dengang var der stadig otte feltpræster tilknyttet de forskellige enheder. I løbet af de følgende år blev strukturen, og dermed antallet af feltpræster skåret ned for til slut at ende med en enkelt tilknyttet Bornholms Hjemmeværn. Dertil kommer en feltpræst tilknyttet Opklaringsbataljonen fra Gardehusarregimentet. Da jeg var den af feltpræsterne, der blev boende længst tid på Bornholm, var det naturligt, at jeg overgik til Bornholms Hjemmeværn.

Samtidig med at forsvaret blev reduceret, blev der udsendt flere og flere enheder i international tjeneste, og efterhånden kom turnussen også til mig, hvorfor jeg blev udsendt til Kosovo i 2003 og igen til Afghanistan i 2008/2009. Det kom til at falde sammen med nedlæggelsen af Pedersker menighedsråd som et selvstændigt råd. Opgaverne, som feltpræst, er ikke særlig forskellige fra en almindelig sognepræst, da det omfatter de ugentlige gudstjenester, sjælesorg og samtaler, andre handlinger og forskellige aktiviteter, hvis der er mulighed for det. I Kosovo betød det en del foredrag og udflugter, mens det af sikkerhedsmæssige grunde ikke var muligt i Afghanistan. Der var jeg til gengæld det meste af tiden i samme lejr som felthospitalet.

Præstegården blev solgt – omflakkende kontor

Efter tilbagekomsten fra Afghanistan var det kirkelige arbejde besværliggjort i Pedersker Sogn. Pedersker Præstegård var jo blevet solgt i 2006, på grund af den ringe forfatning.

At der ikke længere var nogen præstegård at samles i betød, at ældremøder måtte flyttes til Samlingshuset, hvor opslutningen om møderne holdt niveauet til det sidste.

Konfirmandundervisningen måtte flyttes til Sydbornholms Privatskole med et noget svingende antal deltagere til følge. Dette kan især tilskrives det drastisk faldende børnetal i sognet, men vel også strukturelle forandringer.

Som en særlig virkning af nedlæggelsen af præstegården, fik mit kontor en omflakkende tilværelse, idet det flyttede fra præstegården, til det tidligere BAF-kontor i Pedersker, videre til det tidligere rådhus i Aakirkeby – for at ende sammen med Aaker sogn i Aaker Præstegård. Jeg var ikke så heldig, at der var tænkt på en kontorplads til mig i den nybyggede graverfacilitet ved Peders Kirke.

Fortsætter i Genbrugsbutikken

Da vi skulle finde et nyt hjem til vores familie i 2006, faldt vi for et charmerende byhus i Nexø. Det føltes naturligt, da vi har familie i Nexø.

Indtil den 30.august i år har jeg haft min gamle mor i byen. Hun ville have blevet 105 år i begyndelsen af oktober, men et benbrud satte en stopper for festlighederne.

Vi trives fint i byen, hvor Christina er glad for at arbejde på Paradisbakkeskolen, hvor der altid er gang i noget spændende.

Mit fremtidige virke vil derfor tage sit udgangspunkt her i Nexø, men jeg fortsætter dog som formand for Danmissions Genbrugsbutikken i Aakirkeby indtil videre.

Fremtiden vil vise, hvad jeg i øvrigt vil bruge mit otium på. Jeg er ihvertfald glad for, at mit helbred igen er på rigtig kurs, efter en periode med hjertesvigt. Vi føler os heldige og ser fremad.

Pedersker Præstegård har været rammen om vores tre sønners trygge og lykkelige barndom. De har bygget huler, gravet grøfter, leget røvere og indianere i et paradis af marker og skov. Det vil vi altid se tilbage på med glæde.

Gode stunder i Aakirkeby

Nu har jeg skrevet en del om Pedersker, men må, som sig bør i en Aakirkebyskrift – ikke glemme de gode stunder vi har nydt i Aakirkeby.

Jeg har følt mig privilegeret over at have prædiket i Aa Kirke. Christina har gennem årene været min makker, da hun er uddannet kirkesanger. Hun har glædet sig ekstra meget, de gange hun fik lov at synge i Aa Kirke, da kirkerummets akustik er noget helt særligt for en sanger. Selv har jeg været glad for den trofaste skare af kirkegængere, som altid har behandlet mig godt, og som måske har kommenteret prædiken eller salmerne. Jeg tænker også på alle dem, som trofast er mødt til aftensang i Aa kirke. I de første mange år, da aftensangen var et nyt begreb i Aa Kirke, arbejdede Christina sammen med en del lokale musiktalenter, hvilket forvandlede aftensangen til et miks mellem andagt og intime minikoncerter – til glæde for de lokale og de mange turister. Det er stunder, som ligger som små guldkorn i erindringen.

For dem, som måske har lagt mærke til de kombinerede lys- og blomsterholdere i Aa kirkes stolerækker, vil jeg gerne fortælle, at de er smedet af lokale smede – efter min hustrus design.

Efter disse retrospektive skriverier, er det dags at finde en afslutning, som jeg passende har fundet i Grundtvigs salme:

O. kristelighed
du skænker vort hjerte, hvad verden ej ved
hvad vi kun skimter mens øjet er blåt,
det lever dog i os, det føler vi godt;
mit land siger Herren er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

….

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *